Bag jerntæppet
Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.
Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.
Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.
Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.
Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.
Gitte
Leo er krigshelt, agent og opdager i 1950’ernes Sovjet Unionen under Stalins jerngreb. Leo udfører sit arbejde med dogmerne indprentet på nethinden trods tortur og henrettelse, for beskyttelse af staten er vigtigere end 1000 mennesker. ”An officer must train his heart to be cruel”, som det anføres. Da han sættes til at afhøre en kollega, hvis søn er fundet død, ifølge familien ved drab, ifølge politiet ved et hændeligt uheld, slår Leo det hen som en misforståelse. Han tror ikke på familiens oplysning om, at drengen var blevet set med en fremmed mand, og at han blev fundet med jord i munden og opsprættet mave, for i Sovjet Unionen findes jo ingen kriminalitet, for det er ikke nødvendigt, når alle er lige.
Trods status som helt er Leo dog ikke fritaget fra selv at havne på den forkerte side af statens undersøgelser, og øjnene rettes mod hustruen Raisa. I en stat, hvor folk bliver indberettet som forræder ved at gå lidt for hurtigt på gaden, eller på anden måde skille sig ud, kræver overlevelse, at man kan være tvunget til at tage afstand fra selv nærmeste familie, men trods risiko for alvorlige konsekvenser nægter Leo at tage afstand fra sin hustru. Som straf deporteres de til en afsides by i Uralbjergene. Her opdager Leo, at et barn et blevet myrdet, et barn der er fundet med jord i munden og med opsprættet mave, og da flere dræbte børn dukker op, tegner der sig et billede at en morder i en stat, hvor dette ikke kan lade sig gøre, og Leo må tage dogmerne op til revision med myndighederne i hælene.
Child 44 er en omfattende roman, som jeg i starten ikke viste, om jeg ville gennemføre. Ikke på grund af længden men på grund af dialogerne. Alle personer i romanen taler meget, meget korrekt, børn, uuddannede, uddannede, alle. Forfatteren er ikke meget for almindeligt talesprog. Nu ved jeg naturligvis ikke, hvordan russere talte i 1950’erne, når det oversættes til engelsk, men selv dengang i Østeuropa, tvivler jeg på, var sproget så korrekt. Det gør romanen lidt utroværdig. Dertil kommer, at alle dialoger er skrevet i kursiv, hvilket er et irritationsmoment for øjnene. Læsningen vanskeliggøres og den ellers flydende læsning brydes. Den hurdle måtte jeg over på de første sider, og var en mindre irritation hele vejen igennem.
Bortset herfra var der tale om spændende læsning, der er en god og skræmmende beskrivelse af forholdene i USSR, hvor alle er mod alle, hvis det kan rede eget skind, og hvor mord kun kan skyldes fjender af staten eller andre afvigere. Jeg er ikke så meget inde i de reelle forhold dengang bag jerntæppet, men hvis bare en mindre del er sandt, er det skræmmende nok. Lige et sidste lille aber dabei, lige netop fordi der var så store risici for folk, der i forvejen intet har, ved at hjælpe fremmede, synes jeg godt nok, at Leo og Raisa kom forholdsvist let om visse ting, men det skal jo selvfølelig heller ikke være skidt det hele.
Child 44 er fra 2008, og læst på originalsproget engelsk.
Gitte
1 kommentar:
Forholdene var vist værre end vi kan forestille os. jeg har lige læst anarkisten Victor Serge's erindringer. Han tog til Rusland kort efter 1. verdenskrig, for at hjælpe til med revolutionen, som han sympatiserede.
Men han fandt ud af, at der var noget helt forkert ved det hele, og begyndte at tale styret imod offentligt. Så blev han konstant overvåget af det hemmelige politi, og imens kunne han se venner forsvinder pludseligt en efter en.
Han blev selv deporteret, men reddet livet ved at franske forfatterkolleger lagde pres på Stalin. Da han slap ud af USSR, havde han sin søn med, men ikke konen. Hun blev skør af overvågningen og frygten for at blive hentet af det hemmelige politi og måtte indlægges.
Send en kommentar