Death in Holy Orders af PD James (Gitte)

Endnu en pausebog fra Bleak House, da jeg havde brug for lidt hyggelig weekendkrimi. Jeg har set tv-serien om Inspector Dalgliesh for mange, mange år siden, men aldrig læst bøgerne af PD James.

En ung præstestuderende findes død, sandsynligvis et uheld, men muligvis selvmord, tæt på et præsteseminarium. Den unge mands far anmoder New Scotland Yard om at undersøge dødsfaldet nærmere. Dalgliesh kender stedet fra sin barndom, og tager dertil for at få en snak med de fire præster på seminariet og stedets øvrige beboere, de studerende, ansatte og weekendgæster. Flere dødsfald følger naturligvis, og efterforskningen går for alvor i gang. Det står hurtigt klart, at fortiden og et testamente spiller afgørende ind.

Sproget syntes unaturligt; alle karakterer i bogen nærmest uden undtagelse taler alt for pænt og poleret, og plottet bliver aldrig helt interessant, selvom det bestemt var et set up med potentiale.

PD James har skrevet adskillige Dalgliesh-bøger over rigtigt mange år, jeg husker, at filmatiseringerne vist er fra 1980’erne, og Death in Holy Orders er fra 2001, men jeg tror nu ikke, at jeg vil kaste mig yderligere over forfatterskabet. Måske skulle jeg forsøge mig med de roste Arne Dahl bøger.

Gitte

Anthony and Cleopatra af Colleen McCullough (Britt)

Endnu en roman, hvor både titel og omslag skaber associationer til en let knaldroman. Men intet kunne være længere fra indholdets realiteter. Her er endnu engang tale om en vel-researchet, gennemskrevet murstensroman uden sentimental oldtidsromantik.

Hvis man ikke har læst McCulloughs pentalogi ”Den Romerske Familie”, eller har grundlæggende kendskab til det romerske imperiums historie fra Sulla til Augustus, vil jeg ikke anbefale at give sig i kast med denne bog. Selvom den sælges som en selvstændig historie, er den reelt et ekstra 6. bind i Den Romerske Familie, der fortæller om det romerske Imperiums sidste historie som republik afsluttende med Cæsars død og det efterfølgende magtopgør.

Som man kunne mærke i sidste bind af Den Romerske Familie, har McCullough en vis forkærlighed for Octivianus, adopteret søn og arving til Cæsar. Og selv om denne opfølgende roman har fået titel efter Marcus Antonius og Dronning Cleopatra af Egypten, så handler den reelt set mest om Octivianus og hans opstigning til den uindskrænkede magt til kejser Augustus ”Den øverste blandt de øverste”. Hos ham ligger sympatien i opgøret med Antonius og Cleopatra langt hen ad vejen, selvom McCullough aldrig forfladiger eller forsøder ham. Den legendariske kærlighedshistorie mellem Markus Antonius og Cleopatra får til gengæld taget alt pynten. Deres forhold går fra at være en politisk udfordring til gensidig afhængighed på trods iblandet resignation og modvilje. Da de går døden i møde, er det som den sidste mulige vej med værdigheden i behold og med erkendelsen af en kærlighed, de aldrig vil få udlevet. Her genvinder man lidt af sympatien og forståelsen for det håbløse par. Men først da.

Hvor sympatien i Den Romerske Familie udelt og engageret lå hos Cæsar, bærer denne roman på en stemning af Cæsars skygge. Ingen var som Cæsar, og tiden efter blegner – også for forfatteren. Det smitter af på fortællingen, der desværre mangler ånden fra pentalogien og derved gør romanen lidt tung at komme igennem. Historien kunne snildt have været fortalt på et par hundrede sider færre end de 550 tæt trykte sider. Igen må jeg konstatere, at jeg holder mere og mere af bøger på under 200 sider, hvor essensen af fortællingen ligger lige under huden, mens de mange sidespring og detaljerede forklaringer er luget væk. Skal en historisk roman virkelig være over 500 sider per definition..?

Britt

Anthony and Cleopatra er udgivet på amerikansk i 2007.