Nattog til Innsbruck af Denyse Woods (Gitte)

Hvad gør du, når din kæreste forsvinder sporløst i ørknen?

En anden bog der kom med hjem fra biblioteket på regnvejrslørdagen (http://bogpluk.blogspot.com/2008/08/hourglass-af-julie-parsons-gitte.html) var Nattog til Innsbruck. Som lejlighedsvis backpacker stopper jeg lige op engang, når jeg støder på en roman, der foregår på farten.

I denne står en kvinde på nattoget i Firenze på vej til Innsbruck. Undervejs lægger hun øre til genforeningen af to irer, der blev væk fra hinanden 4 år tidligere i Sudan. De to var kærester dengang. Hun levede på farten, han havde fast arbejde i London og rejste med hende i sine ferier. På deres sidste fælles rejse var hun endeligt blevet overtalt til at slå sig ro sammen med ham, men ikke uden protester, og efter et skænderi forsvandt han fra toget på vej tilbage til Egypten. I første del af romanen følger vi Francis, der vågner op i togvognen, og opdager, at både Richard og rygsæk er væk. I anden del følger vi Richard. Men stemmer de to historier overens?

Kvinden i nattoget følger de to fortællinger, hvilket er en god måde at komme ind i og ud af historien på. Som hun bemærker i sit stille sind; den der måske havde løjet, viste hvad der skete, og den der fortalte sandheden viste også, hvor løgnene lå begravet, mens hun som iagttager og lytter ingen anelse havde.

Jeg ville dog have nydt bogen betydeligt mere, hvis sproget havde været troværdigt. Jeg læser normalt bøger, der er skrevet på engelsk, på engelsk, for at få den autentiske version, men nu fik jeg fat i den danske oversættelse, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde. Jeg fik hele vejen igennem følelsen af, at bogen var oversat af en gammel dame (det er dog en mand, alder vides ikke), for jeg tror ikke, at originalversionen har samme ’antikverede’ udtryk. Ikke alting kan man selvfølgelig føre hen på oversættelsen, men i en sætning som: ”Jeg har det ikke godt med anklagerne for desertation og bedrag” ville en bedre oversættelse måske være …”svigt og bedrag”? Hvilket ungt menneske i 20’erne ville dog sige ’desertation’ eller for den sags skyld ord som ’knarvorn’ og ’forsurer’. Især virkede det komisk med en kombination af dette ’opstyltede’ sprog og mere ’hippe’ udtryk, om man vil, som ’bossy’ og ’poppe op’. Det forstyrrede den gode historie, som det trods alt er.

Jeg vil således anbefale originalversionen. Det kan kun være bedre, og man skulle jo nødigt blive knarvorn og forsuret.

Nattog til Innsbruck er fra 2002, og den danske oversættelse fra 2006.

Gitte

The Hourglass af Julie Parsons (Gitte)

Hurtig hyggespænding

Jeg er godt nok i gang med Bleak House, men i lørdags øste det ned hele dagen, og sådanne dage kræver i min verden nybagte boller, en varm kande te og en bog med spænding. Ikke at Bleak House ikke er spændende bevares, men en hurtig knaldroman i sådanne stunder en nu bedst. Så jeg måtte på biblioteket, hvor jeg stødte på The Hourglass, og så måtte Esthers fortælling ligge lidt.

Og der er i The Hourglass, hvad der skal være af myrderier, skumle fortider samt mystiske og farlige fremmede. Vi befinder os i en landsby ved vandet i Irland, hvor Adam, nys løsladt fra fængslet, charmerer sig ind på den aldrende og velhavende Lydia, der bor tilbagetrukket fra omverden. Lydia beder Adam tage til Dublin for at finde hendes datter, som hun ikke har set i mange år. Imens dør kvinder i området og i Dublin, og vi finder efterhånden ud af, hvad der egentligt skete mellem Lydia og hendes datter, og hvad Adam er ude på.

Udmærket lørdag-i-regnvejr-læsning, og så er det ikke meget mere at sige om det. The Hourglass er fra 2005.

Gitte

The Apothecary’s Daughter (Britt)

Den helt rigtige titel, hvis man leder efter en hurtig knaldroman til ferielæsningen. Og det var også som sådan jeg købte den på tilbud til sommerhuslæsningen. Som det kan ses, lever omslaget også til fulde op til forventningen.

Men jeg blev hurtig klar over, at jeg havde taget fejl. Bevares, der er ikke tale om dybe verdensbetragtninger eller socialrealistiske menneskeskildringer. Men sproget er smukt, poetisk og skønt at læse og der er på ingen måde tale om sødsuppemusik og happy ending, som jeg ellers havde ventet.

Den unge Theodora vokser op i et kloster, afsides fra verden på et tidspunkt under inkvisitionens storhedstid i et Spansk eller Fransk behersket Nordafrika. Nærmere kommer vi ikke en placering af tid og sted, men det er heller ikke så vigtigt. Det er ikke romanens ærinde at virke som historisk roman i traditionel forstand. Den bruger snarere den historiske setting som en genkendelig kulisse for sin sagnlignende fortælling.

Vi møder Theodora, da hun forlader sin kendte klostertilværelse for at indgå ægteskab med en højtstående adelsmand, der i en del år har levet som opdagelsesrejsende og handlende i kendte og ukendte fjerne verdener, primært mod øst, mens han forsager hoffet og omgangen med sin egen stand. Fortiden spøger i kulissen, men holdes skjult for Theodora, og den foldes kun meget langsomt ud i takt med hendes erkendelse af den verdslige verden, som hendes ægtemand, ”Adelsmanden” prøver at skærme hende fra. Mange år tidligere mistede han sin tvilling under et vovefuldt eventyr efter rødt guld i den barske ørken, og samtidig blev han selv grufuldt skamferet. Faderen døde af sorg over sine børns skæbne og overlod godset til adelsmanden, der selv havde mistet lysten til livet.

I hvilken voldsom grad Adelsmanden er blevet skamferet i, begynder man snart at gisne om som læser. Adelsmanden fuldbyrder nemlig ikke ægteskabet, selvom han elsker og tilfredsstiller sin Adelskvinde på anden vis med stor intensitet. Han lader hende kun mærke sin krop i mørket og tager aldrig sit lændeklæde af. Han ønsker ikke at tale om fortiden, men uddanner i stedet sin hustru i videnskabernes verden, lærer hende om de sande forhold mellem himmellegemerne og sin altruistiske gudstro midt under en tid, hvor den katolske kirke forsøger at kontrollere den vestlige verdens tanker, viden og tro med band og bål. Der altså meget på spil, både åndeligt og kødeligt for både Adelsmanden og Adelskvinden.

Da Theodora er vokset op i et kloster går dette ægteskab forbavsende godt i adskillige år, indtil det uundgåelige sker. Under én af Adelsmandens rejser mod øst, kommer en handlende i ædelstene og overtaler Adelskvinden til at huse ham, mens han venter på, at Adelsmanden vender tilbage. Der går ikke mange timer, før han venter i Adelskvindens seng, og med tabet af Adelskvindens uskyld, tager alting en ildevarslende men også opklarende drejning. Og der er en del overraskelser i vente helt til det sidste; ganske finurligt opbygget og afviklet i et usentimentalt, formfuldendt sprog, så de tragiske skæbner aldrig bliver melodramatiske. En dejlig, lille ferieoverraskelse!

Britt

The Apothecary’s Daughter, skrevet af den sydafrikanske forfatter Patricia Schonstein i 2004

Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen

Afdeling Q på sporet

Hr. Adler-Olsen er en meget driftig herre. Som forudsagt (se anmeldelsen til forgængeren Kvinden i Buret) ankom for nylig fortsættelsen i (nu) Afdeling Q-føljetonen, men så hurtigt havde jeg nu alligevel ikke forventet. Hvis Jussi Adler-Olsen fortsætter med at spytte Afdeling Q-bøger ud hvert halve år, vil det blive til lidt af en samling. Men hvis kvaliteten holder (om end med enkelte uredigerede slåfejl hist og her), som den indtil videre har gjort, gør det bestemt ikke noget.

I Fasandræberne lander en sag fra 1987 på egenrådige Carl Mørchs bord i kælderen under Politigården på trods af, at en mand flere år tidligere tilstod forbrydelsen, hvor to søskende blev tævet ihjel i et sommerhus i Nordsjælland. Mørck og hans noget ukonventionelle sidekick Assad lugter dog urent spil, da sagen trækker tråde op i Danmarks top med rod i kostskolemiljøet og seks unge menneskers syge søndagslege. Uopklarede forbrydelser dukker snart op i kølvandet, ligesom efterforskningen søges lukket. Dette er dog en rød klud i ansigtet på den gæve Mørck.

Og så er jagtsæsonen for alvor gået ind…

Romanen er dejlig frisk skrevet, og hvem kan andet end at holde af Mørck med sit lettere kaotiske hjemmeforhold og uforløste begær efter politipsykologen Mona, samt Assad med sin ligefremme facon og ikke endnu helt gennemskuelige baggrund. I Fasandræberne udvides Afdeling Q i øvrigt med den effektive og bestemt ikke bly viol sekretær Rose; endnu et sidekick til at sætte Mørck flere grå hår i hovedet.

Det er ikke andet for end at se, hvad afdelingen kaster sig over næste gang. Jeg står i alt fald klar, og det kan vel ikke vare så længe?!

Romanen er fra 2008.

Gitte