Natstorm af Johan Theorin (Gitte)

Koldt

Joakim og Katrine er flyttet fra Stockholm til Øland og den øde Fyrmestergård inklusiv staldbygning og fyrtårne med deres to børn, og en voldsom snestorm af på vej... Det lyder som et set up til et godt gys, men det er nu en kriminalroman uden det helt store gys, for mig som læser altså, vist ikke for bogens personer.

I starten bor Joakim fortsat i byen for at afvikle job og bolig, mens Katrine gør i stand på gården. Mens Joakim fjerner de sidste ting fra villaen og forlader Stockholm for sidste gang drukner Katrine, tilsyneladende ved et uheld. Tilda er det nye nærpoliti på egnen, og hendes første opgave er at meddele Joakim om hans kones død. Selvom dødsfaldet ikke efterforskes, får nogle tilfældige observationer og informationer herunder fra Tildas slægtning Gerlof på den lokale plejehjem hende alligevel til at grave lidt. Samtidigt skal hun også tage sig af en række indbrud, som hærger egnen.

Ind i mellem den aktuelle historie fortælles om dødsfald i fortiden gennem Katrines mor, som boede på gården i sin ungdom. Fortiden spiller som i megen anden litteratur i denne genre en stor rolle på den gamle Fyrmestergård, og langt hen ad vejen har bogen et overnaturligt præg. Dog fungerer fortiden ikke som meget andet end en ramme for plottet, der er ganske uovernaturlig.

Sproget i den danske oversættelse er ligetil og mundret. Romansprog kan godt være fortænkt, men det lider Natstorm heldigvis ikke af. Plottet er udmærket overraskende og beskrivelsen af Joakims sorg er fin. Ligeledes er beskrivelsen af det øde Øland i vinterkulde og storm fin og stemningsfuld.

Til forskel for historien om Joakim og hans familie blev Tildas ikke afrundet på trods af hendes rolle i romanen. Derudover fylder tyvene Henrik, Freddy og Tommy forholdsvist meget i forhold til deres egentlige rolle i plottet. Men det er alligevel i småtingsafdelingen.

Natstorm er anden del i en planlagt trilogi om Øland, hvor Skumringstimen var den første. Den startede jeg på for et stykke tid siden, men kom ikke så langt. Den fængede mig simpelthen ikke, vist fordi den var lidt for træg i starten. Natstorm var for mig anderledes fængende. Den blev åbenbart kåret som årets bedste krimi i 2008 af det Svenske Krimiakademi. Den har da også fået temmelig god kritik rundt omkring, som jeg godt kan følge langt hen ad vejen, dog med mine ovenfor anførte men’er.

I øvrigt sært at læse om minusgrader og snestorm, når man selv sidder på sin altan en varm sommerdag.

Den danske oversættelse kom i 2009 af Nattfåk (svensk) fra året før.

Gitte

Volvo Lastvagner af Erland Loe (Gitte)

And now for something completely different

Eller sådan da. Nu kan jeg jo ikke undgå at komme ind på slutningen af forgængeren Doppler (http://bogpluk.blogspot.com/2009/03/doppler-af-erland-loe-gitte.html).

Det vil sige, når vi taler Erland Loe er det ikke en selvfølge, at Volvo Lastvager rent faktisk er en fortsættelse af Doppler. Der kan være tale om en selvstændig fortælling om en mand, der deler navn, historie og elg med Doppler.

Hvor Doppler drejede sig om Doppler og livet i skoven (og indimellem i byen) flytter fokus i Volvo Lastvagner væk fra Doppler. Fokus flyttes endda væk fra skoven og over grænsen. Til Sverige og mere præcist Värmland. Her bor undulat-Mai Britt. En ældre enke med en forkærlighed for undulater, som hun ved dom ikke må holde, og hash. Romanens titel referer til den lastbil, som Mai Britt har i laden. Her, altså i Värmland, bor også den med Mai Britt jævnaldrene Von Borring, fugle- og spejderentusiast. De to var barndomsvenner, men adskilt af kår. Mange år senere træder Doppler med søn og elg ind på scenen, og bliver det tilfældige bindeled.

Volvo Lastvagers form er som fokus anderledes end Doppler. Der er ikke tale om en klassisk opbygning af en historie. Godt blandet har vi historien og fodnoteafsnit med uddybning af diverse informationer, og fra tid til anden iblandet forfatterens alvidende indspark. Herved får læseren fx opskriften på drosler i øl.

Formen ville ikke holde til en længere roman, men det er heller ikke Erland Loes stil. Volvo Lastvagner er hurtigt læst og et hyggeligt frikvarter. En lille historie med meget (til tider lidt for meget ) fyld.

Romanen er fra 2005 og oversat til dansk i 2006.

Gitte

Ved Vejen af Herman Bang (Britt)

En hyggelig videoaften med indspilningen af Ved Vejen fra 1988 fik jeg voldsom lyst til at genlæse denne fine, lille roman. Heldigvis havde jeg den stående på hylden fra et bogudsalg og kunne straks næste dag kaste mig over den.

Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.

Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.

Ved Vejen er fra 1886 og stadig lige relevant

Britt

Doppler af Erland Loe (Gitte)

Naiv Super II

”Min far er død. Og i går tog jeg livet af en elg.”

Det er Erland Loe, når han er bedst (smag og behag, må man sige, Britt, jeg stod selv hurtigt af under ’Fakta om Finland’), navlebeskuende mandekrisebeskrivende samfundsrygvendende enkelthed.

Doppler, ægtemand, far, søn, bror og kompetent samfundsborger falder en dag i skoven på cykel og finder en særlig fred. Hændelsen finder sted kort tid efter faderens død, og herefter beslutter Doppler sig for at flytte i skoven og forlade sin hidtidige kompetente tilværelse med kompetent kone og kompetente børn. Ved romanens begyndelse har Doppler boet i sit telt i ca. ½ år og har netop stiftet bekendtskab med en elgkalv, hvis mor Doppler har dræbt for kødet. Kalven bliver herefter Dopplers ledsager trods Dopplers søgen efter ensomhed, kedsomhed og enkelthed. Helt kan Doppler ikke melde sig fra samfundet, da skummetmælk er en daglig nødvendighed. Mælk og andet, som den norske skov ikke kan tilbyde, klares med en bytteaftale, og andre fornødenheder, som fx chokolade, klares ved gratis men dog ikke lovlig forsyning hos enkemanden Düsseldorf, som er i gang med at bygge en miniaturmodel af Ardenneroffensiven i sin dagligstue. Doppler viser sig at være helt kompetent til friluftslivet, og bliver altså det i skoven, som han flygtede fra i byen, endda så kompetent, at andre mænd i midtvejskrise søger mod Dopplers eksil, og Dopplers simple liv trues. Kommer Doppler over krisen og vender tilbage til samfund og familie? Læs bogen. Det kan du trygt gøre, og tag Naiv Super med på vejen.

Jeg kom netop meget hurtigt til at tænke på Naiv Super, romanerne ligger tæt op af hinanden, trods alders- og situationsforskelle, men Erland Loe er jo også blevet ældre på de ca. 8 år, der er imellem. Umiddelbart husker jeg Naiv Super som mere underholdende, men Doppler er ikke ueffen. Der er særligt er vittig scene involverende en kamp om en kæmpetoblerone…

Der er ikke så meget udenomssniksnak. Enkel som Dopplers ønsketilværelse er romanen, og er med sine 175 sider hurtigt oplevet. Underholdende læsning, selv for en kvinde i 30’erne.
Jeg bliver vist nødt til at genlæse Naiv Super.

Doppler er fra 2004 og udkom på dansk året efter.

Gitte

Child 44 af Tom Rob Smith (Gitte)

Bag jerntæppet

Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.

Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.

Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.

Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.

Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.

Gitte

Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (Britt)

Jeg er blevet omvendt. Omvendt til Helle Helles korte, uforløste stil med de fortættede og stemningsmættede ord liggende mellem sætningerne. Jeg må indrømme, at jeg for tiden er betaget af den korte, næsten ekspressionistiske stil, hvor værdiladede ord og beskrivelser er op til læseren at sætte på i tankerne, mens stemningen samtidig emmer ud af siderne.

Tilsyneladende sker der ikke så meget i Susannes liv. Hun gør rent både i andres og eget hjem og forsørger sin forfattermand, Kiim, der år efter år skriver på sin første bog, mens han langsomt mister respekten for både hende og sig selv. Det hele ser meget ukompliceret og enkelt ud på overfladen. Men Susanne lever et liv på en knivsæg, hvor hun hele tiden prøver at leve op forestillingen om, hvordan hendes kritiske mand Kim, gerne vil have hende. I virkeligheden handler Susannes forestillinger om noget ganske andet, bl.a. et borgerligt liv, hvor det almindelige er helt i orden. Bogen lægger dog ud med opfyldelsen af en anden af Susannes forestillinger: Kim er død, og hun er efterladt til at skabe hans eftermæle.

Hvordan det skal gå herfra, får vi ikke at vide. Derimod oprulles deres forhold i månederne og årene op til Kims liv. Langsomt og sikkert bliver det dissekeret og udstillet med pinefuld nøjagtighed. Deres indbyrdes forhold stilles for alvor på spidsen, da én af Susannes tidligere arbejdskollegaer, Ester, opsøger hende. Hun er gravid efter mange års forsøg og flere aborter. Men nu hvor lykken endelig burde være gjort, har hendes elskede Luffe fundet en anden, og hun flytter nu ind hos en meget modvillig Susanne og en overrasket Kim i en blanding rasende sorg og barnlig fornærmelse. Ester er Susannes modsætning, snakkesaglig, rodet, doven, umiddelbar og ligefrem. Snart føler Susanne sig som et tredje hjul til Kim og Esters hjemlige hygge og Kims faderlige omsorg for Ester, mens Susanne drager på arbejde og indkøb og nu har to at passe derhjemme.

Men selvom Susanne ikke ønsker Ester i hjemmet og forsøger at skjule sin blanding af irritation og misundelse, mens hun prøver at overtale Ester til at tage hjem i sin egen lejlighed igen, så trænger Ester alligevel ind i hendes hjerte. Og da barnet endelig forløses, forløses Susanne også.

Der er tale om stærke, forbudte, basale følelser og tanker omkring parforholdet. De lurer et sted under overfladen for at blive undertrykt igen med voldsomt kraft, så snart de nærmer sig vandspejlet. Hermed anbefalet!

Britt

Forestillingen om et ukompliceret liv er fra 2002

Muleum af Erlend Loe (Britt)

Øv, øv. Sikken en skuffelse. Som begejstret læser af Erlend Loes tidlige bøger havde jeg ellers friske forhåbninger til denne lille sag, der er trykt i en omslag og format, der let kan få bogen til at blive væk mellem de andre Kina-notesbøger i hjemmet. En sjov detalje, der understreger fortællingens opbygning som dagbog for en ung kvinde, der er fuldstændig ligeglad med æstetikken og romantikken omkring dagbogsskriveriet. Hun venter nemlig kun på at tage sig af dage på en passende og uigenkaldelig sikker måde.

Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.

Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)

Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.

Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.

Britt