søndag den 28. december 2008

Skyggernes Hav af Christian Mørk (Gitte)

Drømmen om paradis

Jeg kunne rigtigt godt lide denne bog. Jeg skulle lige i gang, men så kørte det ellers derudaf. Christian Mørk er dansk men bosat i USA, han skriver sine bøger på engelsk og oversætter selv til dansk. Handlingen foregår også for sin del i USA, og derudover på øen Dog Island. Jacob interesserer sig for landkort, og har en lille og forgældet kortforretning. Faderen, der er involveret i det kriminelle miljø, myrdes i starten af bogen, og broderen, som er korrupt politimand, forsøger at skaffe sig af med Jacob, som står i vejen for en god fortjeneste på en ejendomshandel. Jacob ender som fange om bord på et skib, som sejler med ulovlig last, men reddes af den unge kvinde Willie. Jacob havner tilfældigvis på den lille ø Dog Island udenfor den eksotiske ø Anguilla, som Jacob voksede om med drømmen om at besøge.

På Dog Island bor Styrmanden sammen med en tilsyneladende stum kvinde og en ung mand. Men da Jacob senere ankommer til Anguilla finder han ud af, af tingene er langt fra at være i skønneste orden på Dog Island og for den sags skyld Anguilla. I overbevisning om, at hans hustru er blevet myrdet, tager Jacob affære overfor de levende. Det hele kulminerer på Dog Island.

Historien fortælles fra forskellige vinkler, Jacob, Jacobs hustru, Willie, Styrmaden og det øvrigt involverede persongalleri, og fortælles i nutid. Forfatteren har sin egen måde at skrue historien sammen på, og det er forfriskende. Vi får blandt andet en velkomst- og afskedshilsen fra fortælleren.

Jeg fik to eksemplarer af Skyggernes Hav i fødselsdagsgave. Den ene har jeg byttet til en tidligere roman af Christian Mørk, Darling Jim, som jeg glæder mig til at gå i gang med.

Men vi har altså fået endnu en roman med ordet skygge i titlen På engelsk hedder romanen Sea of Shadows, så der er i det mindste tale om en direkte oversættelse.

Romanen er fra 2008. Den har endda en hjemmeside, hvor der kan høres uddrag: www.skyggerneshav.dk.

Gitte

Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan (Gitte)


Mord med en lille fjer på…

Jeg har læst rigtigt mange krimier i mit liv. Det drejer sig nok om lidt spænding i en ellers almindelig tilværelse med fast job. Der er krimier med fantasifulde plot og nogle med mere trivielle. Det var Britt, der første gang gjorde mig opmærksom på Dinosaurens Fjer, som er lidt krimi og lidt noget andet og tredje. Bagsiden lover videnskabelig krimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama. Setup-et er godt, og som akademiker tiltrækkes jeg af nørderiet, hvilket jeg selv dyrker dagligt indenfor mit eget fag, og det akademiske miljø i øvrigt.

Vi befinder os i den akademiske verden på biologisk institut, hvor Anna Bella, enlig mor i slutningen af 20’erne med bagage, står for at skulle forsvare sit speciale om kontroversen mellem to fløje indenfor zoologien; hvorvidt fugle stammer fra dinosauren eller ej. Der bliver imidlertid stukket en kæp i hjulet på Anna Bellas forsvar, da hendes ene vejleder bliver myrdet, og ind på scenen træder den garvede politimand Søren. Endnu en person myrdes undervejs, og mordene skal selvfølgelig opklares, hvilket de naturligvis også bliver. Men vi skal også indgående høre om Anna Bellas og især Sørens traumer siden barndommen. Anna Bella er det naturlige centrum i bogen, det er her vi starter og slutter, ligesom de myrdede personer befandt sig i hendes nære omgangskreds. Det er udmærket, at vi kommer tæt på; hvorfor er hun som hun er, og hvorfor agerer hun som hun gør.

Politimanden Søren, derimod, er den udenforstående, som i min vurdering er tildelt for meget spalteplads. Det samme bemærker jeg i forhold til den canadiske forsker Clive Freeman, som står for den ene fløj af dinosaur vs. fugledebatten. Det står mig ikke klart, hvorfor de to personer er centrale i den forstand, at forfatteren fortæller rigtigt meget om deres fortid, uden at gøre dem centrale i øvrigt.

Og at love kærlighedshistorie er nok at overdrive en lille smule, der opstår forelskelser undervejs bevares, men alligevel. Måske er det bogens problem, den vil for mange ting på en gang, men det kan naturligvis også være mit problem, at jeg har en for konservativ holdning til bøgers temaer. Det er jo netop det, der gør det vanskeligt at kritisere en roman, for forfatteren har givet fået det frem, som hun gerne ville.

Måske fordi jeg har læst mange krimier, synes jeg, at plottet løses lidt for nemt. Meget pludseligt er der tilståelser over hele linjen, eller i alt fald over flere sider, så politimand Søren får ikke engang mulighed for for alvor at gøre brug af sine efterforskningsevner og er således endnu destomindre interessant for historien.

Uagtet ovenstående er det slet ikke en dårlig bog, og forfatteren er godt inde i sit stof, som hun formår at gøre spændende. Dinosaurens Fjer er her fra 2008, og strækker sig over 447 sider.

Gitte

søndag den 7. december 2008

På Udkig efter Hemmingway af Leif Davidsen (Gitte)


En dansker på dybt vand

For et par søndage siden var jeg en tur på det lokale bibliotek på udkig efter læsestof til den næste tid. På vej ind mod hylderne kom jeg forbi 14-dagesudlånene. Et par stod og kiggede på bøgerne, der blandt andet omfattede Yacoubians Hus og På Udkig efter Hemmingway. ”Den her skulle være god”, sagde den kvindelige part og tog På Udkig… Hun valgte dog at sætte bogen tilbage, hvorpå jeg tænkte, at der måske er en dag, hvor man skal læse sin første Leif Davidsen bog, når man nu er lidt af en spændingsbogsbuff, og den seneste er jo vældigt oppe i tiden. Så jeg tog den og Yacoubians Hus ved samme lejlighed.

Jeg har således nu læst min første Leif Davidsen bog, og den var da også ok. Det er ikke højspændt drama fra første side som fx Dan Brown, men ganske stille og rolig opbygning mod klimaks og forløsning. Plottet?, tja…

Gymnasielærer John Petersen tager efter sin kones død til Amerika. John underviser i spansk og har længe haft en særlig passion for Hemmingway. Så på en sygemelding tager han til Key West, hvor historien starter på kirkegården, hvor Sloppy Joe, Hemmingways mangeårige ven, ligger begravet. Her møder han Carlos, som han indleder et venskab med. Carlos flygtede sammen med sin familie mange år tidligere fra Cuba. Carlos har længe ikke haft kontakt med sin datter, som i en ung og revolutionær alder valgte at vende tilbage til Cuba. John indvilliger i på sin videre rejse til Cuba at overrække et brev fra Carlos til datteren.

Herfra er der ikke meget gymnasieverden over tingene, og John vikles ind i konspirationer, gemte skatte samt eksotiske kvinder og må redde dagen.

Det er ikke helt troværdigt, at den lettere kedelige gymnasielære fra Danmark rodes ind i historien, som blandt indebærer træning i at undvige forfølgere ved en måske CIA-agent, men ok, hvad ved jeg. Udmærket roman, som dog ikke får mig ned på biblioteket lige med det samme for at låne mere Leif Davidsen, men det er bestemt ikke udelukket, at en anden bog af forfatteren finder sin vej hjem til min sofa en dag.

I øvrigt nåede jeg ikke komme særligt langt i Yacoubians Hus, før de 14-dage var gået…

På Udkig efter Hemmingway er fra 2008.

Gitte

torsdag den 30. oktober 2008

Helle Helle: Ned til hundene (Britt)


Da jeg læste Helle Helles forrige roman ”Rødby-Puttgarden” var jeg ikke udelt begejstret. Men denne bog kan jeg til gengæld kun anbefale at læse hurtigst muligt.

En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.

De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.

Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.

Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!

Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.

Britt

Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.

torsdag den 23. oktober 2008

Kold Hud af Albert Sánchez Piñol (Gitte)


Uhyrlig ensomhed i Antarktis

Somme tider støder man på en roman, der er noget anderledes end forventet. Sådan havde jeg det med Kold Hud.

En atmosfærisk officer, ”lidt tættere på ungdommen end på alderdommen”, går i land på en lille ø, som ingen skibe kommer forbi, en lille ø så at sige uden for lands lov og ret, tæt på Antarktis. Her skal officeren afløse den atmosfæriske officer, som har været på øen i 1år, og hvis funktion romanens jeg-fortæller skal afløse det næste år. I officerens hus finder han og skibets besætning ingen officer, men i øens fyrtårn en mand i en seng, umælende, uglet og nøgen.

Da skibet sejler af sted, indstiller den atmosfæriske officer sig på et års ensomhed på øen sammen med manden i fyrtårnet. Han bruger dagen på at indrette sig i sin lille hytte, men da natten falder på står uhyrerne op ad havet. Bogstaveligt talt, for i havet omkring øen bor et havfolk, fiskeagtige men også på sin vis menneskelignende. Officeren må forskanse sig i sit hus, og sådan går de første nætter uden søvn og med kampen for at overleve. I et stykke tid indretter officeren og manden i fyrtårnet sig efter omstændighederne; at holde uhyrerne fra livet om natten og forstærke forskansningen om dagen.

Vendepunktet for den atmosfæriske officer bliver dog mødet med søuhyrernes børn, og han indser, at den evige natlige kamp måske alligevel ikke er vejen frem, og at uhyrerne kan være mere menneskelige end først antaget.

Og sådan går tiden, mens isolationen og de natlige opgør sætter sit præg på vores atmosfæriske officer…

Da jeg besluttede mig for at læse denne bog, troede jeg, at den natlige kamp ville have karakter af mere overført betydning, men det viste sig at være ganske bogstaveligt. Det der er interessant ved bogen er dog mere officerens udvikling i gennem romanen, hvilket er fint beskrevet. Der fremgår ikke direkte, hvornår romanen foregår, men det er ikke så længe efter 1. verdens krig, og det viser sig i sproget. En pudsig og anderledes lille bog om overlevelse samt indre og ydre kampe pakket godt ind i en klaustrofobisk atmosfære. Frontfotoet udtrykker ganske udmærket ensomhed.

Kold Hud er fra 2002 og oversat fra katalansk (La Pell Freda) til dansk i 2008. Det er en romandebut for antropologen Piñol.

Gitte

onsdag den 22. oktober 2008

Remember me af Sophie Kinsella (Gitte)


Chic lit om en studs

Dette er vaske ægte chic lit, som de kommer. Hyggelig men uden overraskelser. Har du læst Shopaholic-serien, Sophie Kinsellas øvrige bøger og andet chic lit, herunder Bridget Jones Diary, har du også læst Remember me. Skabelon: Ung, køn og intelligent kvinde, der er kært klodset og som er nede at bide gruset, hvorefter hun finder på en genial plan, får succes og manden i enden.

I denne roman møder vi Lexi Smart, som vågner op på hospitalet i 2007 efter en bilulykke og ikke kan huske noget fra de sidste 3 år. Det sidste hun kan huske, er en aften i byen med veninderne, da hun havde skæve tænder, uglet hår, et kedeligt job, lidt for meget sul på kroppen og en kæreste, der hed Loser Dave. Da hun vågner op har hun lige tænder, velplejet hår, en tonet krop, et chefjob og en rig mand. I begyndelser lyder det for Lexi som et drømmeliv, men der viser sig at være en bagside af glansbilledet, ligesom hun prøver at finde ud af, hvordan hun er kommet dertil, og hvorfor hun har stødt veninderne fra sig. Og så kommer vi til tidspunktet, hvor hun bider i gruset, får en genial ide, og får manden i enden.

Hyggelig, hvis man er til den slags, hvilket jeg nok lidt er - bare en gang imellem…

Remember Me er fra 2008.

Gitte

onsdag den 15. oktober 2008

Det jeg elskede af Siri Hustvedt (Britt)


Efter adskillige anbefalinger om at læse en bog af Siri Hustvedt, og opildnet af temmelig flotte anmeldelser, har jeg i den forløbne måned bestræbt mig på at komme igennem denne bog. Og den er godt skrevet, og stiller krav til sin læser propfuld med undertoner, symboler og skjulte ledetråde til den erindrede fortælling.

Men ja, det kan nok fornemmes på den tone, jeg allerede har slået an. Jeg blev ikke fan af denne bog eller dens forfatter. Jeg havde det ikke, som en anmelder, der ønskede, at hun ikke havde læst bogen, så hun stadig havde glæden og oplevelsen til gode. Jeg har mere oplevelsen af en intellektuel øvelse. En dannelsesrejse gennem en del af skønlitteraturen og én af dens intellektuelle og fejrede forfattere, som jeg ikke har tænkt mig at læse mere af. Ikke fordi den var dårlig. Men fordi min læsetid er for kort til mere læsning, af en forfatter, der ikke formår at gribe mig, at få mig til at føle med sine hovedkarakterer og bringe mig væk fra min analyserende plads i lænestolen for i stedet at bære mig af sted til nye verdener og oplevelser, så jeg glemmer tid og sted, indtil jeg mentalt jamrende må lægge bogen fra mig på trods, fordi klokken bare er for mange til at fortsætte mere i dag.

Siri Hustvedts forfatterskab har formentlig denne effekt for mange læsere. Jeg er blot ikke én af disse heldige. For jeg kan godt lide tanken om at læse hendes intellektuelle bøger, propfulde af referencer til filosoffer, kunstnere og forfattere en masse. Desværre efterlader læsningen mig i praksis en stor del af vejen uberørt, og jeg får en smule afsmag af intellektuel name-dropping og selv-højtidelighed.

Bogen tager en dramatisk drejning i sidste halvdel, der kunne minde om en psykologisk thriller. Men den bliver alt for langtrukken og fortænkt, og ender i grunden uforløst, og der blev grædt tørre tårer for mit vedkommende.

”Det jeg elskede” er udgivet 2003 og oversat til dansk (rigtig fin oversættelse) samme år.

Britt

onsdag den 24. september 2008

Death in Holy Orders af PD James (Gitte)


Endnu en pausebog fra Bleak House, da jeg havde brug for lidt hyggelig weekendkrimi. Jeg har set tv-serien om Inspector Dalgliesh for mange, mange år siden, men aldrig læst bøgerne af PD James.

En ung præstestuderende findes død, sandsynligvis et uheld, men muligvis selvmord, tæt på et præsteseminarium. Den unge mands far anmoder New Scotland Yard om at undersøge dødsfaldet nærmere. Dalgliesh kender stedet fra sin barndom, og tager dertil for at få en snak med de fire præster på seminariet og stedets øvrige beboere, de studerende, ansatte og weekendgæster. Flere dødsfald følger naturligvis, og efterforskningen går for alvor i gang. Det står hurtigt klart, at fortiden og et testamente spiller afgørende ind.

Sproget syntes unaturligt; alle karakterer i bogen nærmest uden undtagelse taler alt for pænt og poleret, og plottet bliver aldrig helt interessant, selvom det bestemt var et set up med potentiale.

PD James har skrevet adskillige Dalgliesh-bøger over rigtigt mange år, jeg husker, at filmatiseringerne vist er fra 1980’erne, og Death in Holy Orders er fra 2001, men jeg tror nu ikke, at jeg vil kaste mig yderligere over forfatterskabet. Måske skulle jeg forsøge mig med de roste Arne Dahl bøger.

Gitte

fredag den 5. september 2008

Anthony and Cleopatra af Colleen McCullough (Britt)

Endnu en roman, hvor både titel og omslag skaber associationer til en let knaldroman. Men intet kunne være længere fra indholdets realiteter. Her er endnu engang tale om en vel-researchet, gennemskrevet murstensroman uden sentimental oldtidsromantik.

Hvis man ikke har læst McCulloughs pentalogi ”Den Romerske Familie”, eller har grundlæggende kendskab til det romerske imperiums historie fra Sulla til Augustus, vil jeg ikke anbefale at give sig i kast med denne bog. Selvom den sælges som en selvstændig historie, er den reelt et ekstra 6. bind i Den Romerske Familie, der fortæller om det romerske Imperiums sidste historie som republik afsluttende med Cæsars død og det efterfølgende magtopgør.

Som man kunne mærke i sidste bind af Den Romerske Familie, har McCullough en vis forkærlighed for Octivianus, adopteret søn og arving til Cæsar. Og selv om denne opfølgende roman har fået titel efter Marcus Antonius og Dronning Cleopatra af Egypten, så handler den reelt set mest om Octivianus og hans opstigning til den uindskrænkede magt til kejser Augustus ”Den øverste blandt de øverste”. Hos ham ligger sympatien i opgøret med Antonius og Cleopatra langt hen ad vejen, selvom McCullough aldrig forfladiger eller forsøder ham. Den legendariske kærlighedshistorie mellem Markus Antonius og Cleopatra får til gengæld taget alt pynten. Deres forhold går fra at være en politisk udfordring til gensidig afhængighed på trods iblandet resignation og modvilje. Da de går døden i møde, er det som den sidste mulige vej med værdigheden i behold og med erkendelsen af en kærlighed, de aldrig vil få udlevet. Her genvinder man lidt af sympatien og forståelsen for det håbløse par. Men først da.

Hvor sympatien i Den Romerske Familie udelt og engageret lå hos Cæsar, bærer denne roman på en stemning af Cæsars skygge. Ingen var som Cæsar, og tiden efter blegner – også for forfatteren. Det smitter af på fortællingen, der desværre mangler ånden fra pentalogien og derved gør romanen lidt tung at komme igennem. Historien kunne snildt have været fortalt på et par hundrede sider færre end de 550 tæt trykte sider. Igen må jeg konstatere, at jeg holder mere og mere af bøger på under 200 sider, hvor essensen af fortællingen ligger lige under huden, mens de mange sidespring og detaljerede forklaringer er luget væk. Skal en historisk roman virkelig være over 500 sider per definition..?

Britt

Anthony and Cleopatra er udgivet på amerikansk i 2007.

fredag den 29. august 2008

Nattog til Innsbruck af Denyse Woods (Gitte)


Hvad gør du, når din kæreste forsvinder sporløst i ørknen?

En anden bog der kom med hjem fra biblioteket på regnvejrslørdagen (http://bogpluk.blogspot.com/2008/08/hourglass-af-julie-parsons-gitte.html) var Nattog til Innsbruck. Som lejlighedsvis backpacker stopper jeg lige op engang, når jeg støder på en roman, der foregår på farten.

I denne står en kvinde på nattoget i Firenze på vej til Innsbruck. Undervejs lægger hun øre til genforeningen af to irer, der blev væk fra hinanden 4 år tidligere i Sudan. De to var kærester dengang. Hun levede på farten, han havde fast arbejde i London og rejste med hende i sine ferier. På deres sidste fælles rejse var hun endeligt blevet overtalt til at slå sig ro sammen med ham, men ikke uden protester, og efter et skænderi forsvandt han fra toget på vej tilbage til Egypten. I første del af romanen følger vi Francis, der vågner op i togvognen, og opdager, at både Richard og rygsæk er væk. I anden del følger vi Richard. Men stemmer de to historier overens?

Kvinden i nattoget følger de to fortællinger, hvilket er en god måde at komme ind i og ud af historien på. Som hun bemærker i sit stille sind; den der måske havde løjet, viste hvad der skete, og den der fortalte sandheden viste også, hvor løgnene lå begravet, mens hun som iagttager og lytter ingen anelse havde.

Jeg ville dog have nydt bogen betydeligt mere, hvis sproget havde været troværdigt. Jeg læser normalt bøger, der er skrevet på engelsk, på engelsk, for at få den autentiske version, men nu fik jeg fat i den danske oversættelse, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde. Jeg fik hele vejen igennem følelsen af, at bogen var oversat af en gammel dame (det er dog en mand, alder vides ikke), for jeg tror ikke, at originalversionen har samme ’antikverede’ udtryk. Ikke alting kan man selvfølgelig føre hen på oversættelsen, men i en sætning som: ”Jeg har det ikke godt med anklagerne for desertation og bedrag” ville en bedre oversættelse måske være …”svigt og bedrag”? Hvilket ungt menneske i 20’erne ville dog sige ’desertation’ eller for den sags skyld ord som ’knarvorn’ og ’forsurer’. Især virkede det komisk med en kombination af dette ’opstyltede’ sprog og mere ’hippe’ udtryk, om man vil, som ’bossy’ og ’poppe op’. Det forstyrrede den gode historie, som det trods alt er.

Jeg vil således anbefale originalversionen. Det kan kun være bedre, og man skulle jo nødigt blive knarvorn og forsuret.

Nattog til Innsbruck er fra 2002, og den danske oversættelse fra 2006.

Gitte

The Hourglass af Julie Parsons (Gitte)


Hurtig hyggespænding

Jeg er godt nok i gang med Bleak House, men i lørdags øste det ned hele dagen, og sådanne dage kræver i min verden nybagte boller, en varm kande te og en bog med spænding. Ikke at Bleak House ikke er spændende bevares, men en hurtig knaldroman i sådanne stunder en nu bedst. Så jeg måtte på biblioteket, hvor jeg stødte på The Hourglass, og så måtte Esthers fortælling ligge lidt.

Og der er i The Hourglass, hvad der skal være af myrderier, skumle fortider samt mystiske og farlige fremmede. Vi befinder os i en landsby ved vandet i Irland, hvor Adam, nys løsladt fra fængslet, charmerer sig ind på den aldrende og velhavende Lydia, der bor tilbagetrukket fra omverden. Lydia beder Adam tage til Dublin for at finde hendes datter, som hun ikke har set i mange år. Imens dør kvinder i området og i Dublin, og vi finder efterhånden ud af, hvad der egentligt skete mellem Lydia og hendes datter, og hvad Adam er ude på.

Udmærket lørdag-i-regnvejr-læsning, og så er det ikke meget mere at sige om det. The Hourglass er fra 2005.

Gitte

torsdag den 28. august 2008

The Apothecary’s Daughter (Britt)


Den helt rigtige titel, hvis man leder efter en hurtig knaldroman til ferielæsningen. Og det var også som sådan jeg købte den på tilbud til sommerhuslæsningen. Som det kan ses, lever omslaget også til fulde op til forventningen.

Men jeg blev hurtig klar over, at jeg havde taget fejl. Bevares, der er ikke tale om dybe verdensbetragtninger eller socialrealistiske menneskeskildringer. Men sproget er smukt, poetisk og skønt at læse og der er på ingen måde tale om sødsuppemusik og happy ending, som jeg ellers havde ventet.

Den unge Theodora vokser op i et kloster, afsides fra verden på et tidspunkt under inkvisitionens storhedstid i et Spansk eller Fransk behersket Nordafrika. Nærmere kommer vi ikke en placering af tid og sted, men det er heller ikke så vigtigt. Det er ikke romanens ærinde at virke som historisk roman i traditionel forstand. Den bruger snarere den historiske setting som en genkendelig kulisse for sin sagnlignende fortælling.

Vi møder Theodora, da hun forlader sin kendte klostertilværelse for at indgå ægteskab med en højtstående adelsmand, der i en del år har levet som opdagelsesrejsende og handlende i kendte og ukendte fjerne verdener, primært mod øst, mens han forsager hoffet og omgangen med sin egen stand. Fortiden spøger i kulissen, men holdes skjult for Theodora, og den foldes kun meget langsomt ud i takt med hendes erkendelse af den verdslige verden, som hendes ægtemand, ”Adelsmanden” prøver at skærme hende fra. Mange år tidligere mistede han sin tvilling under et vovefuldt eventyr efter rødt guld i den barske ørken, og samtidig blev han selv grufuldt skamferet. Faderen døde af sorg over sine børns skæbne og overlod godset til adelsmanden, der selv havde mistet lysten til livet.

I hvilken voldsom grad Adelsmanden er blevet skamferet i, begynder man snart at gisne om som læser. Adelsmanden fuldbyrder nemlig ikke ægteskabet, selvom han elsker og tilfredsstiller sin Adelskvinde på anden vis med stor intensitet. Han lader hende kun mærke sin krop i mørket og tager aldrig sit lændeklæde af. Han ønsker ikke at tale om fortiden, men uddanner i stedet sin hustru i videnskabernes verden, lærer hende om de sande forhold mellem himmellegemerne og sin altruistiske gudstro midt under en tid, hvor den katolske kirke forsøger at kontrollere den vestlige verdens tanker, viden og tro med band og bål. Der altså meget på spil, både åndeligt og kødeligt for både Adelsmanden og Adelskvinden.

Da Theodora er vokset op i et kloster går dette ægteskab forbavsende godt i adskillige år, indtil det uundgåelige sker. Under én af Adelsmandens rejser mod øst, kommer en handlende i ædelstene og overtaler Adelskvinden til at huse ham, mens han venter på, at Adelsmanden vender tilbage. Der går ikke mange timer, før han venter i Adelskvindens seng, og med tabet af Adelskvindens uskyld, tager alting en ildevarslende men også opklarende drejning. Og der er en del overraskelser i vente helt til det sidste; ganske finurligt opbygget og afviklet i et usentimentalt, formfuldendt sprog, så de tragiske skæbner aldrig bliver melodramatiske. En dejlig, lille ferieoverraskelse!

Britt

The Apothecary’s Daughter, skrevet af den sydafrikanske forfatter Patricia Schonstein i 2004

søndag den 3. august 2008

Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen

Afdeling Q på sporet

Hr. Adler-Olsen er en meget driftig herre. Som forudsagt (se anmeldelsen til forgængeren Kvinden i Buret) ankom for nylig fortsættelsen i (nu) Afdeling Q-føljetonen, men så hurtigt havde jeg nu alligevel ikke forventet. Hvis Jussi Adler-Olsen fortsætter med at spytte Afdeling Q-bøger ud hvert halve år, vil det blive til lidt af en samling. Men hvis kvaliteten holder (om end med enkelte uredigerede slåfejl hist og her), som den indtil videre har gjort, gør det bestemt ikke noget.

I Fasandræberne lander en sag fra 1987 på egenrådige Carl Mørchs bord i kælderen under Politigården på trods af, at en mand flere år tidligere tilstod forbrydelsen, hvor to søskende blev tævet ihjel i et sommerhus i Nordsjælland. Mørck og hans noget ukonventionelle sidekick Assad lugter dog urent spil, da sagen trækker tråde op i Danmarks top med rod i kostskolemiljøet og seks unge menneskers syge søndagslege. Uopklarede forbrydelser dukker snart op i kølvandet, ligesom efterforskningen søges lukket. Dette er dog en rød klud i ansigtet på den gæve Mørck.

Og så er jagtsæsonen for alvor gået ind…

Romanen er dejlig frisk skrevet, og hvem kan andet end at holde af Mørck med sit lettere kaotiske hjemmeforhold og uforløste begær efter politipsykologen Mona, samt Assad med sin ligefremme facon og ikke endnu helt gennemskuelige baggrund. I Fasandræberne udvides Afdeling Q i øvrigt med den effektive og bestemt ikke bly viol sekretær Rose; endnu et sidekick til at sætte Mørck flere grå hår i hovedet.

Det er ikke andet for end at se, hvad afdelingen kaster sig over næste gang. Jeg står i alt fald klar, og det kan vel ikke vare så længe?!

Romanen er fra 2008.

Gitte

tirsdag den 1. juli 2008

Wilkie Collins: Kvinden i hvidt (Britt)


Efter et par læseoplevelser, der har skuffet lidt, er jeg åbenbart inde i en god bølge. Denne ”verdens første Sensationsroman” fra 1860 var underholdende og velskrevet fra først til sidst. Og så kan man da tale om en helt bogstavelig form for historisk roman, da den jo har 148 år på bagen.

Det kan man nu ikke mærke i Christiane Rohdes nye, friske oversættelse fra i år. Sproget flyder let og plottet er fuld af gådefulde skikkelser, uventede drejninger, had, kærlighed og klassiske krimi-elementer. Historien er bygget op som en fortælling, hvor fortælleren, tegnelæreren Walter, vil rette op på den uretfærdige række af begivenheder, der aldrig kan komme for en retsal ved at lade en række fortællere på skift give deres skriftlige vidneudsagn, korte som lange, om begivenhedernes gang. Denne konstruktion holder fint og troværdigt hele vejen igennem og selvom det aldrig bliver rigtigt uhyggeligt, er fortællingen ganske nervepirrende midtvejs, hvor person-galleriet brogede skare for alvor viser deres sande naturer og fremtiden er ganske uvis for de fleste.

Fortællingen blev ifølge Joachim Rohdes efterskrift oprindeligt udgivet i Charles Dickens ugemagasin ”All Year Round” over 40 uger og vakte stor begejstring fra start. Der blev solgt ”Kvinden i Hvidt tøj” og andet merchandize og man kunne vædde om Kvinden i Hvidts mystiske fortid og om sir Percival Glydes dystre hemmelighed. Siden samlede Wilkie Collins afsnittene til en samlet bog, der i sin engelske udgave aldrig har været ude af tryk siden.

Siden da gik Wilkie Collins popularitet ned ad bakke og han døde som 65-årig af et massivt misbrug af tidens foretrukne narkotika, opium. Men mon ikke Kvinden i Hvidt lever videre mange år endnu. Den er i hvert fald anbefalet herfra, hvis man kan lide at læse krimier fra 1800-tallet.

Britt

onsdag den 11. juni 2008

Havet i Theresienstadt af Morten Brask (Gitte)

Kærlighed i nazismens tid

I 1943 sendes jødiske Daniel til Theresienstadt. Vi følger Daniel fra den klaustrofobiske togrejse i en kreaturvogn fra Danmark til den jødiske by, og herefter opholdet gennem de næste to år. Med sig har han et fotoalbum, der skaber en forbindelse til barndommen i huset ved Silkeborgsøerne med en fader, der var præsident ved Højesteret indtil nazismen satte en stopper for hans virke, og en uligevægtig mor.

Daniel er næsten uddannet læge i venerologi, da han sendes af sted, og sættes til at arbejde som læge ved byens såkaldte hospital, hvor patienterne bliver mere syge end de var, da de ankom. Han opnår desuden en vis status blandt ss-officererne, da han somme tider om aftenen sendes til Prag for at behandle officerernes glædespiger for syfilis og andre kønssygdomme.

Midt i elendigheden møder Daniel tjekkiske TB-ramte Ludmilla, som han forelsker sig i. Ludmilla har sin egen brutale fortid, men de to finder et fristed i Theresienstadt, hvor de drømmer om fremtiden. Og imens spøger fortiden.

Jeg kender ikke forholdene i Theresienstadt, så jeg skal ikke kunne afgøre, om forfatteren er autentisk i sin beretning, men den er formentligt ikke urealistisk. Det er en fin kærlighedshistorie midt i grusomme omstændigheder, en fortælling om det gode i det onde.

Hvis det havde stået mere klart for mig, hvordan Daniel er påvirket af begivenheder i fortiden i sin nutid, ville tilbageblikkene have virket bedre og mere relevante. Men når det nu skal være, skabte det medbragte fotoalbum et godt sammenspil mellem nutid, fortid og fremtid.

Romanen er skrevet i et godt flydende sprog, og forfatteren formår at beskrive Daniels oplevelser, så jeg kan se det for mig. Og i øvrigt en smuk forside, der paradoksalt nok udstråler ro.

Havet i Theresienstadt fra 2007 er en fiktionsdebut for Morten Brask.

Gitte

tirsdag den 10. juni 2008

Bitterfissen af Maria Sveland (Britt)


Pas på, bitterheden smitter! Så hvis du går og gemmer på en utilfreds feminist, som du hidtil har undertrykt med held, skal du ikke læse Bitterfissen. Snart vil din indre irritation begynde at røre på sig, efterhånden som du nikker genkendende til passage efter passage; til sidst vil den springe ud som reel frustreret bitterhed på hele kvindekønnets vegne.

For det handler ikke så meget om de provokerende mandschauvinister eller om kvindeundertrykkende religioner og lovfæstede patriarkater. I stedet handler det om den indbyggede ulighed, der ligger i os alle i det vestlige samfund, uanset køn. Hvordan vi mere eller mindre frivilligt og mere eller mindre bevidst gentager ulighedens mønster.

Selvom bogen foregår i Sverige, er iagttagelserne som taget ud af en dansk hverdag. Som når omgivelserne begejstres over den mand, der tager mere end 14 dages barsel, mens de samme omgivelser tager det for givet, at kvinden tager de resterende barselsmåneder af barnets første år. Og samme omgivelser bliver i øvrigt dybt forargede, hvis mor kunne finde på at rejse væk fra sit barn i flere dage og måske en hel uge, mens barnet er lille. At far kunne finde på det samme, er der derimod intet mærkeligt i.

Og sådan fortsætter bogens halv-biografiske hovedperson, Sara, med at dissekere sit kæresteforhold, sin familie og venner, kolleger og omgivende samfund. Alle steder møder hun den bitre ulighed. Det er ikke til at bære. Men det skal hun alligevel, og selvom bogen lægger stærkt bittert ud, bliver tonen hurtigt krydret med en del selvironi, med tårer og med jubel, og med kærlighed såvel som had.

Slutningen lever desværre lidt tamt op til Saras egen analyse af sin tids fortællinger: ”Måske er det sådan, som Erica Jong skriver i Luft under Vingerne, at hvor man i romaner fra det nittende århundrede blev gift, så blev man i skilt i romaner fra det tyvende århundrede. I så fald, tænker jeg, bliver man vel igen heteronormativ i romaner fra det enogtyvende århundrede?

Havde hendes bitterhed stukket lidt dybere, havde slutningen måske også været anderledes. Eller også er selvfornægtelsen tegnet for det enogtyvende århundrede? Men på trods af dette, er bogen hermed stærkt anbefalet for sine tabubelagte analyser og genkendelige scener fra den småborgerlige ulighed.

Bitterfissen er oversat fra svensk (2007) i et ligetil sprog af Christina W. Bojlén, så man tror, den er dansk, og udgivet af Modtryk 2008.

søndag den 8. juni 2008

The Lollipop Shoes af Joanne Harris (Gitte)

Den bittersøde smag af chokolade…

Allerede fra starten lover romanens titel om slikkepindskoene magi og drømme. Skoene sidder på fødderne af den smukke og farverige heks og tyv af identiteter Zozie de l’Alba, forførende som din ynglingschokolade, der på de dødes dag den 31. oktober med efterårsvinden blæser forbi Montmartre og en chokoladeforretning. Her bor og arbejder Vianne Rocher med sine to døtre, 11-årige Anouk og 4-årige Rosette. Vianne Rocher, som med forårsvinden blæste ind i landsbyen Lansquenet-sous-Tannes i forgængeren Chocolat, har boet i Paris i knapt 4 år. Hvor hun var sprudlende, selvsikker og farverig i Chocolat, er hun nu anderledes afdæmpet, anonym og sortklædt. Og chokoladen laver hun ikke længere selv.

Zozie begynder med bagtanker at hjælpe til i forretningen, som hun efterhånden får omdannet til et chocolaterie, der er så farvestrålende og indbydende som hende selv, og hvor lokalfolket begynder at samles (med lidt hjælp af hekserier). Selv Vianne og hendes døtre liver op. Anouk er på vej til at blive teenager med de problemer det afstedkommer. Hun finder tilsyneladende en ven i Zozie, der dog har sine helt egne planer med pigen. Men Zozie har også planer med vandsigøjneren Roux (der i filmatiseringen af Chocolat blev forvandlet til en mørkhåret Johnny Depp, men som i bøgerne nu er ganske rødhåret). Roux dukker uventet op efter 5 års adskillelse fra Vianne, netop som Vianne har accepteret at gifte sig med den regelrette Thierry.

Som vinteren og julen nærmer sig, nærmer sig ligeledes den finale, som Zozie har bygget op til i løbet af de cirka 2 måneder hun har været tæt på den lille familie…

Romanen fortælles i jeg-person gennem Zozie, Vianne og Anouk. På trods af den 11-årige Anouks sommetider lidt for voksne stemme, er romanen bygget godt op mod den endelige kulmination. The Lollipop Shoes er ikke en kort roman (ca. 450 sider), og første halvdel af bogen tenderede det langtrukne, men forfatteren fik halet ind og intensiveret i sidste halvdel. Fin fortsættelse til Chocolat

Det er længe siden jeg læste Chocolat, og når jeg forsøger at huske bogen, ser jeg filmatiseringen for mit indre blik i stedet. Jeg mindes dog Chocolat som mindre alvorlig, ligesom magien er meget mere eksplicit og central i The Lollipop Shoes. Joanne Harris har selv beskrevet Chocolat som lys chokolade mod The Lollipop Shoes mørke 70 %’s.

Der er ingen tvivl om, at Joanne Harris kender sin chokolade lige så indgående, som hun kender sit Paris, og hun formår at beskrive miljøet, så man har lyst til at slå sig ned på Montmartre, og håndværket, så man har lyst til at spise og drikke chokolade til man sprækker.

Romanen er fra 2007 og hedder Chokoladeheksen på dansk (endnu en kedelig fordanskning af en ellers appetitlig originaltitel).

Gitte

søndag den 1. juni 2008

In the night room af Peter Straub (Gitte)

Fortsættelsen til Lost Boy Lost Girl

Hvor forgængeren var en ganske fin roman, er denne en ganske besynderlig affære. Forfatteren Tim Underhill, som i Lost Boy Lost Girl mistede sin nevø til det måske hinsides måske overjordiske, har nu skrevet en roman over massemorderen Joseph Kalandars forhold til og mord på sin egen for omverdenen ukendte datter. Tim er nu i færd med at skrive en ny roman om en fortvivlet kvinde. Han begynder pludseligt at modtage mærkelige e-mails med kryptiske beskeder uden afsenderadresse. Beskeder som prøver at fortælle ham noget.

Samtidigt befinder en anden forfatter, kvinden Willy sig udenfor en varehal, hvor hun har en følelse af, at hendes afdøde datter er. Willy mistede sin datter og sin mand få år tidligere og ved, at følelsen er irrationel men ikke desto mindre tvingende. Hun står overfor at gifte sig med en hemmelighedsfuld rigmand, men kort tid efter er hun på flugt fra sin kommende mands håndlangere, hvilket fører hende sammen med Tim Underhill og flugten fortsætter mod Millhaven, hvor tidligere begåede fejl skal rettes op…

Tja, hvad skal jeg sige. Romanen var lidt for spacy selv for mig. Visse elementer var interessante herunder forholdet mellem Willy og Tim, men resten var altså for syret, især de mystiske beskeder.

In the night room er fra 2004.

Gitte

fredag den 30. maj 2008

Havets Katedral af Ildefonso Falcones (Britt)


Måske er det på tide at lægge de historiske romaner på hylden for en tid, og i stedet skifte genre. For måske er det bare mig, der trænger til nye vinkler på min læsning og ikke de historiske romaner, der mangler kvalitet? Min mellemfornøjede oplevelse med mine sidst læste historiske romaner begynder i hvert fald at ligne en tendens.

Fra starten af Havets Katedral bliver jeg hurtigt lidt irriteret over den omstændige forhistorie, hvor vi får malet den melodramatiske ægteskabelige skæbne, som hovedpersonen Arnaus forældre må gennemleve, inklusive herremandens ankomst og voldtægt af hans moder på bryllupsnatten, (retten til den første nat), bortførelse, flere voldtægter, mord og flugt presset sammen på ca. 30 sider. Så er scenen ligesom sat for de stakkels, undertrykte bønder i 1300-tallets Katalonien. Alt det onde og uretfærdige og barske, der kunne overgå den tids mennesker, sker for Arnaus forældre gennem denne roman.

Jeg anerkender de historiske beskrivelser og love fra denne tid, og den megen uretfærdighed disse rummer set med vores tids øjne. Men at det hele skulle ramme denne familie, og i så voldsom en udgave, og at de selv føler uretfærdigheden så bevidst, bliver alt for iscenesat og urealistisk for mig – og det i en roman, der forsøger at give en romantisk, men historisk realistisk fortælling om en by og dens befolkning før og efter Den Sorte Død.

Hvor helt, den fattige Arnau, slider sig op gennem systemet og belønnes for sin godhed og ærlighed med rigdom og efter megen modgang og inkvisitionen i hælene, også med en lykkelig, romantisk udgang. Byen med sin kirke danner den røde tråd i fortællingen og minder på denne måde i uhyggelig grad om Kenn Follets to historiske romaner omkring katedralen i den opdigtede by Knightsbridge, men også bygget på historiske krøniker, love og forordninger. Det er faktisk tankevækkende, at de positive anmeldere i landets aviser ikke har fremhævet denne indlysende sammenhæng og afsmag af kopiering i såvel selve bogens rammefortælling som i mange af de beskrevne scener og karakterer.

Jamen, hvorfor har du dog så læst bogen til ende? Ja ok, den er udmærket skrevet i et ligetil og underholdende sprog, og de steder, hvor historien går lidt i tomgang, kan man jo skimme det lidt. Jeg måtte jo alligevel vide, hvordan det endte for Arnau og hans venner i modgang og kærlighed. Men for alvor bekymret eller for alvor medlidende eller medlevende blev jeg aldrig i bogen. Dertil var historien alt for spækket med melodramatisk lidelse og uretfærdighed, til at jeg helt kunne tage den alvorligt. Og endnu engang kunne en opstrammende redaktør have gjort meget for at skabe en mere læseværdig roman. Historiske romaner behøver ikke absolut at være på over 500 sider og fortabe sig i såvel for- som efterhistorie for at være en succes.

Britt

Ildefonso Falcones: Havets Kadedral, Bazar 2008, 623 sider

torsdag den 15. maj 2008

The Non-existing Knight af Italo Calvino (Britt)


Det har været en sej omgang at komme igennem denne tredje del af Calvinos trilogi ”Our Ancestors”. Og det er måske også derfor, at der har været stille fra min side i nogen tid. Jeg ville gerne læse historien færdig, men kunne ikke rigtig tage mig sammen. Men nu er den så læst.

Den ikke-eksisterende Ridder lægger sig op af den tvedelte landgreve som en fabel, der fremstiller en usandsynlig eksistens på trods af alle ods. Under den spanske Reconquista deltager en tom rustning på den franske konges side. Han eksisterer i tanke og handling, men ikke i kød og blod, på ren og skær viljeskraft. Da han ikke har nogen krop, har han tilsyneladende ikke noget begær, og i det hele taget ikke de store følelser. Han er korrektheden selv, kender alle regler og kodeks og efterlever dem til pinlig punktlighed, hvilket er en torn i øjet på alle de dødelige riddere og helte omkring ham. Han bliver skyet som pesten for sin unaturlighed, men først og fremmest for sin fejlfrihed, og hans altid skinnende rene, hvide rustning virker som spejl for alle de fejlbarlige omkring ham.

Som sådan starter fablen ret interessant. Men herfra tager historien fart og folkeeventyret tager over. Hvor The Cloven Viscount havde skarphed og stram struktur, mister Den ikke-eksisterende ridder den røde tråd, og hvor finurlighederne i den Tvedelte Landgreve var ligefremme og underspillede, er de her omstændelige, overdrevne, melodramatiske og fjollede.

Selvom Calvino også i denne historie er en overlegen sproglig ekvilibrist, er den ikke på højde med de to andre historier i trilogien – De tre fabler er i øvrigt skrevet hver for sig og først mange år senere bragt sammen af forfatteren til en trilogi. Med denne viden i baghovedet virker det i høj grad som om, at Den ikke-eksisterende Ridder oprindelige blev skrevet som forfatterens egen hygge-fabel til skrivebordsskuffen.

Yderligere info om trilogien kan findes i mit tidligere indlæg om ”The Cloven Viscount”

Britt

søndag den 4. maj 2008

Skygge af Karin Alvtegen (Gitte)


Fædrenes synder

Skygge er en rigtig god, velskreven og absolut anbefalelsesværdig roman om en families skyggesider, om hemmeligheder og løgne, om forældres arv, og om for alt i verden at bevare familiens navn og ære.

Gerda, en 92-årig pensioneret husholderske, dør en stille død i sin lejlighed i Stockholm. Hun efterlader sig ingen familie, men har testamenteret alt til Kristoffer, en mand midt 30’erne, som har levet sit liv i skyggen af, at han som 4-årig blev efterladt på en trappesten af sin mor. Kristoffer har aldrig mødt Gerda, men håber nu, at han kan få viden om sit ophav, en viden, der kan give ham evnen til at tilgive.

Gerda var før sin pensionering husholderske for familien Ragnerfeldt. Axel Ragnerfeld, nobelprismodtager og en af Sveriges berømteste forfattere, ligger nu for døden på et plejehjem uden mulighed for kommunikation med omverden efter en hjerneblødning, mens han søn Jan-Erik holder hans forfatterskab i live ved en omfattende foredragsvirksomhed. Jan-Erik har altid levet i skyggen af sin far. Han lever nu i skyggen af et ægteskab, og gentager derved sine forældres mønster.

Gerdas død sætter gang i begivenheder, der efterhånden som handlingen skrider frem, skræller lag efter lag af familien Ragnerfelds facade af, samtidigt med at Kristoffers historie væver sig ind i familiens.

Skygge er fra 2007 og oversat fra ”Skugga”. Der må mere af svenske Karin Alvtegen på min ventehylde.

Gitte

Dead Simple af Peter James (Gitte)


Pas på med practical jokes, især hvis du er klaustrofobisk…

Unge, flotte og succesfulde Michael forsvinder under sin polterabend som led i en spøg. De eneste, der tilsyneladende ved, hvor Michael befinder sig, omkommer samme aften i en bilulykke, og Michaels forretningspartner og forlover Mark, der ikke nåede at deltage i polterabenden, nægter at udtale sig.

På grund af en henvendelse fra Michaels smukke og fortvivlede forlovede, begynder politidetektiv Roy Grace, hvis egen hustru forsvandt sporløst 8 år tidligere, at undersøge sagen. I et kapløb med tiden må Grace tage utraditionelle midler i brug for at finde Michael i live

Er man til en god spændingsbog er Dead Simple lige i øjet, og jeg slugte romanen på et øjeblik. Det umiddelbare plot er godt tænkt, mens andre elementer i historien er set før. Og så kan man jo tænke hvad man vil om Grace’s hang til det okkulte.

Romanen er fra 2005 (på dansk Dødenkelt), og der er heldigvis flere bøger om Roy Grace, den 4. udkommer til sommer.

Gitte

mandag den 21. april 2008

Skyggernes hus af Bjarne Reuter (Gitte)


11 musikalsk begavede elever i teenagealderen tager på lejrskole med klasselære og vikar i et hus ved vandet. Huset blev bygget af en mand, der i 1934 tog af sted fra Zanzibar sammen med 12 andre danskere, heriblandt hans tvillingebror, med kurs mod Danmark, men de 8 mænd og 5 kvinder forsvandt under vejs med skibet Pemba. 70 år senere står det hurtigt klart for klasselærer Eva, at det ikke kan være tilfældigt, at de netop er 8 mænd og 5 kvinder i huset Pemba inklusivt et tvillingepar! Mens huset synes levende, synes eleverne at bære rundt på en hemmelighed.

Skyggernes hus fra 2007 er en udmærket lille bog, ikke specielt uhyggelig, men godt fortalt og hurtigt læst. Der skiftes mellem nutid og datid, og romanen fortælles gennem Eva. Men lidt originalitet i titlen er at ønske…

Skyggernes hus bygger delvist på romanen 7.a. (fra 1992), som jeg ikke har læst, men der er tale om en selvstændig fortælling.

Gitte

In the Woods af Tana French (Gitte)


I skovens dybe stille ro…

For 20 år siden forsvandt to 12-årige venner fra en skov nær Dublin. En 3. ven, der var sammen med dem på tidspunktet, blev fundet med hukommelsestab. Mens de to børn aldrig er blevet fundet er drengen, der overlevede, blevet politimand og har skiftet navn. Da en pige bliver fundet myrdet i samme skov, går Rob i gang med efterforskningen sammen med makkeren og veninden Cassie. Som efterforskningen skrider frem præges Rob i stigende grad af fortid og nutid, hvilket er tæt på at få fatale følger.

Romanen fortælles af Rob i jeg-person men bærer præg af at være skrevet af en kvinde for så vidt angår nogle af Robs tanker og overvejelser. Det er en skam, for jeg kunne til tider ikke abstrahere herfra. Rob kommunikerer med læseren undervejs i sin fortælling. I slutningen af bogen anfører han, at jeg som læser ikke skal håne ham for ikke at have opklaret sagen tidligere, da vi har de samme oplysninger til rådighed til at finde morderen, og at denne narrede mig lige så vel som Rob. Jeg regnede nu i store træk plottet ud halvvejs gennem romanen, så tja. I det hele taget er det en pudsig kommunikation at føre, for jeg fandt ikke rigtigt nogen årsag til det. Noget jeg ofte spekulere på med disse jeg-personromaner er årsagen til, at forfatteren lader personen fortælle historien. Er det en dagbog, jeg får indblik i, er det en form for selvbiografi? I bund og grund mente forfatteren vel at have fået en god ide, jeg undrer mig bare.

Det er en lang roman, og i starten virkede den også sådan, læsningen gik dog lettere hen ad vejen, og bogen gik efterhånden hen og blev ganske interessant. Robs lange tankerækker kunne dog godt have været skåret lidt til.

In the Woods (oversat: Skoven) er en debut for Tana French og er fra 2007. The Likeness hedder fortsættelsen fra 2008.

Gitte

The Cloven Viscount by Italo Calvino (Britt)


Den unge viscount Medardo fra Terralba drager i krig mod tyrkerne, men er knapt ankommet, før han kløves på langs af en glohed kanonkugle. Mirakuløst overlever hans højre halvdel for at vende hjem på en båre. Snart begynder han at bevæge sig rundt ved hjælp af sin ene arm og ben og en stærk krykke samt en vild hest. Og snart viser det sig, at det er den onde halvdel af Medardo, der er vendt hjem fra krigen for at terrorisere sine undersåtter.

Intet kan han tåle at se helt og fuldendt. Hans vej gennem landskabet kan følges via den sti af kløvede blomster, planter, frugter og smådyr, som han efterlader. Snesevis af undersåtter torteres og henrettes for småsager og landgrevens lune. Snart kendes Medardo blot som ”Den Onde” eller ”Den Halve”.

Men efter et par år dukker en kløvet vagabond op på egnen – den venstre halvdel af Medardo har overraskende også overlevet og snart skal det vise sig, at han er lige så uselvisk og opofrende god, som den højre halvdel er ond. De to halve Medardoer kaster sig ud i en gensidig krig på viljer med befolkningen som magtesløse brikker. Alt hvad den højre halvdel ødelægger, piner og plager, udbedrer, plejer og helbreder den venstre, og snart kaster de begge deres helt egen fortolkning af kærligheden på den samme kvinde…

Historien er skrevet i 1950’ernes koldkrigstid og er en formidabel fabel på det delte Europa og den delte verden. Den korte fortælling er forfriskende usentimentalt og humoristisk fortalt gennem den unge illegitime fætter. Han har via sine afdøde forældre et ben i hver lejr hos både adlen og bondestanden og er derved lige så kløvet og hjemløs som den uheldsvangre Medardo og er en ensom joker i spillet.

Slutningen skal jeg ikke røbe, men selvom vejen til løsningen er anderledes voldsom end den Europæiske politiske historie har udviklet sig siden, skal den dog vise sig at være ganske foregribende.

Fablen er udkommet i Triologien ”our Ancestors”, hvorfra jeg tidligere har anmeldt ”Klatrebaronen”. her: Den er hermed stærkt anbefalet!

Britt

søndag den 13. april 2008

Nattetimen af Annika von Holdt (Gitte)


Gys i det gamle hus

Manuskriptforfatteren Sean og hans smukke hustru samt Deres 4 år gamle datter flytter ind i et stort og gammelt hus ved en sø i Sydengland. Sean forsøger at komme sig efter et færdselsuheld få måneder tidligere, et uheld som har udvisket hans hukommelse fra før ulykken. Huset er smukt, men har en uhyggelig historie. Håndværkere er døde under opførslen, og tidligere ejere har slået deres familier ihjel. Naturligvis begynder der hurtigt at ske skumle ting i huset omkring Sean. Han hjemsøges af genfærd og uhyggelige drømme, indtil først datteren og siden ægteparret forsvinder…

Nattetimen er en opbygget som en klassisk gyser. Slutningen var mildt overraskende, og fortællingen var effektiv men bibringer egentligt ikke genren noget nyt. Vi har set plottet og scenariet mange gange før. Man kan dog roligt læse romanen alligevel, hvis man lige har brug for lidt hurtigt uhygge før sengetid. Nattetimen fra 2002 er skrevet af den danske forfatter Annika von Holdt, der debuterede i 2001 med Hjemsøgt, som jeg ikke har læst (endnu?).

Gitte

Lost boy lost girl af Peter Straub (Gitte)


Hvad huset gemte…

Forfatteren Tim vender tilbage til sin fødeegn, i første omgang da hans svigerinde begår selvmord på tre måder, og siden, da hans nevø, Mark, forsvinder blot en uge efter begravelsen. Tim opdager, at nevøen umiddelbart før sin forsvinden, var blevet meget interesseret i det forladte nabohus, hvor massemorderen Kalendar mange år tidligere slog sin familie og et antal kvinder ihjel. Tim forsøger at opklare mysteriet omkring nevøens forsvinden, som har fundet sted i en periode, hvor andre teenagedrenge er forsvundet, og efterhånden synes huset i stigende grad at være involveret.

Lost boy lost girl er en ganske udmærket gyser. Der springes i tid, og vi følger Tim, Mark og Marks bedste ven samt læser Tims dagbogsnotater, hvorved vi kommer tættere og tættere på husets hemmelighed og Marks skæbne. I starten skal læseren vende sig til disse spring, men efterhånden som fortællingen skrider frem, virker det godt. Historien nåede aldrig at blive rigtigt uhyggelig, men det behøver heller ikke nødvendigvis at have været forfatterens hensigt. Han kan skrive uhyggelige bøger, hvilket han beviste med Ghost Story, så der har nok været tale om et bevidst valg. Det er dog ikke en bog man lige lægger fra sig, jeg gjorde i alt fald ikke.

Lost boy lost girl, på dansk Skyggernes Hus, er fra 2003 og en del af Peter Straubs omfangsrige forfatterskab. God titel i øvrigt (originalen altså, den danske er da noget fantasiløs).

Gitte

onsdag den 9. april 2008

Døden Udebliver Indimellem af José Saramago


Når døden tager sagen i egen hånd

”Dagen efter døde ingen”. Sådan begynder José Saramagos nyeste roman. I den første halvdel af romanen følger læseren et samfund, der forsøger at indrette sig på det forhold, at befolkningen pludseligt fra den ene dag til den anden holder op med at dø. Hvad gør begravelsesvirksomhederne, hvad med hele sundhedsvæsnet, forsikringsselskaberne mv.? Herefter møder vi døden selv, og en cellist, der af en eller anden grund uvist for døden selv ikke vil dø på trods af, at det er forudbestemt. Døden Udebliver Indimellem er en moderne fabel, og en noget udtraditionel kærlighedshistorie.

José Saramagos romaner har jeg aldrig rigtigt fundet lette at læse. Ofte har det taget mig nogle sider, før jeg er kommet rigtigt i gang, men alligevel holder de en eller anden fascination. Han tager en idé, fx, som i Døden Udebliver Indimellem, om, hvad sker der hvis, og udforsker det. Døden Udebliver Indimellem havde jeg endnu større vanskeligheder ved at komme igennem på trods af, at jeg synes, at romanen bygger på en god ide. Jeg gik tit i stå i de lange passager, hvor forfatteren beskriver samfundstilpasningen, men ´vågnede op’, når han zoomer ind på individets historie, hvor romanen efter min opfattelse først blev rigtigt vedkommende. Det der især vanskeliggør læsningen af José Saramagos romaner, er hans mangel på pauser i teksten. Der er utroligt få afsnit, og samtaler foregår ud i en køre, ofte med flere replikker i en enkelt sætning. Hvor jeg i hans tidligere romaner (fx En fortælling Om Blindhed og Den Duplikerede Mand, som jeg kan anbefale) hen ad vejen har kunnet abstrahere herfra, gjorde de manglende pauser sammenholdt med førnævnte lange passager blot, at det tog en overordentlig kraftanstrengelse for at fortsætte læsningen. Sidste halvdel af bogen, hvor vi følger døden, gik lidt nemmere. Men en spændende forfatter, der er José Saramago i alt fald.

Romanen udkom på dansk i år og er oversat fra portugisisk (Intermitências da morte fra 2005).

Gitte

mandag den 31. marts 2008

Jomfrudronningen af Susan Kay (Britt)


Endnu en historisk roman med smæk for skillingen. Den ligger sig på mange måder i forlængelse af den skrivestil, som Ken Follett bruger i sine to historiske romaner omtalt her: Fra første side vælter det over læseren med politiske intriger, jalousi, magtbegær, religionsstrid, blodige henrettelser og umulig kærlighed – men dog knap så meget sex..

Det lykkedes at skildre Elisabeth som en unik person i historien på godt og ondt fra hendes første barndomserindringer som tre-årig i forbindelse med hendes mors, Anne Boleyns, henrettelse – En henrettelse beordret af hendes egen far, Henrik d. 8. Omstændighederne omkring denne henrettelse danner i denne roman rammen for hele Elisabets liv, og skal også danne rammen for hendes udfrielse og død. Forfatteren forsøger således at skabe et psykologisk portræt af Elisabeth, der skal forklare alle hendes beslutninger gennem hendes dramatiske, eventyrlige og mytiske liv. Men selv om Susan Kay forsøger at omgærde Elisabeths sande følelser og voksende vanvid med mystik, hentydninger og tågeslør, virker det alt for søgt, og giver en lidt fad smag til en ellers flot beskrivelse af en sjældent intelligent, sjældent humørsyg og sjældent magtfuld og sjældent forførende kvinde.

Elisabeth bliver på trods af sit skrøbelige helbred knapt 70 år. Og med Susan Kays dagsorden om den psykologiske skildring af en voldsom moderbinding, bliver hun nødt til at følge Elisabeth hele vejen. Det bliver desværre også bogens svaghed. Lige så medrivende og velskreven den første halvdel af bogen er, lige så langtrukken og gentagen bliver den sidste halvdel indtil den overdramatiserede finale med en kvalm slutning, der slet ikke svarer til bogens kyniske og hårdkogte udgangspunkt. Det virker på mange måder, som om forfatteren beskriver anden halvdel af Elisabeths regeringstid af ren pligt. Da Elisabeths store kærlighed, Robert Leicester, dør, forsvinder også nerven i bogen. Elisabeths efterfølgende umage forhold til Roberts langt yngre nevø og stedsøn, Essex, bliver aldrig skildret ordentligt og troværdigt. Her er mere tale om tell it, end show it. Susan Kay har ikke rigtig hjertet med i dette forhold, og som læser sidder jeg tilbage uden forståelse af, hvorfor den stærkt kontrollerede Elisabeth ikke kunne sige nej til denne selvglade tøjte af en forvoksen knægt. Susan Kay lader Elisabeth selv tænke sig til forklaringen ved Essex’ endelige, uafvendelige henrettelse, men ordene kommer til at stå til troende. Som det meste af bogens sidste halvdel.

Det er en stor mundfuld at beskrive hele Dronning Elisabeths liv i én roman. Mary Renault brugte tre romaner på at skildre Alexander den Store, og Colleen McCollough tre bøger på at skildre Cæsar. Måske skille Susan Kay også have brugt et par bøger mere – eller have koncentreret sig om Elisabeths kærlighed til sin Robin, set fra Elisabeths dødsseng. Så kunne hun have sprunget alt det over, der ikke interesserede hende som forfatter. Igen ødelægger en redaktør en fremragende historisk roman ved sit fravær.

Jomfrudronningen er fra 1985 med originaltitlen ”Legacy” og udmærket oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen.

Britt

søndag den 30. marts 2008

Unnatural Fire af Fidelis Morgan (Gitte)

Unnatural Fire tager sin begyndelse i et fængsel i London i 1699, hvor den aldrende Anastasia Ashby de la Zouche, baronesse Penge, grevinde af Clapham befinder sig som følge af trænge kår og ubetalte regninger. Her genfinder hun Alpiew, som grevinden ca. 35 år tidligere tog til sig, da Alpiew var 5, og som grevindens forlorne mand kindnappede 15 år senere sammen med komtessens værdiggenstande. For at tjene til dagen og vejen tager de to kvinder hyre på ugebasis som sladderjournalister. De opsøges hurtigt af en kvinde, som mistænker sin mand for utroskab og derfor vil betale grevinden og Alpiew for at følge efter ham. Dette viser sig dog ikke at være helt lige til, og da manden bliver myrdet og hustruen fængslet for drabet, begynder Alpiew og grevinden at grave dybere. De finder en alkymistisk gåde, som kan være løsningen på, hvem der er den rigtige morder.

Unnatural fire er en meget charmerende krimi. Jeg havde fra starten stor sympati for de to usandsynlige detektiver, der prøver at tjene til dagen og vejen ved at bruge deres kløgt, og som søger sandheden rundt omkring i dekadente og stinkende London. Forfatteren har intet gjort for at forskønne historien; der er ugegammelt lag på lag makeup, manglende tænder, mølædte parykker og hele pibetøjet, hvilket paradoksalt nok er ganske forfriskende. Jeg nød forfatterens skrivestil og karakterernes særheder, og så dukker Isaac Newton op i en gæsterolle.

Jeg hyggede mig vældigt med denne roman fra 2000 (Trolddomsild på dansk), som er den første i en serie af mysterier med grevinden og Alpiew. Efterfølgerne kan desværre ikke fås på biblioteket.

Gitte

søndag den 23. marts 2008

Den der graver en grav af Yrsa Sigurdardóttir (Gitte)

Thóra på nye eventyr

Islandske Yrsa Sigurdadóttir begyndte sin krimiforfatterkarriere i 2006 med Det tredje tegn, hvor vi ligeledes første gang mødte Reykjavíkadvokaten Thóra Gudmundsdóttir. I det tredje tegn blev hun involveret i fundet af en tysk studerendes øjenløse lig, et dødsfald, der viste sig at have okkulte undertoner. I den der graver en grav indlogeres Thóra på et nyopført new-age hotel ved kysten, da ejeren og derudover Thóras klient bedyrer skjulte fejl og mangler ved ejendomshandlen i form af spøgeri. Da hotellets arkitekt findes myrdet og ejeren bringes i søgelyset for mordet, påtager Thóra sig at opklare forbrydelsen assisteret af tyske Matthew, som hun indledte et forhold til i Det tredje tegn. De undersøger området og taler med hotellets gæster og egnens beboere. I den forbindelse opdager de, at der mange år tidligere skete skumle ting på grunden. Samtidigt trænger Thórahs private bekymringer sig på i form af to børn, et kommende barnebarn og en irriterende eksmand.

I Den der graver en grav leger Thórah detektiv og opdager ting og sager, som politiet har overset, mens hun prøver at finde ud af hvem af de personer, der var til stede på hotellet på gerningstidspunktet, som kunne have begået mordet, hvilket fik mig til at tænke på Agatha Christies detektivromaner (som jeg vist overvejende har set på TV). Imidlertid gjorde de mange samtaler med de potentielle gerningsmænd, at romanen af og til blev lidt lang i spyttet og ærligt talt lidt kedelig. men nysgerrigheden i forhold til, hvad der egentligt skete dengang og nu, holdt mig alligevel til ilden. Umiddelbart husker jeg Det tredje tegn som mere spændende, men Den der graver en grav er da heller ikke helt ueffen. Thóras private problemer giver en ekstra facet til historien uden at fylde for meget.

Den der gaver en grav (Sér grefur gröf) er også fra 2006. Lur mig om vi ikke vil høre mere til Thóra.

Gitte

fredag den 21. marts 2008

Veronika beslutter at dø og Djævelen og frøken Prym af Paulo Coelho (Gitte)

Rimer gal på normal, og er vi grundlæggende onde?

Veronika er smuk, ung og elsket. Alligevel beslutter hun sig for at tage sit eget liv. Hun vil stoppe mens legen er god, for det vil jo ikke blive bedre. Veronika overlever imidlertid og vågner op på sindssygeanstalten Villete, hvor hun får at vide, at hendes hjerte har taget uoprettelig skade af pilleforgiftningen, og at hun højst har en uge tilbage at leve i. Herfra begynder Veronikas vej tilbage til livet ved hjælp af stjernerejsende Zedka, Mari, som fortsat opholder sig på anstalten trods det forhold, at hun blev kureret for sin angst for længe siden, og skizofrene Eduard, der vil male sine paradisvisioner. Derudover er der lægen Igor, der arbejder på en banebrydende afhandling om sindssyge og kuren herfor.

Emnet for romanen er livet overfor døden og galskaben overfor normaliteten. Er livet værd at leve, når man ved, at man snart skal dø? Hvem er normale og hvem er gale, og hvem beslutter egentligt, hvad der er normalt?

En fremmed ankommer til en lille afsidesliggende by. Med sig har han 11 guldbarre og en djævel ved sin side. Frøken Prym er en ung kvinde, som drømmer om at komme væk fra byen, hvor alle dage ligner hinanden, og alt er forudsigeligt. Med drømmen om, at den fremmede kan være billetten væk, sørger frøken Prym for at komme til at møde den fremmede. Denne viser til imidlertid udelukkende at været kommet til byen for at få svar på et spørgsmål: Er mennesket grundlæggende ondt eller godt? Den fremmede sætter frøken Prym på en opgave, som involverer hele byen. Hvis et menneske ofres, får byen de 10 guldbarre, og det er frøken Pryms opgave at overbringe budskabet. Frøken Prym stilles dog også overfor en personlig prøve, da hun ser hvor den sidste guldbarre begraves. Skal hun stjæle guldbarren, rejse væk og få det liv hun i så fald vil have råd til, eller vil frygten holde hende tilbage? Samtidigt sidder gamle Berta foran sit hus, som hun gjort siden hendes mand mange år tidligere døde i en vådeskudsulykke. Berta har i alle disse år siddet og ventet på, at det onde vil komme til byen.

Kampen mellem engle og dæmoner, det gode og det onde, det bedste og det værste, er temaet for Djævelen og frøken Prym.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Paulo Coelho for en del år siden, da Alkymisten var talk of the town. Jeg fik dog ikke læst mere af forfatteren, før jeg under bogudsalget for nyligt stødte på Djævelen og frøken Prym og syntes, at temaet lød spændende. Jeg lånte bogen på biblioteket og tog Veronika beslutter at dø med i købet. Jeg har efterhånden kunnet konstatere, at Paulo Coelho er en forfatter, der har noget på hjerte. Han fortæller ikke alene historier, men historier, der kredser om de store spørgsmål i livet, og det gør ham interessant at læse. Sproget er nemt og tilgængeligt, og romanerne er relativt korte. Jeg vil nu sætte Zahir fra 2005 på ventehylden.

Veronika beslutter at dø (Veronika Decide Morror) er fra 1998. Djævelen og frøken Prym (O Demônio e a Srta. Prym) er fra 2000.

Gitte

lørdag den 15. marts 2008

Skaberens kort af Emilio Calderón (Gitte)

Kærlighed og spionage under Anden Verdenskrig

I 1953 fortæller José María sin historie om, hvad der skete før, under og efter Anden Verdenskrig.

José Maria studerer i 1930’erne fascistisk arkitektur i Rom på Det spanske Akademi for Historie, Arkæologi og Kunst. I begyndelsen af 1937 tager en gruppe eksilerede katalanere, som er flygtet fra den spanske borgerkrig, ophold på akademiet. I blandt disse er Montse, en ung bibliotekar, som José María forelsker sig i, og som er begyndelsen til José Marías personlige oplevelser under krigen.

For at skaffe penge til mad til beboerne, sælger akademiet ud af sin store bogsamling. I en af de bøger, som Montse og José María påtager sig at sælge, er en omtale af skaberens kort. Køberen er den italienske prins Junio, der ligesom Montse får afgørende betydning for José María.

Efter salget af bogen opsøges José María af en undergrundsbevægelse til bevarelse af demokratiet i Europa repræsenteret ved en John Smith, der anmoder José María og Montse udspionerer prins Junio, da denne har tætte kontakter til nazisterne. Smith fortæller José María og Montse om skaberens kort, et kort tilsyneladende skrevet af Gud selv, som skulle føre til verdensherredømmet og som nazisterne således har stor interesse i at finde. José María og Montse påtager sig opgaven, og i denne rolle kommet de tæt på Junio og begivenhederne under krigen.

Selve skaberens kort er José Marías indgang til krigen og spiller således en vigtig rolle, dog uden at handlingen som sådan drejer sig om kortet. Snarere er der tale om en kærlighedshistorie; om José Marías forelskelse i og forhold til Montse, en kvinde, der ikke kan ejes, og som er splittet mellem sin kærlighed til både José María og Junio, og om en kærlighed, der er præget af krigen og besættelsen af Rom.

Skaberens Kort er ikke bygget op om en eksplosiv handling, men er en beskrivelse af begivenhederne på afstand. Jeg er i tvivl, om jeg synes at Skaberens Kort er en god roman, netop på grund af denne afstand, for desværre omfatter afstanden også læserens forhold til José María, som jeg trods det forhold, at der fortælles i jeg-form, ikke rigtig kom under huden på. Denne meget tilbagefortællende handling gør også, at romanen aldrig bliver rigtigt spændende på trods af den ellers gode historie og den overraskende slutning. Romanen er bag på omslaget omtalt som en spionthriller, men selv om spionage indgår som et centralt element, synes jeg, at betegnelsen thriller er at tage munden lidt for fuld. Romanen har de spændingsmomenter, der skal til for at lave en thriller, men disse synes at træde i baggrunden for José Marías og Montses forhold, og det er der ikke meget thriller over.

Men det skal nu også retfærdighedsvist siges, at det var ikke sådan, at jeg på noget tidspunkt overvejede ikke at læse romanen til ende.

Skaberens Kort er fra 2006 og oversat til dansk fra El mapa del creador.

Gitte

torsdag den 13. marts 2008

ABC af Ida Jessen (Britt)

Den metrosexuelle karrieremand Joachim med det god udseende, gode job, styr på alle detaljer, de rigtige møbler og sommerhus i Tisvilde – VIP-område nr. 1. Det kører med andre ord for ham – bortset fra, at han ikke har nogen kæreste, og ikke kan se nogen mening med sin tilværelse uden en familie. I det hele taget har han ingen rigtigt nære relationer og en ensom under sin succes.

Men så møder han den lille, viltre, uforudsigelige Susan og bliver med rivende hast hevet ind i hendes kaotiske tilværelse med hendes ni-årige datter Ditte. Susan og Joachim er hinandens modsætninger, og det skaber bestemt ikke god kemi, tværtimod. Deres forhold starter en smule skævt og kunstigt og bliver blot værre herfra indtil det absurde, da de ender med en skilsmisse, hvor Joachim fraskriver sig lejligheden og forældreretten til sin tre-årige søn ved frivillig tvang, selvom han er fortvivlet over at miste ham til selvmordets rand.

Dette er desværre en generel karakterbrist hos Joachim. Han evner ikke at sige fra. Når alting er kaos i det lille hjem, og Susan dasker rundt i nattøj hele dagen uden at røre en finger, mens Joachim er udearbejdende husfar, siger han ikke fra selvom har stærk lyst, men i stedet trækker han sig længere ind i sig selv. For han vil nødig have, at hun skal føle, at han taler ned til sin uuddannede kæreste. Susan driver deres forhold længere og længere ud i jagten på en reaktion, der kan overbevise hendes skrøbelige jeg om, at han virkelig elsker hende og respekterer hende. Der er nærmest tale om en parodi på den bløde mand, så det gør helt ondt at læse historien til ende. Frustrationen på Joachims vegne over hans urimelige kæreste på den ene side kæmper med irritationen over hans manglende evne til at stå ved sine egne ønsker og grænser.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke orkede at følge de udpenslende møder mellem de to ulykkelige mennesker hele vejen igennem, men skimmede en del sider i den sidste halvdel. Pointen var sivet ind og irritationen vokset sig så stor, at jeg bare måtte have slutningen med, inden jeg lagde bogen fra mig. Jeg skal ikke røbe den her, selvom jeg allerede har afsløret meget af bogen.

Efterfølgende gør bogen dog et langt mere positivt indtryk på mig. Den optog mine tanker i flere dage efter, og jeg må indrømme, at grunden til min irritation ikke så meget lå i, at forholdet blev drevet så langt ud i det absurde, men at forløbet var så enerverende godt ramt, samtalerne så realistiske og reaktionsmønsteret så plausibelt, at hele min krop skreg på handling. Jeg hader selv at udskyde beslutninger og leve i uvished. Jeg kunne ikke holde ud at følge dem hele vejen ad den forudsigelige rute fra A til Z.

”Hvor er det sørgeligt, tænker vi”, læste jeg i en anmeldelse på Litteratursiden. Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte snarere, at de skulle tage sig sammen og opføre sig som voksne mennesker… Men det er jo pointen: Det evner de simpelthen ikke.

Britt

ABC er fra Gyldendal, 2005

søndag den 9. marts 2008

One Good Turn af Kate Atkinson (Gitte)

Der skal meget til før jeg låner en bog, som jeg ikke ved hvad handler om. Jeg skal helst kende bogen på forhånd, eller kunne læse bag på bogen eller inden i omslaget, hvad den handler om. Hvis disse kriterier ikke er opfyldt, lader jeg normalt bogen stå, med mindre jeg kender forfatteren (på en positiv måde naturligvis). Det irriterer mig altid, hvis det eneste der står bag på en roman, er andres anprisninger. Dem er jeg sådan set ligeglad med, jeg vil bare vide, hvad jeg går hjem med.

Men altså, det eneste der stod bag på One Good Turn var anprisninger er forfatterens tidligere roman, Case Histories, som jeg har læst men ærligt talt ikke kan huske, hvad jeg syntes om. Men den har åbenbart ikke været så håbløs, at jeg lod One Good Turn stå. Den havde nu også et indbydende omslag: En helt enkel, hvid og let åben dør med skader i karmen som tegn på indbrud.

Det viste sig, at et par personer fra Case Histories dukker op i One Good Turn. Jackson Brodie, ex-politi, ex privatdetektiv og kæreste med Julie, som han lærte at kende i Case Histories, er på besøg i Edinburgh under en årlig festival. Bogen tager sin begyndelse ved et mindre bilsammenstød, der får den ene involverede til at kaste sig over den anden med et baseballbat. Den sky krimiforfatter Martin Canning overværer optrinet, og stik mod sin personlighed får han afværget, hvad der kunne ende i død ved baseballbat, ved at bruge sin bærbare computer som våben. Jackson Brodie, som ligeledes overværer optrinet, finder senere samme dag en ung blond kvinde druknet, men liget smutter fra ham. Den eneste ledetråd er et lyserødt kort med ordet Favors.

I nærheden af bilsammenstødet befinder sig ligeledes Gloria Hatter, middelaldrende, hjemmegående og gift med Graham Hatter, byggematador og ikke helt fin i kanten, som samme dag får et hjerteanfald under intimt samvær med en ung, blond kvinde, der bemærkelsesværdigt ligner Jackson Brodies døde strandvaskerske. Politikvinden Louise Monroe, alenemor til småkriminelle Archie, og beboer af en af Hatters huse, bliver involveret i denne sag.

Og således udspinder historien sig som en russisk babushkadukke delt mellem de fire personer.

I nogle romaner får man følelsen af, at man ikke lærere personerne nok at kende, i denne fik jeg næsten for meget information. Lange passager om fortid og tanker fik mig næsten til at glemme, at der rent faktisk var en handling igang. Fx: ”She was distracted by a smear of chocolate on her white blouse. She supposes it was from the chocolate digestives she had breakfasted on. She imagined the little factory of cells that was her body taking in the chocolate of fat and flour (and probably carcinogenic additives) and sending them off on conveyor belts to different processing rooms. This industry, dedicated to the greater good that was Gloria, was run on cooperative, profit-sharing lines. In this model Gloria factory, the cells were a cheerful, happy workforce who sang along to Worker’s Playtime from Tannoy radio…” osv. En ganske charmerende forestilling, men mængden at disse indfald fik mig altså væk fra historien for hver anden side. Det var dog trods alt en spændende bog, og jeg har da alligevel tænkt mig at se, hvad forfatteren ellers har at byde på.

One Good Turn er fra 2006.

Gitte

tirsdag den 4. marts 2008

Calvino: Klatrebaronen (Britt)

Den 12-årige Cosimo nægter en dag at spise sine snegle og kravler i stedet rasende op i et træ, hvorfra han erklærer over for sin far, baronen, og sin mor, generalinden og deres stive normer, at han aldrig kommer ned igen. Og det skal vise sig, at han er en ung mand, der står ved sit ord. Måske især fordi han umiddelbart efter møder den fortryllende, uberegnelige og uregerlige nabodatter, Viola, der udfordrer ham til at blive i træerne, da han ellers vil blive hendes slave for altid. Men selvom han holder sin del af aftalen, spinder hun ham alligevel uværgeligt og skæbnesvangert ind i sit komplicerede kærlighedsnet på tværs af tid og sted.

Vi følger Cosimos færden i trækronerne gennem hans anonyme og navnløse lillebrors fortællinger. Det øger den mystiske aura omkring den sære, superintelligente, inventive og oprørske Cosimo, men holder os også på distance fra Cosimos følelsesliv og hans egne tanker om verden set fra oven. I stedet kommer læseren på en fantastisk rejse gennem det lille, norditalienske samfund omkring Napoleonskrigene i sidste halvdel af 1700-tallet, såvel som gennem Europas kultur- og mentalitetshistorie over rundt regnet 50 år, der er præget af opløsning og forandring.

Bogen er fuld af finurlige røverhistorier og fantastiske fortælling såvel som praktiske beskrivelser af et liv levet i træernes grene og den rolle, Cosimo kommer til at spille for lokalsamfundet i et grænseland mellem helt og tosse. Han er genstand for alle følelser fra foragt til beundring, bliver latterliggjort og helliggjort, er fuld af nytte og betydning for samfundets overlevelse, og er fuldstændig uberegnelig og uden for alle almindelige normsæt.

Men i bund og grund bliver Cosimo respekteret for sine evner og evige opfindsomhed, som han villigt deler med alle. Han bliver respekteret på trods af sit vildmandsliv og mange særpræg, og det er bogens hovedpointe og samfundskritik i mine øjne. Han lever sit liv i en svunden tid, præget af tolerance og overbærenhed. Han ville aldrig kunne leve sit liv i det moderne, demokratiske Europa, hvor flertallet bestemmer, og mindretallet må rette sig ind eller blive lukket ude for Cosimo er en evig revolutionær. Derfor udspiller bogen sig også i revolutionernes tid, der ofte bliver brugt til at skelne mellem ældre og nyere europæisk historie. Som samfund har vi nu mistet en vigtig menneskelig og samfundsmæssig værdi midt i vores effektive, materielle demokratier, nemlig evnen til at rumme genierne, når de er grundlæggende forskellige for os andre.

Sproget af smukt, stilen er uhøjtidelig og indsigten i tidens politik, historie og filosofi er stor. Bogen er hermed anbefalet!

Du kan læse en mere indsigtsfuld anmeldelse af bogen på Litteratursiden her:

http://www.litteratursiden.dk/sw36840.asp

Britt

Italo Calvino: Klatrebaronen, 1957, oversat fra italiensk 1959.

lørdag den 1. marts 2008

Forbandelse af Johanne Hildebrandt (Gitte)


Satan forklædt som same

Som nævnt andet steds, så går jeg ikke af vejen for en god spændingsroman, så jeg tænkte at Forbandelsen ville være noget for mig. Hovedpersonen i bogen er Helene, arkæologstuderende med forskerdrømme, som under en udgravning i Nordsverige finder et lig fra 1100-tallet. Liget tager Helene og hendes kollegaer med til Stockholm. Men det skulle de aldrig have gjort, da de derved sætter et satanligende væsen fri, og så er fanden så at sige løs i Saxogade. Satanvæsnent hvisker og besætter sig igennem bogen, og imens kæmper Helene med indre såvel som ydre dæmoner. Det viser sig nemlig, at Helenes familie har en særlig gave. En forbandet gave…

Rammen i form af et forskermiljø i Stockholm kombineret med hændelser i Nordsverige for 900 år siden var interessant, men besættelse af satan er ikke ligefrem en nytænkning. Bogen kunne efter min vurdering have haft gavn af lidt mere subtilitet, for på en eller anden måde virker en materialisering af satan med klør og gule øjne i røg og damp på et universitetsinstitut i Stockholm bare lidt for meget og lidt for nemt.

Uhyggelig og uforudsigelig blev den aldrig. Men var dog let læst.

Forbandelsen af oversat fra svensk (Fördömd) og er fra 2006.

Gitte

søndag den 24. februar 2008

Allerede Bogudsalg igen


Forleden dumpede Arnold Buscks udsalgskatalog ind af døren, og jeg blev som vanligt overrasket over, at det allerede var tid til dene årligt tilbagevendende begivenhed. En begivenhed, hvor jeg som regel åbner katalogerne med stor forventning, og vender sidste side med skuffede miner og suk om ”de gode gamle dage, hvor et udsalg var et udsalg”.

De sidste mange år har der ikke rigtig været nogen rigtige slagtilbud af gode bøger til ingen penge til at trække folk af huse og føle, at de virkelig kom hjem med noget i posen - altså foruden alle de bøger at tvivlsom karakter, som nogen af os kommer til at købe, grebet af stemningen, og det spændende omslag men aldrig får læst. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvilke bøger, jeg egentlig købte på det sidste udsalg…

Men i år synes jeg trods alt, at der er flere spændende emner til stort set ingen penge. Hvad f.eks. med den fremragende forfatter Ida Jessen, hvis ”ABC” kan erhverves for rundt regnet 50 kr.! Eller hvad med Jeffrey Eugenides’ ”Middlesex” for 40,-? Jeg skal også have fat i Katrine Marie Guldagers ”Kilimanjaro” (40,-). Jeg var ret glad for hendes novellesamling ”København” men har aldrig nået denne.

De engelske tilbudsromaner rummer dog ikke noget af videre interesse, ligesom det står desideret dårligt til med faglitteraturen og børnebøgerne. Sidste havde jeg glædet mig til at erhverve nogle flere af til sønnikes samling. Men gode børnebøger kommer aldrig på udsalg, for der kommer jo hele tiden nye poder at sælge dem til. Så kortsigtet er udsalget stadig.

Britt

lørdag den 23. februar 2008

Biernes hemmelige liv af Sue Monk Kidd (Gitte)



Mmmm honning

Jeg kendte ikke denne roman eller forfatter før jeg fik Biernes hemmelige liv af Britt. Bogens titel henviser til det gennemgående dyr i bogen om Lily Owens, som vokser op i 1960’ernes South Carolina på en ferskenfarm. Hendes liv er præget af, at hun som barn uforvaret kom til at slå sin mor ihjel. Hun vokser op hos sin ubehagelige far og den sorte kvinde Rosaleen.

På Lilys 14-års fødselsdag bliver Rosaleen som følge af en hændelse sat i fængsel. Det lykkes Lily at befri Rosaleen og de flygter til byen Tiboron, et bynavn der er skrevet bag på et lille træbillede af en sort Jomfru Maria, som er et af de eneste efterladenskaber Lily har efter sin mor. I Tiboron havner Lily og Rosaleen hos tre sorte søstre, der producere honning. Og så tror jeg, at jeg stopper her.

Biernes hemmelige liv er en rigtig fin roman om savnet af en mor, søgen efter kærligheden og et sted at høre hjemme samt det at blive voksen. Sproget er flydende og let læseligt. Teksten er glimrende oversat fra The Secret Life of Bies af Svend Ranild. Bogen er en fiktionsdebut fra 2002.

Jeg fik lyst til at spise honning og læse mere af forfatteren. Jeg stødte faktisk for nyligt på en bog af hende (The Mermaid Chair), men det der stod anført om handlingen førte mig nu ikke til at købe bogen. Bøger om kvinder i midtvejskriser går jeg som regel uden om. Men det kan godt være, at jeg er urimelig overfor den pågældende bog, så måske låner jeg den alligevel på biblioteket en dag.

Gitte

The Book of Air and Shadow af Michael Gruber (Gitte)


Efter forfattere i et stykke tid har drejet mysterier over gamle værker af Da Vinci og Dante var det vel et spørgsmål om tid før jeg faldt over en roman spundet over William Shakespeare. The Book of Air and Shadows omdrejningspunkt er fundet af en række breve fra 1600-tallet skrevet af en person, Bracegirdle, tæt på Shakespeare, og hans beretning om et ukendt manuskript fra forfatterens hånd.

Vi følger Albert Crosetti, der for at tjene penge til at forfølge sin drøm om at lave film, har taget arbejde i en forretning med sjældne bøger. Det er i den anledning Crosetti drages ind i historien. Da forretningen brænder, når han at redde en samling bøger ud. I bøgernes indbinding finder Crosetti ved et tilfælde sammen med kollegaen, den mystiske og undvigende men for Crosetti dybt fascinerende Carolyn Rolly, en række dokumenter af briten Bracegirdle, både en række læselige som en række kodede breve. Af de læsbare breve fremgår det, at Shakespeare skulle have udarbejdet et for omverdenen ukendt manuskript. På foranledning af Rolly sælger Crosetti de læsbare breve til en Shakespearekender, og så tager begivenhederne fat i jagten på en afkodning af de øvrige breve, som skulle føre til det ukendte manuskript, med blandt andet den russiske mafia i hælene.

Bogen indledes dog af Jake Mishkin, advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og vægtløfter, og hans førstehåndsberetning om begivenhederne omkring det ukendte manuskript. Mishkin skriver fra sit skjul i et lånt hus, mens han venter på, hvem ved vi ikke endnu. Mishkin havner i jagten på manuskriptet, da han i sin egenskab af advokat opsøges af køberen af Bracegirdles breve. Kort tid efter findes køberen torteret til døde.

Bogen skifter mellem Mishkins selvbiografiske fortælling med tilbageblik, Bracegirdles breve og en fremadrettet fortælling set fra Crosettis perspektiv.

Bogen er lang (561 sider i paperbackformat), og jeg blev lidt træt hver gang jeg kom til Bracegirdles breve, som er skrevet i, hvad der skal forestille at være engelsk fra 1642. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er sådan man skrev og talte på den tid, men det er i alt fald ikke nemt at læse, fx: ”W.S. agen shewes hym as false villein for hee plaies a verie other man in Stratford than in London as here hee is plaien-spoke in the fashion of this contrey lyke a playn burgesse of the towne, saies Zir, saies Chil, not I will, saies mortal not verie & c.:speakes not og the theatre nor hys lyfe in towne, no bawdry though hym bawdie enow in London tap-rooms.”

Derudover er Mishkins beretning meget omfattende med hele familiehistorien før og efter hans undfangelse og op til nutiden inklusiv egne familiemæssige problemer. Det stod aldrig klart for mig, hvorfor alt dette udenomssnak var relevant for historien, da manden tilsyneladende sidder på lånt tid i huset og venter, og det stod mig heller ikke klart, hvorfor han følte trang til at skrive om, i hvilken anledning han var havnet der. Jeg var straks langt mere interesseret, når jeg kom til fortællingen fra Crosettis perspektiv. Her fik jeg tilstrækkelige men ikke for mange informationer om Crosettis baggrund i forhold til historien.

Alt i alt var jeg underholdt men som sagt træt under visse dele af læsningen. Plottet var da interessant med et uopdaget og derfor værdifuldt værk af Shakespeare, som kun kan findes ved at afkode Bracegirdles kodede breve, men det virkede fantastisk på mig, at så mange mennesker i historien havde et så godt kendskab både til computere og til afkodning. Men mysteriet skal jo løses, så det lod til, at nogle mellemregninger måtte udelades til fordel for Mishkins laaange beretning og brevene fra Bracegirdle.

Jeg synes bestemt, at det virkede godt at skifte mellem Mishkins jeg-form, Bracegirdles breve og Crosettis perspektiv, og at lade den førstnævntes bagudrettede fortælling møde den sidstnævntes fremadrettede på midten, men man kunne med fordel have skåret Mishkins del ned til det relevante og oversætte brevene til mere forståeligt engelsk.

Bracegirdle breve tager os fra USA til England og Schweiz. Bogen er fra 2007 og umiddelbart hvad jeg har kunnet finde frem til ikke oversat til dansk.

Gitte