Jomfrudronningen af Susan Kay (Britt)

Endnu en historisk roman med smæk for skillingen. Den ligger sig på mange måder i forlængelse af den skrivestil, som Ken Follett bruger i sine to historiske romaner omtalt her: Fra første side vælter det over læseren med politiske intriger, jalousi, magtbegær, religionsstrid, blodige henrettelser og umulig kærlighed – men dog knap så meget sex..

Det lykkedes at skildre Elisabeth som en unik person i historien på godt og ondt fra hendes første barndomserindringer som tre-årig i forbindelse med hendes mors, Anne Boleyns, henrettelse – En henrettelse beordret af hendes egen far, Henrik d. 8. Omstændighederne omkring denne henrettelse danner i denne roman rammen for hele Elisabets liv, og skal også danne rammen for hendes udfrielse og død. Forfatteren forsøger således at skabe et psykologisk portræt af Elisabeth, der skal forklare alle hendes beslutninger gennem hendes dramatiske, eventyrlige og mytiske liv. Men selv om Susan Kay forsøger at omgærde Elisabeths sande følelser og voksende vanvid med mystik, hentydninger og tågeslør, virker det alt for søgt, og giver en lidt fad smag til en ellers flot beskrivelse af en sjældent intelligent, sjældent humørsyg og sjældent magtfuld og sjældent forførende kvinde.

Elisabeth bliver på trods af sit skrøbelige helbred knapt 70 år. Og med Susan Kays dagsorden om den psykologiske skildring af en voldsom moderbinding, bliver hun nødt til at følge Elisabeth hele vejen. Det bliver desværre også bogens svaghed. Lige så medrivende og velskreven den første halvdel af bogen er, lige så langtrukken og gentagen bliver den sidste halvdel indtil den overdramatiserede finale med en kvalm slutning, der slet ikke svarer til bogens kyniske og hårdkogte udgangspunkt. Det virker på mange måder, som om forfatteren beskriver anden halvdel af Elisabeths regeringstid af ren pligt. Da Elisabeths store kærlighed, Robert Leicester, dør, forsvinder også nerven i bogen. Elisabeths efterfølgende umage forhold til Roberts langt yngre nevø og stedsøn, Essex, bliver aldrig skildret ordentligt og troværdigt. Her er mere tale om tell it, end show it. Susan Kay har ikke rigtig hjertet med i dette forhold, og som læser sidder jeg tilbage uden forståelse af, hvorfor den stærkt kontrollerede Elisabeth ikke kunne sige nej til denne selvglade tøjte af en forvoksen knægt. Susan Kay lader Elisabeth selv tænke sig til forklaringen ved Essex’ endelige, uafvendelige henrettelse, men ordene kommer til at stå til troende. Som det meste af bogens sidste halvdel.

Det er en stor mundfuld at beskrive hele Dronning Elisabeths liv i én roman. Mary Renault brugte tre romaner på at skildre Alexander den Store, og Colleen McCollough tre bøger på at skildre Cæsar. Måske skille Susan Kay også have brugt et par bøger mere – eller have koncentreret sig om Elisabeths kærlighed til sin Robin, set fra Elisabeths dødsseng. Så kunne hun have sprunget alt det over, der ikke interesserede hende som forfatter. Igen ødelægger en redaktør en fremragende historisk roman ved sit fravær.

Jomfrudronningen er fra 1985 med originaltitlen ”Legacy” og udmærket oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen.

Britt

Unnatural Fire af Fidelis Morgan (Gitte)

Unnatural Fire tager sin begyndelse i et fængsel i London i 1699, hvor den aldrende Anastasia Ashby de la Zouche, baronesse Penge, grevinde af Clapham befinder sig som følge af trænge kår og ubetalte regninger. Her genfinder hun Alpiew, som grevinden ca. 35 år tidligere tog til sig, da Alpiew var 5, og som grevindens forlorne mand kindnappede 15 år senere sammen med komtessens værdiggenstande. For at tjene til dagen og vejen tager de to kvinder hyre på ugebasis som sladderjournalister. De opsøges hurtigt af en kvinde, som mistænker sin mand for utroskab og derfor vil betale grevinden og Alpiew for at følge efter ham. Dette viser sig dog ikke at være helt lige til, og da manden bliver myrdet og hustruen fængslet for drabet, begynder Alpiew og grevinden at grave dybere. De finder en alkymistisk gåde, som kan være løsningen på, hvem der er den rigtige morder.

Unnatural fire er en meget charmerende krimi. Jeg havde fra starten stor sympati for de to usandsynlige detektiver, der prøver at tjene til dagen og vejen ved at bruge deres kløgt, og som søger sandheden rundt omkring i dekadente og stinkende London. Forfatteren har intet gjort for at forskønne historien; der er ugegammelt lag på lag makeup, manglende tænder, mølædte parykker og hele pibetøjet, hvilket paradoksalt nok er ganske forfriskende. Jeg nød forfatterens skrivestil og karakterernes særheder, og så dukker Isaac Newton op i en gæsterolle.

Jeg hyggede mig vældigt med denne roman fra 2000 (Trolddomsild på dansk), som er den første i en serie af mysterier med grevinden og Alpiew. Efterfølgerne kan desværre ikke fås på biblioteket.

Gitte

Den der graver en grav af Yrsa Sigurdardóttir (Gitte)

Thóra på nye eventyr

Islandske Yrsa Sigurdadóttir begyndte sin krimiforfatterkarriere i 2006 med Det tredje tegn, hvor vi ligeledes første gang mødte Reykjavíkadvokaten Thóra Gudmundsdóttir. I det tredje tegn blev hun involveret i fundet af en tysk studerendes øjenløse lig, et dødsfald, der viste sig at have okkulte undertoner. I den der graver en grav indlogeres Thóra på et nyopført new-age hotel ved kysten, da ejeren og derudover Thóras klient bedyrer skjulte fejl og mangler ved ejendomshandlen i form af spøgeri. Da hotellets arkitekt findes myrdet og ejeren bringes i søgelyset for mordet, påtager Thóra sig at opklare forbrydelsen assisteret af tyske Matthew, som hun indledte et forhold til i Det tredje tegn. De undersøger området og taler med hotellets gæster og egnens beboere. I den forbindelse opdager de, at der mange år tidligere skete skumle ting på grunden. Samtidigt trænger Thórahs private bekymringer sig på i form af to børn, et kommende barnebarn og en irriterende eksmand.

I Den der graver en grav leger Thórah detektiv og opdager ting og sager, som politiet har overset, mens hun prøver at finde ud af hvem af de personer, der var til stede på hotellet på gerningstidspunktet, som kunne have begået mordet, hvilket fik mig til at tænke på Agatha Christies detektivromaner (som jeg vist overvejende har set på TV). Imidlertid gjorde de mange samtaler med de potentielle gerningsmænd, at romanen af og til blev lidt lang i spyttet og ærligt talt lidt kedelig. men nysgerrigheden i forhold til, hvad der egentligt skete dengang og nu, holdt mig alligevel til ilden. Umiddelbart husker jeg Det tredje tegn som mere spændende, men Den der graver en grav er da heller ikke helt ueffen. Thóras private problemer giver en ekstra facet til historien uden at fylde for meget.

Den der gaver en grav (Sér grefur gröf) er også fra 2006. Lur mig om vi ikke vil høre mere til Thóra.

Gitte

Veronika beslutter at dø og Djævelen og frøken Prym af Paulo Coelho (Gitte)

Rimer gal på normal, og er vi grundlæggende onde?

Veronika er smuk, ung og elsket. Alligevel beslutter hun sig for at tage sit eget liv. Hun vil stoppe mens legen er god, for det vil jo ikke blive bedre. Veronika overlever imidlertid og vågner op på sindssygeanstalten Villete, hvor hun får at vide, at hendes hjerte har taget uoprettelig skade af pilleforgiftningen, og at hun højst har en uge tilbage at leve i. Herfra begynder Veronikas vej tilbage til livet ved hjælp af stjernerejsende Zedka, Mari, som fortsat opholder sig på anstalten trods det forhold, at hun blev kureret for sin angst for længe siden, og skizofrene Eduard, der vil male sine paradisvisioner. Derudover er der lægen Igor, der arbejder på en banebrydende afhandling om sindssyge og kuren herfor.

Emnet for romanen er livet overfor døden og galskaben overfor normaliteten. Er livet værd at leve, når man ved, at man snart skal dø? Hvem er normale og hvem er gale, og hvem beslutter egentligt, hvad der er normalt?

En fremmed ankommer til en lille afsidesliggende by. Med sig har han 11 guldbarre og en djævel ved sin side. Frøken Prym er en ung kvinde, som drømmer om at komme væk fra byen, hvor alle dage ligner hinanden, og alt er forudsigeligt. Med drømmen om, at den fremmede kan være billetten væk, sørger frøken Prym for at komme til at møde den fremmede. Denne viser til imidlertid udelukkende at været kommet til byen for at få svar på et spørgsmål: Er mennesket grundlæggende ondt eller godt? Den fremmede sætter frøken Prym på en opgave, som involverer hele byen. Hvis et menneske ofres, får byen de 10 guldbarre, og det er frøken Pryms opgave at overbringe budskabet. Frøken Prym stilles dog også overfor en personlig prøve, da hun ser hvor den sidste guldbarre begraves. Skal hun stjæle guldbarren, rejse væk og få det liv hun i så fald vil have råd til, eller vil frygten holde hende tilbage? Samtidigt sidder gamle Berta foran sit hus, som hun gjort siden hendes mand mange år tidligere døde i en vådeskudsulykke. Berta har i alle disse år siddet og ventet på, at det onde vil komme til byen.

Kampen mellem engle og dæmoner, det gode og det onde, det bedste og det værste, er temaet for Djævelen og frøken Prym.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Paulo Coelho for en del år siden, da Alkymisten var talk of the town. Jeg fik dog ikke læst mere af forfatteren, før jeg under bogudsalget for nyligt stødte på Djævelen og frøken Prym og syntes, at temaet lød spændende. Jeg lånte bogen på biblioteket og tog Veronika beslutter at dø med i købet. Jeg har efterhånden kunnet konstatere, at Paulo Coelho er en forfatter, der har noget på hjerte. Han fortæller ikke alene historier, men historier, der kredser om de store spørgsmål i livet, og det gør ham interessant at læse. Sproget er nemt og tilgængeligt, og romanerne er relativt korte. Jeg vil nu sætte Zahir fra 2005 på ventehylden.

Veronika beslutter at dø (Veronika Decide Morror) er fra 1998. Djævelen og frøken Prym (O Demônio e a Srta. Prym) er fra 2000.

Gitte

Skaberens kort af Emilio Calderón (Gitte)

Kærlighed og spionage under Anden Verdenskrig

I 1953 fortæller José María sin historie om, hvad der skete før, under og efter Anden Verdenskrig.

José Maria studerer i 1930’erne fascistisk arkitektur i Rom på Det spanske Akademi for Historie, Arkæologi og Kunst. I begyndelsen af 1937 tager en gruppe eksilerede katalanere, som er flygtet fra den spanske borgerkrig, ophold på akademiet. I blandt disse er Montse, en ung bibliotekar, som José María forelsker sig i, og som er begyndelsen til José Marías personlige oplevelser under krigen.

For at skaffe penge til mad til beboerne, sælger akademiet ud af sin store bogsamling. I en af de bøger, som Montse og José María påtager sig at sælge, er en omtale af skaberens kort. Køberen er den italienske prins Junio, der ligesom Montse får afgørende betydning for José María.

Efter salget af bogen opsøges José María af en undergrundsbevægelse til bevarelse af demokratiet i Europa repræsenteret ved en John Smith, der anmoder José María og Montse udspionerer prins Junio, da denne har tætte kontakter til nazisterne. Smith fortæller José María og Montse om skaberens kort, et kort tilsyneladende skrevet af Gud selv, som skulle føre til verdensherredømmet og som nazisterne således har stor interesse i at finde. José María og Montse påtager sig opgaven, og i denne rolle kommet de tæt på Junio og begivenhederne under krigen.

Selve skaberens kort er José Marías indgang til krigen og spiller således en vigtig rolle, dog uden at handlingen som sådan drejer sig om kortet. Snarere er der tale om en kærlighedshistorie; om José Marías forelskelse i og forhold til Montse, en kvinde, der ikke kan ejes, og som er splittet mellem sin kærlighed til både José María og Junio, og om en kærlighed, der er præget af krigen og besættelsen af Rom.

Skaberens Kort er ikke bygget op om en eksplosiv handling, men er en beskrivelse af begivenhederne på afstand. Jeg er i tvivl, om jeg synes at Skaberens Kort er en god roman, netop på grund af denne afstand, for desværre omfatter afstanden også læserens forhold til José María, som jeg trods det forhold, at der fortælles i jeg-form, ikke rigtig kom under huden på. Denne meget tilbagefortællende handling gør også, at romanen aldrig bliver rigtigt spændende på trods af den ellers gode historie og den overraskende slutning. Romanen er bag på omslaget omtalt som en spionthriller, men selv om spionage indgår som et centralt element, synes jeg, at betegnelsen thriller er at tage munden lidt for fuld. Romanen har de spændingsmomenter, der skal til for at lave en thriller, men disse synes at træde i baggrunden for José Marías og Montses forhold, og det er der ikke meget thriller over.

Men det skal nu også retfærdighedsvist siges, at det var ikke sådan, at jeg på noget tidspunkt overvejede ikke at læse romanen til ende.

Skaberens Kort er fra 2006 og oversat til dansk fra El mapa del creador.

Gitte

ABC af Ida Jessen (Britt)

Den metrosexuelle karrieremand Joachim med det god udseende, gode job, styr på alle detaljer, de rigtige møbler og sommerhus i Tisvilde – VIP-område nr. 1. Det kører med andre ord for ham – bortset fra, at han ikke har nogen kæreste, og ikke kan se nogen mening med sin tilværelse uden en familie. I det hele taget har han ingen rigtigt nære relationer og en ensom under sin succes.

Men så møder han den lille, viltre, uforudsigelige Susan og bliver med rivende hast hevet ind i hendes kaotiske tilværelse med hendes ni-årige datter Ditte. Susan og Joachim er hinandens modsætninger, og det skaber bestemt ikke god kemi, tværtimod. Deres forhold starter en smule skævt og kunstigt og bliver blot værre herfra indtil det absurde, da de ender med en skilsmisse, hvor Joachim fraskriver sig lejligheden og forældreretten til sin tre-årige søn ved frivillig tvang, selvom han er fortvivlet over at miste ham til selvmordets rand.

Dette er desværre en generel karakterbrist hos Joachim. Han evner ikke at sige fra. Når alting er kaos i det lille hjem, og Susan dasker rundt i nattøj hele dagen uden at røre en finger, mens Joachim er udearbejdende husfar, siger han ikke fra selvom har stærk lyst, men i stedet trækker han sig længere ind i sig selv. For han vil nødig have, at hun skal føle, at han taler ned til sin uuddannede kæreste. Susan driver deres forhold længere og længere ud i jagten på en reaktion, der kan overbevise hendes skrøbelige jeg om, at han virkelig elsker hende og respekterer hende. Der er nærmest tale om en parodi på den bløde mand, så det gør helt ondt at læse historien til ende. Frustrationen på Joachims vegne over hans urimelige kæreste på den ene side kæmper med irritationen over hans manglende evne til at stå ved sine egne ønsker og grænser.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke orkede at følge de udpenslende møder mellem de to ulykkelige mennesker hele vejen igennem, men skimmede en del sider i den sidste halvdel. Pointen var sivet ind og irritationen vokset sig så stor, at jeg bare måtte have slutningen med, inden jeg lagde bogen fra mig. Jeg skal ikke røbe den her, selvom jeg allerede har afsløret meget af bogen.

Efterfølgende gør bogen dog et langt mere positivt indtryk på mig. Den optog mine tanker i flere dage efter, og jeg må indrømme, at grunden til min irritation ikke så meget lå i, at forholdet blev drevet så langt ud i det absurde, men at forløbet var så enerverende godt ramt, samtalerne så realistiske og reaktionsmønsteret så plausibelt, at hele min krop skreg på handling. Jeg hader selv at udskyde beslutninger og leve i uvished. Jeg kunne ikke holde ud at følge dem hele vejen ad den forudsigelige rute fra A til Z.

”Hvor er det sørgeligt, tænker vi”, læste jeg i en anmeldelse på Litteratursiden. Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte snarere, at de skulle tage sig sammen og opføre sig som voksne mennesker… Men det er jo pointen: Det evner de simpelthen ikke.

Britt

ABC er fra Gyldendal, 2005

One Good Turn af Kate Atkinson (Gitte)

Der skal meget til før jeg låner en bog, som jeg ikke ved hvad handler om. Jeg skal helst kende bogen på forhånd, eller kunne læse bag på bogen eller inden i omslaget, hvad den handler om. Hvis disse kriterier ikke er opfyldt, lader jeg normalt bogen stå, med mindre jeg kender forfatteren (på en positiv måde naturligvis). Det irriterer mig altid, hvis det eneste der står bag på en roman, er andres anprisninger. Dem er jeg sådan set ligeglad med, jeg vil bare vide, hvad jeg går hjem med.

Men altså, det eneste der stod bag på One Good Turn var anprisninger er forfatterens tidligere roman, Case Histories, som jeg har læst men ærligt talt ikke kan huske, hvad jeg syntes om. Men den har åbenbart ikke været så håbløs, at jeg lod One Good Turn stå. Den havde nu også et indbydende omslag: En helt enkel, hvid og let åben dør med skader i karmen som tegn på indbrud.

Det viste sig, at et par personer fra Case Histories dukker op i One Good Turn. Jackson Brodie, ex-politi, ex privatdetektiv og kæreste med Julie, som han lærte at kende i Case Histories, er på besøg i Edinburgh under en årlig festival. Bogen tager sin begyndelse ved et mindre bilsammenstød, der får den ene involverede til at kaste sig over den anden med et baseballbat. Den sky krimiforfatter Martin Canning overværer optrinet, og stik mod sin personlighed får han afværget, hvad der kunne ende i død ved baseballbat, ved at bruge sin bærbare computer som våben. Jackson Brodie, som ligeledes overværer optrinet, finder senere samme dag en ung blond kvinde druknet, men liget smutter fra ham. Den eneste ledetråd er et lyserødt kort med ordet Favors.

I nærheden af bilsammenstødet befinder sig ligeledes Gloria Hatter, middelaldrende, hjemmegående og gift med Graham Hatter, byggematador og ikke helt fin i kanten, som samme dag får et hjerteanfald under intimt samvær med en ung, blond kvinde, der bemærkelsesværdigt ligner Jackson Brodies døde strandvaskerske. Politikvinden Louise Monroe, alenemor til småkriminelle Archie, og beboer af en af Hatters huse, bliver involveret i denne sag.

Og således udspinder historien sig som en russisk babushkadukke delt mellem de fire personer.

I nogle romaner får man følelsen af, at man ikke lærere personerne nok at kende, i denne fik jeg næsten for meget information. Lange passager om fortid og tanker fik mig næsten til at glemme, at der rent faktisk var en handling igang. Fx: ”She was distracted by a smear of chocolate on her white blouse. She supposes it was from the chocolate digestives she had breakfasted on. She imagined the little factory of cells that was her body taking in the chocolate of fat and flour (and probably carcinogenic additives) and sending them off on conveyor belts to different processing rooms. This industry, dedicated to the greater good that was Gloria, was run on cooperative, profit-sharing lines. In this model Gloria factory, the cells were a cheerful, happy workforce who sang along to Worker’s Playtime from Tannoy radio…” osv. En ganske charmerende forestilling, men mængden at disse indfald fik mig altså væk fra historien for hver anden side. Det var dog trods alt en spændende bog, og jeg har da alligevel tænkt mig at se, hvad forfatteren ellers har at byde på.

One Good Turn er fra 2006.

Gitte

Calvino: Klatrebaronen (Britt)

Den 12-årige Cosimo nægter en dag at spise sine snegle og kravler i stedet rasende op i et træ, hvorfra han erklærer over for sin far, baronen, og sin mor, generalinden og deres stive normer, at han aldrig kommer ned igen. Og det skal vise sig, at han er en ung mand, der står ved sit ord. Måske især fordi han umiddelbart efter møder den fortryllende, uberegnelige og uregerlige nabodatter, Viola, der udfordrer ham til at blive i træerne, da han ellers vil blive hendes slave for altid. Men selvom han holder sin del af aftalen, spinder hun ham alligevel uværgeligt og skæbnesvangert ind i sit komplicerede kærlighedsnet på tværs af tid og sted.

Vi følger Cosimos færden i trækronerne gennem hans anonyme og navnløse lillebrors fortællinger. Det øger den mystiske aura omkring den sære, superintelligente, inventive og oprørske Cosimo, men holder os også på distance fra Cosimos følelsesliv og hans egne tanker om verden set fra oven. I stedet kommer læseren på en fantastisk rejse gennem det lille, norditalienske samfund omkring Napoleonskrigene i sidste halvdel af 1700-tallet, såvel som gennem Europas kultur- og mentalitetshistorie over rundt regnet 50 år, der er præget af opløsning og forandring.

Bogen er fuld af finurlige røverhistorier og fantastiske fortælling såvel som praktiske beskrivelser af et liv levet i træernes grene og den rolle, Cosimo kommer til at spille for lokalsamfundet i et grænseland mellem helt og tosse. Han er genstand for alle følelser fra foragt til beundring, bliver latterliggjort og helliggjort, er fuld af nytte og betydning for samfundets overlevelse, og er fuldstændig uberegnelig og uden for alle almindelige normsæt.

Men i bund og grund bliver Cosimo respekteret for sine evner og evige opfindsomhed, som han villigt deler med alle. Han bliver respekteret på trods af sit vildmandsliv og mange særpræg, og det er bogens hovedpointe og samfundskritik i mine øjne. Han lever sit liv i en svunden tid, præget af tolerance og overbærenhed. Han ville aldrig kunne leve sit liv i det moderne, demokratiske Europa, hvor flertallet bestemmer, og mindretallet må rette sig ind eller blive lukket ude for Cosimo er en evig revolutionær. Derfor udspiller bogen sig også i revolutionernes tid, der ofte bliver brugt til at skelne mellem ældre og nyere europæisk historie. Som samfund har vi nu mistet en vigtig menneskelig og samfundsmæssig værdi midt i vores effektive, materielle demokratier, nemlig evnen til at rumme genierne, når de er grundlæggende forskellige for os andre.

Sproget af smukt, stilen er uhøjtidelig og indsigten i tidens politik, historie og filosofi er stor. Bogen er hermed anbefalet!

Du kan læse en mere indsigtsfuld anmeldelse af bogen på Litteratursiden her:

http://www.litteratursiden.dk/sw36840.asp

Britt

Italo Calvino: Klatrebaronen, 1957, oversat fra italiensk 1959.

Forbandelse af Johanne Hildebrandt (Gitte)

Satan forklædt som same

Som nævnt andet steds, så går jeg ikke af vejen for en god spændingsroman, så jeg tænkte at Forbandelsen ville være noget for mig. Hovedpersonen i bogen er Helene, arkæologstuderende med forskerdrømme, som under en udgravning i Nordsverige finder et lig fra 1100-tallet. Liget tager Helene og hendes kollegaer med til Stockholm. Men det skulle de aldrig have gjort, da de derved sætter et satanligende væsen fri, og så er fanden så at sige løs i Saxogade. Satanvæsnent hvisker og besætter sig igennem bogen, og imens kæmper Helene med indre såvel som ydre dæmoner. Det viser sig nemlig, at Helenes familie har en særlig gave. En forbandet gave…

Rammen i form af et forskermiljø i Stockholm kombineret med hændelser i Nordsverige for 900 år siden var interessant, men besættelse af satan er ikke ligefrem en nytænkning. Bogen kunne efter min vurdering have haft gavn af lidt mere subtilitet, for på en eller anden måde virker en materialisering af satan med klør og gule øjne i røg og damp på et universitetsinstitut i Stockholm bare lidt for meget og lidt for nemt.

Uhyggelig og uforudsigelig blev den aldrig. Men var dog let læst.

Forbandelsen af oversat fra svensk (Fördömd) og er fra 2006.

Gitte