mandag den 21. april 2008

Skyggernes hus af Bjarne Reuter (Gitte)


11 musikalsk begavede elever i teenagealderen tager på lejrskole med klasselære og vikar i et hus ved vandet. Huset blev bygget af en mand, der i 1934 tog af sted fra Zanzibar sammen med 12 andre danskere, heriblandt hans tvillingebror, med kurs mod Danmark, men de 8 mænd og 5 kvinder forsvandt under vejs med skibet Pemba. 70 år senere står det hurtigt klart for klasselærer Eva, at det ikke kan være tilfældigt, at de netop er 8 mænd og 5 kvinder i huset Pemba inklusivt et tvillingepar! Mens huset synes levende, synes eleverne at bære rundt på en hemmelighed.

Skyggernes hus fra 2007 er en udmærket lille bog, ikke specielt uhyggelig, men godt fortalt og hurtigt læst. Der skiftes mellem nutid og datid, og romanen fortælles gennem Eva. Men lidt originalitet i titlen er at ønske…

Skyggernes hus bygger delvist på romanen 7.a. (fra 1992), som jeg ikke har læst, men der er tale om en selvstændig fortælling.

Gitte

In the Woods af Tana French (Gitte)


I skovens dybe stille ro…

For 20 år siden forsvandt to 12-årige venner fra en skov nær Dublin. En 3. ven, der var sammen med dem på tidspunktet, blev fundet med hukommelsestab. Mens de to børn aldrig er blevet fundet er drengen, der overlevede, blevet politimand og har skiftet navn. Da en pige bliver fundet myrdet i samme skov, går Rob i gang med efterforskningen sammen med makkeren og veninden Cassie. Som efterforskningen skrider frem præges Rob i stigende grad af fortid og nutid, hvilket er tæt på at få fatale følger.

Romanen fortælles af Rob i jeg-person men bærer præg af at være skrevet af en kvinde for så vidt angår nogle af Robs tanker og overvejelser. Det er en skam, for jeg kunne til tider ikke abstrahere herfra. Rob kommunikerer med læseren undervejs i sin fortælling. I slutningen af bogen anfører han, at jeg som læser ikke skal håne ham for ikke at have opklaret sagen tidligere, da vi har de samme oplysninger til rådighed til at finde morderen, og at denne narrede mig lige så vel som Rob. Jeg regnede nu i store træk plottet ud halvvejs gennem romanen, så tja. I det hele taget er det en pudsig kommunikation at føre, for jeg fandt ikke rigtigt nogen årsag til det. Noget jeg ofte spekulere på med disse jeg-personromaner er årsagen til, at forfatteren lader personen fortælle historien. Er det en dagbog, jeg får indblik i, er det en form for selvbiografi? I bund og grund mente forfatteren vel at have fået en god ide, jeg undrer mig bare.

Det er en lang roman, og i starten virkede den også sådan, læsningen gik dog lettere hen ad vejen, og bogen gik efterhånden hen og blev ganske interessant. Robs lange tankerækker kunne dog godt have været skåret lidt til.

In the Woods (oversat: Skoven) er en debut for Tana French og er fra 2007. The Likeness hedder fortsættelsen fra 2008.

Gitte

The Cloven Viscount by Italo Calvino (Britt)


Den unge viscount Medardo fra Terralba drager i krig mod tyrkerne, men er knapt ankommet, før han kløves på langs af en glohed kanonkugle. Mirakuløst overlever hans højre halvdel for at vende hjem på en båre. Snart begynder han at bevæge sig rundt ved hjælp af sin ene arm og ben og en stærk krykke samt en vild hest. Og snart viser det sig, at det er den onde halvdel af Medardo, der er vendt hjem fra krigen for at terrorisere sine undersåtter.

Intet kan han tåle at se helt og fuldendt. Hans vej gennem landskabet kan følges via den sti af kløvede blomster, planter, frugter og smådyr, som han efterlader. Snesevis af undersåtter torteres og henrettes for småsager og landgrevens lune. Snart kendes Medardo blot som ”Den Onde” eller ”Den Halve”.

Men efter et par år dukker en kløvet vagabond op på egnen – den venstre halvdel af Medardo har overraskende også overlevet og snart skal det vise sig, at han er lige så uselvisk og opofrende god, som den højre halvdel er ond. De to halve Medardoer kaster sig ud i en gensidig krig på viljer med befolkningen som magtesløse brikker. Alt hvad den højre halvdel ødelægger, piner og plager, udbedrer, plejer og helbreder den venstre, og snart kaster de begge deres helt egen fortolkning af kærligheden på den samme kvinde…

Historien er skrevet i 1950’ernes koldkrigstid og er en formidabel fabel på det delte Europa og den delte verden. Den korte fortælling er forfriskende usentimentalt og humoristisk fortalt gennem den unge illegitime fætter. Han har via sine afdøde forældre et ben i hver lejr hos både adlen og bondestanden og er derved lige så kløvet og hjemløs som den uheldsvangre Medardo og er en ensom joker i spillet.

Slutningen skal jeg ikke røbe, men selvom vejen til løsningen er anderledes voldsom end den Europæiske politiske historie har udviklet sig siden, skal den dog vise sig at være ganske foregribende.

Fablen er udkommet i Triologien ”our Ancestors”, hvorfra jeg tidligere har anmeldt ”Klatrebaronen”. her: Den er hermed stærkt anbefalet!

Britt

søndag den 13. april 2008

Nattetimen af Annika von Holdt (Gitte)


Gys i det gamle hus

Manuskriptforfatteren Sean og hans smukke hustru samt Deres 4 år gamle datter flytter ind i et stort og gammelt hus ved en sø i Sydengland. Sean forsøger at komme sig efter et færdselsuheld få måneder tidligere, et uheld som har udvisket hans hukommelse fra før ulykken. Huset er smukt, men har en uhyggelig historie. Håndværkere er døde under opførslen, og tidligere ejere har slået deres familier ihjel. Naturligvis begynder der hurtigt at ske skumle ting i huset omkring Sean. Han hjemsøges af genfærd og uhyggelige drømme, indtil først datteren og siden ægteparret forsvinder…

Nattetimen er en opbygget som en klassisk gyser. Slutningen var mildt overraskende, og fortællingen var effektiv men bibringer egentligt ikke genren noget nyt. Vi har set plottet og scenariet mange gange før. Man kan dog roligt læse romanen alligevel, hvis man lige har brug for lidt hurtigt uhygge før sengetid. Nattetimen fra 2002 er skrevet af den danske forfatter Annika von Holdt, der debuterede i 2001 med Hjemsøgt, som jeg ikke har læst (endnu?).

Gitte

Lost boy lost girl af Peter Straub (Gitte)


Hvad huset gemte…

Forfatteren Tim vender tilbage til sin fødeegn, i første omgang da hans svigerinde begår selvmord på tre måder, og siden, da hans nevø, Mark, forsvinder blot en uge efter begravelsen. Tim opdager, at nevøen umiddelbart før sin forsvinden, var blevet meget interesseret i det forladte nabohus, hvor massemorderen Kalendar mange år tidligere slog sin familie og et antal kvinder ihjel. Tim forsøger at opklare mysteriet omkring nevøens forsvinden, som har fundet sted i en periode, hvor andre teenagedrenge er forsvundet, og efterhånden synes huset i stigende grad at være involveret.

Lost boy lost girl er en ganske udmærket gyser. Der springes i tid, og vi følger Tim, Mark og Marks bedste ven samt læser Tims dagbogsnotater, hvorved vi kommer tættere og tættere på husets hemmelighed og Marks skæbne. I starten skal læseren vende sig til disse spring, men efterhånden som fortællingen skrider frem, virker det godt. Historien nåede aldrig at blive rigtigt uhyggelig, men det behøver heller ikke nødvendigvis at have været forfatterens hensigt. Han kan skrive uhyggelige bøger, hvilket han beviste med Ghost Story, så der har nok været tale om et bevidst valg. Det er dog ikke en bog man lige lægger fra sig, jeg gjorde i alt fald ikke.

Lost boy lost girl, på dansk Skyggernes Hus, er fra 2003 og en del af Peter Straubs omfangsrige forfatterskab. God titel i øvrigt (originalen altså, den danske er da noget fantasiløs).

Gitte

onsdag den 9. april 2008

Døden Udebliver Indimellem af José Saramago


Når døden tager sagen i egen hånd

”Dagen efter døde ingen”. Sådan begynder José Saramagos nyeste roman. I den første halvdel af romanen følger læseren et samfund, der forsøger at indrette sig på det forhold, at befolkningen pludseligt fra den ene dag til den anden holder op med at dø. Hvad gør begravelsesvirksomhederne, hvad med hele sundhedsvæsnet, forsikringsselskaberne mv.? Herefter møder vi døden selv, og en cellist, der af en eller anden grund uvist for døden selv ikke vil dø på trods af, at det er forudbestemt. Døden Udebliver Indimellem er en moderne fabel, og en noget udtraditionel kærlighedshistorie.

José Saramagos romaner har jeg aldrig rigtigt fundet lette at læse. Ofte har det taget mig nogle sider, før jeg er kommet rigtigt i gang, men alligevel holder de en eller anden fascination. Han tager en idé, fx, som i Døden Udebliver Indimellem, om, hvad sker der hvis, og udforsker det. Døden Udebliver Indimellem havde jeg endnu større vanskeligheder ved at komme igennem på trods af, at jeg synes, at romanen bygger på en god ide. Jeg gik tit i stå i de lange passager, hvor forfatteren beskriver samfundstilpasningen, men ´vågnede op’, når han zoomer ind på individets historie, hvor romanen efter min opfattelse først blev rigtigt vedkommende. Det der især vanskeliggør læsningen af José Saramagos romaner, er hans mangel på pauser i teksten. Der er utroligt få afsnit, og samtaler foregår ud i en køre, ofte med flere replikker i en enkelt sætning. Hvor jeg i hans tidligere romaner (fx En fortælling Om Blindhed og Den Duplikerede Mand, som jeg kan anbefale) hen ad vejen har kunnet abstrahere herfra, gjorde de manglende pauser sammenholdt med førnævnte lange passager blot, at det tog en overordentlig kraftanstrengelse for at fortsætte læsningen. Sidste halvdel af bogen, hvor vi følger døden, gik lidt nemmere. Men en spændende forfatter, der er José Saramago i alt fald.

Romanen udkom på dansk i år og er oversat fra portugisisk (Intermitências da morte fra 2005).

Gitte