Doppler af Erland Loe (Gitte)

Naiv Super II

”Min far er død. Og i går tog jeg livet af en elg.”

Det er Erland Loe, når han er bedst (smag og behag, må man sige, Britt, jeg stod selv hurtigt af under ’Fakta om Finland’), navlebeskuende mandekrisebeskrivende samfundsrygvendende enkelthed.

Doppler, ægtemand, far, søn, bror og kompetent samfundsborger falder en dag i skoven på cykel og finder en særlig fred. Hændelsen finder sted kort tid efter faderens død, og herefter beslutter Doppler sig for at flytte i skoven og forlade sin hidtidige kompetente tilværelse med kompetent kone og kompetente børn. Ved romanens begyndelse har Doppler boet i sit telt i ca. ½ år og har netop stiftet bekendtskab med en elgkalv, hvis mor Doppler har dræbt for kødet. Kalven bliver herefter Dopplers ledsager trods Dopplers søgen efter ensomhed, kedsomhed og enkelthed. Helt kan Doppler ikke melde sig fra samfundet, da skummetmælk er en daglig nødvendighed. Mælk og andet, som den norske skov ikke kan tilbyde, klares med en bytteaftale, og andre fornødenheder, som fx chokolade, klares ved gratis men dog ikke lovlig forsyning hos enkemanden Düsseldorf, som er i gang med at bygge en miniaturmodel af Ardenneroffensiven i sin dagligstue. Doppler viser sig at være helt kompetent til friluftslivet, og bliver altså det i skoven, som han flygtede fra i byen, endda så kompetent, at andre mænd i midtvejskrise søger mod Dopplers eksil, og Dopplers simple liv trues. Kommer Doppler over krisen og vender tilbage til samfund og familie? Læs bogen. Det kan du trygt gøre, og tag Naiv Super med på vejen.

Jeg kom netop meget hurtigt til at tænke på Naiv Super, romanerne ligger tæt op af hinanden, trods alders- og situationsforskelle, men Erland Loe er jo også blevet ældre på de ca. 8 år, der er imellem. Umiddelbart husker jeg Naiv Super som mere underholdende, men Doppler er ikke ueffen. Der er særligt er vittig scene involverende en kamp om en kæmpetoblerone…

Der er ikke så meget udenomssniksnak. Enkel som Dopplers ønsketilværelse er romanen, og er med sine 175 sider hurtigt oplevet. Underholdende læsning, selv for en kvinde i 30’erne.
Jeg bliver vist nødt til at genlæse Naiv Super.

Doppler er fra 2004 og udkom på dansk året efter.

Gitte

Child 44 af Tom Rob Smith (Gitte)

Bag jerntæppet

Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.

Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.

Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.

Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.

Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.

Gitte

Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (Britt)

Jeg er blevet omvendt. Omvendt til Helle Helles korte, uforløste stil med de fortættede og stemningsmættede ord liggende mellem sætningerne. Jeg må indrømme, at jeg for tiden er betaget af den korte, næsten ekspressionistiske stil, hvor værdiladede ord og beskrivelser er op til læseren at sætte på i tankerne, mens stemningen samtidig emmer ud af siderne.

Tilsyneladende sker der ikke så meget i Susannes liv. Hun gør rent både i andres og eget hjem og forsørger sin forfattermand, Kiim, der år efter år skriver på sin første bog, mens han langsomt mister respekten for både hende og sig selv. Det hele ser meget ukompliceret og enkelt ud på overfladen. Men Susanne lever et liv på en knivsæg, hvor hun hele tiden prøver at leve op forestillingen om, hvordan hendes kritiske mand Kim, gerne vil have hende. I virkeligheden handler Susannes forestillinger om noget ganske andet, bl.a. et borgerligt liv, hvor det almindelige er helt i orden. Bogen lægger dog ud med opfyldelsen af en anden af Susannes forestillinger: Kim er død, og hun er efterladt til at skabe hans eftermæle.

Hvordan det skal gå herfra, får vi ikke at vide. Derimod oprulles deres forhold i månederne og årene op til Kims liv. Langsomt og sikkert bliver det dissekeret og udstillet med pinefuld nøjagtighed. Deres indbyrdes forhold stilles for alvor på spidsen, da én af Susannes tidligere arbejdskollegaer, Ester, opsøger hende. Hun er gravid efter mange års forsøg og flere aborter. Men nu hvor lykken endelig burde være gjort, har hendes elskede Luffe fundet en anden, og hun flytter nu ind hos en meget modvillig Susanne og en overrasket Kim i en blanding rasende sorg og barnlig fornærmelse. Ester er Susannes modsætning, snakkesaglig, rodet, doven, umiddelbar og ligefrem. Snart føler Susanne sig som et tredje hjul til Kim og Esters hjemlige hygge og Kims faderlige omsorg for Ester, mens Susanne drager på arbejde og indkøb og nu har to at passe derhjemme.

Men selvom Susanne ikke ønsker Ester i hjemmet og forsøger at skjule sin blanding af irritation og misundelse, mens hun prøver at overtale Ester til at tage hjem i sin egen lejlighed igen, så trænger Ester alligevel ind i hendes hjerte. Og da barnet endelig forløses, forløses Susanne også.

Der er tale om stærke, forbudte, basale følelser og tanker omkring parforholdet. De lurer et sted under overfladen for at blive undertrykt igen med voldsomt kraft, så snart de nærmer sig vandspejlet. Hermed anbefalet!

Britt

Forestillingen om et ukompliceret liv er fra 2002

Muleum af Erlend Loe (Britt)

Øv, øv. Sikken en skuffelse. Som begejstret læser af Erlend Loes tidlige bøger havde jeg ellers friske forhåbninger til denne lille sag, der er trykt i en omslag og format, der let kan få bogen til at blive væk mellem de andre Kina-notesbøger i hjemmet. En sjov detalje, der understreger fortællingens opbygning som dagbog for en ung kvinde, der er fuldstændig ligeglad med æstetikken og romantikken omkring dagbogsskriveriet. Hun venter nemlig kun på at tage sig af dage på en passende og uigenkaldelig sikker måde.

Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.

Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)

Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.

Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.

Britt

En halv gul sol af Chimamanda Ngozi Adichie (Britt)

Denne bog åbnede helt nyt land for mig. Ikke alene er den skrevet af en afrikansk forfatter, den foregår også i Afrika, handler (mest) om afrikanere og er samtidig så universel i sin grusomme skildring af, hvad der sker med mennesker, når etniske stridigheder tager over og bliver til folkedrab og meningsløs krig. Her handler det helt konkret og tiden op til og under Biafrakrigen i Nigeria i 1960’erne. En krig, som jeg nok kendte fjernt af navn, men ikke før af baggrund eller indhold. Dertil er jeg lidt for ung. Men siden har jeg hørt fra ældre bekendte om de grufulde billeder i aviser og fjernsyn af underernærede, udsultede børn, som skabte begrebet Biafra-børn.

Selvom romanens tema således er yderst sort og tung, er den alligevel til at læse uden at man falder i et dybt, eksistentielt hul bagefter. Tonen er som oftest usentimental, og inden gruen sætter ind for alvor, er man som læser allerede dybt involveret i fortællingens hovedpersoner. Chimamanda formår at introducere et væld af mennesker med til dels ukendt klingende navne uden at man nogensinde farer vild i dem. De beskrives så levende og vedkommende på godt og ondt gennem tanker og handling, at man kender dem efter få siders møde. Og som konflikten optrappes og krigen kommer tættere og tættere på, først potentielt, siden fysisk, leves hverdagen stadig på mere og mere absurd vis, mens grænsen for det menneskelige eksistensgrundlag langsomt skubbes til det yderste. Som læser følger man umærkeligt med i denne udvikling gennem hoved- og bipersoners oplevelser og følelser.

Den fulde absurditet af den menneskelige meningsløse ondskab står først helt klart frem til sidst, da krigen er forbi, og folk vender tilbage til deres sønderslåede hjem for at genoptage det ”gamle liv”. Nigeria er igen forenet som nation – i hvert fald på papiret. Hvordan man herefter lever videre som ét folk, som om intet var hændt, står hen i det uvisse. Tilbage står dog en læseoplevelse af stor episk karakter, skrevet i et umiddelbart, glidende sprog. Det skjuler det store arbejde og den store kunst det er, at beskrive en så omvæltende og uforståelig periode af Nigerias historie uden at efterlade forstyrrende huller i det store billede og uden at kvæle sin læser i sort gru. For gennem de værste forhold, lever mennesket videre på trods med en ufattelig tilpasningsevne og vilje til livet. Dette står tilbage, når alt sættes på spidsen: viljen til livet.

Hermed anbefalet!

Oversat til dansk i 2007 fra engelsk ”Half a Yellow Sun”, 2006, med fin bevarelse af igbo-vendinger.

The Graveyard Book af Neil Gaiman (Gitte)

Den levende blandt de døde og dem midt i mellem

En lille dreng, ikke mere end 1½ år gammel, begiver sig hjemmefra, mens hans familie myrdes af manden Jack. Drengen går fra sit hus op ad bakken til kirkegården. Her møder han et samfund af spøgelser, og det hedengangne ægtepar Owens tager drengen til sig, da genfærdet af drengens moder for et øjeblik manifesterer sig og beder kirkegårdens beboere passe på hendes søn. Trods spøgelsernes i sagens naturlig flygtige væsen vokser drengen, der får navnet Bod (Nobody) Owens, op på kirkegården med hjælp fra Silas, som er en slags værge for Bod, et væsen mellem de levende og de døde, og som i modsætning til de rigtigt døde kan forlade kirkegården og skaffe mad. Da manden Jack stadig er på jagt efter Bod, må Bod ikke forlade kirkegården. Men som Bod vokser op, er kirkegåden ikke nok for ham, og så er han ikke længere i sikkerhed…

Bod mindede mig om en eller anden; en dreng med en form for magiske evner, der mister sine forældre i en tidlig alder til en ond person, som stadig er ude efter ham, og der er også en profeti involveret… Men bortset fra visse ligheder med en bestemt romanfigur, så har The Graveyard Book sin egen charme. Det meste at bogen foregår på og under kirkegården med enkelte afstikkere til den anden side af stakittet, men på trods af den begrænsede ramme for historien, er den ikke kedelig. Det er derudover en humoristisk tanke at lade en levende person opdrage og oplære af en samling spøgelser fra forskellige tidsaldre.

The Graveyard Book er vel hovedsagligt en bog for større børn, men kan nu sagtens læses af andre, ligesom hans andre bøger, hvoraf jeg har læst Stardust, der har et mere omfattende univers. The Graveyard Book er en ganske udmærket letlæselig roman, og dejlig poetisk i sit sprog; genren er goth fantasy. Og så er det vist den første bog jeg har skrevet om på bloggen, som er illustreret. Der er ikke mange, men nogle få stemningsfulde sort/grå/hvide streger.

Romanen er fra 2008.

Gitte

Den Iranske Gartner af Bjarne Reuter (Gitte)

Tandløs satire

Den Iranske gartner er en satirisering over det danske samfund, særligt over kongehuset, politiet og Christiansborg. Et samfund, hvor selv politidirektøren har en spindoktor. Det er i øvrigt ikke svært at genkende forskellige fremtrædende samfundspersoner i Reuters version.

De to uduelige politifolk, Kommissær Stelman og hans tro væbner Larsen forsøger på bedste (dvs. værste) facon at skjule arveprins Bernhards i kåd- og beduggetheds forårsagede skudepisode, som har medført prinsens iranske og gummibukseklædte gartners død en hin sommernat i Rudersdal Kommune. Ulykkeligvis spreder nyheden sig på trods af de tos anstrengelse som blandt andet involverer diverse madpakker, sprængning af en kassevogn og en afledningsmanøvre, der indleder en ny og omfattende rockerkrig samt en international krise af format.

Bagflappen af Den Iranske Gartner lover noget af en forrygende tour-de-force af et begivenhedsforløb, men der blev jeg skuffet. Hele den handlingsrække, som der lægges op til, kommer ikke nærmere til live. Den bliver beskrevet, bevares, men som læser oplever vi den ikke. Satiren over det danske samfund var derudover endimensionel, og dermed uden bid. Jeg blev hurtigt træt af al den uduelighed, som præger stort set alle personer i bogen. Stelman er da hyggelig som den omfangsrige kommissær, som hellere vil sidde og se på sit selskabsakvarium end at udføre sit arbejde, men så heller ikke mere. Og journalisten Monse, som helt tilfældigvis havner midt i suppedasen den skæbnesvangre nat og som ikke fortager sig andet end blot at drive med, hvorhen det tager ham, tænkte jeg, snart måtte se at få fingeren ud.

Alt i alt læste jeg en Bjarne Reuter børnebog med voksne. Man kunne bare ønske, at den også var for voksne.

Den Iranske Gartner er fra 2008.

Gitte