Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer (Britt)

Starten på denne bog var så uvedkommende for mig, at jeg tror, jeg ville have lagt den fra mig igen, hvis jeg ikke i forvejen havde læst Ekstremt højt og utroligt tæt på af samme forfatter med stor begejstring. Efter endt læsning er jeg glad for, at jeg holdt ved, men på samme tid splittet omkring min holdning til bogen.

Romanen følger tre sideløbende fortællinger: En udslettet by og dens tidligere indbyggere, en ung amerikansk forfatter, der drager til Ukraine for at lede efter byen og sine jødiske rødder og en forvildet ung ukrainer, der sammen med sin depressive farfar optræder som guide for samme forfatter. Den amerikanske forfatter bærer samme navn som bogens forfatter, og det er uvist i hvor høj grad, bogen er selvbiografisk og i hvor høj grad, den er fiktion.

De tre historier fortælles gennem breve og udkast til bøger. Den amerikanske forfatter skriver kapitler til en bog om den udslettede by, og sender dem fra USA til den unge ukrainer i bidder, efter deres fælles tur gennem Ukraine. Ukraineren sender sin kritik tilbage i breve skrevet på højst ubehjælpsomt engelsk, der er præget af, at han har lært engelsk gennem ordbøger og ofte vælger den forkerte betydning eller vending herfra. (originalt og morsomt oversat til dansk af Jan Hansen). Selv skriver ukraineren på en bog om deres fælles tur på jagt efter den udslettede by og sender disse kapitler tilbage med sine breve til kritik fra den unge amerikanske forfatter, som han i store dele af bogen ser op til. Til sidst finder han dog på befriende vis sit eget ståsted og berettigelse i tilværelsen, indirekte beskrevet gennem et brev fra farfaren.

Fortælleformen er altså original og litterært velgennemført. Den ville dog have fået mere rosende ord med på vejen herfra, hvis selve hovedhistorien om den udslettede by kunne gribe mig. Men den er alt for utrolig og svævende og fuld af sidehistorier og små, mærkelige drømme og anekdoter til at fange mig. Den kræver givetvis adskillige genlæsninger og analyser for at falde på plads, og det blev jeg ikke fanget nok til af hverken stemning eller handling.

Til gengæld læste jeg med stor underholdning de ukrainske breve og rejseskildringen. Jo længere ind i bogen, jeg kom, jo mere ligegyldig forekom byens forhistorie og mærkelige persongalleri mig, og des mere interesseret blev jeg i den lille, ukrainske familie og traumerne, der ligger gemt mellem linierne. Kun selve oplysningen til sidst var foruroligende i sin beskrivelse af nazisternes brutale og umenneskelige udslettelse af byen (og af alle jøder i omegnen) på mest sadistisk vis. Desværre er grusomhederne jo allerede alt for velkendt fra de utallige skildringer, fortællinger og dokumentarer fra 2. verdenskrig, og de mennesker, der blev berørt at udslettelsen skildret alt for løst og uvedkommende til at gribe følelsesmæssigt om mig som læser med andet end vemod over denne mørke side af menneskeheden. Langt mere berørt blev jeg af den uventede forbindelse til nutidens hovedpersoner, denne oplysning viser sig at føre med sig.

Alt i alt en ok læseoplevelse, men der er mange bøger, jeg hellere vil anbefale som førstevalg.

Alt bliver oplyst er udgivet på dansk i 2003, glimrende oversat af Jan Hansen.

Britt

Astas Book af Barbara Vine (Gitte)

Familiens hemmeligheder og løgne

Lad mig starte med varmt at anbefale denne roman. Jeg havde vanskeligt ved at lægge romanen fra mig, og kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne læse videre. Dejligt!

Asta og Rasmus Westerby tager i 1905 fra Danmark til England, hvor de bosætter sig. Rasmus er ofte væk for at arbejde og Asta lades alene tilbage i det nye og fremmede land med sine to små sønner, et barn på vej, og Hansine, der er ansat som hjælp. Asta begynder at føre dagbog over stort og småt, over den mand og de børn hun ikke føler kærlighed for, og det kommende barn, som hun inderligt håber, bliver en pige, ligesom hun holder fast i sine danske rødder og det danske sprog. Asta fortsætter med at føre dagbog gennem årene.

Efter Astas død finder hendes ældste datter, Swanny, bøgerne og begynder at udgiver dem. Swannys niece, Ann, arver mange år senere Swanny, herunder de dagbøger, som endnu ikke er udgivet. Ann begynder at dykke ned i bøgerne for at opklare et mysterium, der tog sin begyndelse i 1905, og som kastede en skygge over Swannys sidste år. Ind i det hele blandes også et mord begået i 1905.

Romanen er velskrevet og krydret med uddrag af Astas dagbøger, der ikke holder sig fuldt til sandheden, men som giver små hints til opklaringsarbejdet. Jeg læste romanen på originalsproget engelsk, dagbogsnotaterne er derfor naturligvis også på engelsk, selvom Asta ifølge bogens præmis skriver på dansk, ligesom de i romanen indledes med et afsnit på dansk. Det lykkedes mig ikke at finde fejl i disse danske afsnit.

Jeg-fortælleren i nutiden er Ann, som holder sig i baggrunden. Det er ikke Ann, som er i fokus, men Asta og Swanny, hvilket fungerer fint. Vi hører kun om Anns egen historie i det omfang, det er relevant for fortællingen.

Jeg har tidligere læst The Minotaur af samme forfatter. Ruth Rendell ser ud til at være glad for familiehemmeligheder, som stille og roligt folder sig ud, når hun skriver som Barbara Vine. Jeg tror, at jeg er mere til Ruth Rendell, når hun skriver som Barbara Vine end når hun skriver i eget navn. Og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, har hun faktisk danske aner. Astas Book er fra 1994.

Gitte

Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker af Gaetan Soucy (Britt)

Lige så fascinerende og begejstret jeg selv er for denne foruroligende historie, ligeså fulde af afsky og væmmelse var halvdelen af min læseklub, da vi mødtes i mandags.

Jeg blev ret overrasket over deres reaktion, som næsten var fysisk i den vrede og næsten hadefulde tone, bogen blev sablet ned med. ”Den gav mig kvalve” ”jeg havde lyst til at lægge den fra mig efter 3 sider” og ”jeg har ikke brug for at vide, hvad jeg får at vide af uhyrligheder i denne bog”.

Og indrømmet, det er ikke skønsang og happy ending, der bliver serveret af forfatteren Gaetan soucy. Vi møder de to sønner, da deres far har hængt sig, og de bliver nødt til at opsøge omverdenen for at få en kiste til hans begravelse. Indtil da har de to teenagebørn kun mødt tre andre mennesker på den forfaldne landejendom, hvor deres enevældige fader har holdt dem og sig selv isoleret. Gennem et døgn følger vi den ene af de to navnløse børn, der kun kender sine ”medmennesker” som far og Bror. Af andre levende væsener af betydning er der Hest og Frø. Men da vores navnløse hovedperson drager mod landsbyen efter ”en fyrretræshabit”, bliver lagene skrællet af ét for ét, både om den dunkle fortid fra de to søskendes spæde barndom og om ”Den retfærdige Straf”, der bor i ”Krypten”, hvor Far og hovedperson har passet den i adskillige år og om faderens religiøse vrangforestillinger og deraf affødte, afskyvækkende regime og antydninger af, hvor de dog er opstået fra.

Men selv om svigt og uhyrligheder står i kø for at blive afsløret, forstår man dem kun antydningsvis som læser, da hovedpersonen selv langt hen ad vejen tager dem for givet som livets kendsgerninger og i øvrigt bruger et så finurligt sprog af profane udtryk og gamle, højtidelige vendinger og filosofiske fejlcitater fundet i gamle bøger, at man næsten må le højt undervejs. For vores hovedperson er også formet af en anden verden på godt og ondt, nemlig gennem de mange, gamle, halvt forrådnede bøger, der findes på ejendommen. Flugten ind i bøgernes verden bliver både en redning og en vrangforestilling, og er derfor på én gang en hyldest til læsningen og en udstilling af læsningens begrænsninger. Væk er den romantiske tanke om, at bøgerne kan danne og redde dig som menneske, selvom omgivelserne er dig imod. De kan kun læses gennem den virkelighed, du allerede befinder dig i.

At Gaetan Soucy er universitetslærer i filosofi skinner klart igennem hele fortællingen, og er efter min mening dens store styrke sammen med tekstens finurlige og usentimentale sprog. Uden disse ville dette blot være endnu en bog om svigt og menneskelig forfald. Men denne bog er absolut én blivende oplevelse af de store – på godt og ondt!

Hermed stærkt anbefalet.

Britt

”Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker” er fra 1998 og oversat til dansk i flydende, smuk og ubesværede stil i 2004

Misterioso af Arne Dahl (Gitte)

Svensk hyggekrimi

Jeg skulle lige i gang med Misterioso, men det kan lige så vel være fordi jeg begyndte med den efter blot to timers søvn påfølgende nytårsfesten 2008-2009. Efter noget mere søvn blev jeg helt anderledes glad for romanen. Især da jeg endeligt havde fået fat i den danske oversættelse (det kan være svært at gennemskue, hvilken bog man får bestilt på biblioteket, når der er tale om samme titel på originalsproget!).

En række topforretningsfolk myrdes til tonerne af Thelonius Monks jazzstykke Misterioso. Til opklaringen sammensættes en specialenhed, A-gruppen. Vores hovedmand er Poul Hjelm, som i romanens begyndelse udreder et mindre gidseldrama, og efterfølgende fremstilles i pressen som enten racist eller helt. I stedet for at få fyresedlen hentes Hjelm til A–gruppen sammen med fem andre politifolk, og de går møjsommeligt i gang med opklaringen, som modsat den sædvanlige kriminalroman involverer hele teamet og sågar fodfolk. Derudover modsat den gængse krimi følger teamet blindspor, hvilket gør handlingen mere troværdigt. Der er dog en del politivold, som jeg håber alene findes indenfor fiktionen??

Jeg opdagede på et tidspunkt, at mit læsetempo blev tilpasset handlingstempoet. Når Hjelm og kollegaer gik i stå i efterforskningen, satte jeg automatisk tempoet ned, og da gruppen til sidst må ud i et kapløb med tiden for at hindre endnu et mord, begyndte jeg for alvor at læse hurtigt, for her blev det hektisk.

Det er umuligt ikke at fatte sympati med persongalleriet, og forfatterens sproghåndtering: ”Hun sendte ham et fingerkys, da han traskede ud i noget, der lignede en forvirret højsommerdag. Vindstille. Brændende sol. Kun i skyggen mærkede man, at der stadig var tøvende forår”. Det er ikke så meget selve plottet, der gør romanen værd at læse, men handlingen og personerne omkring opklaringsarbejdet.

Godt at der er mange flere hyggekrimier i vente i serien om the ’A-Team’.

Misterioso er fra 1999.

Gitte