Natstorm af Johan Theorin (Gitte)

Koldt

Joakim og Katrine er flyttet fra Stockholm til Øland og den øde Fyrmestergård inklusiv staldbygning og fyrtårne med deres to børn, og en voldsom snestorm af på vej... Det lyder som et set up til et godt gys, men det er nu en kriminalroman uden det helt store gys, for mig som læser altså, vist ikke for bogens personer.

I starten bor Joakim fortsat i byen for at afvikle job og bolig, mens Katrine gør i stand på gården. Mens Joakim fjerner de sidste ting fra villaen og forlader Stockholm for sidste gang drukner Katrine, tilsyneladende ved et uheld. Tilda er det nye nærpoliti på egnen, og hendes første opgave er at meddele Joakim om hans kones død. Selvom dødsfaldet ikke efterforskes, får nogle tilfældige observationer og informationer herunder fra Tildas slægtning Gerlof på den lokale plejehjem hende alligevel til at grave lidt. Samtidigt skal hun også tage sig af en række indbrud, som hærger egnen.

Ind i mellem den aktuelle historie fortælles om dødsfald i fortiden gennem Katrines mor, som boede på gården i sin ungdom. Fortiden spiller som i megen anden litteratur i denne genre en stor rolle på den gamle Fyrmestergård, og langt hen ad vejen har bogen et overnaturligt præg. Dog fungerer fortiden ikke som meget andet end en ramme for plottet, der er ganske uovernaturlig.

Sproget i den danske oversættelse er ligetil og mundret. Romansprog kan godt være fortænkt, men det lider Natstorm heldigvis ikke af. Plottet er udmærket overraskende og beskrivelsen af Joakims sorg er fin. Ligeledes er beskrivelsen af det øde Øland i vinterkulde og storm fin og stemningsfuld.

Til forskel for historien om Joakim og hans familie blev Tildas ikke afrundet på trods af hendes rolle i romanen. Derudover fylder tyvene Henrik, Freddy og Tommy forholdsvist meget i forhold til deres egentlige rolle i plottet. Men det er alligevel i småtingsafdelingen.

Natstorm er anden del i en planlagt trilogi om Øland, hvor Skumringstimen var den første. Den startede jeg på for et stykke tid siden, men kom ikke så langt. Den fængede mig simpelthen ikke, vist fordi den var lidt for træg i starten. Natstorm var for mig anderledes fængende. Den blev åbenbart kåret som årets bedste krimi i 2008 af det Svenske Krimiakademi. Den har da også fået temmelig god kritik rundt omkring, som jeg godt kan følge langt hen ad vejen, dog med mine ovenfor anførte men’er.

I øvrigt sært at læse om minusgrader og snestorm, når man selv sidder på sin altan en varm sommerdag.

Den danske oversættelse kom i 2009 af Nattfåk (svensk) fra året før.

Gitte

Volvo Lastvagner af Erland Loe (Gitte)

And now for something completely different

Eller sådan da. Nu kan jeg jo ikke undgå at komme ind på slutningen af forgængeren Doppler (http://bogpluk.blogspot.com/2009/03/doppler-af-erland-loe-gitte.html).

Det vil sige, når vi taler Erland Loe er det ikke en selvfølge, at Volvo Lastvager rent faktisk er en fortsættelse af Doppler. Der kan være tale om en selvstændig fortælling om en mand, der deler navn, historie og elg med Doppler.

Hvor Doppler drejede sig om Doppler og livet i skoven (og indimellem i byen) flytter fokus i Volvo Lastvagner væk fra Doppler. Fokus flyttes endda væk fra skoven og over grænsen. Til Sverige og mere præcist Värmland. Her bor undulat-Mai Britt. En ældre enke med en forkærlighed for undulater, som hun ved dom ikke må holde, og hash. Romanens titel referer til den lastbil, som Mai Britt har i laden. Her, altså i Värmland, bor også den med Mai Britt jævnaldrene Von Borring, fugle- og spejderentusiast. De to var barndomsvenner, men adskilt af kår. Mange år senere træder Doppler med søn og elg ind på scenen, og bliver det tilfældige bindeled.

Volvo Lastvagers form er som fokus anderledes end Doppler. Der er ikke tale om en klassisk opbygning af en historie. Godt blandet har vi historien og fodnoteafsnit med uddybning af diverse informationer, og fra tid til anden iblandet forfatterens alvidende indspark. Herved får læseren fx opskriften på drosler i øl.

Formen ville ikke holde til en længere roman, men det er heller ikke Erland Loes stil. Volvo Lastvagner er hurtigt læst og et hyggeligt frikvarter. En lille historie med meget (til tider lidt for meget ) fyld.

Romanen er fra 2005 og oversat til dansk i 2006.

Gitte

Ved Vejen af Herman Bang (Britt)

En hyggelig videoaften med indspilningen af Ved Vejen fra 1988 fik jeg voldsom lyst til at genlæse denne fine, lille roman. Heldigvis havde jeg den stående på hylden fra et bogudsalg og kunne straks næste dag kaste mig over den.

Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.

Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.

Ved Vejen er fra 1886 og stadig lige relevant

Britt

Doppler af Erland Loe (Gitte)

Naiv Super II

”Min far er død. Og i går tog jeg livet af en elg.”

Det er Erland Loe, når han er bedst (smag og behag, må man sige, Britt, jeg stod selv hurtigt af under ’Fakta om Finland’), navlebeskuende mandekrisebeskrivende samfundsrygvendende enkelthed.

Doppler, ægtemand, far, søn, bror og kompetent samfundsborger falder en dag i skoven på cykel og finder en særlig fred. Hændelsen finder sted kort tid efter faderens død, og herefter beslutter Doppler sig for at flytte i skoven og forlade sin hidtidige kompetente tilværelse med kompetent kone og kompetente børn. Ved romanens begyndelse har Doppler boet i sit telt i ca. ½ år og har netop stiftet bekendtskab med en elgkalv, hvis mor Doppler har dræbt for kødet. Kalven bliver herefter Dopplers ledsager trods Dopplers søgen efter ensomhed, kedsomhed og enkelthed. Helt kan Doppler ikke melde sig fra samfundet, da skummetmælk er en daglig nødvendighed. Mælk og andet, som den norske skov ikke kan tilbyde, klares med en bytteaftale, og andre fornødenheder, som fx chokolade, klares ved gratis men dog ikke lovlig forsyning hos enkemanden Düsseldorf, som er i gang med at bygge en miniaturmodel af Ardenneroffensiven i sin dagligstue. Doppler viser sig at være helt kompetent til friluftslivet, og bliver altså det i skoven, som han flygtede fra i byen, endda så kompetent, at andre mænd i midtvejskrise søger mod Dopplers eksil, og Dopplers simple liv trues. Kommer Doppler over krisen og vender tilbage til samfund og familie? Læs bogen. Det kan du trygt gøre, og tag Naiv Super med på vejen.

Jeg kom netop meget hurtigt til at tænke på Naiv Super, romanerne ligger tæt op af hinanden, trods alders- og situationsforskelle, men Erland Loe er jo også blevet ældre på de ca. 8 år, der er imellem. Umiddelbart husker jeg Naiv Super som mere underholdende, men Doppler er ikke ueffen. Der er særligt er vittig scene involverende en kamp om en kæmpetoblerone…

Der er ikke så meget udenomssniksnak. Enkel som Dopplers ønsketilværelse er romanen, og er med sine 175 sider hurtigt oplevet. Underholdende læsning, selv for en kvinde i 30’erne.
Jeg bliver vist nødt til at genlæse Naiv Super.

Doppler er fra 2004 og udkom på dansk året efter.

Gitte

Child 44 af Tom Rob Smith (Gitte)

Bag jerntæppet

Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.

Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.

Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.

Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.

Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.

Gitte

Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (Britt)

Jeg er blevet omvendt. Omvendt til Helle Helles korte, uforløste stil med de fortættede og stemningsmættede ord liggende mellem sætningerne. Jeg må indrømme, at jeg for tiden er betaget af den korte, næsten ekspressionistiske stil, hvor værdiladede ord og beskrivelser er op til læseren at sætte på i tankerne, mens stemningen samtidig emmer ud af siderne.

Tilsyneladende sker der ikke så meget i Susannes liv. Hun gør rent både i andres og eget hjem og forsørger sin forfattermand, Kiim, der år efter år skriver på sin første bog, mens han langsomt mister respekten for både hende og sig selv. Det hele ser meget ukompliceret og enkelt ud på overfladen. Men Susanne lever et liv på en knivsæg, hvor hun hele tiden prøver at leve op forestillingen om, hvordan hendes kritiske mand Kim, gerne vil have hende. I virkeligheden handler Susannes forestillinger om noget ganske andet, bl.a. et borgerligt liv, hvor det almindelige er helt i orden. Bogen lægger dog ud med opfyldelsen af en anden af Susannes forestillinger: Kim er død, og hun er efterladt til at skabe hans eftermæle.

Hvordan det skal gå herfra, får vi ikke at vide. Derimod oprulles deres forhold i månederne og årene op til Kims liv. Langsomt og sikkert bliver det dissekeret og udstillet med pinefuld nøjagtighed. Deres indbyrdes forhold stilles for alvor på spidsen, da én af Susannes tidligere arbejdskollegaer, Ester, opsøger hende. Hun er gravid efter mange års forsøg og flere aborter. Men nu hvor lykken endelig burde være gjort, har hendes elskede Luffe fundet en anden, og hun flytter nu ind hos en meget modvillig Susanne og en overrasket Kim i en blanding rasende sorg og barnlig fornærmelse. Ester er Susannes modsætning, snakkesaglig, rodet, doven, umiddelbar og ligefrem. Snart føler Susanne sig som et tredje hjul til Kim og Esters hjemlige hygge og Kims faderlige omsorg for Ester, mens Susanne drager på arbejde og indkøb og nu har to at passe derhjemme.

Men selvom Susanne ikke ønsker Ester i hjemmet og forsøger at skjule sin blanding af irritation og misundelse, mens hun prøver at overtale Ester til at tage hjem i sin egen lejlighed igen, så trænger Ester alligevel ind i hendes hjerte. Og da barnet endelig forløses, forløses Susanne også.

Der er tale om stærke, forbudte, basale følelser og tanker omkring parforholdet. De lurer et sted under overfladen for at blive undertrykt igen med voldsomt kraft, så snart de nærmer sig vandspejlet. Hermed anbefalet!

Britt

Forestillingen om et ukompliceret liv er fra 2002

Muleum af Erlend Loe (Britt)

Øv, øv. Sikken en skuffelse. Som begejstret læser af Erlend Loes tidlige bøger havde jeg ellers friske forhåbninger til denne lille sag, der er trykt i en omslag og format, der let kan få bogen til at blive væk mellem de andre Kina-notesbøger i hjemmet. En sjov detalje, der understreger fortællingens opbygning som dagbog for en ung kvinde, der er fuldstændig ligeglad med æstetikken og romantikken omkring dagbogsskriveriet. Hun venter nemlig kun på at tage sig af dage på en passende og uigenkaldelig sikker måde.

Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.

Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)

Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.

Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.

Britt

En halv gul sol af Chimamanda Ngozi Adichie (Britt)

Denne bog åbnede helt nyt land for mig. Ikke alene er den skrevet af en afrikansk forfatter, den foregår også i Afrika, handler (mest) om afrikanere og er samtidig så universel i sin grusomme skildring af, hvad der sker med mennesker, når etniske stridigheder tager over og bliver til folkedrab og meningsløs krig. Her handler det helt konkret og tiden op til og under Biafrakrigen i Nigeria i 1960’erne. En krig, som jeg nok kendte fjernt af navn, men ikke før af baggrund eller indhold. Dertil er jeg lidt for ung. Men siden har jeg hørt fra ældre bekendte om de grufulde billeder i aviser og fjernsyn af underernærede, udsultede børn, som skabte begrebet Biafra-børn.

Selvom romanens tema således er yderst sort og tung, er den alligevel til at læse uden at man falder i et dybt, eksistentielt hul bagefter. Tonen er som oftest usentimental, og inden gruen sætter ind for alvor, er man som læser allerede dybt involveret i fortællingens hovedpersoner. Chimamanda formår at introducere et væld af mennesker med til dels ukendt klingende navne uden at man nogensinde farer vild i dem. De beskrives så levende og vedkommende på godt og ondt gennem tanker og handling, at man kender dem efter få siders møde. Og som konflikten optrappes og krigen kommer tættere og tættere på, først potentielt, siden fysisk, leves hverdagen stadig på mere og mere absurd vis, mens grænsen for det menneskelige eksistensgrundlag langsomt skubbes til det yderste. Som læser følger man umærkeligt med i denne udvikling gennem hoved- og bipersoners oplevelser og følelser.

Den fulde absurditet af den menneskelige meningsløse ondskab står først helt klart frem til sidst, da krigen er forbi, og folk vender tilbage til deres sønderslåede hjem for at genoptage det ”gamle liv”. Nigeria er igen forenet som nation – i hvert fald på papiret. Hvordan man herefter lever videre som ét folk, som om intet var hændt, står hen i det uvisse. Tilbage står dog en læseoplevelse af stor episk karakter, skrevet i et umiddelbart, glidende sprog. Det skjuler det store arbejde og den store kunst det er, at beskrive en så omvæltende og uforståelig periode af Nigerias historie uden at efterlade forstyrrende huller i det store billede og uden at kvæle sin læser i sort gru. For gennem de værste forhold, lever mennesket videre på trods med en ufattelig tilpasningsevne og vilje til livet. Dette står tilbage, når alt sættes på spidsen: viljen til livet.

Hermed anbefalet!

Oversat til dansk i 2007 fra engelsk ”Half a Yellow Sun”, 2006, med fin bevarelse af igbo-vendinger.

The Graveyard Book af Neil Gaiman (Gitte)

Den levende blandt de døde og dem midt i mellem

En lille dreng, ikke mere end 1½ år gammel, begiver sig hjemmefra, mens hans familie myrdes af manden Jack. Drengen går fra sit hus op ad bakken til kirkegården. Her møder han et samfund af spøgelser, og det hedengangne ægtepar Owens tager drengen til sig, da genfærdet af drengens moder for et øjeblik manifesterer sig og beder kirkegårdens beboere passe på hendes søn. Trods spøgelsernes i sagens naturlig flygtige væsen vokser drengen, der får navnet Bod (Nobody) Owens, op på kirkegården med hjælp fra Silas, som er en slags værge for Bod, et væsen mellem de levende og de døde, og som i modsætning til de rigtigt døde kan forlade kirkegården og skaffe mad. Da manden Jack stadig er på jagt efter Bod, må Bod ikke forlade kirkegården. Men som Bod vokser op, er kirkegåden ikke nok for ham, og så er han ikke længere i sikkerhed…

Bod mindede mig om en eller anden; en dreng med en form for magiske evner, der mister sine forældre i en tidlig alder til en ond person, som stadig er ude efter ham, og der er også en profeti involveret… Men bortset fra visse ligheder med en bestemt romanfigur, så har The Graveyard Book sin egen charme. Det meste at bogen foregår på og under kirkegården med enkelte afstikkere til den anden side af stakittet, men på trods af den begrænsede ramme for historien, er den ikke kedelig. Det er derudover en humoristisk tanke at lade en levende person opdrage og oplære af en samling spøgelser fra forskellige tidsaldre.

The Graveyard Book er vel hovedsagligt en bog for større børn, men kan nu sagtens læses af andre, ligesom hans andre bøger, hvoraf jeg har læst Stardust, der har et mere omfattende univers. The Graveyard Book er en ganske udmærket letlæselig roman, og dejlig poetisk i sit sprog; genren er goth fantasy. Og så er det vist den første bog jeg har skrevet om på bloggen, som er illustreret. Der er ikke mange, men nogle få stemningsfulde sort/grå/hvide streger.

Romanen er fra 2008.

Gitte

Den Iranske Gartner af Bjarne Reuter (Gitte)

Tandløs satire

Den Iranske gartner er en satirisering over det danske samfund, særligt over kongehuset, politiet og Christiansborg. Et samfund, hvor selv politidirektøren har en spindoktor. Det er i øvrigt ikke svært at genkende forskellige fremtrædende samfundspersoner i Reuters version.

De to uduelige politifolk, Kommissær Stelman og hans tro væbner Larsen forsøger på bedste (dvs. værste) facon at skjule arveprins Bernhards i kåd- og beduggetheds forårsagede skudepisode, som har medført prinsens iranske og gummibukseklædte gartners død en hin sommernat i Rudersdal Kommune. Ulykkeligvis spreder nyheden sig på trods af de tos anstrengelse som blandt andet involverer diverse madpakker, sprængning af en kassevogn og en afledningsmanøvre, der indleder en ny og omfattende rockerkrig samt en international krise af format.

Bagflappen af Den Iranske Gartner lover noget af en forrygende tour-de-force af et begivenhedsforløb, men der blev jeg skuffet. Hele den handlingsrække, som der lægges op til, kommer ikke nærmere til live. Den bliver beskrevet, bevares, men som læser oplever vi den ikke. Satiren over det danske samfund var derudover endimensionel, og dermed uden bid. Jeg blev hurtigt træt af al den uduelighed, som præger stort set alle personer i bogen. Stelman er da hyggelig som den omfangsrige kommissær, som hellere vil sidde og se på sit selskabsakvarium end at udføre sit arbejde, men så heller ikke mere. Og journalisten Monse, som helt tilfældigvis havner midt i suppedasen den skæbnesvangre nat og som ikke fortager sig andet end blot at drive med, hvorhen det tager ham, tænkte jeg, snart måtte se at få fingeren ud.

Alt i alt læste jeg en Bjarne Reuter børnebog med voksne. Man kunne bare ønske, at den også var for voksne.

Den Iranske Gartner er fra 2008.

Gitte

Darling Jim af Christian Mørk (Gitte)

Luk aldrig ulven ind…

I denne roman tager Christian Mørk os med til Irland, hvor postbudet Niall finder en dagbog i postbunken stilet til hvem som helst. Dagbogen viser sig at være skrevet af Fiona, der kort tid forinden er fundet død i en nærtliggende villa sammen med søsteren Róisín og mosteren Moira. Niall gør naturligvis det man ikke gør i et sådant tilfælde, hvor det drejer sig om unaturlig død, han læser dagbogen i stedet for at underrette politiet. Niall bliver så bidt af historien, som leder frem mod Fiona, Róisín og mosterens endeligt, om den farlige skjald Darling Jim, og de omkostninger han føre med sig, at han pakker sine sidste euro og tager mod den lille kystby Casteltownbere, hvor søstrenes historie starter. Byen er en lukket bog for Niall, og Jim en person man ikke taler om, men Niall er uforsonlig i sin søgen efter den dagbog, som Fiona lader vide, at Róisín har bedrevet, og dermed den fuldbyrdede fortælling om de tre søster og darling Jim.

Jeg kunne nu meget godt lide bogen, den er velskrevet, og det tog mig ikke mange øjeblikke at få den tygget igennem. Der er ikke mange almindelige mennesker i bogen, men hvem har dog også lyst til at læse om dem. Det er en anderledes roman end Skyggernes Hav http://bogpluk.blogspot.com/2008/12/skyggernes-hav-af-christian-mrk-gitte.html , selvom slagfærdige mystiske kvinder er centrale personer i begge. Det er rart, at Christian Mørk ikke holder sig til en lokalisation, som visse andre forfattere kan komme til at sidde fast i, men spreder sine historier udover forskellige kontinenter.

Du må læse bogen for at finde ud af, hvad ’underskriften’ betyder, og gør endelig det.

Darling Jim er fra 2007, og som det er nu er med Christian Mørk oversat af forfatteren selv fra engelsk.

Gitte

Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer (Britt)

Starten på denne bog var så uvedkommende for mig, at jeg tror, jeg ville have lagt den fra mig igen, hvis jeg ikke i forvejen havde læst Ekstremt højt og utroligt tæt på af samme forfatter med stor begejstring. Efter endt læsning er jeg glad for, at jeg holdt ved, men på samme tid splittet omkring min holdning til bogen.

Romanen følger tre sideløbende fortællinger: En udslettet by og dens tidligere indbyggere, en ung amerikansk forfatter, der drager til Ukraine for at lede efter byen og sine jødiske rødder og en forvildet ung ukrainer, der sammen med sin depressive farfar optræder som guide for samme forfatter. Den amerikanske forfatter bærer samme navn som bogens forfatter, og det er uvist i hvor høj grad, bogen er selvbiografisk og i hvor høj grad, den er fiktion.

De tre historier fortælles gennem breve og udkast til bøger. Den amerikanske forfatter skriver kapitler til en bog om den udslettede by, og sender dem fra USA til den unge ukrainer i bidder, efter deres fælles tur gennem Ukraine. Ukraineren sender sin kritik tilbage i breve skrevet på højst ubehjælpsomt engelsk, der er præget af, at han har lært engelsk gennem ordbøger og ofte vælger den forkerte betydning eller vending herfra. (originalt og morsomt oversat til dansk af Jan Hansen). Selv skriver ukraineren på en bog om deres fælles tur på jagt efter den udslettede by og sender disse kapitler tilbage med sine breve til kritik fra den unge amerikanske forfatter, som han i store dele af bogen ser op til. Til sidst finder han dog på befriende vis sit eget ståsted og berettigelse i tilværelsen, indirekte beskrevet gennem et brev fra farfaren.

Fortælleformen er altså original og litterært velgennemført. Den ville dog have fået mere rosende ord med på vejen herfra, hvis selve hovedhistorien om den udslettede by kunne gribe mig. Men den er alt for utrolig og svævende og fuld af sidehistorier og små, mærkelige drømme og anekdoter til at fange mig. Den kræver givetvis adskillige genlæsninger og analyser for at falde på plads, og det blev jeg ikke fanget nok til af hverken stemning eller handling.

Til gengæld læste jeg med stor underholdning de ukrainske breve og rejseskildringen. Jo længere ind i bogen, jeg kom, jo mere ligegyldig forekom byens forhistorie og mærkelige persongalleri mig, og des mere interesseret blev jeg i den lille, ukrainske familie og traumerne, der ligger gemt mellem linierne. Kun selve oplysningen til sidst var foruroligende i sin beskrivelse af nazisternes brutale og umenneskelige udslettelse af byen (og af alle jøder i omegnen) på mest sadistisk vis. Desværre er grusomhederne jo allerede alt for velkendt fra de utallige skildringer, fortællinger og dokumentarer fra 2. verdenskrig, og de mennesker, der blev berørt at udslettelsen skildret alt for løst og uvedkommende til at gribe følelsesmæssigt om mig som læser med andet end vemod over denne mørke side af menneskeheden. Langt mere berørt blev jeg af den uventede forbindelse til nutidens hovedpersoner, denne oplysning viser sig at føre med sig.

Alt i alt en ok læseoplevelse, men der er mange bøger, jeg hellere vil anbefale som førstevalg.

Alt bliver oplyst er udgivet på dansk i 2003, glimrende oversat af Jan Hansen.

Britt

Astas Book af Barbara Vine (Gitte)

Familiens hemmeligheder og løgne

Lad mig starte med varmt at anbefale denne roman. Jeg havde vanskeligt ved at lægge romanen fra mig, og kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne læse videre. Dejligt!

Asta og Rasmus Westerby tager i 1905 fra Danmark til England, hvor de bosætter sig. Rasmus er ofte væk for at arbejde og Asta lades alene tilbage i det nye og fremmede land med sine to små sønner, et barn på vej, og Hansine, der er ansat som hjælp. Asta begynder at føre dagbog over stort og småt, over den mand og de børn hun ikke føler kærlighed for, og det kommende barn, som hun inderligt håber, bliver en pige, ligesom hun holder fast i sine danske rødder og det danske sprog. Asta fortsætter med at føre dagbog gennem årene.

Efter Astas død finder hendes ældste datter, Swanny, bøgerne og begynder at udgiver dem. Swannys niece, Ann, arver mange år senere Swanny, herunder de dagbøger, som endnu ikke er udgivet. Ann begynder at dykke ned i bøgerne for at opklare et mysterium, der tog sin begyndelse i 1905, og som kastede en skygge over Swannys sidste år. Ind i det hele blandes også et mord begået i 1905.

Romanen er velskrevet og krydret med uddrag af Astas dagbøger, der ikke holder sig fuldt til sandheden, men som giver små hints til opklaringsarbejdet. Jeg læste romanen på originalsproget engelsk, dagbogsnotaterne er derfor naturligvis også på engelsk, selvom Asta ifølge bogens præmis skriver på dansk, ligesom de i romanen indledes med et afsnit på dansk. Det lykkedes mig ikke at finde fejl i disse danske afsnit.

Jeg-fortælleren i nutiden er Ann, som holder sig i baggrunden. Det er ikke Ann, som er i fokus, men Asta og Swanny, hvilket fungerer fint. Vi hører kun om Anns egen historie i det omfang, det er relevant for fortællingen.

Jeg har tidligere læst The Minotaur af samme forfatter. Ruth Rendell ser ud til at være glad for familiehemmeligheder, som stille og roligt folder sig ud, når hun skriver som Barbara Vine. Jeg tror, at jeg er mere til Ruth Rendell, når hun skriver som Barbara Vine end når hun skriver i eget navn. Og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, har hun faktisk danske aner. Astas Book er fra 1994.

Gitte

Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker af Gaetan Soucy (Britt)

Lige så fascinerende og begejstret jeg selv er for denne foruroligende historie, ligeså fulde af afsky og væmmelse var halvdelen af min læseklub, da vi mødtes i mandags.

Jeg blev ret overrasket over deres reaktion, som næsten var fysisk i den vrede og næsten hadefulde tone, bogen blev sablet ned med. ”Den gav mig kvalve” ”jeg havde lyst til at lægge den fra mig efter 3 sider” og ”jeg har ikke brug for at vide, hvad jeg får at vide af uhyrligheder i denne bog”.

Og indrømmet, det er ikke skønsang og happy ending, der bliver serveret af forfatteren Gaetan soucy. Vi møder de to sønner, da deres far har hængt sig, og de bliver nødt til at opsøge omverdenen for at få en kiste til hans begravelse. Indtil da har de to teenagebørn kun mødt tre andre mennesker på den forfaldne landejendom, hvor deres enevældige fader har holdt dem og sig selv isoleret. Gennem et døgn følger vi den ene af de to navnløse børn, der kun kender sine ”medmennesker” som far og Bror. Af andre levende væsener af betydning er der Hest og Frø. Men da vores navnløse hovedperson drager mod landsbyen efter ”en fyrretræshabit”, bliver lagene skrællet af ét for ét, både om den dunkle fortid fra de to søskendes spæde barndom og om ”Den retfærdige Straf”, der bor i ”Krypten”, hvor Far og hovedperson har passet den i adskillige år og om faderens religiøse vrangforestillinger og deraf affødte, afskyvækkende regime og antydninger af, hvor de dog er opstået fra.

Men selv om svigt og uhyrligheder står i kø for at blive afsløret, forstår man dem kun antydningsvis som læser, da hovedpersonen selv langt hen ad vejen tager dem for givet som livets kendsgerninger og i øvrigt bruger et så finurligt sprog af profane udtryk og gamle, højtidelige vendinger og filosofiske fejlcitater fundet i gamle bøger, at man næsten må le højt undervejs. For vores hovedperson er også formet af en anden verden på godt og ondt, nemlig gennem de mange, gamle, halvt forrådnede bøger, der findes på ejendommen. Flugten ind i bøgernes verden bliver både en redning og en vrangforestilling, og er derfor på én gang en hyldest til læsningen og en udstilling af læsningens begrænsninger. Væk er den romantiske tanke om, at bøgerne kan danne og redde dig som menneske, selvom omgivelserne er dig imod. De kan kun læses gennem den virkelighed, du allerede befinder dig i.

At Gaetan Soucy er universitetslærer i filosofi skinner klart igennem hele fortællingen, og er efter min mening dens store styrke sammen med tekstens finurlige og usentimentale sprog. Uden disse ville dette blot være endnu en bog om svigt og menneskelig forfald. Men denne bog er absolut én blivende oplevelse af de store – på godt og ondt!

Hermed stærkt anbefalet.

Britt

”Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker” er fra 1998 og oversat til dansk i flydende, smuk og ubesværede stil i 2004

Misterioso af Arne Dahl (Gitte)

Svensk hyggekrimi

Jeg skulle lige i gang med Misterioso, men det kan lige så vel være fordi jeg begyndte med den efter blot to timers søvn påfølgende nytårsfesten 2008-2009. Efter noget mere søvn blev jeg helt anderledes glad for romanen. Især da jeg endeligt havde fået fat i den danske oversættelse (det kan være svært at gennemskue, hvilken bog man får bestilt på biblioteket, når der er tale om samme titel på originalsproget!).

En række topforretningsfolk myrdes til tonerne af Thelonius Monks jazzstykke Misterioso. Til opklaringen sammensættes en specialenhed, A-gruppen. Vores hovedmand er Poul Hjelm, som i romanens begyndelse udreder et mindre gidseldrama, og efterfølgende fremstilles i pressen som enten racist eller helt. I stedet for at få fyresedlen hentes Hjelm til A–gruppen sammen med fem andre politifolk, og de går møjsommeligt i gang med opklaringen, som modsat den sædvanlige kriminalroman involverer hele teamet og sågar fodfolk. Derudover modsat den gængse krimi følger teamet blindspor, hvilket gør handlingen mere troværdigt. Der er dog en del politivold, som jeg håber alene findes indenfor fiktionen??

Jeg opdagede på et tidspunkt, at mit læsetempo blev tilpasset handlingstempoet. Når Hjelm og kollegaer gik i stå i efterforskningen, satte jeg automatisk tempoet ned, og da gruppen til sidst må ud i et kapløb med tiden for at hindre endnu et mord, begyndte jeg for alvor at læse hurtigt, for her blev det hektisk.

Det er umuligt ikke at fatte sympati med persongalleriet, og forfatterens sproghåndtering: ”Hun sendte ham et fingerkys, da han traskede ud i noget, der lignede en forvirret højsommerdag. Vindstille. Brændende sol. Kun i skyggen mærkede man, at der stadig var tøvende forår”. Det er ikke så meget selve plottet, der gør romanen værd at læse, men handlingen og personerne omkring opklaringsarbejdet.

Godt at der er mange flere hyggekrimier i vente i serien om the ’A-Team’.

Misterioso er fra 1999.

Gitte