Hjerter i Chili – af Laura Esquivel (Britt)

Min første læseoplevelse i det nye år er på ingen måde en nyudgivelse. Den er fra 1989 og er åbenbart også filmatiseret, men jeg hørte først om den for nylig i en samtale, der foregik over hovedet på mig mellem min frisør og kvinden, der blev klippet ved siden af mig...

Den ene havde set filmen, den anden læst bogen, og de var meget begejstrede begge to. Så jeg lod mig smitte af iveren, og måske også af en hemmelig trang til lidt romantik i min læsning, og bestilte den hjem fra biblioteket. Der var ingen ventetid – gamle bøger har vist ingen interesse i dag.

Det skulle vise at være en blandet oplevelse. Stilen er en blanding af melodramatisk ugebladsnovelle, magisk realisme, kogebog, stor humor og hardcore socialrealisme.


Kort fortalt følger vi husets yngste datter af tre, Tita, på en større mexicansk slægtsgård under den mexicanske revolution fra 1910 og årene efter fortalt som en familiesaga af hendes grandniece. Faderen døde to dage efter Titas fødsel og Mama Elena styrer gården med hård og ubarmhjertig hånd. Vores hovedperson er som yngste datter ifølge familietraditionen dømt til at forblive ugift for at passe sin mor på dennes gamle dage. Tita vokser dog op uden tilknytning til sin mama i køkkenet hos landets mest forrygende kok, og lærer hendes madkunst fra bunden. Hun lever og ånder mad ind fra spæd, og hvert kapitel er opkaldt efter en mexicansk ret, hvis opskrift og tilberedelse indleder hvert kapitel.

Skæbnen vil dog, at Tita forelsker sig i Pedro, der er lige så forliebt i hende. Og da moderen pure nægter dem at få hinanden, gifter han sig i stedet med den ældste søster alene for at flytte ind og være i nærheden af Tita. Det kan selvfølgelig aldrig gå godt, selv om den onde mama vogter hvert et skridt, de tager i deres fælles fængsel. De må begge grueligt meget igennem, inklusive ild, død og sindssyge, før de kan blive forenet for evigt i bogstaveligste, mest lidenskabelige forstand.

Jeg kender ikke meget til mexicanske folkefortællinger, men forestiller mig, at denne bog har stærke rødder i denne tradition. Det vil i hvert fald forklare den mærkelige blanding af melodrama og socialrealisme, krydret med ånder og magiske hændelser. Bogen har modtaget meget anerkendelse, men jeg blev aldrig helt grebet af den. Selve stilen bevarede en vis ironisk distance til personerne, og jeg fik aldrig afgjort med mig selv, om jeg kunne tage bogen seriøst, da den skiftede mellem passager af stor symbolik, farvemæthed og inderlig og en handling, der ofte bare var alt for meget.

Tanken om at forene den mytiske fortællekunst med en voldsom slægtshistorie er god. Men samtidig alt for tvetydig til at give en helstøbt roman. Indledningen afspejler dette meget godt:

”Det hedder sig, at Tita var så følsom over for løg, at hun, lige fra hun lå i min oldemors mave, græd som pisket, når oldemor hakkede løg; hun græd så højt, at den halvdøve kokkepige Nacha tydeligt kunne høre det. En dag hulkede hun så højt, at fødselen gik i gang. Og før oldemor fik indført et ord, kom Tita til verden på køkkenbordet, alt for tidligt og omgivet af en duft af timian, laurbær, koriander kogt mælk, hvidløg og simrende nudelsuppe og selvfølgelig af løg. Som I nok kan forestille jer, blev det ikke nødvendigt med det berømte klap i numsen, for Tita græd, allerede før hun blev født, måske fordi hun vidste, at det var skæbnens vilje, at hun aldrig måtte gifte sig. Nacha fortalte, at Tita bogstaveligt talt blev skubbet ud i denne verden af en umådelig strøm af tårer, som væltede ud over køkkenbordet og køkkengulvet.”

Britt