Volvo Lastvagner af Erland Loe (Gitte)

And now for something completely different

Eller sådan da. Nu kan jeg jo ikke undgå at komme ind på slutningen af forgængeren Doppler (http://bogpluk.blogspot.com/2009/03/doppler-af-erland-loe-gitte.html).

Det vil sige, når vi taler Erland Loe er det ikke en selvfølge, at Volvo Lastvager rent faktisk er en fortsættelse af Doppler. Der kan være tale om en selvstændig fortælling om en mand, der deler navn, historie og elg med Doppler.

Hvor Doppler drejede sig om Doppler og livet i skoven (og indimellem i byen) flytter fokus i Volvo Lastvagner væk fra Doppler. Fokus flyttes endda væk fra skoven og over grænsen. Til Sverige og mere præcist Värmland. Her bor undulat-Mai Britt. En ældre enke med en forkærlighed for undulater, som hun ved dom ikke må holde, og hash. Romanens titel referer til den lastbil, som Mai Britt har i laden. Her, altså i Värmland, bor også den med Mai Britt jævnaldrene Von Borring, fugle- og spejderentusiast. De to var barndomsvenner, men adskilt af kår. Mange år senere træder Doppler med søn og elg ind på scenen, og bliver det tilfældige bindeled.

Volvo Lastvagers form er som fokus anderledes end Doppler. Der er ikke tale om en klassisk opbygning af en historie. Godt blandet har vi historien og fodnoteafsnit med uddybning af diverse informationer, og fra tid til anden iblandet forfatterens alvidende indspark. Herved får læseren fx opskriften på drosler i øl.

Formen ville ikke holde til en længere roman, men det er heller ikke Erland Loes stil. Volvo Lastvagner er hurtigt læst og et hyggeligt frikvarter. En lille historie med meget (til tider lidt for meget ) fyld.

Romanen er fra 2005 og oversat til dansk i 2006.

Gitte

Ved Vejen af Herman Bang (Britt)

En hyggelig videoaften med indspilningen af Ved Vejen fra 1988 fik jeg voldsom lyst til at genlæse denne fine, lille roman. Heldigvis havde jeg den stående på hylden fra et bogudsalg og kunne straks næste dag kaste mig over den.

Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.

Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.

Ved Vejen er fra 1886 og stadig lige relevant

Britt