Viser opslag med etiketten dansk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dansk. Vis alle opslag

søndag den 1. marts 2009

Den Iranske Gartner af Bjarne Reuter (Gitte)


Tandløs satire

Den Iranske gartner er en satirisering over det danske samfund, særligt over kongehuset, politiet og Christiansborg. Et samfund, hvor selv politidirektøren har en spindoktor. Det er i øvrigt ikke svært at genkende forskellige fremtrædende samfundspersoner i Reuters version.

De to uduelige politifolk, Kommissær Stelman og hans tro væbner Larsen forsøger på bedste (dvs. værste) facon at skjule arveprins Bernhards i kåd- og beduggetheds forårsagede skudepisode, som har medført prinsens iranske og gummibukseklædte gartners død en hin sommernat i Rudersdal Kommune. Ulykkeligvis spreder nyheden sig på trods af de tos anstrengelse som blandt andet involverer diverse madpakker, sprængning af en kassevogn og en afledningsmanøvre, der indleder en ny og omfattende rockerkrig samt en international krise af format.

Bagflappen af Den Iranske Gartner lover noget af en forrygende tour-de-force af et begivenhedsforløb, men der blev jeg skuffet. Hele den handlingsrække, som der lægges op til, kommer ikke nærmere til live. Den bliver beskrevet, bevares, men som læser oplever vi den ikke. Satiren over det danske samfund var derudover endimensionel, og dermed uden bid. Jeg blev hurtigt træt af al den uduelighed, som præger stort set alle personer i bogen. Stelman er da hyggelig som den omfangsrige kommissær, som hellere vil sidde og se på sit selskabsakvarium end at udføre sit arbejde, men så heller ikke mere. Og journalisten Monse, som helt tilfældigvis havner midt i suppedasen den skæbnesvangre nat og som ikke fortager sig andet end blot at drive med, hvorhen det tager ham, tænkte jeg, snart måtte se at få fingeren ud.

Alt i alt læste jeg en Bjarne Reuter børnebog med voksne. Man kunne bare ønske, at den også var for voksne.

Den Iranske Gartner er fra 2008.

Gitte

torsdag den 30. oktober 2008

Helle Helle: Ned til hundene (Britt)


Da jeg læste Helle Helles forrige roman ”Rødby-Puttgarden” var jeg ikke udelt begejstret. Men denne bog kan jeg til gengæld kun anbefale at læse hurtigst muligt.

En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.

De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.

Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.

Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!

Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.

Britt

Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.

søndag den 3. august 2008

Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen

Afdeling Q på sporet

Hr. Adler-Olsen er en meget driftig herre. Som forudsagt (se anmeldelsen til forgængeren Kvinden i Buret) ankom for nylig fortsættelsen i (nu) Afdeling Q-føljetonen, men så hurtigt havde jeg nu alligevel ikke forventet. Hvis Jussi Adler-Olsen fortsætter med at spytte Afdeling Q-bøger ud hvert halve år, vil det blive til lidt af en samling. Men hvis kvaliteten holder (om end med enkelte uredigerede slåfejl hist og her), som den indtil videre har gjort, gør det bestemt ikke noget.

I Fasandræberne lander en sag fra 1987 på egenrådige Carl Mørchs bord i kælderen under Politigården på trods af, at en mand flere år tidligere tilstod forbrydelsen, hvor to søskende blev tævet ihjel i et sommerhus i Nordsjælland. Mørck og hans noget ukonventionelle sidekick Assad lugter dog urent spil, da sagen trækker tråde op i Danmarks top med rod i kostskolemiljøet og seks unge menneskers syge søndagslege. Uopklarede forbrydelser dukker snart op i kølvandet, ligesom efterforskningen søges lukket. Dette er dog en rød klud i ansigtet på den gæve Mørck.

Og så er jagtsæsonen for alvor gået ind…

Romanen er dejlig frisk skrevet, og hvem kan andet end at holde af Mørck med sit lettere kaotiske hjemmeforhold og uforløste begær efter politipsykologen Mona, samt Assad med sin ligefremme facon og ikke endnu helt gennemskuelige baggrund. I Fasandræberne udvides Afdeling Q i øvrigt med den effektive og bestemt ikke bly viol sekretær Rose; endnu et sidekick til at sætte Mørck flere grå hår i hovedet.

Det er ikke andet for end at se, hvad afdelingen kaster sig over næste gang. Jeg står i alt fald klar, og det kan vel ikke vare så længe?!

Romanen er fra 2008.

Gitte

mandag den 21. april 2008

Skyggernes hus af Bjarne Reuter (Gitte)


11 musikalsk begavede elever i teenagealderen tager på lejrskole med klasselære og vikar i et hus ved vandet. Huset blev bygget af en mand, der i 1934 tog af sted fra Zanzibar sammen med 12 andre danskere, heriblandt hans tvillingebror, med kurs mod Danmark, men de 8 mænd og 5 kvinder forsvandt under vejs med skibet Pemba. 70 år senere står det hurtigt klart for klasselærer Eva, at det ikke kan være tilfældigt, at de netop er 8 mænd og 5 kvinder i huset Pemba inklusivt et tvillingepar! Mens huset synes levende, synes eleverne at bære rundt på en hemmelighed.

Skyggernes hus fra 2007 er en udmærket lille bog, ikke specielt uhyggelig, men godt fortalt og hurtigt læst. Der skiftes mellem nutid og datid, og romanen fortælles gennem Eva. Men lidt originalitet i titlen er at ønske…

Skyggernes hus bygger delvist på romanen 7.a. (fra 1992), som jeg ikke har læst, men der er tale om en selvstændig fortælling.

Gitte

torsdag den 13. marts 2008

ABC af Ida Jessen (Britt)

Den metrosexuelle karrieremand Joachim med det god udseende, gode job, styr på alle detaljer, de rigtige møbler og sommerhus i Tisvilde – VIP-område nr. 1. Det kører med andre ord for ham – bortset fra, at han ikke har nogen kæreste, og ikke kan se nogen mening med sin tilværelse uden en familie. I det hele taget har han ingen rigtigt nære relationer og en ensom under sin succes.

Men så møder han den lille, viltre, uforudsigelige Susan og bliver med rivende hast hevet ind i hendes kaotiske tilværelse med hendes ni-årige datter Ditte. Susan og Joachim er hinandens modsætninger, og det skaber bestemt ikke god kemi, tværtimod. Deres forhold starter en smule skævt og kunstigt og bliver blot værre herfra indtil det absurde, da de ender med en skilsmisse, hvor Joachim fraskriver sig lejligheden og forældreretten til sin tre-årige søn ved frivillig tvang, selvom han er fortvivlet over at miste ham til selvmordets rand.

Dette er desværre en generel karakterbrist hos Joachim. Han evner ikke at sige fra. Når alting er kaos i det lille hjem, og Susan dasker rundt i nattøj hele dagen uden at røre en finger, mens Joachim er udearbejdende husfar, siger han ikke fra selvom har stærk lyst, men i stedet trækker han sig længere ind i sig selv. For han vil nødig have, at hun skal føle, at han taler ned til sin uuddannede kæreste. Susan driver deres forhold længere og længere ud i jagten på en reaktion, der kan overbevise hendes skrøbelige jeg om, at han virkelig elsker hende og respekterer hende. Der er nærmest tale om en parodi på den bløde mand, så det gør helt ondt at læse historien til ende. Frustrationen på Joachims vegne over hans urimelige kæreste på den ene side kæmper med irritationen over hans manglende evne til at stå ved sine egne ønsker og grænser.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke orkede at følge de udpenslende møder mellem de to ulykkelige mennesker hele vejen igennem, men skimmede en del sider i den sidste halvdel. Pointen var sivet ind og irritationen vokset sig så stor, at jeg bare måtte have slutningen med, inden jeg lagde bogen fra mig. Jeg skal ikke røbe den her, selvom jeg allerede har afsløret meget af bogen.

Efterfølgende gør bogen dog et langt mere positivt indtryk på mig. Den optog mine tanker i flere dage efter, og jeg må indrømme, at grunden til min irritation ikke så meget lå i, at forholdet blev drevet så langt ud i det absurde, men at forløbet var så enerverende godt ramt, samtalerne så realistiske og reaktionsmønsteret så plausibelt, at hele min krop skreg på handling. Jeg hader selv at udskyde beslutninger og leve i uvished. Jeg kunne ikke holde ud at følge dem hele vejen ad den forudsigelige rute fra A til Z.

”Hvor er det sørgeligt, tænker vi”, læste jeg i en anmeldelse på Litteratursiden. Men sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte snarere, at de skulle tage sig sammen og opføre sig som voksne mennesker… Men det er jo pointen: Det evner de simpelthen ikke.

Britt

ABC er fra Gyldendal, 2005

søndag den 17. februar 2008

Afdeling Q, Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen (Gitte)


Ny dansk krimiserie?

Den første bog jeg for snart nogle år siden læste af Jussi Adler-Olsen var debutromanen Alfabethuset (1997), en fortælling om to britiske soldaters overlevelse under dække af to tyskeres identitet på et sindssygehospital reserveret for SS-officere under 2. verdenskrig. Den næste jeg læste var Washington Dekretet (2006), en helt anden historie om magtfordrejning i det Hvide Hus, og hvad det kan føre til af slemme ting. Begge bøger kom jeg let, hurtigt og interesseret igennem. Jeg forsøgte i efteråret med Firmaknuseren (2003), men den måtte jeg opgive. Hvor de førstnævnte romaner var spændende og medrivende, var Firmaknuseren anderledes tung at danse med. Måske fordi personerne i bogen var for usympatiske, og det tog for lang tid før handlingen tog til?

Kvinden i buret (2007) er igen en anden type roman og har form af en mere traditionel krimi.

Hovedpersonen er antihelten Carl Mørck, vicekriminalkommisær, som har sin egen dagsorden og ikke passer ind i politigårdens system. Efter genoptagelse af arbejdet efter en skudepisode, som kostede en god kollegas liv og ødelagde en andens, overflyttes eller rettere nedflyttes han til en nyoprettet afdeling, afdeling Q, politisk foranstaltet på særbevilling med formålet at behandle ’sager under særlig bevågenhed’. Carls første opgave bliver at løse mysteriet om en ung fremadstormende kvindelig politikers forsvinden 5 år tidligere. Carl får ovenfra bevilliget hjælp af Assad, altmuligmand, rengøringsassistent, chauffør med mere.

Plottet er interessant og jeg havde sympati med Carl Mørch og Assad, som udviser talent for andet end rengøring og chaufførarbejde. For så vidt angår Carl Mørck ledes tankerne dog hen mod Jack Frost, R.D. Wingfelds britiske vicekommisær, snu, kvik og ingen teamspiller men som kan sit kram. På trods af de åbenlyse klicheer om den ’ensomme ulv’ indenfor politiet og om politikollegaer, som spiller med musklerne i stedet for at opklare sager, nød jeg bogen. Den havde et fint spil mellem nutidens efterforskning og tiden før og efter kidnapningen set fra offerets synsvinkel.

Mit bud er, at vi ikke har set det sidste til de herre Mørck og Assad.

Gitte