Bogpluk

Natstorm af Johan Theorin (Gitte)

2009-06-07T13:24:00.003+02:00

Koldt

Joakim og Katrine er flyttet fra Stockholm til Øland og den øde Fyrmestergård inklusiv staldbygning og fyrtårne med deres to børn, og en voldsom snestorm af på vej... Det lyder som et set up til et godt gys, men det er nu en kriminalroman uden det helt store gys, for mig som læser altså, vist ikke for bogens personer.

I starten bor Joakim fortsat i byen for at afvikle job og bolig, mens Katrine gør i stand på gården. Mens Joakim fjerner de sidste ting fra villaen og forlader Stockholm for sidste gang drukner Katrine, tilsyneladende ved et uheld. Tilda er det nye nærpoliti på egnen, og hendes første opgave er at meddele Joakim om hans kones død. Selvom dødsfaldet ikke efterforskes, får nogle tilfældige observationer og informationer herunder fra Tildas slægtning Gerlof på den lokale plejehjem hende alligevel til at grave lidt. Samtidigt skal hun også tage sig af en række indbrud, som hærger egnen.

Ind i mellem den aktuelle historie fortælles om dødsfald i fortiden gennem Katrines mor, som boede på gården i sin ungdom. Fortiden spiller som i megen anden litteratur i denne genre en stor rolle på den gamle Fyrmestergård, og langt hen ad vejen har bogen et overnaturligt præg. Dog fungerer fortiden ikke som meget andet end en ramme for plottet, der er ganske uovernaturlig.

Sproget i den danske oversættelse er ligetil og mundret. Romansprog kan godt være fortænkt, men det lider Natstorm heldigvis ikke af. Plottet er udmærket overraskende og beskrivelsen af Joakims sorg er fin. Ligeledes er beskrivelsen af det øde Øland i vinterkulde og storm fin og stemningsfuld.

Til forskel for historien om Joakim og hans familie blev Tildas ikke afrundet på trods af hendes rolle i romanen. Derudover fylder tyvene Henrik, Freddy og Tommy forholdsvist meget i forhold til deres egentlige rolle i plottet. Men det er alligevel i småtingsafdelingen.

Natstorm er anden del i en planlagt trilogi om Øland, hvor Skumringstimen var den første. Den startede jeg på for et stykke tid siden, men kom ikke så langt. Den fængede mig simpelthen ikke, vist fordi den var lidt for træg i starten. Natstorm var for mig anderledes fængende. Den blev åbenbart kåret som årets bedste krimi i 2008 af det Svenske Krimiakademi. Den har da også fået temmelig god kritik rundt omkring, som jeg godt kan følge langt hen ad vejen, dog med mine ovenfor anførte men’er.

I øvrigt sært at læse om minusgrader og snestorm, når man selv sidder på sin altan en varm sommerdag.

Den danske oversættelse kom i 2009 af Nattfåk (svensk) fra året før.

Gitte

Volvo Lastvagner af Erland Loe (Gitte)

2009-04-25T21:52:00.006+02:00

And now for something completely different

Eller sådan da. Nu kan jeg jo ikke undgå at komme ind på slutningen af forgængeren Doppler (http://bogpluk.blogspot.com/2009/03/doppler-af-erland-loe-gitte.html).

Det vil sige, når vi taler Erland Loe er det ikke en selvfølge, at Volvo Lastvager rent faktisk er en fortsættelse af Doppler. Der kan være tale om en selvstændig fortælling om en mand, der deler navn, historie og elg med Doppler.

Hvor Doppler drejede sig om Doppler og livet i skoven (og indimellem i byen) flytter fokus i Volvo Lastvagner væk fra Doppler. Fokus flyttes endda væk fra skoven og over grænsen. Til Sverige og mere præcist Värmland. Her bor undulat-Mai Britt. En ældre enke med en forkærlighed for undulater, som hun ved dom ikke må holde, og hash. Romanens titel referer til den lastbil, som Mai Britt har i laden. Her, altså i Värmland, bor også den med Mai Britt jævnaldrene Von Borring, fugle- og spejderentusiast. De to var barndomsvenner, men adskilt af kår. Mange år senere træder Doppler med søn og elg ind på scenen, og bliver det tilfældige bindeled.

Volvo Lastvagers form er som fokus anderledes end Doppler. Der er ikke tale om en klassisk opbygning af en historie. Godt blandet har vi historien og fodnoteafsnit med uddybning af diverse informationer, og fra tid til anden iblandet forfatterens alvidende indspark. Herved får læseren fx opskriften på drosler i øl.

Formen ville ikke holde til en længere roman, men det er heller ikke Erland Loes stil. Volvo Lastvagner er hurtigt læst og et hyggeligt frikvarter. En lille historie med meget (til tider lidt for meget ) fyld.

Romanen er fra 2005 og oversat til dansk i 2006.

Gitte

Ved Vejen af Herman Bang (Britt)

2009-04-19T21:40:00.004+02:00

En hyggelig videoaften med indspilningen af Ved Vejen fra 1988 fik jeg voldsom lyst til at genlæse denne fine, lille roman. Heldigvis havde jeg den stående på hylden fra et bogudsalg og kunne straks næste dag kaste mig over den.

Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.

Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.

Ved Vejen er fra 1886 og stadig lige relevant

Britt

Doppler af Erland Loe (Gitte)

2009-03-29T21:57:00.004+02:00

Naiv Super II

”Min far er død. Og i går tog jeg livet af en elg.”

Det er Erland Loe, når han er bedst (smag og behag, må man sige, Britt, jeg stod selv hurtigt af under ’Fakta om Finland’), navlebeskuende mandekrisebeskrivende samfundsrygvendende enkelthed.

Doppler, ægtemand, far, søn, bror og kompetent samfundsborger falder en dag i skoven på cykel og finder en særlig fred. Hændelsen finder sted kort tid efter faderens død, og herefter beslutter Doppler sig for at flytte i skoven og forlade sin hidtidige kompetente tilværelse med kompetent kone og kompetente børn. Ved romanens begyndelse har Doppler boet i sit telt i ca. ½ år og har netop stiftet bekendtskab med en elgkalv, hvis mor Doppler har dræbt for kødet. Kalven bliver herefter Dopplers ledsager trods Dopplers søgen efter ensomhed, kedsomhed og enkelthed. Helt kan Doppler ikke melde sig fra samfundet, da skummetmælk er en daglig nødvendighed. Mælk og andet, som den norske skov ikke kan tilbyde, klares med en bytteaftale, og andre fornødenheder, som fx chokolade, klares ved gratis men dog ikke lovlig forsyning hos enkemanden Düsseldorf, som er i gang med at bygge en miniaturmodel af Ardenneroffensiven i sin dagligstue. Doppler viser sig at være helt kompetent til friluftslivet, og bliver altså det i skoven, som han flygtede fra i byen, endda så kompetent, at andre mænd i midtvejskrise søger mod Dopplers eksil, og Dopplers simple liv trues. Kommer Doppler over krisen og vender tilbage til samfund og familie? Læs bogen. Det kan du trygt gøre, og tag Naiv Super med på vejen.

Jeg kom netop meget hurtigt til at tænke på Naiv Super, romanerne ligger tæt op af hinanden, trods alders- og situationsforskelle, men Erland Loe er jo også blevet ældre på de ca. 8 år, der er imellem. Umiddelbart husker jeg Naiv Super som mere underholdende, men Doppler er ikke ueffen. Der er særligt er vittig scene involverende en kamp om en kæmpetoblerone…

Der er ikke så meget udenomssniksnak. Enkel som Dopplers ønsketilværelse er romanen, og er med sine 175 sider hurtigt oplevet. Underholdende læsning, selv for en kvinde i 30’erne.
Jeg bliver vist nødt til at genlæse Naiv Super.

Doppler er fra 2004 og udkom på dansk året efter.

Gitte

Child 44 af Tom Rob Smith (Gitte)

2009-03-25T20:49:00.003+01:00

Bag jerntæppet

Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.

Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.

Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.

Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.

Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.

Gitte

Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (Britt)

2009-03-23T22:23:00.002+01:00

Jeg er blevet omvendt. Omvendt til Helle Helles korte, uforløste stil med de fortættede og stemningsmættede ord liggende mellem sætningerne. Jeg må indrømme, at jeg for tiden er betaget af den korte, næsten ekspressionistiske stil, hvor værdiladede ord og beskrivelser er op til læseren at sætte på i tankerne, mens stemningen samtidig emmer ud af siderne.

Tilsyneladende sker der ikke så meget i Susannes liv. Hun gør rent både i andres og eget hjem og forsørger sin forfattermand, Kiim, der år efter år skriver på sin første bog, mens han langsomt mister respekten for både hende og sig selv. Det hele ser meget ukompliceret og enkelt ud på overfladen. Men Susanne lever et liv på en knivsæg, hvor hun hele tiden prøver at leve op forestillingen om, hvordan hendes kritiske mand Kim, gerne vil have hende. I virkeligheden handler Susannes forestillinger om noget ganske andet, bl.a. et borgerligt liv, hvor det almindelige er helt i orden. Bogen lægger dog ud med opfyldelsen af en anden af Susannes forestillinger: Kim er død, og hun er efterladt til at skabe hans eftermæle.

Hvordan det skal gå herfra, får vi ikke at vide. Derimod oprulles deres forhold i månederne og årene op til Kims liv. Langsomt og sikkert bliver det dissekeret og udstillet med pinefuld nøjagtighed. Deres indbyrdes forhold stilles for alvor på spidsen, da én af Susannes tidligere arbejdskollegaer, Ester, opsøger hende. Hun er gravid efter mange års forsøg og flere aborter. Men nu hvor lykken endelig burde være gjort, har hendes elskede Luffe fundet en anden, og hun flytter nu ind hos en meget modvillig Susanne og en overrasket Kim i en blanding rasende sorg og barnlig fornærmelse. Ester er Susannes modsætning, snakkesaglig, rodet, doven, umiddelbar og ligefrem. Snart føler Susanne sig som et tredje hjul til Kim og Esters hjemlige hygge og Kims faderlige omsorg for Ester, mens Susanne drager på arbejde og indkøb og nu har to at passe derhjemme.

Men selvom Susanne ikke ønsker Ester i hjemmet og forsøger at skjule sin blanding af irritation og misundelse, mens hun prøver at overtale Ester til at tage hjem i sin egen lejlighed igen, så trænger Ester alligevel ind i hendes hjerte. Og da barnet endelig forløses, forløses Susanne også.

Der er tale om stærke, forbudte, basale følelser og tanker omkring parforholdet. De lurer et sted under overfladen for at blive undertrykt igen med voldsomt kraft, så snart de nærmer sig vandspejlet. Hermed anbefalet!

Britt

Forestillingen om et ukompliceret liv er fra 2002

Muleum af Erlend Loe (Britt)

2009-03-22T20:34:00.003+01:00

Øv, øv. Sikken en skuffelse. Som begejstret læser af Erlend Loes tidlige bøger havde jeg ellers friske forhåbninger til denne lille sag, der er trykt i en omslag og format, der let kan få bogen til at blive væk mellem de andre Kina-notesbøger i hjemmet. En sjov detalje, der understreger fortællingens opbygning som dagbog for en ung kvinde, der er fuldstændig ligeglad med æstetikken og romantikken omkring dagbogsskriveriet. Hun venter nemlig kun på at tage sig af dage på en passende og uigenkaldelig sikker måde.

Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.

Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)

Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.

Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.

Britt

En halv gul sol af Chimamanda Ngozi Adichie (Britt)

2009-03-14T22:07:00.004+01:00

Denne bog åbnede helt nyt land for mig. Ikke alene er den skrevet af en afrikansk forfatter, den foregår også i Afrika, handler (mest) om afrikanere og er samtidig så universel i sin grusomme skildring af, hvad der sker med mennesker, når etniske stridigheder tager over og bliver til folkedrab og meningsløs krig. Her handler det helt konkret og tiden op til og under Biafrakrigen i Nigeria i 1960’erne. En krig, som jeg nok kendte fjernt af navn, men ikke før af baggrund eller indhold. Dertil er jeg lidt for ung. Men siden har jeg hørt fra ældre bekendte om de grufulde billeder i aviser og fjernsyn af underernærede, udsultede børn, som skabte begrebet Biafra-børn.

Selvom romanens tema således er yderst sort og tung, er den alligevel til at læse uden at man falder i et dybt, eksistentielt hul bagefter. Tonen er som oftest usentimental, og inden gruen sætter ind for alvor, er man som læser allerede dybt involveret i fortællingens hovedpersoner. Chimamanda formår at introducere et væld af mennesker med til dels ukendt klingende navne uden at man nogensinde farer vild i dem. De beskrives så levende og vedkommende på godt og ondt gennem tanker og handling, at man kender dem efter få siders møde. Og som konflikten optrappes og krigen kommer tættere og tættere på, først potentielt, siden fysisk, leves hverdagen stadig på mere og mere absurd vis, mens grænsen for det menneskelige eksistensgrundlag langsomt skubbes til det yderste. Som læser følger man umærkeligt med i denne udvikling gennem hoved- og bipersoners oplevelser og følelser.

Den fulde absurditet af den menneskelige meningsløse ondskab står først helt klart frem til sidst, da krigen er forbi, og folk vender tilbage til deres sønderslåede hjem for at genoptage det ”gamle liv”. Nigeria er igen forenet som nation – i hvert fald på papiret. Hvordan man herefter lever videre som ét folk, som om intet var hændt, står hen i det uvisse. Tilbage står dog en læseoplevelse af stor episk karakter, skrevet i et umiddelbart, glidende sprog. Det skjuler det store arbejde og den store kunst det er, at beskrive en så omvæltende og uforståelig periode af Nigerias historie uden at efterlade forstyrrende huller i det store billede og uden at kvæle sin læser i sort gru. For gennem de værste forhold, lever mennesket videre på trods med en ufattelig tilpasningsevne og vilje til livet. Dette står tilbage, når alt sættes på spidsen: viljen til livet.

Hermed anbefalet!

Oversat til dansk i 2007 fra engelsk ”Half a Yellow Sun”, 2006, med fin bevarelse af igbo-vendinger.

The Graveyard Book af Neil Gaiman (Gitte)

2009-03-10T20:24:00.002+01:00

Den levende blandt de døde og dem midt i mellem

En lille dreng, ikke mere end 1½ år gammel, begiver sig hjemmefra, mens hans familie myrdes af manden Jack. Drengen går fra sit hus op ad bakken til kirkegården. Her møder han et samfund af spøgelser, og det hedengangne ægtepar Owens tager drengen til sig, da genfærdet af drengens moder for et øjeblik manifesterer sig og beder kirkegårdens beboere passe på hendes søn. Trods spøgelsernes i sagens naturlig flygtige væsen vokser drengen, der får navnet Bod (Nobody) Owens, op på kirkegården med hjælp fra Silas, som er en slags værge for Bod, et væsen mellem de levende og de døde, og som i modsætning til de rigtigt døde kan forlade kirkegården og skaffe mad. Da manden Jack stadig er på jagt efter Bod, må Bod ikke forlade kirkegården. Men som Bod vokser op, er kirkegåden ikke nok for ham, og så er han ikke længere i sikkerhed…

Bod mindede mig om en eller anden; en dreng med en form for magiske evner, der mister sine forældre i en tidlig alder til en ond person, som stadig er ude efter ham, og der er også en profeti involveret… Men bortset fra visse ligheder med en bestemt romanfigur, så har The Graveyard Book sin egen charme. Det meste at bogen foregår på og under kirkegården med enkelte afstikkere til den anden side af stakittet, men på trods af den begrænsede ramme for historien, er den ikke kedelig. Det er derudover en humoristisk tanke at lade en levende person opdrage og oplære af en samling spøgelser fra forskellige tidsaldre.

The Graveyard Book er vel hovedsagligt en bog for større børn, men kan nu sagtens læses af andre, ligesom hans andre bøger, hvoraf jeg har læst Stardust, der har et mere omfattende univers. The Graveyard Book er en ganske udmærket letlæselig roman, og dejlig poetisk i sit sprog; genren er goth fantasy. Og så er det vist den første bog jeg har skrevet om på bloggen, som er illustreret. Der er ikke mange, men nogle få stemningsfulde sort/grå/hvide streger.

Romanen er fra 2008.

Gitte

Den Iranske Gartner af Bjarne Reuter (Gitte)

2009-03-01T18:40:00.003+01:00

Tandløs satire

Den Iranske gartner er en satirisering over det danske samfund, særligt over kongehuset, politiet og Christiansborg. Et samfund, hvor selv politidirektøren har en spindoktor. Det er i øvrigt ikke svært at genkende forskellige fremtrædende samfundspersoner i Reuters version.

De to uduelige politifolk, Kommissær Stelman og hans tro væbner Larsen forsøger på bedste (dvs. værste) facon at skjule arveprins Bernhards i kåd- og beduggetheds forårsagede skudepisode, som har medført prinsens iranske og gummibukseklædte gartners død en hin sommernat i Rudersdal Kommune. Ulykkeligvis spreder nyheden sig på trods af de tos anstrengelse som blandt andet involverer diverse madpakker, sprængning af en kassevogn og en afledningsmanøvre, der indleder en ny og omfattende rockerkrig samt en international krise af format.

Bagflappen af Den Iranske Gartner lover noget af en forrygende tour-de-force af et begivenhedsforløb, men der blev jeg skuffet. Hele den handlingsrække, som der lægges op til, kommer ikke nærmere til live. Den bliver beskrevet, bevares, men som læser oplever vi den ikke. Satiren over det danske samfund var derudover endimensionel, og dermed uden bid. Jeg blev hurtigt træt af al den uduelighed, som præger stort set alle personer i bogen. Stelman er da hyggelig som den omfangsrige kommissær, som hellere vil sidde og se på sit selskabsakvarium end at udføre sit arbejde, men så heller ikke mere. Og journalisten Monse, som helt tilfældigvis havner midt i suppedasen den skæbnesvangre nat og som ikke fortager sig andet end blot at drive med, hvorhen det tager ham, tænkte jeg, snart måtte se at få fingeren ud.

Alt i alt læste jeg en Bjarne Reuter børnebog med voksne. Man kunne bare ønske, at den også var for voksne.

Den Iranske Gartner er fra 2008.

Gitte

Darling Jim af Christian Mørk (Gitte)

2009-02-11T21:34:00.003+01:00

Luk aldrig ulven ind…

I denne roman tager Christian Mørk os med til Irland, hvor postbudet Niall finder en dagbog i postbunken stilet til hvem som helst. Dagbogen viser sig at være skrevet af Fiona, der kort tid forinden er fundet død i en nærtliggende villa sammen med søsteren Róisín og mosteren Moira. Niall gør naturligvis det man ikke gør i et sådant tilfælde, hvor det drejer sig om unaturlig død, han læser dagbogen i stedet for at underrette politiet. Niall bliver så bidt af historien, som leder frem mod Fiona, Róisín og mosterens endeligt, om den farlige skjald Darling Jim, og de omkostninger han føre med sig, at han pakker sine sidste euro og tager mod den lille kystby Casteltownbere, hvor søstrenes historie starter. Byen er en lukket bog for Niall, og Jim en person man ikke taler om, men Niall er uforsonlig i sin søgen efter den dagbog, som Fiona lader vide, at Róisín har bedrevet, og dermed den fuldbyrdede fortælling om de tre søster og darling Jim.

Jeg kunne nu meget godt lide bogen, den er velskrevet, og det tog mig ikke mange øjeblikke at få den tygget igennem. Der er ikke mange almindelige mennesker i bogen, men hvem har dog også lyst til at læse om dem. Det er en anderledes roman end Skyggernes Hav http://bogpluk.blogspot.com/2008/12/skyggernes-hav-af-christian-mrk-gitte.html , selvom slagfærdige mystiske kvinder er centrale personer i begge. Det er rart, at Christian Mørk ikke holder sig til en lokalisation, som visse andre forfattere kan komme til at sidde fast i, men spreder sine historier udover forskellige kontinenter.

Du må læse bogen for at finde ud af, hvad ’underskriften’ betyder, og gør endelig det.

Darling Jim er fra 2007, og som det er nu er med Christian Mørk oversat af forfatteren selv fra engelsk.

Gitte

Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer (Britt)

2009-01-23T22:10:00.004+01:00

Starten på denne bog var så uvedkommende for mig, at jeg tror, jeg ville have lagt den fra mig igen, hvis jeg ikke i forvejen havde læst Ekstremt højt og utroligt tæt på af samme forfatter med stor begejstring. Efter endt læsning er jeg glad for, at jeg holdt ved, men på samme tid splittet omkring min holdning til bogen.

Romanen følger tre sideløbende fortællinger: En udslettet by og dens tidligere indbyggere, en ung amerikansk forfatter, der drager til Ukraine for at lede efter byen og sine jødiske rødder og en forvildet ung ukrainer, der sammen med sin depressive farfar optræder som guide for samme forfatter. Den amerikanske forfatter bærer samme navn som bogens forfatter, og det er uvist i hvor høj grad, bogen er selvbiografisk og i hvor høj grad, den er fiktion.

De tre historier fortælles gennem breve og udkast til bøger. Den amerikanske forfatter skriver kapitler til en bog om den udslettede by, og sender dem fra USA til den unge ukrainer i bidder, efter deres fælles tur gennem Ukraine. Ukraineren sender sin kritik tilbage i breve skrevet på højst ubehjælpsomt engelsk, der er præget af, at han har lært engelsk gennem ordbøger og ofte vælger den forkerte betydning eller vending herfra. (originalt og morsomt oversat til dansk af Jan Hansen). Selv skriver ukraineren på en bog om deres fælles tur på jagt efter den udslettede by og sender disse kapitler tilbage med sine breve til kritik fra den unge amerikanske forfatter, som han i store dele af bogen ser op til. Til sidst finder han dog på befriende vis sit eget ståsted og berettigelse i tilværelsen, indirekte beskrevet gennem et brev fra farfaren.

Fortælleformen er altså original og litterært velgennemført. Den ville dog have fået mere rosende ord med på vejen herfra, hvis selve hovedhistorien om den udslettede by kunne gribe mig. Men den er alt for utrolig og svævende og fuld af sidehistorier og små, mærkelige drømme og anekdoter til at fange mig. Den kræver givetvis adskillige genlæsninger og analyser for at falde på plads, og det blev jeg ikke fanget nok til af hverken stemning eller handling.

Til gengæld læste jeg med stor underholdning de ukrainske breve og rejseskildringen. Jo længere ind i bogen, jeg kom, jo mere ligegyldig forekom byens forhistorie og mærkelige persongalleri mig, og des mere interesseret blev jeg i den lille, ukrainske familie og traumerne, der ligger gemt mellem linierne. Kun selve oplysningen til sidst var foruroligende i sin beskrivelse af nazisternes brutale og umenneskelige udslettelse af byen (og af alle jøder i omegnen) på mest sadistisk vis. Desværre er grusomhederne jo allerede alt for velkendt fra de utallige skildringer, fortællinger og dokumentarer fra 2. verdenskrig, og de mennesker, der blev berørt at udslettelsen skildret alt for løst og uvedkommende til at gribe følelsesmæssigt om mig som læser med andet end vemod over denne mørke side af menneskeheden. Langt mere berørt blev jeg af den uventede forbindelse til nutidens hovedpersoner, denne oplysning viser sig at føre med sig.

Alt i alt en ok læseoplevelse, men der er mange bøger, jeg hellere vil anbefale som førstevalg.

Alt bliver oplyst er udgivet på dansk i 2003, glimrende oversat af Jan Hansen.

Britt

Astas Book af Barbara Vine (Gitte)

2009-01-20T18:05:00.002+01:00

Familiens hemmeligheder og løgne

Lad mig starte med varmt at anbefale denne roman. Jeg havde vanskeligt ved at lægge romanen fra mig, og kunne næsten ikke vente med at komme hjem fra arbejde, så jeg kunne læse videre. Dejligt!

Asta og Rasmus Westerby tager i 1905 fra Danmark til England, hvor de bosætter sig. Rasmus er ofte væk for at arbejde og Asta lades alene tilbage i det nye og fremmede land med sine to små sønner, et barn på vej, og Hansine, der er ansat som hjælp. Asta begynder at føre dagbog over stort og småt, over den mand og de børn hun ikke føler kærlighed for, og det kommende barn, som hun inderligt håber, bliver en pige, ligesom hun holder fast i sine danske rødder og det danske sprog. Asta fortsætter med at føre dagbog gennem årene.

Efter Astas død finder hendes ældste datter, Swanny, bøgerne og begynder at udgiver dem. Swannys niece, Ann, arver mange år senere Swanny, herunder de dagbøger, som endnu ikke er udgivet. Ann begynder at dykke ned i bøgerne for at opklare et mysterium, der tog sin begyndelse i 1905, og som kastede en skygge over Swannys sidste år. Ind i det hele blandes også et mord begået i 1905.

Romanen er velskrevet og krydret med uddrag af Astas dagbøger, der ikke holder sig fuldt til sandheden, men som giver små hints til opklaringsarbejdet. Jeg læste romanen på originalsproget engelsk, dagbogsnotaterne er derfor naturligvis også på engelsk, selvom Asta ifølge bogens præmis skriver på dansk, ligesom de i romanen indledes med et afsnit på dansk. Det lykkedes mig ikke at finde fejl i disse danske afsnit.

Jeg-fortælleren i nutiden er Ann, som holder sig i baggrunden. Det er ikke Ann, som er i fokus, men Asta og Swanny, hvilket fungerer fint. Vi hører kun om Anns egen historie i det omfang, det er relevant for fortællingen.

Jeg har tidligere læst The Minotaur af samme forfatter. Ruth Rendell ser ud til at være glad for familiehemmeligheder, som stille og roligt folder sig ud, når hun skriver som Barbara Vine. Jeg tror, at jeg er mere til Ruth Rendell, når hun skriver som Barbara Vine end når hun skriver i eget navn. Og så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, har hun faktisk danske aner. Astas Book er fra 1994.

Gitte

Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker af Gaetan Soucy (Britt)

2009-01-07T22:26:00.005+01:00

Lige så fascinerende og begejstret jeg selv er for denne foruroligende historie, ligeså fulde af afsky og væmmelse var halvdelen af min læseklub, da vi mødtes i mandags.

Jeg blev ret overrasket over deres reaktion, som næsten var fysisk i den vrede og næsten hadefulde tone, bogen blev sablet ned med. ”Den gav mig kvalve” ”jeg havde lyst til at lægge den fra mig efter 3 sider” og ”jeg har ikke brug for at vide, hvad jeg får at vide af uhyrligheder i denne bog”.

Og indrømmet, det er ikke skønsang og happy ending, der bliver serveret af forfatteren Gaetan soucy. Vi møder de to sønner, da deres far har hængt sig, og de bliver nødt til at opsøge omverdenen for at få en kiste til hans begravelse. Indtil da har de to teenagebørn kun mødt tre andre mennesker på den forfaldne landejendom, hvor deres enevældige fader har holdt dem og sig selv isoleret. Gennem et døgn følger vi den ene af de to navnløse børn, der kun kender sine ”medmennesker” som far og Bror. Af andre levende væsener af betydning er der Hest og Frø. Men da vores navnløse hovedperson drager mod landsbyen efter ”en fyrretræshabit”, bliver lagene skrællet af ét for ét, både om den dunkle fortid fra de to søskendes spæde barndom og om ”Den retfærdige Straf”, der bor i ”Krypten”, hvor Far og hovedperson har passet den i adskillige år og om faderens religiøse vrangforestillinger og deraf affødte, afskyvækkende regime og antydninger af, hvor de dog er opstået fra.

Men selv om svigt og uhyrligheder står i kø for at blive afsløret, forstår man dem kun antydningsvis som læser, da hovedpersonen selv langt hen ad vejen tager dem for givet som livets kendsgerninger og i øvrigt bruger et så finurligt sprog af profane udtryk og gamle, højtidelige vendinger og filosofiske fejlcitater fundet i gamle bøger, at man næsten må le højt undervejs. For vores hovedperson er også formet af en anden verden på godt og ondt, nemlig gennem de mange, gamle, halvt forrådnede bøger, der findes på ejendommen. Flugten ind i bøgernes verden bliver både en redning og en vrangforestilling, og er derfor på én gang en hyldest til læsningen og en udstilling af læsningens begrænsninger. Væk er den romantiske tanke om, at bøgerne kan danne og redde dig som menneske, selvom omgivelserne er dig imod. De kan kun læses gennem den virkelighed, du allerede befinder dig i.

At Gaetan Soucy er universitetslærer i filosofi skinner klart igennem hele fortællingen, og er efter min mening dens store styrke sammen med tekstens finurlige og usentimentale sprog. Uden disse ville dette blot være endnu en bog om svigt og menneskelig forfald. Men denne bog er absolut én blivende oplevelse af de store – på godt og ondt!

Hermed stærkt anbefalet.

Britt

”Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker” er fra 1998 og oversat til dansk i flydende, smuk og ubesværede stil i 2004

Misterioso af Arne Dahl (Gitte)

2009-01-04T20:44:00.001+01:00

Svensk hyggekrimi

Jeg skulle lige i gang med Misterioso, men det kan lige så vel være fordi jeg begyndte med den efter blot to timers søvn påfølgende nytårsfesten 2008-2009. Efter noget mere søvn blev jeg helt anderledes glad for romanen. Især da jeg endeligt havde fået fat i den danske oversættelse (det kan være svært at gennemskue, hvilken bog man får bestilt på biblioteket, når der er tale om samme titel på originalsproget!).

En række topforretningsfolk myrdes til tonerne af Thelonius Monks jazzstykke Misterioso. Til opklaringen sammensættes en specialenhed, A-gruppen. Vores hovedmand er Poul Hjelm, som i romanens begyndelse udreder et mindre gidseldrama, og efterfølgende fremstilles i pressen som enten racist eller helt. I stedet for at få fyresedlen hentes Hjelm til A–gruppen sammen med fem andre politifolk, og de går møjsommeligt i gang med opklaringen, som modsat den sædvanlige kriminalroman involverer hele teamet og sågar fodfolk. Derudover modsat den gængse krimi følger teamet blindspor, hvilket gør handlingen mere troværdigt. Der er dog en del politivold, som jeg håber alene findes indenfor fiktionen??

Jeg opdagede på et tidspunkt, at mit læsetempo blev tilpasset handlingstempoet. Når Hjelm og kollegaer gik i stå i efterforskningen, satte jeg automatisk tempoet ned, og da gruppen til sidst må ud i et kapløb med tiden for at hindre endnu et mord, begyndte jeg for alvor at læse hurtigt, for her blev det hektisk.

Det er umuligt ikke at fatte sympati med persongalleriet, og forfatterens sproghåndtering: ”Hun sendte ham et fingerkys, da han traskede ud i noget, der lignede en forvirret højsommerdag. Vindstille. Brændende sol. Kun i skyggen mærkede man, at der stadig var tøvende forår”. Det er ikke så meget selve plottet, der gør romanen værd at læse, men handlingen og personerne omkring opklaringsarbejdet.

Godt at der er mange flere hyggekrimier i vente i serien om the ’A-Team’.

Misterioso er fra 1999.

Gitte

Skyggernes Hav af Christian Mørk (Gitte)

2008-12-28T21:54:00.005+01:00

Drømmen om paradis

Jeg kunne rigtigt godt lide denne bog. Jeg skulle lige i gang, men så kørte det ellers derudaf. Christian Mørk er dansk men bosat i USA, han skriver sine bøger på engelsk og oversætter selv til dansk. Handlingen foregår også for sin del i USA, og derudover på øen Dog Island. Jacob interesserer sig for landkort, og har en lille og forgældet kortforretning. Faderen, der er involveret i det kriminelle miljø, myrdes i starten af bogen, og broderen, som er korrupt politimand, forsøger at skaffe sig af med Jacob, som står i vejen for en god fortjeneste på en ejendomshandel. Jacob ender som fange om bord på et skib, som sejler med ulovlig last, men reddes af den unge kvinde Willie. Jacob havner tilfældigvis på den lille ø Dog Island udenfor den eksotiske ø Anguilla, som Jacob voksede om med drømmen om at besøge.

På Dog Island bor Styrmanden sammen med en tilsyneladende stum kvinde og en ung mand. Men da Jacob senere ankommer til Anguilla finder han ud af, af tingene er langt fra at være i skønneste orden på Dog Island og for den sags skyld Anguilla. I overbevisning om, at hans hustru er blevet myrdet, tager Jacob affære overfor de levende. Det hele kulminerer på Dog Island.

Historien fortælles fra forskellige vinkler, Jacob, Jacobs hustru, Willie, Styrmaden og det øvrigt involverede persongalleri, og fortælles i nutid. Forfatteren har sin egen måde at skrue historien sammen på, og det er forfriskende. Vi får blandt andet en velkomst- og afskedshilsen fra fortælleren.

Jeg fik to eksemplarer af Skyggernes Hav i fødselsdagsgave. Den ene har jeg byttet til en tidligere roman af Christian Mørk, Darling Jim, som jeg glæder mig til at gå i gang med.

Men vi har altså fået endnu en roman med ordet skygge i titlen På engelsk hedder romanen Sea of Shadows, så der er i det mindste tale om en direkte oversættelse.

Romanen er fra 2008. Den har endda en hjemmeside, hvor der kan høres uddrag: www.skyggerneshav.dk.

Gitte

Dinosaurens fjer af Sissel-Jo Gazan (Gitte)

2008-12-28T20:10:00.004+01:00

Mord med en lille fjer på…

Jeg har læst rigtigt mange krimier i mit liv. Det drejer sig nok om lidt spænding i en ellers almindelig tilværelse med fast job. Der er krimier med fantasifulde plot og nogle med mere trivielle. Det var Britt, der første gang gjorde mig opmærksom på Dinosaurens Fjer, som er lidt krimi og lidt noget andet og tredje. Bagsiden lover videnskabelig krimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama. Setup-et er godt, og som akademiker tiltrækkes jeg af nørderiet, hvilket jeg selv dyrker dagligt indenfor mit eget fag, og det akademiske miljø i øvrigt.

Vi befinder os i den akademiske verden på biologisk institut, hvor Anna Bella, enlig mor i slutningen af 20’erne med bagage, står for at skulle forsvare sit speciale om kontroversen mellem to fløje indenfor zoologien; hvorvidt fugle stammer fra dinosauren eller ej. Der bliver imidlertid stukket en kæp i hjulet på Anna Bellas forsvar, da hendes ene vejleder bliver myrdet, og ind på scenen træder den garvede politimand Søren. Endnu en person myrdes undervejs, og mordene skal selvfølgelig opklares, hvilket de naturligvis også bliver. Men vi skal også indgående høre om Anna Bellas og især Sørens traumer siden barndommen. Anna Bella er det naturlige centrum i bogen, det er her vi starter og slutter, ligesom de myrdede personer befandt sig i hendes nære omgangskreds. Det er udmærket, at vi kommer tæt på; hvorfor er hun som hun er, og hvorfor agerer hun som hun gør.

Politimanden Søren, derimod, er den udenforstående, som i min vurdering er tildelt for meget spalteplads. Det samme bemærker jeg i forhold til den canadiske forsker Clive Freeman, som står for den ene fløj af dinosaur vs. fugledebatten. Det står mig ikke klart, hvorfor de to personer er centrale i den forstand, at forfatteren fortæller rigtigt meget om deres fortid, uden at gøre dem centrale i øvrigt.

Og at love kærlighedshistorie er nok at overdrive en lille smule, der opstår forelskelser undervejs bevares, men alligevel. Måske er det bogens problem, den vil for mange ting på en gang, men det kan naturligvis også være mit problem, at jeg har en for konservativ holdning til bøgers temaer. Det er jo netop det, der gør det vanskeligt at kritisere en roman, for forfatteren har givet fået det frem, som hun gerne ville.

Måske fordi jeg har læst mange krimier, synes jeg, at plottet løses lidt for nemt. Meget pludseligt er der tilståelser over hele linjen, eller i alt fald over flere sider, så politimand Søren får ikke engang mulighed for for alvor at gøre brug af sine efterforskningsevner og er således endnu destomindre interessant for historien.

Uagtet ovenstående er det slet ikke en dårlig bog, og forfatteren er godt inde i sit stof, som hun formår at gøre spændende. Dinosaurens Fjer er her fra 2008, og strækker sig over 447 sider.

Gitte

På Udkig efter Hemmingway af Leif Davidsen (Gitte)

2008-12-07T18:48:00.002+01:00

En dansker på dybt vand

For et par søndage siden var jeg en tur på det lokale bibliotek på udkig efter læsestof til den næste tid. På vej ind mod hylderne kom jeg forbi 14-dagesudlånene. Et par stod og kiggede på bøgerne, der blandt andet omfattede Yacoubians Hus og På Udkig efter Hemmingway. ”Den her skulle være god”, sagde den kvindelige part og tog På Udkig… Hun valgte dog at sætte bogen tilbage, hvorpå jeg tænkte, at der måske er en dag, hvor man skal læse sin første Leif Davidsen bog, når man nu er lidt af en spændingsbogsbuff, og den seneste er jo vældigt oppe i tiden. Så jeg tog den og Yacoubians Hus ved samme lejlighed.

Jeg har således nu læst min første Leif Davidsen bog, og den var da også ok. Det er ikke højspændt drama fra første side som fx Dan Brown, men ganske stille og rolig opbygning mod klimaks og forløsning. Plottet?, tja…

Gymnasielærer John Petersen tager efter sin kones død til Amerika. John underviser i spansk og har længe haft en særlig passion for Hemmingway. Så på en sygemelding tager han til Key West, hvor historien starter på kirkegården, hvor Sloppy Joe, Hemmingways mangeårige ven, ligger begravet. Her møder han Carlos, som han indleder et venskab med. Carlos flygtede sammen med sin familie mange år tidligere fra Cuba. Carlos har længe ikke haft kontakt med sin datter, som i en ung og revolutionær alder valgte at vende tilbage til Cuba. John indvilliger i på sin videre rejse til Cuba at overrække et brev fra Carlos til datteren.

Herfra er der ikke meget gymnasieverden over tingene, og John vikles ind i konspirationer, gemte skatte samt eksotiske kvinder og må redde dagen.

Det er ikke helt troværdigt, at den lettere kedelige gymnasielære fra Danmark rodes ind i historien, som blandt indebærer træning i at undvige forfølgere ved en måske CIA-agent, men ok, hvad ved jeg. Udmærket roman, som dog ikke får mig ned på biblioteket lige med det samme for at låne mere Leif Davidsen, men det er bestemt ikke udelukket, at en anden bog af forfatteren finder sin vej hjem til min sofa en dag.

I øvrigt nåede jeg ikke komme særligt langt i Yacoubians Hus, før de 14-dage var gået…

På Udkig efter Hemmingway er fra 2008.

Gitte

Helle Helle: Ned til hundene (Britt)

2008-10-30T22:01:00.003+01:00

Da jeg læste Helle Helles forrige roman ”Rødby-Puttgarden” var jeg ikke udelt begejstret. Men denne bog kan jeg til gengæld kun anbefale at læse hurtigst muligt.

En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.

De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.

Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.

Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!

Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.

Britt

Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.

Kold Hud af Albert Sánchez Piñol (Gitte)

2008-10-23T22:39:00.002+02:00

Uhyrlig ensomhed i Antarktis

Somme tider støder man på en roman, der er noget anderledes end forventet. Sådan havde jeg det med Kold Hud.

En atmosfærisk officer, ”lidt tættere på ungdommen end på alderdommen”, går i land på en lille ø, som ingen skibe kommer forbi, en lille ø så at sige uden for lands lov og ret, tæt på Antarktis. Her skal officeren afløse den atmosfæriske officer, som har været på øen i 1år, og hvis funktion romanens jeg-fortæller skal afløse det næste år. I officerens hus finder han og skibets besætning ingen officer, men i øens fyrtårn en mand i en seng, umælende, uglet og nøgen.

Da skibet sejler af sted, indstiller den atmosfæriske officer sig på et års ensomhed på øen sammen med manden i fyrtårnet. Han bruger dagen på at indrette sig i sin lille hytte, men da natten falder på står uhyrerne op ad havet. Bogstaveligt talt, for i havet omkring øen bor et havfolk, fiskeagtige men også på sin vis menneskelignende. Officeren må forskanse sig i sit hus, og sådan går de første nætter uden søvn og med kampen for at overleve. I et stykke tid indretter officeren og manden i fyrtårnet sig efter omstændighederne; at holde uhyrerne fra livet om natten og forstærke forskansningen om dagen.

Vendepunktet for den atmosfæriske officer bliver dog mødet med søuhyrernes børn, og han indser, at den evige natlige kamp måske alligevel ikke er vejen frem, og at uhyrerne kan være mere menneskelige end først antaget.

Og sådan går tiden, mens isolationen og de natlige opgør sætter sit præg på vores atmosfæriske officer…

Da jeg besluttede mig for at læse denne bog, troede jeg, at den natlige kamp ville have karakter af mere overført betydning, men det viste sig at være ganske bogstaveligt. Det der er interessant ved bogen er dog mere officerens udvikling i gennem romanen, hvilket er fint beskrevet. Der fremgår ikke direkte, hvornår romanen foregår, men det er ikke så længe efter 1. verdens krig, og det viser sig i sproget. En pudsig og anderledes lille bog om overlevelse samt indre og ydre kampe pakket godt ind i en klaustrofobisk atmosfære. Frontfotoet udtrykker ganske udmærket ensomhed.

Kold Hud er fra 2002 og oversat fra katalansk (La Pell Freda) til dansk i 2008. Det er en romandebut for antropologen Piñol.

Gitte

Remember me af Sophie Kinsella (Gitte)

2008-10-22T21:15:00.001+02:00

Chic lit om en studs

Dette er vaske ægte chic lit, som de kommer. Hyggelig men uden overraskelser. Har du læst Shopaholic-serien, Sophie Kinsellas øvrige bøger og andet chic lit, herunder Bridget Jones Diary, har du også læst Remember me. Skabelon: Ung, køn og intelligent kvinde, der er kært klodset og som er nede at bide gruset, hvorefter hun finder på en genial plan, får succes og manden i enden.

I denne roman møder vi Lexi Smart, som vågner op på hospitalet i 2007 efter en bilulykke og ikke kan huske noget fra de sidste 3 år. Det sidste hun kan huske, er en aften i byen med veninderne, da hun havde skæve tænder, uglet hår, et kedeligt job, lidt for meget sul på kroppen og en kæreste, der hed Loser Dave. Da hun vågner op har hun lige tænder, velplejet hår, en tonet krop, et chefjob og en rig mand. I begyndelser lyder det for Lexi som et drømmeliv, men der viser sig at være en bagside af glansbilledet, ligesom hun prøver at finde ud af, hvordan hun er kommet dertil, og hvorfor hun har stødt veninderne fra sig. Og så kommer vi til tidspunktet, hvor hun bider i gruset, får en genial ide, og får manden i enden.

Hyggelig, hvis man er til den slags, hvilket jeg nok lidt er - bare en gang imellem…

Remember Me er fra 2008.

Gitte

Det jeg elskede af Siri Hustvedt (Britt)

2008-10-15T22:33:00.002+02:00

Efter adskillige anbefalinger om at læse en bog af Siri Hustvedt, og opildnet af temmelig flotte anmeldelser, har jeg i den forløbne måned bestræbt mig på at komme igennem denne bog. Og den er godt skrevet, og stiller krav til sin læser propfuld med undertoner, symboler og skjulte ledetråde til den erindrede fortælling.

Men ja, det kan nok fornemmes på den tone, jeg allerede har slået an. Jeg blev ikke fan af denne bog eller dens forfatter. Jeg havde det ikke, som en anmelder, der ønskede, at hun ikke havde læst bogen, så hun stadig havde glæden og oplevelsen til gode. Jeg har mere oplevelsen af en intellektuel øvelse. En dannelsesrejse gennem en del af skønlitteraturen og én af dens intellektuelle og fejrede forfattere, som jeg ikke har tænkt mig at læse mere af. Ikke fordi den var dårlig. Men fordi min læsetid er for kort til mere læsning, af en forfatter, der ikke formår at gribe mig, at få mig til at føle med sine hovedkarakterer og bringe mig væk fra min analyserende plads i lænestolen for i stedet at bære mig af sted til nye verdener og oplevelser, så jeg glemmer tid og sted, indtil jeg mentalt jamrende må lægge bogen fra mig på trods, fordi klokken bare er for mange til at fortsætte mere i dag.

Siri Hustvedts forfatterskab har formentlig denne effekt for mange læsere. Jeg er blot ikke én af disse heldige. For jeg kan godt lide tanken om at læse hendes intellektuelle bøger, propfulde af referencer til filosoffer, kunstnere og forfattere en masse. Desværre efterlader læsningen mig i praksis en stor del af vejen uberørt, og jeg får en smule afsmag af intellektuel name-dropping og selv-højtidelighed.

Bogen tager en dramatisk drejning i sidste halvdel, der kunne minde om en psykologisk thriller. Men den bliver alt for langtrukken og fortænkt, og ender i grunden uforløst, og der blev grædt tørre tårer for mit vedkommende.

”Det jeg elskede” er udgivet 2003 og oversat til dansk (rigtig fin oversættelse) samme år.

Britt

Death in Holy Orders af PD James (Gitte)

2008-09-24T20:19:00.004+02:00

Endnu en pausebog fra Bleak House, da jeg havde brug for lidt hyggelig weekendkrimi. Jeg har set tv-serien om Inspector Dalgliesh for mange, mange år siden, men aldrig læst bøgerne af PD James.

En ung præstestuderende findes død, sandsynligvis et uheld, men muligvis selvmord, tæt på et præsteseminarium. Den unge mands far anmoder New Scotland Yard om at undersøge dødsfaldet nærmere. Dalgliesh kender stedet fra sin barndom, og tager dertil for at få en snak med de fire præster på seminariet og stedets øvrige beboere, de studerende, ansatte og weekendgæster. Flere dødsfald følger naturligvis, og efterforskningen går for alvor i gang. Det står hurtigt klart, at fortiden og et testamente spiller afgørende ind.

Sproget syntes unaturligt; alle karakterer i bogen nærmest uden undtagelse taler alt for pænt og poleret, og plottet bliver aldrig helt interessant, selvom det bestemt var et set up med potentiale.

PD James har skrevet adskillige Dalgliesh-bøger over rigtigt mange år, jeg husker, at filmatiseringerne vist er fra 1980’erne, og Death in Holy Orders er fra 2001, men jeg tror nu ikke, at jeg vil kaste mig yderligere over forfatterskabet. Måske skulle jeg forsøge mig med de roste Arne Dahl bøger.

Gitte

Anthony and Cleopatra af Colleen McCullough (Britt)

2008-09-05T21:47:00.004+02:00

Endnu en roman, hvor både titel og omslag skaber associationer til en let knaldroman. Men intet kunne være længere fra indholdets realiteter. Her er endnu engang tale om en vel-researchet, gennemskrevet murstensroman uden sentimental oldtidsromantik.

Hvis man ikke har læst McCulloughs pentalogi ”Den Romerske Familie”, eller har grundlæggende kendskab til det romerske imperiums historie fra Sulla til Augustus, vil jeg ikke anbefale at give sig i kast med denne bog. Selvom den sælges som en selvstændig historie, er den reelt et ekstra 6. bind i Den Romerske Familie, der fortæller om det romerske Imperiums sidste historie som republik afsluttende med Cæsars død og det efterfølgende magtopgør.

Som man kunne mærke i sidste bind af Den Romerske Familie, har McCullough en vis forkærlighed for Octivianus, adopteret søn og arving til Cæsar. Og selv om denne opfølgende roman har fået titel efter Marcus Antonius og Dronning Cleopatra af Egypten, så handler den reelt set mest om Octivianus og hans opstigning til den uindskrænkede magt til kejser Augustus ”Den øverste blandt de øverste”. Hos ham ligger sympatien i opgøret med Antonius og Cleopatra langt hen ad vejen, selvom McCullough aldrig forfladiger eller forsøder ham. Den legendariske kærlighedshistorie mellem Markus Antonius og Cleopatra får til gengæld taget alt pynten. Deres forhold går fra at være en politisk udfordring til gensidig afhængighed på trods iblandet resignation og modvilje. Da de går døden i møde, er det som den sidste mulige vej med værdigheden i behold og med erkendelsen af en kærlighed, de aldrig vil få udlevet. Her genvinder man lidt af sympatien og forståelsen for det håbløse par. Men først da.

Hvor sympatien i Den Romerske Familie udelt og engageret lå hos Cæsar, bærer denne roman på en stemning af Cæsars skygge. Ingen var som Cæsar, og tiden efter blegner – også for forfatteren. Det smitter af på fortællingen, der desværre mangler ånden fra pentalogien og derved gør romanen lidt tung at komme igennem. Historien kunne snildt have været fortalt på et par hundrede sider færre end de 550 tæt trykte sider. Igen må jeg konstatere, at jeg holder mere og mere af bøger på under 200 sider, hvor essensen af fortællingen ligger lige under huden, mens de mange sidespring og detaljerede forklaringer er luget væk. Skal en historisk roman virkelig være over 500 sider per definition..?

Britt

Anthony and Cleopatra er udgivet på amerikansk i 2007.

Nattog til Innsbruck af Denyse Woods (Gitte)

2008-08-29T19:02:00.003+02:00

Hvad gør du, når din kæreste forsvinder sporløst i ørknen?

En anden bog der kom med hjem fra biblioteket på regnvejrslørdagen (http://bogpluk.blogspot.com/2008/08/hourglass-af-julie-parsons-gitte.html) var Nattog til Innsbruck. Som lejlighedsvis backpacker stopper jeg lige op engang, når jeg støder på en roman, der foregår på farten.

I denne står en kvinde på nattoget i Firenze på vej til Innsbruck. Undervejs lægger hun øre til genforeningen af to irer, der blev væk fra hinanden 4 år tidligere i Sudan. De to var kærester dengang. Hun levede på farten, han havde fast arbejde i London og rejste med hende i sine ferier. På deres sidste fælles rejse var hun endeligt blevet overtalt til at slå sig ro sammen med ham, men ikke uden protester, og efter et skænderi forsvandt han fra toget på vej tilbage til Egypten. I første del af romanen følger vi Francis, der vågner op i togvognen, og opdager, at både Richard og rygsæk er væk. I anden del følger vi Richard. Men stemmer de to historier overens?

Kvinden i nattoget følger de to fortællinger, hvilket er en god måde at komme ind i og ud af historien på. Som hun bemærker i sit stille sind; den der måske havde løjet, viste hvad der skete, og den der fortalte sandheden viste også, hvor løgnene lå begravet, mens hun som iagttager og lytter ingen anelse havde.

Jeg ville dog have nydt bogen betydeligt mere, hvis sproget havde været troværdigt. Jeg læser normalt bøger, der er skrevet på engelsk, på engelsk, for at få den autentiske version, men nu fik jeg fat i den danske oversættelse, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde. Jeg fik hele vejen igennem følelsen af, at bogen var oversat af en gammel dame (det er dog en mand, alder vides ikke), for jeg tror ikke, at originalversionen har samme ’antikverede’ udtryk. Ikke alting kan man selvfølgelig føre hen på oversættelsen, men i en sætning som: ”Jeg har det ikke godt med anklagerne for desertation og bedrag” ville en bedre oversættelse måske være …”svigt og bedrag”? Hvilket ungt menneske i 20’erne ville dog sige ’desertation’ eller for den sags skyld ord som ’knarvorn’ og ’forsurer’. Især virkede det komisk med en kombination af dette ’opstyltede’ sprog og mere ’hippe’ udtryk, om man vil, som ’bossy’ og ’poppe op’. Det forstyrrede den gode historie, som det trods alt er.

Jeg vil således anbefale originalversionen. Det kan kun være bedre, og man skulle jo nødigt blive knarvorn og forsuret.

Nattog til Innsbruck er fra 2002, og den danske oversættelse fra 2006.

Gitte

The Hourglass af Julie Parsons (Gitte)

2008-08-29T18:49:00.002+02:00

Hurtig hyggespænding

Jeg er godt nok i gang med Bleak House, men i lørdags øste det ned hele dagen, og sådanne dage kræver i min verden nybagte boller, en varm kande te og en bog med spænding. Ikke at Bleak House ikke er spændende bevares, men en hurtig knaldroman i sådanne stunder en nu bedst. Så jeg måtte på biblioteket, hvor jeg stødte på The Hourglass, og så måtte Esthers fortælling ligge lidt.

Og der er i The Hourglass, hvad der skal være af myrderier, skumle fortider samt mystiske og farlige fremmede. Vi befinder os i en landsby ved vandet i Irland, hvor Adam, nys løsladt fra fængslet, charmerer sig ind på den aldrende og velhavende Lydia, der bor tilbagetrukket fra omverden. Lydia beder Adam tage til Dublin for at finde hendes datter, som hun ikke har set i mange år. Imens dør kvinder i området og i Dublin, og vi finder efterhånden ud af, hvad der egentligt skete mellem Lydia og hendes datter, og hvad Adam er ude på.

Udmærket lørdag-i-regnvejr-læsning, og så er det ikke meget mere at sige om det. The Hourglass er fra 2005.

Gitte

The Apothecary’s Daughter (Britt)

2008-08-28T21:59:00.001+02:00

Den helt rigtige titel, hvis man leder efter en hurtig knaldroman til ferielæsningen. Og det var også som sådan jeg købte den på tilbud til sommerhuslæsningen. Som det kan ses, lever omslaget også til fulde op til forventningen.

Men jeg blev hurtig klar over, at jeg havde taget fejl. Bevares, der er ikke tale om dybe verdensbetragtninger eller socialrealistiske menneskeskildringer. Men sproget er smukt, poetisk og skønt at læse og der er på ingen måde tale om sødsuppemusik og happy ending, som jeg ellers havde ventet.

Den unge Theodora vokser op i et kloster, afsides fra verden på et tidspunkt under inkvisitionens storhedstid i et Spansk eller Fransk behersket Nordafrika. Nærmere kommer vi ikke en placering af tid og sted, men det er heller ikke så vigtigt. Det er ikke romanens ærinde at virke som historisk roman i traditionel forstand. Den bruger snarere den historiske setting som en genkendelig kulisse for sin sagnlignende fortælling.

Vi møder Theodora, da hun forlader sin kendte klostertilværelse for at indgå ægteskab med en højtstående adelsmand, der i en del år har levet som opdagelsesrejsende og handlende i kendte og ukendte fjerne verdener, primært mod øst, mens han forsager hoffet og omgangen med sin egen stand. Fortiden spøger i kulissen, men holdes skjult for Theodora, og den foldes kun meget langsomt ud i takt med hendes erkendelse af den verdslige verden, som hendes ægtemand, ”Adelsmanden” prøver at skærme hende fra. Mange år tidligere mistede han sin tvilling under et vovefuldt eventyr efter rødt guld i den barske ørken, og samtidig blev han selv grufuldt skamferet. Faderen døde af sorg over sine børns skæbne og overlod godset til adelsmanden, der selv havde mistet lysten til livet.

I hvilken voldsom grad Adelsmanden er blevet skamferet i, begynder man snart at gisne om som læser. Adelsmanden fuldbyrder nemlig ikke ægteskabet, selvom han elsker og tilfredsstiller sin Adelskvinde på anden vis med stor intensitet. Han lader hende kun mærke sin krop i mørket og tager aldrig sit lændeklæde af. Han ønsker ikke at tale om fortiden, men uddanner i stedet sin hustru i videnskabernes verden, lærer hende om de sande forhold mellem himmellegemerne og sin altruistiske gudstro midt under en tid, hvor den katolske kirke forsøger at kontrollere den vestlige verdens tanker, viden og tro med band og bål. Der altså meget på spil, både åndeligt og kødeligt for både Adelsmanden og Adelskvinden.

Da Theodora er vokset op i et kloster går dette ægteskab forbavsende godt i adskillige år, indtil det uundgåelige sker. Under én af Adelsmandens rejser mod øst, kommer en handlende i ædelstene og overtaler Adelskvinden til at huse ham, mens han venter på, at Adelsmanden vender tilbage. Der går ikke mange timer, før han venter i Adelskvindens seng, og med tabet af Adelskvindens uskyld, tager alting en ildevarslende men også opklarende drejning. Og der er en del overraskelser i vente helt til det sidste; ganske finurligt opbygget og afviklet i et usentimentalt, formfuldendt sprog, så de tragiske skæbner aldrig bliver melodramatiske. En dejlig, lille ferieoverraskelse!

Britt

The Apothecary’s Daughter, skrevet af den sydafrikanske forfatter Patricia Schonstein i 2004

Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen

2008-08-03T21:22:00.002+02:00

Afdeling Q på sporet

Hr. Adler-Olsen er en meget driftig herre. Som forudsagt (se anmeldelsen til forgængeren Kvinden i Buret) ankom for nylig fortsættelsen i (nu) Afdeling Q-føljetonen, men så hurtigt havde jeg nu alligevel ikke forventet. Hvis Jussi Adler-Olsen fortsætter med at spytte Afdeling Q-bøger ud hvert halve år, vil det blive til lidt af en samling. Men hvis kvaliteten holder (om end med enkelte uredigerede slåfejl hist og her), som den indtil videre har gjort, gør det bestemt ikke noget.

I Fasandræberne lander en sag fra 1987 på egenrådige Carl Mørchs bord i kælderen under Politigården på trods af, at en mand flere år tidligere tilstod forbrydelsen, hvor to søskende blev tævet ihjel i et sommerhus i Nordsjælland. Mørck og hans noget ukonventionelle sidekick Assad lugter dog urent spil, da sagen trækker tråde op i Danmarks top med rod i kostskolemiljøet og seks unge menneskers syge søndagslege. Uopklarede forbrydelser dukker snart op i kølvandet, ligesom efterforskningen søges lukket. Dette er dog en rød klud i ansigtet på den gæve Mørck.

Og så er jagtsæsonen for alvor gået ind…

Romanen er dejlig frisk skrevet, og hvem kan andet end at holde af Mørck med sit lettere kaotiske hjemmeforhold og uforløste begær efter politipsykologen Mona, samt Assad med sin ligefremme facon og ikke endnu helt gennemskuelige baggrund. I Fasandræberne udvides Afdeling Q i øvrigt med den effektive og bestemt ikke bly viol sekretær Rose; endnu et sidekick til at sætte Mørck flere grå hår i hovedet.

Det er ikke andet for end at se, hvad afdelingen kaster sig over næste gang. Jeg står i alt fald klar, og det kan vel ikke vare så længe?!

Romanen er fra 2008.

Gitte

Wilkie Collins: Kvinden i hvidt (Britt)

2008-07-01T21:37:00.003+02:00

Efter et par læseoplevelser, der har skuffet lidt, er jeg åbenbart inde i en god bølge. Denne ”verdens første Sensationsroman” fra 1860 var underholdende og velskrevet fra først til sidst. Og så kan man da tale om en helt bogstavelig form for historisk roman, da den jo har 148 år på bagen.

Det kan man nu ikke mærke i Christiane Rohdes nye, friske oversættelse fra i år. Sproget flyder let og plottet er fuld af gådefulde skikkelser, uventede drejninger, had, kærlighed og klassiske krimi-elementer. Historien er bygget op som en fortælling, hvor fortælleren, tegnelæreren Walter, vil rette op på den uretfærdige række af begivenheder, der aldrig kan komme for en retsal ved at lade en række fortællere på skift give deres skriftlige vidneudsagn, korte som lange, om begivenhedernes gang. Denne konstruktion holder fint og troværdigt hele vejen igennem og selvom det aldrig bliver rigtigt uhyggeligt, er fortællingen ganske nervepirrende midtvejs, hvor person-galleriet brogede skare for alvor viser deres sande naturer og fremtiden er ganske uvis for de fleste.

Fortællingen blev ifølge Joachim Rohdes efterskrift oprindeligt udgivet i Charles Dickens ugemagasin ”All Year Round” over 40 uger og vakte stor begejstring fra start. Der blev solgt ”Kvinden i Hvidt tøj” og andet merchandize og man kunne vædde om Kvinden i Hvidts mystiske fortid og om sir Percival Glydes dystre hemmelighed. Siden samlede Wilkie Collins afsnittene til en samlet bog, der i sin engelske udgave aldrig har været ude af tryk siden.

Siden da gik Wilkie Collins popularitet ned ad bakke og han døde som 65-årig af et massivt misbrug af tidens foretrukne narkotika, opium. Men mon ikke Kvinden i Hvidt lever videre mange år endnu. Den er i hvert fald anbefalet herfra, hvis man kan lide at læse krimier fra 1800-tallet.

Britt

Havet i Theresienstadt af Morten Brask (Gitte)

2008-06-11T22:40:00.004+02:00

Kærlighed i nazismens tid

I 1943 sendes jødiske Daniel til Theresienstadt. Vi følger Daniel fra den klaustrofobiske togrejse i en kreaturvogn fra Danmark til den jødiske by, og herefter opholdet gennem de næste to år. Med sig har han et fotoalbum, der skaber en forbindelse til barndommen i huset ved Silkeborgsøerne med en fader, der var præsident ved Højesteret indtil nazismen satte en stopper for hans virke, og en uligevægtig mor.

Daniel er næsten uddannet læge i venerologi, da han sendes af sted, og sættes til at arbejde som læge ved byens såkaldte hospital, hvor patienterne bliver mere syge end de var, da de ankom. Han opnår desuden en vis status blandt ss-officererne, da han somme tider om aftenen sendes til Prag for at behandle officerernes glædespiger for syfilis og andre kønssygdomme.

Midt i elendigheden møder Daniel tjekkiske TB-ramte Ludmilla, som han forelsker sig i. Ludmilla har sin egen brutale fortid, men de to finder et fristed i Theresienstadt, hvor de drømmer om fremtiden. Og imens spøger fortiden.

Jeg kender ikke forholdene i Theresienstadt, så jeg skal ikke kunne afgøre, om forfatteren er autentisk i sin beretning, men den er formentligt ikke urealistisk. Det er en fin kærlighedshistorie midt i grusomme omstændigheder, en fortælling om det gode i det onde.

Hvis det havde stået mere klart for mig, hvordan Daniel er påvirket af begivenheder i fortiden i sin nutid, ville tilbageblikkene have virket bedre og mere relevante. Men når det nu skal være, skabte det medbragte fotoalbum et godt sammenspil mellem nutid, fortid og fremtid.

Romanen er skrevet i et godt flydende sprog, og forfatteren formår at beskrive Daniels oplevelser, så jeg kan se det for mig. Og i øvrigt en smuk forside, der paradoksalt nok udstråler ro.

Havet i Theresienstadt fra 2007 er en fiktionsdebut for Morten Brask.

Gitte

Bitterfissen af Maria Sveland (Britt)

2008-06-10T22:00:00.002+02:00

Pas på, bitterheden smitter! Så hvis du går og gemmer på en utilfreds feminist, som du hidtil har undertrykt med held, skal du ikke læse Bitterfissen. Snart vil din indre irritation begynde at røre på sig, efterhånden som du nikker genkendende til passage efter passage; til sidst vil den springe ud som reel frustreret bitterhed på hele kvindekønnets vegne.

For det handler ikke så meget om de provokerende mandschauvinister eller om kvindeundertrykkende religioner og lovfæstede patriarkater. I stedet handler det om den indbyggede ulighed, der ligger i os alle i det vestlige samfund, uanset køn. Hvordan vi mere eller mindre frivilligt og mere eller mindre bevidst gentager ulighedens mønster.

Selvom bogen foregår i Sverige, er iagttagelserne som taget ud af en dansk hverdag. Som når omgivelserne begejstres over den mand, der tager mere end 14 dages barsel, mens de samme omgivelser tager det for givet, at kvinden tager de resterende barselsmåneder af barnets første år. Og samme omgivelser bliver i øvrigt dybt forargede, hvis mor kunne finde på at rejse væk fra sit barn i flere dage og måske en hel uge, mens barnet er lille. At far kunne finde på det samme, er der derimod intet mærkeligt i.

Og sådan fortsætter bogens halv-biografiske hovedperson, Sara, med at dissekere sit kæresteforhold, sin familie og venner, kolleger og omgivende samfund. Alle steder møder hun den bitre ulighed. Det er ikke til at bære. Men det skal hun alligevel, og selvom bogen lægger stærkt bittert ud, bliver tonen hurtigt krydret med en del selvironi, med tårer og med jubel, og med kærlighed såvel som had.

Slutningen lever desværre lidt tamt op til Saras egen analyse af sin tids fortællinger: ”Måske er det sådan, som Erica Jong skriver i Luft under Vingerne, at hvor man i romaner fra det nittende århundrede blev gift, så blev man i skilt i romaner fra det tyvende århundrede. I så fald, tænker jeg, bliver man vel igen heteronormativ i romaner fra det enogtyvende århundrede?

Havde hendes bitterhed stukket lidt dybere, havde slutningen måske også været anderledes. Eller også er selvfornægtelsen tegnet for det enogtyvende århundrede? Men på trods af dette, er bogen hermed stærkt anbefalet for sine tabubelagte analyser og genkendelige scener fra den småborgerlige ulighed.

Bitterfissen er oversat fra svensk (2007) i et ligetil sprog af Christina W. Bojlén, så man tror, den er dansk, og udgivet af Modtryk 2008.

The Lollipop Shoes af Joanne Harris (Gitte)

2008-06-08T21:02:00.003+02:00

Den bittersøde smag af chokolade…

Allerede fra starten lover romanens titel om slikkepindskoene magi og drømme. Skoene sidder på fødderne af den smukke og farverige heks og tyv af identiteter Zozie de l’Alba, forførende som din ynglingschokolade, der på de dødes dag den 31. oktober med efterårsvinden blæser forbi Montmartre og en chokoladeforretning. Her bor og arbejder Vianne Rocher med sine to døtre, 11-årige Anouk og 4-årige Rosette. Vianne Rocher, som med forårsvinden blæste ind i landsbyen Lansquenet-sous-Tannes i forgængeren Chocolat, har boet i Paris i knapt 4 år. Hvor hun var sprudlende, selvsikker og farverig i Chocolat, er hun nu anderledes afdæmpet, anonym og sortklædt. Og chokoladen laver hun ikke længere selv.

Zozie begynder med bagtanker at hjælpe til i forretningen, som hun efterhånden får omdannet til et chocolaterie, der er så farvestrålende og indbydende som hende selv, og hvor lokalfolket begynder at samles (med lidt hjælp af hekserier). Selv Vianne og hendes døtre liver op. Anouk er på vej til at blive teenager med de problemer det afstedkommer. Hun finder tilsyneladende en ven i Zozie, der dog har sine helt egne planer med pigen. Men Zozie har også planer med vandsigøjneren Roux (der i filmatiseringen af Chocolat blev forvandlet til en mørkhåret Johnny Depp, men som i bøgerne nu er ganske rødhåret). Roux dukker uventet op efter 5 års adskillelse fra Vianne, netop som Vianne har accepteret at gifte sig med den regelrette Thierry.

Som vinteren og julen nærmer sig, nærmer sig ligeledes den finale, som Zozie har bygget op til i løbet af de cirka 2 måneder hun har været tæt på den lille familie…

Romanen fortælles i jeg-person gennem Zozie, Vianne og Anouk. På trods af den 11-årige Anouks sommetider lidt for voksne stemme, er romanen bygget godt op mod den endelige kulmination. The Lollipop Shoes er ikke en kort roman (ca. 450 sider), og første halvdel af bogen tenderede det langtrukne, men forfatteren fik halet ind og intensiveret i sidste halvdel. Fin fortsættelse til Chocolat

Det er længe siden jeg læste Chocolat, og når jeg forsøger at huske bogen, ser jeg filmatiseringen for mit indre blik i stedet. Jeg mindes dog Chocolat som mindre alvorlig, ligesom magien er meget mere eksplicit og central i The Lollipop Shoes. Joanne Harris har selv beskrevet Chocolat som lys chokolade mod The Lollipop Shoes mørke 70 %’s.

Der er ingen tvivl om, at Joanne Harris kender sin chokolade lige så indgående, som hun kender sit Paris, og hun formår at beskrive miljøet, så man har lyst til at slå sig ned på Montmartre, og håndværket, så man har lyst til at spise og drikke chokolade til man sprækker.

Romanen er fra 2007 og hedder Chokoladeheksen på dansk (endnu en kedelig fordanskning af en ellers appetitlig originaltitel).

Gitte

In the night room af Peter Straub (Gitte)

2008-06-01T19:43:00.006+02:00

Fortsættelsen til Lost Boy Lost Girl

Hvor forgængeren var en ganske fin roman, er denne en ganske besynderlig affære. Forfatteren Tim Underhill, som i Lost Boy Lost Girl mistede sin nevø til det måske hinsides måske overjordiske, har nu skrevet en roman over massemorderen Joseph Kalandars forhold til og mord på sin egen for omverdenen ukendte datter. Tim er nu i færd med at skrive en ny roman om en fortvivlet kvinde. Han begynder pludseligt at modtage mærkelige e-mails med kryptiske beskeder uden afsenderadresse. Beskeder som prøver at fortælle ham noget.

Samtidigt befinder en anden forfatter, kvinden Willy sig udenfor en varehal, hvor hun har en følelse af, at hendes afdøde datter er. Willy mistede sin datter og sin mand få år tidligere og ved, at følelsen er irrationel men ikke desto mindre tvingende. Hun står overfor at gifte sig med en hemmelighedsfuld rigmand, men kort tid efter er hun på flugt fra sin kommende mands håndlangere, hvilket fører hende sammen med Tim Underhill og flugten fortsætter mod Millhaven, hvor tidligere begåede fejl skal rettes op…

Tja, hvad skal jeg sige. Romanen var lidt for spacy selv for mig. Visse elementer var interessante herunder forholdet mellem Willy og Tim, men resten var altså for syret, især de mystiske beskeder.

In the night room er fra 2004.

Gitte

Havets Katedral af Ildefonso Falcones (Britt)

2008-05-30T21:30:00.003+02:00

Måske er det på tide at lægge de historiske romaner på hylden for en tid, og i stedet skifte genre. For måske er det bare mig, der trænger til nye vinkler på min læsning og ikke de historiske romaner, der mangler kvalitet? Min mellemfornøjede oplevelse med mine sidst læste historiske romaner begynder i hvert fald at ligne en tendens.

Fra starten af Havets Katedral bliver jeg hurtigt lidt irriteret over den omstændige forhistorie, hvor vi får malet den melodramatiske ægteskabelige skæbne, som hovedpersonen Arnaus forældre må gennemleve, inklusive herremandens ankomst og voldtægt af hans moder på bryllupsnatten, (retten til den første nat), bortførelse, flere voldtægter, mord og flugt presset sammen på ca. 30 sider. Så er scenen ligesom sat for de stakkels, undertrykte bønder i 1300-tallets Katalonien. Alt det onde og uretfærdige og barske, der kunne overgå den tids mennesker, sker for Arnaus forældre gennem denne roman.

Jeg anerkender de historiske beskrivelser og love fra denne tid, og den megen uretfærdighed disse rummer set med vores tids øjne. Men at det hele skulle ramme denne familie, og i så voldsom en udgave, og at de selv føler uretfærdigheden så bevidst, bliver alt for iscenesat og urealistisk for mig – og det i en roman, der forsøger at give en romantisk, men historisk realistisk fortælling om en by og dens befolkning før og efter Den Sorte Død.

Hvor helt, den fattige Arnau, slider sig op gennem systemet og belønnes for sin godhed og ærlighed med rigdom og efter megen modgang og inkvisitionen i hælene, også med en lykkelig, romantisk udgang. Byen med sin kirke danner den røde tråd i fortællingen og minder på denne måde i uhyggelig grad om Kenn Follets to historiske romaner omkring katedralen i den opdigtede by Knightsbridge, men også bygget på historiske krøniker, love og forordninger. Det er faktisk tankevækkende, at de positive anmeldere i landets aviser ikke har fremhævet denne indlysende sammenhæng og afsmag af kopiering i såvel selve bogens rammefortælling som i mange af de beskrevne scener og karakterer.

Jamen, hvorfor har du dog så læst bogen til ende? Ja ok, den er udmærket skrevet i et ligetil og underholdende sprog, og de steder, hvor historien går lidt i tomgang, kan man jo skimme det lidt. Jeg måtte jo alligevel vide, hvordan det endte for Arnau og hans venner i modgang og kærlighed. Men for alvor bekymret eller for alvor medlidende eller medlevende blev jeg aldrig i bogen. Dertil var historien alt for spækket med melodramatisk lidelse og uretfærdighed, til at jeg helt kunne tage den alvorligt. Og endnu engang kunne en opstrammende redaktør have gjort meget for at skabe en mere læseværdig roman. Historiske romaner behøver ikke absolut at være på over 500 sider og fortabe sig i såvel for- som efterhistorie for at være en succes.

Britt

Ildefonso Falcones: Havets Kadedral, Bazar 2008, 623 sider

The Non-existing Knight af Italo Calvino (Britt)

2008-05-15T21:23:00.001+02:00

Det har været en sej omgang at komme igennem denne tredje del af Calvinos trilogi ”Our Ancestors”. Og det er måske også derfor, at der har været stille fra min side i nogen tid. Jeg ville gerne læse historien færdig, men kunne ikke rigtig tage mig sammen. Men nu er den så læst.

Den ikke-eksisterende Ridder lægger sig op af den tvedelte landgreve som en fabel, der fremstiller en usandsynlig eksistens på trods af alle ods. Under den spanske Reconquista deltager en tom rustning på den franske konges side. Han eksisterer i tanke og handling, men ikke i kød og blod, på ren og skær viljeskraft. Da han ikke har nogen krop, har han tilsyneladende ikke noget begær, og i det hele taget ikke de store følelser. Han er korrektheden selv, kender alle regler og kodeks og efterlever dem til pinlig punktlighed, hvilket er en torn i øjet på alle de dødelige riddere og helte omkring ham. Han bliver skyet som pesten for sin unaturlighed, men først og fremmest for sin fejlfrihed, og hans altid skinnende rene, hvide rustning virker som spejl for alle de fejlbarlige omkring ham.

Som sådan starter fablen ret interessant. Men herfra tager historien fart og folkeeventyret tager over. Hvor The Cloven Viscount havde skarphed og stram struktur, mister Den ikke-eksisterende ridder den røde tråd, og hvor finurlighederne i den Tvedelte Landgreve var ligefremme og underspillede, er de her omstændelige, overdrevne, melodramatiske og fjollede.

Selvom Calvino også i denne historie er en overlegen sproglig ekvilibrist, er den ikke på højde med de to andre historier i trilogien – De tre fabler er i øvrigt skrevet hver for sig og først mange år senere bragt sammen af forfatteren til en trilogi. Med denne viden i baghovedet virker det i høj grad som om, at Den ikke-eksisterende Ridder oprindelige blev skrevet som forfatterens egen hygge-fabel til skrivebordsskuffen.

Yderligere info om trilogien kan findes i mit tidligere indlæg om ”The Cloven Viscount”

Britt

Skygge af Karin Alvtegen (Gitte)

2008-05-04T21:31:00.002+02:00

Fædrenes synder

Skygge er en rigtig god, velskreven og absolut anbefalelsesværdig roman om en families skyggesider, om hemmeligheder og løgne, om forældres arv, og om for alt i verden at bevare familiens navn og ære.

Gerda, en 92-årig pensioneret husholderske, dør en stille død i sin lejlighed i Stockholm. Hun efterlader sig ingen familie, men har testamenteret alt til Kristoffer, en mand midt 30’erne, som har levet sit liv i skyggen af, at han som 4-årig blev efterladt på en trappesten af sin mor. Kristoffer har aldrig mødt Gerda, men håber nu, at han kan få viden om sit ophav, en viden, der kan give ham evnen til at tilgive.

Gerda var før sin pensionering husholderske for familien Ragnerfeldt. Axel Ragnerfeld, nobelprismodtager og en af Sveriges berømteste forfattere, ligger nu for døden på et plejehjem uden mulighed for kommunikation med omverden efter en hjerneblødning, mens han søn Jan-Erik holder hans forfatterskab i live ved en omfattende foredragsvirksomhed. Jan-Erik har altid levet i skyggen af sin far. Han lever nu i skyggen af et ægteskab, og gentager derved sine forældres mønster.

Gerdas død sætter gang i begivenheder, der efterhånden som handlingen skrider frem, skræller lag efter lag af familien Ragnerfelds facade af, samtidigt med at Kristoffers historie væver sig ind i familiens.

Skygge er fra 2007 og oversat fra ”Skugga”. Der må mere af svenske Karin Alvtegen på min ventehylde.

Gitte

Dead Simple af Peter James (Gitte)

2008-05-04T21:27:00.002+02:00

Pas på med practical jokes, især hvis du er klaustrofobisk…

Unge, flotte og succesfulde Michael forsvinder under sin polterabend som led i en spøg. De eneste, der tilsyneladende ved, hvor Michael befinder sig, omkommer samme aften i en bilulykke, og Michaels forretningspartner og forlover Mark, der ikke nåede at deltage i polterabenden, nægter at udtale sig.

På grund af en henvendelse fra Michaels smukke og fortvivlede forlovede, begynder politidetektiv Roy Grace, hvis egen hustru forsvandt sporløst 8 år tidligere, at undersøge sagen. I et kapløb med tiden må Grace tage utraditionelle midler i brug for at finde Michael i live

Er man til en god spændingsbog er Dead Simple lige i øjet, og jeg slugte romanen på et øjeblik. Det umiddelbare plot er godt tænkt, mens andre elementer i historien er set før. Og så kan man jo tænke hvad man vil om Grace’s hang til det okkulte.

Romanen er fra 2005 (på dansk Dødenkelt), og der er heldigvis flere bøger om Roy Grace, den 4. udkommer til sommer.

Gitte

Skyggernes hus af Bjarne Reuter (Gitte)

2008-04-21T22:03:00.002+02:00

11 musikalsk begavede elever i teenagealderen tager på lejrskole med klasselære og vikar i et hus ved vandet. Huset blev bygget af en mand, der i 1934 tog af sted fra Zanzibar sammen med 12 andre danskere, heriblandt hans tvillingebror, med kurs mod Danmark, men de 8 mænd og 5 kvinder forsvandt under vejs med skibet Pemba. 70 år senere står det hurtigt klart for klasselærer Eva, at det ikke kan være tilfældigt, at de netop er 8 mænd og 5 kvinder i huset Pemba inklusivt et tvillingepar! Mens huset synes levende, synes eleverne at bære rundt på en hemmelighed.

Skyggernes hus fra 2007 er en udmærket lille bog, ikke specielt uhyggelig, men godt fortalt og hurtigt læst. Der skiftes mellem nutid og datid, og romanen fortælles gennem Eva. Men lidt originalitet i titlen er at ønske…

Skyggernes hus bygger delvist på romanen 7.a. (fra 1992), som jeg ikke har læst, men der er tale om en selvstændig fortælling.

Gitte

In the Woods af Tana French (Gitte)

2008-04-21T22:01:00.001+02:00

I skovens dybe stille ro…

For 20 år siden forsvandt to 12-årige venner fra en skov nær Dublin. En 3. ven, der var sammen med dem på tidspunktet, blev fundet med hukommelsestab. Mens de to børn aldrig er blevet fundet er drengen, der overlevede, blevet politimand og har skiftet navn. Da en pige bliver fundet myrdet i samme skov, går Rob i gang med efterforskningen sammen med makkeren og veninden Cassie. Som efterforskningen skrider frem præges Rob i stigende grad af fortid og nutid, hvilket er tæt på at få fatale følger.

Romanen fortælles af Rob i jeg-person men bærer præg af at være skrevet af en kvinde for så vidt angår nogle af Robs tanker og overvejelser. Det er en skam, for jeg kunne til tider ikke abstrahere herfra. Rob kommunikerer med læseren undervejs i sin fortælling. I slutningen af bogen anfører han, at jeg som læser ikke skal håne ham for ikke at have opklaret sagen tidligere, da vi har de samme oplysninger til rådighed til at finde morderen, og at denne narrede mig lige så vel som Rob. Jeg regnede nu i store træk plottet ud halvvejs gennem romanen, så tja. I det hele taget er det en pudsig kommunikation at føre, for jeg fandt ikke rigtigt nogen årsag til det. Noget jeg ofte spekulere på med disse jeg-personromaner er årsagen til, at forfatteren lader personen fortælle historien. Er det en dagbog, jeg får indblik i, er det en form for selvbiografi? I bund og grund mente forfatteren vel at have fået en god ide, jeg undrer mig bare.

Det er en lang roman, og i starten virkede den også sådan, læsningen gik dog lettere hen ad vejen, og bogen gik efterhånden hen og blev ganske interessant. Robs lange tankerækker kunne dog godt have været skåret lidt til.

In the Woods (oversat: Skoven) er en debut for Tana French og er fra 2007. The Likeness hedder fortsættelsen fra 2008.

Gitte

The Cloven Viscount by Italo Calvino (Britt)

2008-04-21T21:50:00.004+02:00

Den unge viscount Medardo fra Terralba drager i krig mod tyrkerne, men er knapt ankommet, før han kløves på langs af en glohed kanonkugle. Mirakuløst overlever hans højre halvdel for at vende hjem på en båre. Snart begynder han at bevæge sig rundt ved hjælp af sin ene arm og ben og en stærk krykke samt en vild hest. Og snart viser det sig, at det er den onde halvdel af Medardo, der er vendt hjem fra krigen for at terrorisere sine undersåtter.

Intet kan han tåle at se helt og fuldendt. Hans vej gennem landskabet kan følges via den sti af kløvede blomster, planter, frugter og smådyr, som han efterlader. Snesevis af undersåtter torteres og henrettes for småsager og landgrevens lune. Snart kendes Medardo blot som ”Den Onde” eller ”Den Halve”.

Men efter et par år dukker en kløvet vagabond op på egnen – den venstre halvdel af Medardo har overraskende også overlevet og snart skal det vise sig, at han er lige så uselvisk og opofrende god, som den højre halvdel er ond. De to halve Medardoer kaster sig ud i en gensidig krig på viljer med befolkningen som magtesløse brikker. Alt hvad den højre halvdel ødelægger, piner og plager, udbedrer, plejer og helbreder den venstre, og snart kaster de begge deres helt egen fortolkning af kærligheden på den samme kvinde…

Historien er skrevet i 1950’ernes koldkrigstid og er en formidabel fabel på det delte Europa og den delte verden. Den korte fortælling er forfriskende usentimentalt og humoristisk fortalt gennem den unge illegitime fætter. Han har via sine afdøde forældre et ben i hver lejr hos både adlen og bondestanden og er derved lige så kløvet og hjemløs som den uheldsvangre Medardo og er en ensom joker i spillet.

Slutningen skal jeg ikke røbe, men selvom vejen til løsningen er anderledes voldsom end den Europæiske politiske historie har udviklet sig siden, skal den dog vise sig at være ganske foregribende.

Fablen er udkommet i Triologien ”our Ancestors”, hvorfra jeg tidligere har anmeldt ”Klatrebaronen”. her: Den er hermed stærkt anbefalet!

Britt

Nattetimen af Annika von Holdt (Gitte)

2008-04-13T20:25:00.002+02:00

Gys i det gamle hus

Manuskriptforfatteren Sean og hans smukke hustru samt Deres 4 år gamle datter flytter ind i et stort og gammelt hus ved en sø i Sydengland. Sean forsøger at komme sig efter et færdselsuheld få måneder tidligere, et uheld som har udvisket hans hukommelse fra før ulykken. Huset er smukt, men har en uhyggelig historie. Håndværkere er døde under opførslen, og tidligere ejere har slået deres familier ihjel. Naturligvis begynder der hurtigt at ske skumle ting i huset omkring Sean. Han hjemsøges af genfærd og uhyggelige drømme, indtil først datteren og siden ægteparret forsvinder…

Nattetimen er en opbygget som en klassisk gyser. Slutningen var mildt overraskende, og fortællingen var effektiv men bibringer egentligt ikke genren noget nyt. Vi har set plottet og scenariet mange gange før. Man kan dog roligt læse romanen alligevel, hvis man lige har brug for lidt hurtigt uhygge før sengetid. Nattetimen fra 2002 er skrevet af den danske forfatter Annika von Holdt, der debuterede i 2001 med Hjemsøgt, som jeg ikke har læst (endnu?).

Gitte

Lost boy lost girl af Peter Straub (Gitte)

2008-04-13T20:22:00.001+02:00

Hvad huset gemte…

Forfatteren Tim vender tilbage til sin fødeegn, i første omgang da hans svigerinde begår selvmord på tre måder, og siden, da hans nevø, Mark, forsvinder blot en uge efter begravelsen. Tim opdager, at nevøen umiddelbart før sin forsvinden, var blevet meget interesseret i det forladte nabohus, hvor massemorderen Kalendar mange år tidligere slog sin familie og et antal kvinder ihjel. Tim forsøger at opklare mysteriet omkring nevøens forsvinden, som har fundet sted i en periode, hvor andre teenagedrenge er forsvundet, og efterhånden synes huset i stigende grad at være involveret.

Lost boy lost girl er en ganske udmærket gyser. Der springes i tid, og vi følger Tim, Mark og Marks bedste ven samt læser Tims dagbogsnotater, hvorved vi kommer tættere og tættere på husets hemmelighed og Marks skæbne. I starten skal læseren vende sig til disse spring, men efterhånden som fortællingen skrider frem, virker det godt. Historien nåede aldrig at blive rigtigt uhyggelig, men det behøver heller ikke nødvendigvis at have været forfatterens hensigt. Han kan skrive uhyggelige bøger, hvilket han beviste med Ghost Story, så der har nok været tale om et bevidst valg. Det er dog ikke en bog man lige lægger fra sig, jeg gjorde i alt fald ikke.

Lost boy lost girl, på dansk Skyggernes Hus, er fra 2003 og en del af Peter Straubs omfangsrige forfatterskab. God titel i øvrigt (originalen altså, den danske er da noget fantasiløs).

Gitte

Døden Udebliver Indimellem af José Saramago

2008-04-09T20:33:00.002+02:00

Når døden tager sagen i egen hånd

”Dagen efter døde ingen”. Sådan begynder José Saramagos nyeste roman. I den første halvdel af romanen følger læseren et samfund, der forsøger at indrette sig på det forhold, at befolkningen pludseligt fra den ene dag til den anden holder op med at dø. Hvad gør begravelsesvirksomhederne, hvad med hele sundhedsvæsnet, forsikringsselskaberne mv.? Herefter møder vi døden selv, og en cellist, der af en eller anden grund uvist for døden selv ikke vil dø på trods af, at det er forudbestemt. Døden Udebliver Indimellem er en moderne fabel, og en noget udtraditionel kærlighedshistorie.

José Saramagos romaner har jeg aldrig rigtigt fundet lette at læse. Ofte har det taget mig nogle sider, før jeg er kommet rigtigt i gang, men alligevel holder de en eller anden fascination. Han tager en idé, fx, som i Døden Udebliver Indimellem, om, hvad sker der hvis, og udforsker det. Døden Udebliver Indimellem havde jeg endnu større vanskeligheder ved at komme igennem på trods af, at jeg synes, at romanen bygger på en god ide. Jeg gik tit i stå i de lange passager, hvor forfatteren beskriver samfundstilpasningen, men ´vågnede op’, når han zoomer ind på individets historie, hvor romanen efter min opfattelse først blev rigtigt vedkommende. Det der især vanskeliggør læsningen af José Saramagos romaner, er hans mangel på pauser i teksten. Der er utroligt få afsnit, og samtaler foregår ud i en køre, ofte med flere replikker i en enkelt sætning. Hvor jeg i hans tidligere romaner (fx En fortælling Om Blindhed og Den Duplikerede Mand, som jeg kan anbefale) hen ad vejen har kunnet abstrahere herfra, gjorde de manglende pauser sammenholdt med førnævnte lange passager blot, at det tog en overordentlig kraftanstrengelse for at fortsætte læsningen. Sidste halvdel af bogen, hvor vi følger døden, gik lidt nemmere. Men en spændende forfatter, der er José Saramago i alt fald.

Romanen udkom på dansk i år og er oversat fra portugisisk (Intermitências da morte fra 2005).

Gitte

Jomfrudronningen af Susan Kay (Britt)

2008-03-31T21:46:00.002+02:00

Endnu en historisk roman med smæk for skillingen. Den ligger sig på mange måder i forlængelse af den skrivestil, som Ken Follett bruger i sine to historiske romaner omtalt her: Fra første side vælter det over læseren med politiske intriger, jalousi, magtbegær, religionsstrid, blodige henrettelser og umulig kærlighed – men dog knap så meget sex..

Det lykkedes at skildre Elisabeth som en unik person i historien på godt og ondt fra hendes første barndomserindringer som tre-årig i forbindelse med hendes mors, Anne Boleyns, henrettelse – En henrettelse beordret af hendes egen far, Henrik d. 8. Omstændighederne omkring denne henrettelse danner i denne roman rammen for hele Elisabets liv, og skal også danne rammen for hendes udfrielse og død. Forfatteren forsøger således at skabe et psykologisk portræt af Elisabeth, der skal forklare alle hendes beslutninger gennem hendes dramatiske, eventyrlige og mytiske liv. Men selv om Susan Kay forsøger at omgærde Elisabeths sande følelser og voksende vanvid med mystik, hentydninger og tågeslør, virker det alt for søgt, og giver en lidt fad smag til en ellers flot beskrivelse af en sjældent intelligent, sjældent humørsyg og sjældent magtfuld og sjældent forførende kvinde.

Elisabeth bliver på trods af sit skrøbelige helbred knapt 70 år. Og med Susan Kays dagsorden om den psykologiske skildring af en voldsom moderbinding, bliver hun nødt til at følge Elisabeth hele vejen. Det bliver desværre også bogens svaghed. Lige så medrivende og velskreven den første halvdel af bogen er, lige så langtrukken og gentagen bliver den sidste halvdel indtil den overdramatiserede finale med en kvalm slutning, der slet ikke svarer til bogens kyniske og hårdkogte udgangspunkt. Det virker på mange måder, som om forfatteren beskriver anden halvdel af Elisabeths regeringstid af ren pligt. Da Elisabeths store kærlighed, Robert Leicester, dør, forsvinder også nerven i bogen. Elisabeths efterfølgende umage forhold til Roberts langt yngre nevø og stedsøn, Essex, bliver aldrig skildret ordentligt og troværdigt. Her er mere tale om tell it, end show it. Susan Kay har ikke rigtig hjertet med i dette forhold, og som læser sidder jeg tilbage uden forståelse af, hvorfor den stærkt kontrollerede Elisabeth ikke kunne sige nej til denne selvglade tøjte af en forvoksen knægt. Susan Kay lader Elisabeth selv tænke sig til forklaringen ved Essex’ endelige, uafvendelige henrettelse, men ordene kommer til at stå til troende. Som det meste af bogens sidste halvdel.

Det er en stor mundfuld at beskrive hele Dronning Elisabeths liv i én roman. Mary Renault brugte tre romaner på at skildre Alexander den Store, og Colleen McCollough tre bøger på at skildre Cæsar. Måske skille Susan Kay også have brugt et par bøger mere – eller have koncentreret sig om Elisabeths kærlighed til sin Robin, set fra Elisabeths dødsseng. Så kunne hun have sprunget alt det over, der ikke interesserede hende som forfatter. Igen ødelægger en redaktør en fremragende historisk roman ved sit fravær.

Jomfrudronningen er fra 1985 med originaltitlen ”Legacy” og udmærket oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen.

Britt

Unnatural Fire af Fidelis Morgan (Gitte)

2008-03-30T20:26:00.001+02:00

Unnatural Fire tager sin begyndelse i et fængsel i London i 1699, hvor den aldrende Anastasia Ashby de la Zouche, baronesse Penge, grevinde af Clapham befinder sig som følge af trænge kår og ubetalte regninger. Her genfinder hun Alpiew, som grevinden ca. 35 år tidligere tog til sig, da Alpiew var 5, og som grevindens forlorne mand kindnappede 15 år senere sammen med komtessens værdiggenstande. For at tjene til dagen og vejen tager de to kvinder hyre på ugebasis som sladderjournalister. De opsøges hurtigt af en kvinde, som mistænker sin mand for utroskab og derfor vil betale grevinden og Alpiew for at følge efter ham. Dette viser sig dog ikke at være helt lige til, og da manden bliver myrdet og hustruen fængslet for drabet, begynder Alpiew og grevinden at grave dybere. De finder en alkymistisk gåde, som kan være løsningen på, hvem der er den rigtige morder.

Unnatural fire er en meget charmerende krimi. Jeg havde fra starten stor sympati for de to usandsynlige detektiver, der prøver at tjene til dagen og vejen ved at bruge deres kløgt, og som søger sandheden rundt omkring i dekadente og stinkende London. Forfatteren har intet gjort for at forskønne historien; der er ugegammelt lag på lag makeup, manglende tænder, mølædte parykker og hele pibetøjet, hvilket paradoksalt nok er ganske forfriskende. Jeg nød forfatterens skrivestil og karakterernes særheder, og så dukker Isaac Newton op i en gæsterolle.

Jeg hyggede mig vældigt med denne roman fra 2000 (Trolddomsild på dansk), som er den første i en serie af mysterier med grevinden og Alpiew. Efterfølgerne kan desværre ikke fås på biblioteket.

Gitte

Den der graver en grav af Yrsa Sigurdardóttir (Gitte)

2008-03-23T21:22:00.001+01:00

Thóra på nye eventyr

Islandske Yrsa Sigurdadóttir begyndte sin krimiforfatterkarriere i 2006 med Det tredje tegn, hvor vi ligeledes første gang mødte Reykjavíkadvokaten Thóra Gudmundsdóttir. I det tredje tegn blev hun involveret i fundet af en tysk studerendes øjenløse lig, et dødsfald, der viste sig at have okkulte undertoner. I den der graver en grav indlogeres Thóra på et nyopført new-age hotel ved kysten, da ejeren og derudover Thóras klient bedyrer skjulte fejl og mangler ved ejendomshandlen i form af spøgeri. Da hotellets arkitekt findes myrdet og ejeren bringes i søgelyset for mordet, påtager Thóra sig at opklare forbrydelsen assisteret af tyske Matthew, som hun indledte et forhold til i Det tredje tegn. De undersøger området og taler med hotellets gæster og egnens beboere. I den forbindelse opdager de, at der mange år tidligere skete skumle ting på grunden. Samtidigt trænger Thórahs private bekymringer sig på i form af to børn, et kommende barnebarn og en irriterende eksmand.

I Den der graver en grav leger Thórah detektiv og opdager ting og sager, som politiet har overset, mens hun prøver at finde ud af hvem af de personer, der var til stede på hotellet på gerningstidspunktet, som kunne have begået mordet, hvilket fik mig til at tænke på Agatha Christies detektivromaner (som jeg vist overvejende har set på TV). Imidlertid gjorde de mange samtaler med de potentielle gerningsmænd, at romanen af og til blev lidt lang i spyttet og ærligt talt lidt kedelig. men nysgerrigheden i forhold til, hvad der egentligt skete dengang og nu, holdt mig alligevel til ilden. Umiddelbart husker jeg Det tredje tegn som mere spændende, men Den der graver en grav er da heller ikke helt ueffen. Thóras private problemer giver en ekstra facet til historien uden at fylde for meget.

Den der gaver en grav (Sér grefur gröf) er også fra 2006. Lur mig om vi ikke vil høre mere til Thóra.

Gitte

Veronika beslutter at dø og Djævelen og frøken Prym af Paulo Coelho (Gitte)

2008-03-21T22:39:00.005+01:00

Rimer gal på normal, og er vi grundlæggende onde?

Veronika er smuk, ung og elsket. Alligevel beslutter hun sig for at tage sit eget liv. Hun vil stoppe mens legen er god, for det vil jo ikke blive bedre. Veronika overlever imidlertid og vågner op på sindssygeanstalten Villete, hvor hun får at vide, at hendes hjerte har taget uoprettelig skade af pilleforgiftningen, og at hun højst har en uge tilbage at leve i. Herfra begynder Veronikas vej tilbage til livet ved hjælp af stjernerejsende Zedka, Mari, som fortsat opholder sig på anstalten trods det forhold, at hun blev kureret for sin angst for længe siden, og skizofrene Eduard, der vil male sine paradisvisioner. Derudover er der lægen Igor, der arbejder på en banebrydende afhandling om sindssyge og kuren herfor.

Emnet for romanen er livet overfor døden og galskaben overfor normaliteten. Er livet værd at leve, når man ved, at man snart skal dø? Hvem er normale og hvem er gale, og hvem beslutter egentligt, hvad der er normalt?

En fremmed ankommer til en lille afsidesliggende by. Med sig har han 11 guldbarre og en djævel ved sin side. Frøken Prym er en ung kvinde, som drømmer om at komme væk fra byen, hvor alle dage ligner hinanden, og alt er forudsigeligt. Med drømmen om, at den fremmede kan være billetten væk, sørger frøken Prym for at komme til at møde den fremmede. Denne viser til imidlertid udelukkende at været kommet til byen for at få svar på et spørgsmål: Er mennesket grundlæggende ondt eller godt? Den fremmede sætter frøken Prym på en opgave, som involverer hele byen. Hvis et menneske ofres, får byen de 10 guldbarre, og det er frøken Pryms opgave at overbringe budskabet. Frøken Prym stilles dog også overfor en personlig prøve, da hun ser hvor den sidste guldbarre begraves. Skal hun stjæle guldbarren, rejse væk og få det liv hun i så fald vil have råd til, eller vil frygten holde hende tilbage? Samtidigt sidder gamle Berta foran sit hus, som hun gjort siden hendes mand mange år tidligere døde i en vådeskudsulykke. Berta har i alle disse år siddet og ventet på, at det onde vil komme til byen.

Kampen mellem engle og dæmoner, det gode og det onde, det bedste og det værste, er temaet for Djævelen og frøken Prym.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Paulo Coelho for en del år siden, da Alkymisten var talk of the town. Jeg fik dog ikke læst mere af forfatteren, før jeg under bogudsalget for nyligt stødte på Djævelen og frøken Prym og syntes, at temaet lød spændende. Jeg lånte bogen på biblioteket og tog Veronika beslutter at dø med i købet. Jeg har efterhånden kunnet konstatere, at Paulo Coelho er en forfatter, der har noget på hjerte. Han fortæller ikke alene historier, men historier, der kredser om de store spørgsmål i livet, og det gør ham interessant at læse. Sproget er nemt og tilgængeligt, og romanerne er relativt korte. Jeg vil nu sætte Zahir fra 2005 på ventehylden.

Veronika beslutter at dø (Veronika Decide Morror) er fra 1998. Djævelen og frøken Prym (O Demônio e a Srta. Prym) er fra 2000.

Gitte

Skaberens kort af Emilio Calderón (Gitte)

2008-03-15T19:53:00.003+01:00

Kærlighed og spionage under Anden Verdenskrig

I 1953 fortæller José María sin historie om, hvad der skete før, under og efter Anden Verdenskrig.

José Maria studerer i 1930’erne fascistisk arkitektur i Rom på Det spanske Akademi for Historie, Arkæologi og Kunst. I begyndelsen af 1937 tager en gruppe eksilerede katalanere, som er flygtet fra den spanske borgerkrig, ophold på akademiet. I blandt disse er Montse, en ung bibliotekar, som José María forelsker sig i, og som er begyndelsen til José Marías personlige oplevelser under krigen.

For at skaffe penge til mad til beboerne, sælger akademiet ud af sin store bogsamling. I en af de bøger, som Montse og José María påtager sig at sælge, er en omtale af skaberens kort. Køberen er den italienske prins Junio, der ligesom Montse får afgørende betydning for José María.

Efter salget af bogen opsøges José María af en undergrundsbevægelse til bevarelse af demokratiet i Europa repræsenteret ved en John Smith, der anmoder José María og Montse udspionerer prins Junio, da denne har tætte kontakter til nazisterne. Smith fortæller José María og Montse om skaberens kort, et kort tilsyneladende skrevet af Gud selv, som skulle føre til verdensherredømmet og som nazisterne således har stor interesse i at finde. José María og Montse påtager sig opgaven, og i denne rolle kommet de tæt på Junio og begivenhederne under krigen.

Selve skaberens kort er José Marías indgang til krigen og spiller således en vigtig rolle, dog uden at handlingen som sådan drejer sig om kortet. Snarere er der tale om en kærlighedshistorie; om José Marías forelskelse i og forhold til Montse, en kvinde, der ikke kan ejes, og som er splittet mellem sin kærlighed til både José María og Junio, og om en kærlighed, der er præget af krigen og besættelsen af Rom.

Skaberens Kort er ikke bygget op om en eksplosiv handling, men er en beskrivelse af begivenhederne på afstand. Jeg er i tvivl, om jeg synes at Skaberens Kort er en god roman, netop på grund af denne afstand, for desværre omfatter afstanden også læserens forhold til José María, som jeg trods det forhold, at der fortælles i jeg-form, ikke rigtig kom under huden på. Denne meget tilbagefortællende handling gør også, at romanen aldrig bliver rigtigt spændende på trods af den ellers gode historie og den overraskende slutning. Romanen er bag på omslaget omtalt som en spionthriller, men selv om spionage indgår som et centralt element, synes jeg, at betegnelsen thriller er at tage munden lidt for fuld. Romanen har de spændingsmomenter, der skal til for at lave en thriller, men disse synes at træde i baggrunden for José Marías og Montses forhold, og det er der ikke meget thriller over.

Men det skal nu også retfærdighedsvist siges, at det var ikke sådan, at jeg på noget tidspunkt overvejede ikke at læse romanen til ende.

Skaberens Kort er fra 2006 og oversat til dansk fra El mapa del creador.

Gitte

ABC af Ida Jessen (Britt)

2008-03-13T21:04:00.002+01:00

Den metrosexuelle karrieremand Joachim med det god udseende, gode job, styr på alle detaljer, de rigtige møbler og sommerhus i Tisvilde – VIP-område nr. 1. Det kører med andre ord for ham – bortset fra, at han ikke har nogen kæreste, og ikke kan se nogen mening med sin tilværelse uden en familie. I det hele taget har han ingen rigtigt nære relationer og en ensom under sin succes.

Men så møder han den lille, viltre, uforudsigelige Susan og bliver med rivende hast hevet ind i hendes kaotiske tilværelse med hendes ni-årige datter Ditte. Susan og Joachim er hinandens modsætninger, og det skaber bestemt ikke god kemi, tværtimod. Deres forhold starter en smule skævt og kunstigt og bliver blot værre herfra indtil det absurde, da de ender med en skilsmisse, hvor Joachim fraskriver sig lejligheden og forældreretten til sin tre-årige søn ved frivillig tvang, selvom han er fortvivlet over at miste ham til selvmordets rand.

Dette er desværre en generel karakterbrist hos Joachim. Han evner ikke at sige fra. Når alting er kaos i det lille hjem, og Susan dasker rundt i nattøj hele dagen uden at røre en finger, mens Joachim er udearbejdende husfar, siger han ikke fra selvom har stærk lyst, men i stedet trækker han sig længere ind i sig selv. For han vil nødig have, at hun skal føle, at han taler ned til sin uuddannede kæreste. Susan driver deres forhold længere og længere ud i jagten på en reaktion, der kan overbevise hendes skrøbelige jeg om, at han virkelig elsker hende og respekterer hende. Der er nærmest tale om en parodi på den bløde mand, så det gør helt ondt at læse historien til ende. Frustrationen på Joachims vegne over hans urimelige kæreste på den ene side kæmper med irritationen over hans manglende evne til at stå ved sine egne ønsker og grænser.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke orkede at følge de udpenslende møder mellem de to ulykkelige mennesker hele vejen igennem, men skimmede en del sider i den sidste halvdel. Pointen var sivet ind og irritationen vokset sig så stor, at jeg bare måtte have slutningen med, inden jeg lagde bogen fra mig. Jeg skal ikke røbe den her, selvom jeg allerede har afsløret meget af bogen.

Efterfølgende gør bogen dog et langt mere positivt indtryk på mig. Den optog mine tanker i flere dage efter, og jeg må indrømme, at grunden til min irritation ikke så meget lå i, at forholdet blev drevet så langt ud i det absurde, men at forløbet var så enerverende godt ramt, samtalerne så realistiske og reaktionsmønsteret så plausibelt, at hele min krop skreg på handling. Jeg hader selv at udskyde beslutninger og leve i uvished. Jeg kunne ikke holde ud at følge dem hele vejen ad den forudsigelige rute fra A til Z.

”Hvor er det sørgeligt, tænker vi”, læste jeg i en anmeldelse på Litteratursiden. Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte snarere, at de skulle tage sig sammen og opføre sig som voksne mennesker… Men det er jo pointen: Det evner de simpelthen ikke.

Britt

ABC er fra Gyldendal, 2005

One Good Turn af Kate Atkinson (Gitte)

2008-03-09T12:27:00.005+01:00

Der skal meget til før jeg låner en bog, som jeg ikke ved hvad handler om. Jeg skal helst kende bogen på forhånd, eller kunne læse bag på bogen eller inden i omslaget, hvad den handler om. Hvis disse kriterier ikke er opfyldt, lader jeg normalt bogen stå, med mindre jeg kender forfatteren (på en positiv måde naturligvis). Det irriterer mig altid, hvis det eneste der står bag på en roman, er andres anprisninger. Dem er jeg sådan set ligeglad med, jeg vil bare vide, hvad jeg går hjem med.

Men altså, det eneste der stod bag på One Good Turn var anprisninger er forfatterens tidligere roman, Case Histories, som jeg har læst men ærligt talt ikke kan huske, hvad jeg syntes om. Men den har åbenbart ikke været så håbløs, at jeg lod One Good Turn stå. Den havde nu også et indbydende omslag: En helt enkel, hvid og let åben dør med skader i karmen som tegn på indbrud.

Det viste sig, at et par personer fra Case Histories dukker op i One Good Turn. Jackson Brodie, ex-politi, ex privatdetektiv og kæreste med Julie, som han lærte at kende i Case Histories, er på besøg i Edinburgh under en årlig festival. Bogen tager sin begyndelse ved et mindre bilsammenstød, der får den ene involverede til at kaste sig over den anden med et baseballbat. Den sky krimiforfatter Martin Canning overværer optrinet, og stik mod sin personlighed får han afværget, hvad der kunne ende i død ved baseballbat, ved at bruge sin bærbare computer som våben. Jackson Brodie, som ligeledes overværer optrinet, finder senere samme dag en ung blond kvinde druknet, men liget smutter fra ham. Den eneste ledetråd er et lyserødt kort med ordet Favors.

I nærheden af bilsammenstødet befinder sig ligeledes Gloria Hatter, middelaldrende, hjemmegående og gift med Graham Hatter, byggematador og ikke helt fin i kanten, som samme dag får et hjerteanfald under intimt samvær med en ung, blond kvinde, der bemærkelsesværdigt ligner Jackson Brodies døde strandvaskerske. Politikvinden Louise Monroe, alenemor til småkriminelle Archie, og beboer af en af Hatters huse, bliver involveret i denne sag.

Og således udspinder historien sig som en russisk babushkadukke delt mellem de fire personer.

I nogle romaner får man følelsen af, at man ikke lærere personerne nok at kende, i denne fik jeg næsten for meget information. Lange passager om fortid og tanker fik mig næsten til at glemme, at der rent faktisk var en handling igang. Fx: ”She was distracted by a smear of chocolate on her white blouse. She supposes it was from the chocolate digestives she had breakfasted on. She imagined the little factory of cells that was her body taking in the chocolate of fat and flour (and probably carcinogenic additives) and sending them off on conveyor belts to different processing rooms. This industry, dedicated to the greater good that was Gloria, was run on cooperative, profit-sharing lines. In this model Gloria factory, the cells were a cheerful, happy workforce who sang along to Worker’s Playtime from Tannoy radio…” osv. En ganske charmerende forestilling, men mængden at disse indfald fik mig altså væk fra historien for hver anden side. Det var dog trods alt en spændende bog, og jeg har da alligevel tænkt mig at se, hvad forfatteren ellers har at byde på.

One Good Turn er fra 2006.

Gitte

Calvino: Klatrebaronen (Britt)

2008-03-04T21:44:00.001+01:00

Den 12-årige Cosimo nægter en dag at spise sine snegle og kravler i stedet rasende op i et træ, hvorfra han erklærer over for sin far, baronen, og sin mor, generalinden og deres stive normer, at han aldrig kommer ned igen. Og det skal vise sig, at han er en ung mand, der står ved sit ord. Måske især fordi han umiddelbart efter møder den fortryllende, uberegnelige og uregerlige nabodatter, Viola, der udfordrer ham til at blive i træerne, da han ellers vil blive hendes slave for altid. Men selvom han holder sin del af aftalen, spinder hun ham alligevel uværgeligt og skæbnesvangert ind i sit komplicerede kærlighedsnet på tværs af tid og sted.

Vi følger Cosimos færden i trækronerne gennem hans anonyme og navnløse lillebrors fortællinger. Det øger den mystiske aura omkring den sære, superintelligente, inventive og oprørske Cosimo, men holder os også på distance fra Cosimos følelsesliv og hans egne tanker om verden set fra oven. I stedet kommer læseren på en fantastisk rejse gennem det lille, norditalienske samfund omkring Napoleonskrigene i sidste halvdel af 1700-tallet, såvel som gennem Europas kultur- og mentalitetshistorie over rundt regnet 50 år, der er præget af opløsning og forandring.

Bogen er fuld af finurlige røverhistorier og fantastiske fortælling såvel som praktiske beskrivelser af et liv levet i træernes grene og den rolle, Cosimo kommer til at spille for lokalsamfundet i et grænseland mellem helt og tosse. Han er genstand for alle følelser fra foragt til beundring, bliver latterliggjort og helliggjort, er fuld af nytte og betydning for samfundets overlevelse, og er fuldstændig uberegnelig og uden for alle almindelige normsæt.

Men i bund og grund bliver Cosimo respekteret for sine evner og evige opfindsomhed, som han villigt deler med alle. Han bliver respekteret på trods af sit vildmandsliv og mange særpræg, og det er bogens hovedpointe og samfundskritik i mine øjne. Han lever sit liv i en svunden tid, præget af tolerance og overbærenhed. Han ville aldrig kunne leve sit liv i det moderne, demokratiske Europa, hvor flertallet bestemmer, og mindretallet må rette sig ind eller blive lukket ude for Cosimo er en evig revolutionær. Derfor udspiller bogen sig også i revolutionernes tid, der ofte bliver brugt til at skelne mellem ældre og nyere europæisk historie. Som samfund har vi nu mistet en vigtig menneskelig og samfundsmæssig værdi midt i vores effektive, materielle demokratier, nemlig evnen til at rumme genierne, når de er grundlæggende forskellige for os andre.

Sproget af smukt, stilen er uhøjtidelig og indsigten i tidens politik, historie og filosofi er stor. Bogen er hermed anbefalet!

Du kan læse en mere indsigtsfuld anmeldelse af bogen på Litteratursiden her:

http://www.litteratursiden.dk/sw36840.asp

Britt

Italo Calvino: Klatrebaronen, 1957, oversat fra italiensk 1959.

Forbandelse af Johanne Hildebrandt (Gitte)

2008-03-01T21:51:00.003+01:00

Satan forklædt som same

Som nævnt andet steds, så går jeg ikke af vejen for en god spændingsroman, så jeg tænkte at Forbandelsen ville være noget for mig. Hovedpersonen i bogen er Helene, arkæologstuderende med forskerdrømme, som under en udgravning i Nordsverige finder et lig fra 1100-tallet. Liget tager Helene og hendes kollegaer med til Stockholm. Men det skulle de aldrig have gjort, da de derved sætter et satanligende væsen fri, og så er fanden så at sige løs i Saxogade. Satanvæsnent hvisker og besætter sig igennem bogen, og imens kæmper Helene med indre såvel som ydre dæmoner. Det viser sig nemlig, at Helenes familie har en særlig gave. En forbandet gave…

Rammen i form af et forskermiljø i Stockholm kombineret med hændelser i Nordsverige for 900 år siden var interessant, men besættelse af satan er ikke ligefrem en nytænkning. Bogen kunne efter min vurdering have haft gavn af lidt mere subtilitet, for på en eller anden måde virker en materialisering af satan med klør og gule øjne i røg og damp på et universitetsinstitut i Stockholm bare lidt for meget og lidt for nemt.

Uhyggelig og uforudsigelig blev den aldrig. Men var dog let læst.

Forbandelsen af oversat fra svensk (Fördömd) og er fra 2006.

Gitte

Allerede Bogudsalg igen

2008-02-24T21:29:00.005+01:00

Forleden dumpede Arnold Buscks udsalgskatalog ind af døren, og jeg blev som vanligt overrasket over, at det allerede var tid til dene årligt tilbagevendende begivenhed. En begivenhed, hvor jeg som regel åbner katalogerne med stor forventning, og vender sidste side med skuffede miner og suk om ”de gode gamle dage, hvor et udsalg var et udsalg”.

De sidste mange år har der ikke rigtig været nogen rigtige slagtilbud af gode bøger til ingen penge til at trække folk af huse og føle, at de virkelig kom hjem med noget i posen - altså foruden alle de bøger at tvivlsom karakter, som nogen af os kommer til at købe, grebet af stemningen, og det spændende omslag men aldrig får læst. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvilke bøger, jeg egentlig købte på det sidste udsalg…

Men i år synes jeg trods alt, at der er flere spændende emner til stort set ingen penge. Hvad f.eks. med den fremragende forfatter Ida Jessen, hvis ”ABC” kan erhverves for rundt regnet 50 kr.! Eller hvad med Jeffrey Eugenides’ ”Middlesex” for 40,-? Jeg skal også have fat i Katrine Marie Guldagers ”Kilimanjaro” (40,-). Jeg var ret glad for hendes novellesamling ”København” men har aldrig nået denne.

De engelske tilbudsromaner rummer dog ikke noget af videre interesse, ligesom det står desideret dårligt til med faglitteraturen og børnebøgerne. Sidste havde jeg glædet mig til at erhverve nogle flere af til sønnikes samling. Men gode børnebøger kommer aldrig på udsalg, for der kommer jo hele tiden nye poder at sælge dem til. Så kortsigtet er udsalget stadig.

Britt

Biernes hemmelige liv af Sue Monk Kidd (Gitte)

2008-02-23T19:57:00.004+01:00

Mmmm honning

Jeg kendte ikke denne roman eller forfatter før jeg fik Biernes hemmelige liv af Britt. Bogens titel henviser til det gennemgående dyr i bogen om Lily Owens, som vokser op i 1960’ernes South Carolina på en ferskenfarm. Hendes liv er præget af, at hun som barn uforvaret kom til at slå sin mor ihjel. Hun vokser op hos sin ubehagelige far og den sorte kvinde Rosaleen.

På Lilys 14-års fødselsdag bliver Rosaleen som følge af en hændelse sat i fængsel. Det lykkes Lily at befri Rosaleen og de flygter til byen Tiboron, et bynavn der er skrevet bag på et lille træbillede af en sort Jomfru Maria, som er et af de eneste efterladenskaber Lily har efter sin mor. I Tiboron havner Lily og Rosaleen hos tre sorte søstre, der producere honning. Og så tror jeg, at jeg stopper her.

Biernes hemmelige liv er en rigtig fin roman om savnet af en mor, søgen efter kærligheden og et sted at høre hjemme samt det at blive voksen. Sproget er flydende og let læseligt. Teksten er glimrende oversat fra The Secret Life of Bies af Svend Ranild. Bogen er en fiktionsdebut fra 2002.

Jeg fik lyst til at spise honning og læse mere af forfatteren. Jeg stødte faktisk for nyligt på en bog af hende (The Mermaid Chair), men det der stod anført om handlingen førte mig nu ikke til at købe bogen. Bøger om kvinder i midtvejskriser går jeg som regel uden om. Men det kan godt være, at jeg er urimelig overfor den pågældende bog, så måske låner jeg den alligevel på biblioteket en dag.

Gitte

The Book of Air and Shadow af Michael Gruber (Gitte)

2008-02-23T17:43:00.004+01:00

Efter forfattere i et stykke tid har drejet mysterier over gamle værker af Da Vinci og Dante var det vel et spørgsmål om tid før jeg faldt over en roman spundet over William Shakespeare. The Book of Air and Shadows omdrejningspunkt er fundet af en række breve fra 1600-tallet skrevet af en person, Bracegirdle, tæt på Shakespeare, og hans beretning om et ukendt manuskript fra forfatterens hånd.

Vi følger Albert Crosetti, der for at tjene penge til at forfølge sin drøm om at lave film, har taget arbejde i en forretning med sjældne bøger. Det er i den anledning Crosetti drages ind i historien. Da forretningen brænder, når han at redde en samling bøger ud. I bøgernes indbinding finder Crosetti ved et tilfælde sammen med kollegaen, den mystiske og undvigende men for Crosetti dybt fascinerende Carolyn Rolly, en række dokumenter af briten Bracegirdle, både en række læselige som en række kodede breve. Af de læsbare breve fremgår det, at Shakespeare skulle have udarbejdet et for omverdenen ukendt manuskript. På foranledning af Rolly sælger Crosetti de læsbare breve til en Shakespearekender, og så tager begivenhederne fat i jagten på en afkodning af de øvrige breve, som skulle føre til det ukendte manuskript, med blandt andet den russiske mafia i hælene.

Bogen indledes dog af Jake Mishkin, advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og vægtløfter, og hans førstehåndsberetning om begivenhederne omkring det ukendte manuskript. Mishkin skriver fra sit skjul i et lånt hus, mens han venter på, hvem ved vi ikke endnu. Mishkin havner i jagten på manuskriptet, da han i sin egenskab af advokat opsøges af køberen af Bracegirdles breve. Kort tid efter findes køberen torteret til døde.

Bogen skifter mellem Mishkins selvbiografiske fortælling med tilbageblik, Bracegirdles breve og en fremadrettet fortælling set fra Crosettis perspektiv.

Bogen er lang (561 sider i paperbackformat), og jeg blev lidt træt hver gang jeg kom til Bracegirdles breve, som er skrevet i, hvad der skal forestille at være engelsk fra 1642. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er sådan man skrev og talte på den tid, men det er i alt fald ikke nemt at læse, fx: ”W.S. agen shewes hym as false villein for hee plaies a verie other man in Stratford than in London as here hee is plaien-spoke in the fashion of this contrey lyke a playn burgesse of the towne, saies Zir, saies Chil, not I will, saies mortal not verie & c.:speakes not og the theatre nor hys lyfe in towne, no bawdry though hym bawdie enow in London tap-rooms.”

Derudover er Mishkins beretning meget omfattende med hele familiehistorien før og efter hans undfangelse og op til nutiden inklusiv egne familiemæssige problemer. Det stod aldrig klart for mig, hvorfor alt dette udenomssnak var relevant for historien, da manden tilsyneladende sidder på lånt tid i huset og venter, og det stod mig heller ikke klart, hvorfor han følte trang til at skrive om, i hvilken anledning han var havnet der. Jeg var straks langt mere interesseret, når jeg kom til fortællingen fra Crosettis perspektiv. Her fik jeg tilstrækkelige men ikke for mange informationer om Crosettis baggrund i forhold til historien.

Alt i alt var jeg underholdt men som sagt træt under visse dele af læsningen. Plottet var da interessant med et uopdaget og derfor værdifuldt værk af Shakespeare, som kun kan findes ved at afkode Bracegirdles kodede breve, men det virkede fantastisk på mig, at så mange mennesker i historien havde et så godt kendskab både til computere og til afkodning. Men mysteriet skal jo løses, så det lod til, at nogle mellemregninger måtte udelades til fordel for Mishkins laaange beretning og brevene fra Bracegirdle.

Jeg synes bestemt, at det virkede godt at skifte mellem Mishkins jeg-form, Bracegirdles breve og Crosettis perspektiv, og at lade den førstnævntes bagudrettede fortælling møde den sidstnævntes fremadrettede på midten, men man kunne med fordel have skåret Mishkins del ned til det relevante og oversætte brevene til mere forståeligt engelsk.

Bracegirdle breve tager os fra USA til England og Schweiz. Bogen er fra 2007 og umiddelbart hvad jeg har kunnet finde frem til ikke oversat til dansk.

Gitte

Robert Jordan: Knife of Dreams (Britt)

2008-02-22T22:37:00.002+01:00

Jeg har opgivet en serie. En længe fulgt og elsket serie efter at have grovskimmet og smålæst 11. bog. Serien fortsætter, men jeg er nu officielt stået af.

Er det mon et tegn på, at jeg er ved at blive gammel og fantasiløs af sind? Det er nok fire år siden, jeg læste bog nr. 10, og meget vand er løbet i åen siden. Men hvordan kan denne serie alligevel totalt have mistet min interesse efter at den lagde så stærkt ud og tryllebandt mig til den lyse morgen igen og igen?

Serien ”Wheel of Time” bygger som udgangspunkt solidt på den klassiske fantasy genre med de tre unge venner og ”boys to become men” fra en lille, ukendt flække langt fra verdens knudepunkter, som mod deres vilje må drage ud i det store opgør mellem det gode og det onde, hvor de hver for sig vil komme til at spille en afgørende forskel. Sproget løber let, og historien er spændende og medrivende fra start, da den formår at skabe et spændende persongalleri og et voksende antal magiske fraktioner, magthavere og religiøse sekter. Desuden fornyer den genren ved at lade den magiske kraft være delt op i en kvindelig og en mandlig del, hvor den mandlige er blevet forurenet af det onde og derfor ikke må bruges. Gennem mange år er der derfor udviklet et magisk matriarkat, som dog snart bliver udfordret.

Men efterhånden som vores hovedpersoner gennem de første 7-8 bøger finder sig selv som mænd (og kvinder) og deres plads i det store opgør, er det som om forfatteren mister interessen for dem og i stedet udvider persongalleriet med et uoverskueligt væld af nye folkeslag, magthavere og fraktioner med dertilhørende bipersoner. I de sidste par bøger er det kommet så vidt, at vores hovedpersoner næsten er blevet bipersoner, og det er svært at huske, hvor vi slap dem sidst, når de endelig dukker op igen i et halvt kapitel 200 sider og et væld af andre karakterer længere fremme.

Jeg elsker komplexe bøger med et stort persongalleri, men her er det simpelthen løbet af sporet for forfatteren som den totalt fraværende redaktør. Historien har mistet fokus og selvom det store, afgørende slag angiveligt skulle være lige om hjørnet, er det som om vi ikke er rykket et skridt nærmere gennem de 800 detaljemættede sider.

Tak for denne gang til Wheels of Time. Det var sjovt, men man skal stoppe mens legen er god. Det er den ikke mere.

Britt

Robert Jordan: Knife of Dreams – book eleven of Wheel of Time, London 2005, Orbit.

Afdeling Q, Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen (Gitte)

2008-02-17T20:55:00.007+01:00

Ny dansk krimiserie?

Den første bog jeg for snart nogle år siden læste af Jussi Adler-Olsen var debutromanen Alfabethuset (1997), en fortælling om to britiske soldaters overlevelse under dække af to tyskeres identitet på et sindssygehospital reserveret for SS-officere under 2. verdenskrig. Den næste jeg læste var Washington Dekretet (2006), en helt anden historie om magtfordrejning i det Hvide Hus, og hvad det kan føre til af slemme ting. Begge bøger kom jeg let, hurtigt og interesseret igennem. Jeg forsøgte i efteråret med Firmaknuseren (2003), men den måtte jeg opgive. Hvor de førstnævnte romaner var spændende og medrivende, var Firmaknuseren anderledes tung at danse med. Måske fordi personerne i bogen var for usympatiske, og det tog for lang tid før handlingen tog til?

Kvinden i buret (2007) er igen en anden type roman og har form af en mere traditionel krimi.

Hovedpersonen er antihelten Carl Mørck, vicekriminalkommisær, som har sin egen dagsorden og ikke passer ind i politigårdens system. Efter genoptagelse af arbejdet efter en skudepisode, som kostede en god kollegas liv og ødelagde en andens, overflyttes eller rettere nedflyttes han til en nyoprettet afdeling, afdeling Q, politisk foranstaltet på særbevilling med formålet at behandle ’sager under særlig bevågenhed’. Carls første opgave bliver at løse mysteriet om en ung fremadstormende kvindelig politikers forsvinden 5 år tidligere. Carl får ovenfra bevilliget hjælp af Assad, altmuligmand, rengøringsassistent, chauffør med mere.

Plottet er interessant og jeg havde sympati med Carl Mørch og Assad, som udviser talent for andet end rengøring og chaufførarbejde. For så vidt angår Carl Mørck ledes tankerne dog hen mod Jack Frost, R.D. Wingfelds britiske vicekommisær, snu, kvik og ingen teamspiller men som kan sit kram. På trods af de åbenlyse klicheer om den ’ensomme ulv’ indenfor politiet og om politikollegaer, som spiller med musklerne i stedet for at opklare sager, nød jeg bogen. Den havde et fint spil mellem nutidens efterforskning og tiden før og efter kidnapningen set fra offerets synsvinkel.

Mit bud er, at vi ikke har set det sidste til de herre Mørck og Assad.

Gitte

Skyggelandet af Taichi Yamada (Britt)

2008-02-13T22:25:00.001+01:00

Puha, sikken en gyser! Det er næsten ikke til at skrive om denne bog uden enten at banalisere den eller afsløre alt for meget. Men da jeg sent sidste aften nåede til historiens klimaks kort før bogens slutning, overvejede jeg, om jeg mon ville blive forfulgt af ånder i nattens drømme.

Egentlig ligger bogen i starten slet ikke op til gys og mærkelige åndefænomener, og længe er der slet ikke noget uhyggeligt ved udviklingen i bogen, fordi det hele virker så tilforladeligt og uvirkeligt. Selv vores ensomme, nyfraskilte midaldrende hovedperson overvejer, om hans oplevelser ikke blot er et resultat af hans egen sindstilstand, et drømmespind, en psykose med vrangforestillinger forårsaget af depression. Som læser – især den skeptiske slags som jeg – må man overveje det samme, og det gik en rum tid, før jeg besluttede mig for, hvad jeg selv ville tro på. Men slutningen tager så sandelig kegler!

Ligesom Murakami skriver Yamada i et ligetil og letlæst sprog. Også hans mandlige hovedperson skiller sig ud ved hverken at have noget familie eller socialt tilhørsforhold. Han bor midt i den japanske storby, men har ikke noget arbejdsfællesskab, da han er freelance manuskriptforfatter til middelmådige japanske soaps, som han ikke selv ligger noget engagement eller følelser i. Han står med andre ord helt udenfor det stramt strukturerede japanske samfund og alle dets sociale regler og stærke tilhørsbånd. Han repræsenterer samtidig en gruppe meget ensomme, japanske mænd uden umiddelbar mening i deres tilværelse. Men hans mangel på handlekraft og stilling til sit eget liv, men også manglen på relationer i hans ungdom, får fatale følger. Så det er bare med at tage sig sammen, nyde livet og tage hensyn til sine medmennesker.

Selvom slutningen er en smule sentimental, er det virkelig en yderst anbefalelsesværdig bog. Jeg vil bestemt læse mere af denne forfatter. Han vil meget og gør det med få, underspillede virkemidler, og han gør det til perfektion.

Det er utroligt spændende, hvad der foregår i japansk litteratur nu, og hvorfor den pludselig appellerer så meget til os vesterlændinge på tværs af vidt forskellige kulturer. Den mørke, hemmelighedsfulde og dystre underverden er meget nærværende her, og Freud ville sikkert elske at læse de nye japanske forfatterskaber…

Britt

Taichi Yamada: Skyggelandet, 1987, oversat (supergodt) til dansk af Mette Holm 2007

”Mrs Dalloway” af Virginia Woolf (Britt)

2008-02-10T22:10:00.000+01:00

- foruden kausarier over klassikere i alt almindelighed

”Mrs Daloway” er jo en hyldet, elsket og æret klassiker, som det næsten ville være selvmord at sige noget negativt om i dag. Det er heller ikke, fordi jeg har noget dårligt at sige om selve bogen. Den har øjeblikke af stor litterær klasse idet Woolf følger sin tids koncept ”Stream of conscience” med krydsende tanketråde og menneskeskæbner frem for en handlingsbåret historie.

Tidsligt er fortællingen rammet fint ind af en tilfældig dags forløb i Mrs’ Dalloways midaldrende liv som politikerhustru blandt det højere borgerskab. Især de indledende kapitler følger konceptets gennem en strøm af forskellige personers sindstilstande og tankestrømme gennem Londons formiddagsgader og – stræder. Til gengæld var det også i disse kapitler sværest for mig at bevare koncentrationen og følge bogens rytme frem for at undre mig over, hvorfor jeg skulle vide, hvad alle mulige ligegyldige karakterer tænkte om en royal bils passeren eller en røgskrivende flyvemaskine på himlen.

I løbet af dagen kommer læseren dog langt mere ind under huden på hovedpersonernes fortid, nutid og væsen. Faktisk lærer vi overraskende meget om disse personer; for Woolf bryder tankestrømmendes mønstre gennem brug af sine personers erindringer med små, handlingsbetonede og afsluttede forløb. På denne måde kan man efterhånden stykke fortid og historie sammen for såvel Mrs Dalloway som hendes nærmeste, og læseren er derfor ikke udelukkende henstillet til at fornemme og forestille sig.

Når denne omtale alligevel bærer et ”men” med hertil, skyldes det først og fremmest min egen læsetilgang. Jeg elsker handling, springer let over naturskillerierne, sukker over omtalt dialog og fryder mig over den flydende, direkte dialog. Særligt nyder jeg psykologiske portrætter, når disse indgår i en udviklingsroman med et udgangspunkt og en finale. Jeg er ikke interesseret i forfatteren som privatperson eller i at indfortolke og genkende dennes livsskæbne, for at forstå forfatterens motivation for sin roman. Jeg vil umiddelbart glædes med, frygte med, le med og sørge med min person. Kort sagt: Jeg vil kunne sætte mig i dennes sted.

Ja, som læser er jeg altså ganske banal. Det er nok derfor, at klassikere, hyldet og kåret af litterære kendere, sjældent bider på mig. De rører ikke ved mig, men lader mig sidde tilbage som den akademiske beskuer. Men jeg vil ikke se mine bøger – jeg vil leve dem.

Hvem sagde virkelighedsflugt…

Britt

World without end af Ken Follet (Britt)

2008-02-03T21:59:00.000+01:00

Eller skulle jeg måske hellere skrive "Book without end"? Som udgangspunkt holder jeg meget af murstensromaner, men denne nærmer sig mere en kampesten og lider af manglen på en hård og bestemt redaktør, det turde gentage Gitte Seebergs motto: "Nok er nok"...

Bogen lægger ellers godt ud med en rask præsentation af fire præ-teenagere og en dramatisk mordscene i skoven. Udfaldet af denne scene løber de næste 34 år som en hemmelighedsfuld rød tråd gennem historien som en ildevarslende, begravet skandale, der truer med at vælte hele samfundsmagten. Men desværre fiser hemmeligheden ud i sandet, inden den åbenbares, bogen endelig finder sin lykkelige ende og man samtidig forstår den kedelige betydning af bogens vidtskuende titel.

Titlen gav mig ellers associationer om rejser ud af det lille middelaldersamfund til i Europa og måske endnu videre til de arabiske lande, der ofte berøres i bogen for deres medicinske "vanlære" og derved også det lurende religiøse had mod islam. Men forfatteren tør ikke forfølge dette betændte emne, men holder sig til lokale hekseprocesser og den katolske kirkes dobbeltmoral forfald foruden adelens blodige, selvoptagede krige og udbyttelse. I stedet viser titlen sig desværre at være kortsynet og imod alle de visioner og drømme, han ellers tillægger sine to primære hovedpersoner.

Men jeg foregriber begivenhedernes gang. Langt hen ad vejen var jeg nemlig rigtig godt underholdt og nød at have sådan en knaldroman at vende mig til ved aftenstid. Fuld fart over feltet, utrolige politiske intriger og kringlede skæbner, der ubarmhjertigt vikler sig ud og ind af hinanden gennem sygdom, sex, voldtægt, store dramatiske ulykker, kærlighed, liderlighed, mord, sved og tårer. Historien rummer så mange bifigurer og bihistorier, at man skulle tro, at man mistede overblikket. Men det gør man ikke. I stedet mister man efterhånden pusten og det evige drama tager pudsigt nok energien af historien.

Vores fire hovedpersoner formår at overleve gennem hungersnød, krige, mordintriger og dramatiske katastrofer foruden Den sorte Død i 1448, der ellers tog halvdelen af befolkningen. I øvrigt formår forfatteren ikke rigtig at give mig fornemmelsen af denne kæmpe katastrofe. Vi får alle de kendte facts fra Den sorte død, inklusiv stimevis af døde, flagellanter og moralsk fordærv, men føler det alligevel ikke, hvilket ellers netop er romanens styrke frem for den historiske fremstilling.

Først til sidst skal retfærdigheden ske fyldest, og vores hovedpersoner skal sørme meget igennem, inden de kan nå denne afgørelsens time – alt, alt for unødvendigt og utroværdigt meget.

Har man allerede læst Jorden Søjler af samme forfatter, er der ikke noget nyt at komme efter. Bogen er skrevet efter nøjagtig samme læst. Desværre bare med den forskel, at forfatteren i mellemtiden er blevet så berømt, at redaktøren ikke turde skære ind til benet. Synd, for uden maratonlængden var der ellers materiale til en rigtigt underholdende knaldroman.

Britt

Terapien af Sebastian Fitzek (Gitte)

2008-01-29T21:16:00.005+01:00

Tag plads på briksen

Jeg elsker spændingsromaner, så er det på plads. Derfor jubler jeg altid lidt, når jeg ser en med potentiale. Jeg stødte på Terapien for et stykke tid siden, da jeg så en anmeldelse i Politiken, skrev den op men kom fra det igen, indtil jeg stod ansigt til bogcover på Hovedbiblioteket.

En anerkendte psykiater tager 4 år efter sin datters forsvinden ophold i sit sommerhus på en lille ø for at arbejde på et interview om tragedien. En ung kvinde opsøger ham og kræver, at han tager hende i terapi. Kvinden er tilsyneladende skizofren og synes at have viden om datterens forsvinden. De følgende dage tiltager både stormvejr på øen og psykiaterens influenza mens han (og vi) kommer tættere og tættere på sandheden…

Og jeg nød den, uden tvivl, denne psykologiske thriller, fordi den har en fortælling, der drev mig til at fortsætte, kapitel efter kapitel på trods af bogens lidt formelle samtaleform. Bedst som jeg havde regnet sandheden ud, tog fortællingen en interessant drejning og slutningen var overraskende. Lige som jeg kan lide det, der er ikke noget ved en bog der afslører for meget for hurtigt.

Terapien er en debut for Sebastian Fitzek, jeg ser frem til mere.

Oversat fra tysk, originaltitel 'Die Therapie' fra 2007.

Gitte

Hjerter i Chili – af Laura Esquivel (Britt)

2008-01-27T22:39:00.000+01:00

Min første læseoplevelse i det nye år er på ingen måde en nyudgivelse. Den er fra 1989 og er åbenbart også filmatiseret, men jeg hørte først om den for nylig i en samtale, der foregik over hovedet på mig mellem min frisør og kvinden, der blev klippet ved siden af mig...

Den ene havde set filmen, den anden læst bogen, og de var meget begejstrede begge to. Så jeg lod mig smitte af iveren, og måske også af en hemmelig trang til lidt romantik i min læsning, og bestilte den hjem fra biblioteket. Der var ingen ventetid – gamle bøger har vist ingen interesse i dag.

Det skulle vise at være en blandet oplevelse. Stilen er en blanding af melodramatisk ugebladsnovelle, magisk realisme, kogebog, stor humor og hardcore socialrealisme.

Kort fortalt følger vi husets yngste datter af tre, Tita, på en større mexicansk slægtsgård under den mexicanske revolution fra 1910 og årene efter fortalt som en familiesaga af hendes grandniece. Faderen døde to dage efter Titas fødsel og Mama Elena styrer gården med hård og ubarmhjertig hånd. Vores hovedperson er som yngste datter ifølge familietraditionen dømt til at forblive ugift for at passe sin mor på dennes gamle dage. Tita vokser dog op uden tilknytning til sin mama i køkkenet hos landets mest forrygende kok, og lærer hendes madkunst fra bunden. Hun lever og ånder mad ind fra spæd, og hvert kapitel er opkaldt efter en mexicansk ret, hvis opskrift og tilberedelse indleder hvert kapitel.

Skæbnen vil dog, at Tita forelsker sig i Pedro, der er lige så forliebt i hende. Og da moderen pure nægter dem at få hinanden, gifter han sig i stedet med den ældste søster alene for at flytte ind og være i nærheden af Tita. Det kan selvfølgelig aldrig gå godt, selv om den onde mama vogter hvert et skridt, de tager i deres fælles fængsel. De må begge grueligt meget igennem, inklusive ild, død og sindssyge, før de kan blive forenet for evigt i bogstaveligste, mest lidenskabelige forstand.

Jeg kender ikke meget til mexicanske folkefortællinger, men forestiller mig, at denne bog har stærke rødder i denne tradition. Det vil i hvert fald forklare den mærkelige blanding af melodrama og socialrealisme, krydret med ånder og magiske hændelser. Bogen har modtaget meget anerkendelse, men jeg blev aldrig helt grebet af den. Selve stilen bevarede en vis ironisk distance til personerne, og jeg fik aldrig afgjort med mig selv, om jeg kunne tage bogen seriøst, da den skiftede mellem passager af stor symbolik, farvemæthed og inderlig og en handling, der ofte bare var alt for meget.

Tanken om at forene den mytiske fortællekunst med en voldsom slægtshistorie er god. Men samtidig alt for tvetydig til at give en helstøbt roman. Indledningen afspejler dette meget godt:

”Det hedder sig, at Tita var så følsom over for løg, at hun, lige fra hun lå i min oldemors mave, græd som pisket, når oldemor hakkede løg; hun græd så højt, at den halvdøve kokkepige Nacha tydeligt kunne høre det. En dag hulkede hun så højt, at fødselen gik i gang. Og før oldemor fik indført et ord, kom Tita til verden på køkkenbordet, alt for tidligt og omgivet af en duft af timian, laurbær, koriander kogt mælk, hvidløg og simrende nudelsuppe og selvfølgelig af løg. Som I nok kan forestille jer, blev det ikke nødvendigt med det berømte klap i numsen, for Tita græd, allerede før hun blev født, måske fordi hun vidste, at det var skæbnens vilje, at hun aldrig måtte gifte sig. Nacha fortalte, at Tita bogstaveligt talt blev skubbet ud i denne verden af en umådelig strøm af tårer, som væltede ud over køkkenbordet og køkkengulvet.”

Britt