Bitterfissen af Maria Sveland (Britt)

Pas på, bitterheden smitter! Så hvis du går og gemmer på en utilfreds feminist, som du hidtil har undertrykt med held, skal du ikke læse Bitterfissen. Snart vil din indre irritation begynde at røre på sig, efterhånden som du nikker genkendende til passage efter passage; til sidst vil den springe ud som reel frustreret bitterhed på hele kvindekønnets vegne.

For det handler ikke så meget om de provokerende mandschauvinister eller om kvindeundertrykkende religioner og lovfæstede patriarkater. I stedet handler det om den indbyggede ulighed, der ligger i os alle i det vestlige samfund, uanset køn. Hvordan vi mere eller mindre frivilligt og mere eller mindre bevidst gentager ulighedens mønster.

Selvom bogen foregår i Sverige, er iagttagelserne som taget ud af en dansk hverdag. Som når omgivelserne begejstres over den mand, der tager mere end 14 dages barsel, mens de samme omgivelser tager det for givet, at kvinden tager de resterende barselsmåneder af barnets første år. Og samme omgivelser bliver i øvrigt dybt forargede, hvis mor kunne finde på at rejse væk fra sit barn i flere dage og måske en hel uge, mens barnet er lille. At far kunne finde på det samme, er der derimod intet mærkeligt i.

Og sådan fortsætter bogens halv-biografiske hovedperson, Sara, med at dissekere sit kæresteforhold, sin familie og venner, kolleger og omgivende samfund. Alle steder møder hun den bitre ulighed. Det er ikke til at bære. Men det skal hun alligevel, og selvom bogen lægger stærkt bittert ud, bliver tonen hurtigt krydret med en del selvironi, med tårer og med jubel, og med kærlighed såvel som had.

Slutningen lever desværre lidt tamt op til Saras egen analyse af sin tids fortællinger: ”Måske er det sådan, som Erica Jong skriver i Luft under Vingerne, at hvor man i romaner fra det nittende århundrede blev gift, så blev man i skilt i romaner fra det tyvende århundrede. I så fald, tænker jeg, bliver man vel igen heteronormativ i romaner fra det enogtyvende århundrede?

Havde hendes bitterhed stukket lidt dybere, havde slutningen måske også været anderledes. Eller også er selvfornægtelsen tegnet for det enogtyvende århundrede? Men på trods af dette, er bogen hermed stærkt anbefalet for sine tabubelagte analyser og genkendelige scener fra den småborgerlige ulighed.

Bitterfissen er oversat fra svensk (2007) i et ligetil sprog af Christina W. Bojlén, så man tror, den er dansk, og udgivet af Modtryk 2008.

The Lollipop Shoes af Joanne Harris (Gitte)

Den bittersøde smag af chokolade…

Allerede fra starten lover romanens titel om slikkepindskoene magi og drømme. Skoene sidder på fødderne af den smukke og farverige heks og tyv af identiteter Zozie de l’Alba, forførende som din ynglingschokolade, der på de dødes dag den 31. oktober med efterårsvinden blæser forbi Montmartre og en chokoladeforretning. Her bor og arbejder Vianne Rocher med sine to døtre, 11-årige Anouk og 4-årige Rosette. Vianne Rocher, som med forårsvinden blæste ind i landsbyen Lansquenet-sous-Tannes i forgængeren Chocolat, har boet i Paris i knapt 4 år. Hvor hun var sprudlende, selvsikker og farverig i Chocolat, er hun nu anderledes afdæmpet, anonym og sortklædt. Og chokoladen laver hun ikke længere selv.

Zozie begynder med bagtanker at hjælpe til i forretningen, som hun efterhånden får omdannet til et chocolaterie, der er så farvestrålende og indbydende som hende selv, og hvor lokalfolket begynder at samles (med lidt hjælp af hekserier). Selv Vianne og hendes døtre liver op. Anouk er på vej til at blive teenager med de problemer det afstedkommer. Hun finder tilsyneladende en ven i Zozie, der dog har sine helt egne planer med pigen. Men Zozie har også planer med vandsigøjneren Roux (der i filmatiseringen af Chocolat blev forvandlet til en mørkhåret Johnny Depp, men som i bøgerne nu er ganske rødhåret). Roux dukker uventet op efter 5 års adskillelse fra Vianne, netop som Vianne har accepteret at gifte sig med den regelrette Thierry.

Som vinteren og julen nærmer sig, nærmer sig ligeledes den finale, som Zozie har bygget op til i løbet af de cirka 2 måneder hun har været tæt på den lille familie…

Romanen fortælles i jeg-person gennem Zozie, Vianne og Anouk. På trods af den 11-årige Anouks sommetider lidt for voksne stemme, er romanen bygget godt op mod den endelige kulmination. The Lollipop Shoes er ikke en kort roman (ca. 450 sider), og første halvdel af bogen tenderede det langtrukne, men forfatteren fik halet ind og intensiveret i sidste halvdel. Fin fortsættelse til Chocolat

Det er længe siden jeg læste Chocolat, og når jeg forsøger at huske bogen, ser jeg filmatiseringen for mit indre blik i stedet. Jeg mindes dog Chocolat som mindre alvorlig, ligesom magien er meget mere eksplicit og central i The Lollipop Shoes. Joanne Harris har selv beskrevet Chocolat som lys chokolade mod The Lollipop Shoes mørke 70 %’s.

Der er ingen tvivl om, at Joanne Harris kender sin chokolade lige så indgående, som hun kender sit Paris, og hun formår at beskrive miljøet, så man har lyst til at slå sig ned på Montmartre, og håndværket, så man har lyst til at spise og drikke chokolade til man sprækker.

Romanen er fra 2007 og hedder Chokoladeheksen på dansk (endnu en kedelig fordanskning af en ellers appetitlig originaltitel).

Gitte

In the night room af Peter Straub (Gitte)

Fortsættelsen til Lost Boy Lost Girl

Hvor forgængeren var en ganske fin roman, er denne en ganske besynderlig affære. Forfatteren Tim Underhill, som i Lost Boy Lost Girl mistede sin nevø til det måske hinsides måske overjordiske, har nu skrevet en roman over massemorderen Joseph Kalandars forhold til og mord på sin egen for omverdenen ukendte datter. Tim er nu i færd med at skrive en ny roman om en fortvivlet kvinde. Han begynder pludseligt at modtage mærkelige e-mails med kryptiske beskeder uden afsenderadresse. Beskeder som prøver at fortælle ham noget.

Samtidigt befinder en anden forfatter, kvinden Willy sig udenfor en varehal, hvor hun har en følelse af, at hendes afdøde datter er. Willy mistede sin datter og sin mand få år tidligere og ved, at følelsen er irrationel men ikke desto mindre tvingende. Hun står overfor at gifte sig med en hemmelighedsfuld rigmand, men kort tid efter er hun på flugt fra sin kommende mands håndlangere, hvilket fører hende sammen med Tim Underhill og flugten fortsætter mod Millhaven, hvor tidligere begåede fejl skal rettes op…

Tja, hvad skal jeg sige. Romanen var lidt for spacy selv for mig. Visse elementer var interessante herunder forholdet mellem Willy og Tim, men resten var altså for syret, især de mystiske beskeder.

In the night room er fra 2004.

Gitte

Havets Katedral af Ildefonso Falcones (Britt)

Måske er det på tide at lægge de historiske romaner på hylden for en tid, og i stedet skifte genre. For måske er det bare mig, der trænger til nye vinkler på min læsning og ikke de historiske romaner, der mangler kvalitet? Min mellemfornøjede oplevelse med mine sidst læste historiske romaner begynder i hvert fald at ligne en tendens.

Fra starten af Havets Katedral bliver jeg hurtigt lidt irriteret over den omstændige forhistorie, hvor vi får malet den melodramatiske ægteskabelige skæbne, som hovedpersonen Arnaus forældre må gennemleve, inklusive herremandens ankomst og voldtægt af hans moder på bryllupsnatten, (retten til den første nat), bortførelse, flere voldtægter, mord og flugt presset sammen på ca. 30 sider. Så er scenen ligesom sat for de stakkels, undertrykte bønder i 1300-tallets Katalonien. Alt det onde og uretfærdige og barske, der kunne overgå den tids mennesker, sker for Arnaus forældre gennem denne roman.

Jeg anerkender de historiske beskrivelser og love fra denne tid, og den megen uretfærdighed disse rummer set med vores tids øjne. Men at det hele skulle ramme denne familie, og i så voldsom en udgave, og at de selv føler uretfærdigheden så bevidst, bliver alt for iscenesat og urealistisk for mig – og det i en roman, der forsøger at give en romantisk, men historisk realistisk fortælling om en by og dens befolkning før og efter Den Sorte Død.

Hvor helt, den fattige Arnau, slider sig op gennem systemet og belønnes for sin godhed og ærlighed med rigdom og efter megen modgang og inkvisitionen i hælene, også med en lykkelig, romantisk udgang. Byen med sin kirke danner den røde tråd i fortællingen og minder på denne måde i uhyggelig grad om Kenn Follets to historiske romaner omkring katedralen i den opdigtede by Knightsbridge, men også bygget på historiske krøniker, love og forordninger. Det er faktisk tankevækkende, at de positive anmeldere i landets aviser ikke har fremhævet denne indlysende sammenhæng og afsmag af kopiering i såvel selve bogens rammefortælling som i mange af de beskrevne scener og karakterer.

Jamen, hvorfor har du dog så læst bogen til ende? Ja ok, den er udmærket skrevet i et ligetil og underholdende sprog, og de steder, hvor historien går lidt i tomgang, kan man jo skimme det lidt. Jeg måtte jo alligevel vide, hvordan det endte for Arnau og hans venner i modgang og kærlighed. Men for alvor bekymret eller for alvor medlidende eller medlevende blev jeg aldrig i bogen. Dertil var historien alt for spækket med melodramatisk lidelse og uretfærdighed, til at jeg helt kunne tage den alvorligt. Og endnu engang kunne en opstrammende redaktør have gjort meget for at skabe en mere læseværdig roman. Historiske romaner behøver ikke absolut at være på over 500 sider og fortabe sig i såvel for- som efterhistorie for at være en succes.

Britt

Ildefonso Falcones: Havets Kadedral, Bazar 2008, 623 sider

The Non-existing Knight af Italo Calvino (Britt)

Det har været en sej omgang at komme igennem denne tredje del af Calvinos trilogi ”Our Ancestors”. Og det er måske også derfor, at der har været stille fra min side i nogen tid. Jeg ville gerne læse historien færdig, men kunne ikke rigtig tage mig sammen. Men nu er den så læst.

Den ikke-eksisterende Ridder lægger sig op af den tvedelte landgreve som en fabel, der fremstiller en usandsynlig eksistens på trods af alle ods. Under den spanske Reconquista deltager en tom rustning på den franske konges side. Han eksisterer i tanke og handling, men ikke i kød og blod, på ren og skær viljeskraft. Da han ikke har nogen krop, har han tilsyneladende ikke noget begær, og i det hele taget ikke de store følelser. Han er korrektheden selv, kender alle regler og kodeks og efterlever dem til pinlig punktlighed, hvilket er en torn i øjet på alle de dødelige riddere og helte omkring ham. Han bliver skyet som pesten for sin unaturlighed, men først og fremmest for sin fejlfrihed, og hans altid skinnende rene, hvide rustning virker som spejl for alle de fejlbarlige omkring ham.

Som sådan starter fablen ret interessant. Men herfra tager historien fart og folkeeventyret tager over. Hvor The Cloven Viscount havde skarphed og stram struktur, mister Den ikke-eksisterende ridder den røde tråd, og hvor finurlighederne i den Tvedelte Landgreve var ligefremme og underspillede, er de her omstændelige, overdrevne, melodramatiske og fjollede.

Selvom Calvino også i denne historie er en overlegen sproglig ekvilibrist, er den ikke på højde med de to andre historier i trilogien – De tre fabler er i øvrigt skrevet hver for sig og først mange år senere bragt sammen af forfatteren til en trilogi. Med denne viden i baghovedet virker det i høj grad som om, at Den ikke-eksisterende Ridder oprindelige blev skrevet som forfatterens egen hygge-fabel til skrivebordsskuffen.

Yderligere info om trilogien kan findes i mit tidligere indlæg om ”The Cloven Viscount”

Britt

Skygge af Karin Alvtegen (Gitte)

Fædrenes synder

Skygge er en rigtig god, velskreven og absolut anbefalelsesværdig roman om en families skyggesider, om hemmeligheder og løgne, om forældres arv, og om for alt i verden at bevare familiens navn og ære.

Gerda, en 92-årig pensioneret husholderske, dør en stille død i sin lejlighed i Stockholm. Hun efterlader sig ingen familie, men har testamenteret alt til Kristoffer, en mand midt 30’erne, som har levet sit liv i skyggen af, at han som 4-årig blev efterladt på en trappesten af sin mor. Kristoffer har aldrig mødt Gerda, men håber nu, at han kan få viden om sit ophav, en viden, der kan give ham evnen til at tilgive.

Gerda var før sin pensionering husholderske for familien Ragnerfeldt. Axel Ragnerfeld, nobelprismodtager og en af Sveriges berømteste forfattere, ligger nu for døden på et plejehjem uden mulighed for kommunikation med omverden efter en hjerneblødning, mens han søn Jan-Erik holder hans forfatterskab i live ved en omfattende foredragsvirksomhed. Jan-Erik har altid levet i skyggen af sin far. Han lever nu i skyggen af et ægteskab, og gentager derved sine forældres mønster.

Gerdas død sætter gang i begivenheder, der efterhånden som handlingen skrider frem, skræller lag efter lag af familien Ragnerfelds facade af, samtidigt med at Kristoffers historie væver sig ind i familiens.

Skygge er fra 2007 og oversat fra ”Skugga”. Der må mere af svenske Karin Alvtegen på min ventehylde.

Gitte

Dead Simple af Peter James (Gitte)

Pas på med practical jokes, især hvis du er klaustrofobisk…

Unge, flotte og succesfulde Michael forsvinder under sin polterabend som led i en spøg. De eneste, der tilsyneladende ved, hvor Michael befinder sig, omkommer samme aften i en bilulykke, og Michaels forretningspartner og forlover Mark, der ikke nåede at deltage i polterabenden, nægter at udtale sig.

På grund af en henvendelse fra Michaels smukke og fortvivlede forlovede, begynder politidetektiv Roy Grace, hvis egen hustru forsvandt sporløst 8 år tidligere, at undersøge sagen. I et kapløb med tiden må Grace tage utraditionelle midler i brug for at finde Michael i live

Er man til en god spændingsbog er Dead Simple lige i øjet, og jeg slugte romanen på et øjeblik. Det umiddelbare plot er godt tænkt, mens andre elementer i historien er set før. Og så kan man jo tænke hvad man vil om Grace’s hang til det okkulte.

Romanen er fra 2005 (på dansk Dødenkelt), og der er heldigvis flere bøger om Roy Grace, den 4. udkommer til sommer.

Gitte