The Apothecary’s Daughter (Britt)

Den helt rigtige titel, hvis man leder efter en hurtig knaldroman til ferielæsningen. Og det var også som sådan jeg købte den på tilbud til sommerhuslæsningen. Som det kan ses, lever omslaget også til fulde op til forventningen.

Men jeg blev hurtig klar over, at jeg havde taget fejl. Bevares, der er ikke tale om dybe verdensbetragtninger eller socialrealistiske menneskeskildringer. Men sproget er smukt, poetisk og skønt at læse og der er på ingen måde tale om sødsuppemusik og happy ending, som jeg ellers havde ventet.

Den unge Theodora vokser op i et kloster, afsides fra verden på et tidspunkt under inkvisitionens storhedstid i et Spansk eller Fransk behersket Nordafrika. Nærmere kommer vi ikke en placering af tid og sted, men det er heller ikke så vigtigt. Det er ikke romanens ærinde at virke som historisk roman i traditionel forstand. Den bruger snarere den historiske setting som en genkendelig kulisse for sin sagnlignende fortælling.

Vi møder Theodora, da hun forlader sin kendte klostertilværelse for at indgå ægteskab med en højtstående adelsmand, der i en del år har levet som opdagelsesrejsende og handlende i kendte og ukendte fjerne verdener, primært mod øst, mens han forsager hoffet og omgangen med sin egen stand. Fortiden spøger i kulissen, men holdes skjult for Theodora, og den foldes kun meget langsomt ud i takt med hendes erkendelse af den verdslige verden, som hendes ægtemand, ”Adelsmanden” prøver at skærme hende fra. Mange år tidligere mistede han sin tvilling under et vovefuldt eventyr efter rødt guld i den barske ørken, og samtidig blev han selv grufuldt skamferet. Faderen døde af sorg over sine børns skæbne og overlod godset til adelsmanden, der selv havde mistet lysten til livet.

I hvilken voldsom grad Adelsmanden er blevet skamferet i, begynder man snart at gisne om som læser. Adelsmanden fuldbyrder nemlig ikke ægteskabet, selvom han elsker og tilfredsstiller sin Adelskvinde på anden vis med stor intensitet. Han lader hende kun mærke sin krop i mørket og tager aldrig sit lændeklæde af. Han ønsker ikke at tale om fortiden, men uddanner i stedet sin hustru i videnskabernes verden, lærer hende om de sande forhold mellem himmellegemerne og sin altruistiske gudstro midt under en tid, hvor den katolske kirke forsøger at kontrollere den vestlige verdens tanker, viden og tro med band og bål. Der altså meget på spil, både åndeligt og kødeligt for både Adelsmanden og Adelskvinden.

Da Theodora er vokset op i et kloster går dette ægteskab forbavsende godt i adskillige år, indtil det uundgåelige sker. Under én af Adelsmandens rejser mod øst, kommer en handlende i ædelstene og overtaler Adelskvinden til at huse ham, mens han venter på, at Adelsmanden vender tilbage. Der går ikke mange timer, før han venter i Adelskvindens seng, og med tabet af Adelskvindens uskyld, tager alting en ildevarslende men også opklarende drejning. Og der er en del overraskelser i vente helt til det sidste; ganske finurligt opbygget og afviklet i et usentimentalt, formfuldendt sprog, så de tragiske skæbner aldrig bliver melodramatiske. En dejlig, lille ferieoverraskelse!

Britt

The Apothecary’s Daughter, skrevet af den sydafrikanske forfatter Patricia Schonstein i 2004

Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen

Afdeling Q på sporet

Hr. Adler-Olsen er en meget driftig herre. Som forudsagt (se anmeldelsen til forgængeren Kvinden i Buret) ankom for nylig fortsættelsen i (nu) Afdeling Q-føljetonen, men så hurtigt havde jeg nu alligevel ikke forventet. Hvis Jussi Adler-Olsen fortsætter med at spytte Afdeling Q-bøger ud hvert halve år, vil det blive til lidt af en samling. Men hvis kvaliteten holder (om end med enkelte uredigerede slåfejl hist og her), som den indtil videre har gjort, gør det bestemt ikke noget.

I Fasandræberne lander en sag fra 1987 på egenrådige Carl Mørchs bord i kælderen under Politigården på trods af, at en mand flere år tidligere tilstod forbrydelsen, hvor to søskende blev tævet ihjel i et sommerhus i Nordsjælland. Mørck og hans noget ukonventionelle sidekick Assad lugter dog urent spil, da sagen trækker tråde op i Danmarks top med rod i kostskolemiljøet og seks unge menneskers syge søndagslege. Uopklarede forbrydelser dukker snart op i kølvandet, ligesom efterforskningen søges lukket. Dette er dog en rød klud i ansigtet på den gæve Mørck.

Og så er jagtsæsonen for alvor gået ind…

Romanen er dejlig frisk skrevet, og hvem kan andet end at holde af Mørck med sit lettere kaotiske hjemmeforhold og uforløste begær efter politipsykologen Mona, samt Assad med sin ligefremme facon og ikke endnu helt gennemskuelige baggrund. I Fasandræberne udvides Afdeling Q i øvrigt med den effektive og bestemt ikke bly viol sekretær Rose; endnu et sidekick til at sætte Mørck flere grå hår i hovedet.

Det er ikke andet for end at se, hvad afdelingen kaster sig over næste gang. Jeg står i alt fald klar, og det kan vel ikke vare så længe?!

Romanen er fra 2008.

Gitte

Wilkie Collins: Kvinden i hvidt (Britt)

Efter et par læseoplevelser, der har skuffet lidt, er jeg åbenbart inde i en god bølge. Denne ”verdens første Sensationsroman” fra 1860 var underholdende og velskrevet fra først til sidst. Og så kan man da tale om en helt bogstavelig form for historisk roman, da den jo har 148 år på bagen.

Det kan man nu ikke mærke i Christiane Rohdes nye, friske oversættelse fra i år. Sproget flyder let og plottet er fuld af gådefulde skikkelser, uventede drejninger, had, kærlighed og klassiske krimi-elementer. Historien er bygget op som en fortælling, hvor fortælleren, tegnelæreren Walter, vil rette op på den uretfærdige række af begivenheder, der aldrig kan komme for en retsal ved at lade en række fortællere på skift give deres skriftlige vidneudsagn, korte som lange, om begivenhedernes gang. Denne konstruktion holder fint og troværdigt hele vejen igennem og selvom det aldrig bliver rigtigt uhyggeligt, er fortællingen ganske nervepirrende midtvejs, hvor person-galleriet brogede skare for alvor viser deres sande naturer og fremtiden er ganske uvis for de fleste.

Fortællingen blev ifølge Joachim Rohdes efterskrift oprindeligt udgivet i Charles Dickens ugemagasin ”All Year Round” over 40 uger og vakte stor begejstring fra start. Der blev solgt ”Kvinden i Hvidt tøj” og andet merchandize og man kunne vædde om Kvinden i Hvidts mystiske fortid og om sir Percival Glydes dystre hemmelighed. Siden samlede Wilkie Collins afsnittene til en samlet bog, der i sin engelske udgave aldrig har været ude af tryk siden.

Siden da gik Wilkie Collins popularitet ned ad bakke og han døde som 65-årig af et massivt misbrug af tidens foretrukne narkotika, opium. Men mon ikke Kvinden i Hvidt lever videre mange år endnu. Den er i hvert fald anbefalet herfra, hvis man kan lide at læse krimier fra 1800-tallet.

Britt

Havet i Theresienstadt af Morten Brask (Gitte)

Kærlighed i nazismens tid

I 1943 sendes jødiske Daniel til Theresienstadt. Vi følger Daniel fra den klaustrofobiske togrejse i en kreaturvogn fra Danmark til den jødiske by, og herefter opholdet gennem de næste to år. Med sig har han et fotoalbum, der skaber en forbindelse til barndommen i huset ved Silkeborgsøerne med en fader, der var præsident ved Højesteret indtil nazismen satte en stopper for hans virke, og en uligevægtig mor.

Daniel er næsten uddannet læge i venerologi, da han sendes af sted, og sættes til at arbejde som læge ved byens såkaldte hospital, hvor patienterne bliver mere syge end de var, da de ankom. Han opnår desuden en vis status blandt ss-officererne, da han somme tider om aftenen sendes til Prag for at behandle officerernes glædespiger for syfilis og andre kønssygdomme.

Midt i elendigheden møder Daniel tjekkiske TB-ramte Ludmilla, som han forelsker sig i. Ludmilla har sin egen brutale fortid, men de to finder et fristed i Theresienstadt, hvor de drømmer om fremtiden. Og imens spøger fortiden.

Jeg kender ikke forholdene i Theresienstadt, så jeg skal ikke kunne afgøre, om forfatteren er autentisk i sin beretning, men den er formentligt ikke urealistisk. Det er en fin kærlighedshistorie midt i grusomme omstændigheder, en fortælling om det gode i det onde.

Hvis det havde stået mere klart for mig, hvordan Daniel er påvirket af begivenheder i fortiden i sin nutid, ville tilbageblikkene have virket bedre og mere relevante. Men når det nu skal være, skabte det medbragte fotoalbum et godt sammenspil mellem nutid, fortid og fremtid.

Romanen er skrevet i et godt flydende sprog, og forfatteren formår at beskrive Daniels oplevelser, så jeg kan se det for mig. Og i øvrigt en smuk forside, der paradoksalt nok udstråler ro.

Havet i Theresienstadt fra 2007 er en fiktionsdebut for Morten Brask.

Gitte

Bitterfissen af Maria Sveland (Britt)

Pas på, bitterheden smitter! Så hvis du går og gemmer på en utilfreds feminist, som du hidtil har undertrykt med held, skal du ikke læse Bitterfissen. Snart vil din indre irritation begynde at røre på sig, efterhånden som du nikker genkendende til passage efter passage; til sidst vil den springe ud som reel frustreret bitterhed på hele kvindekønnets vegne.

For det handler ikke så meget om de provokerende mandschauvinister eller om kvindeundertrykkende religioner og lovfæstede patriarkater. I stedet handler det om den indbyggede ulighed, der ligger i os alle i det vestlige samfund, uanset køn. Hvordan vi mere eller mindre frivilligt og mere eller mindre bevidst gentager ulighedens mønster.

Selvom bogen foregår i Sverige, er iagttagelserne som taget ud af en dansk hverdag. Som når omgivelserne begejstres over den mand, der tager mere end 14 dages barsel, mens de samme omgivelser tager det for givet, at kvinden tager de resterende barselsmåneder af barnets første år. Og samme omgivelser bliver i øvrigt dybt forargede, hvis mor kunne finde på at rejse væk fra sit barn i flere dage og måske en hel uge, mens barnet er lille. At far kunne finde på det samme, er der derimod intet mærkeligt i.

Og sådan fortsætter bogens halv-biografiske hovedperson, Sara, med at dissekere sit kæresteforhold, sin familie og venner, kolleger og omgivende samfund. Alle steder møder hun den bitre ulighed. Det er ikke til at bære. Men det skal hun alligevel, og selvom bogen lægger stærkt bittert ud, bliver tonen hurtigt krydret med en del selvironi, med tårer og med jubel, og med kærlighed såvel som had.

Slutningen lever desværre lidt tamt op til Saras egen analyse af sin tids fortællinger: ”Måske er det sådan, som Erica Jong skriver i Luft under Vingerne, at hvor man i romaner fra det nittende århundrede blev gift, så blev man i skilt i romaner fra det tyvende århundrede. I så fald, tænker jeg, bliver man vel igen heteronormativ i romaner fra det enogtyvende århundrede?

Havde hendes bitterhed stukket lidt dybere, havde slutningen måske også været anderledes. Eller også er selvfornægtelsen tegnet for det enogtyvende århundrede? Men på trods af dette, er bogen hermed stærkt anbefalet for sine tabubelagte analyser og genkendelige scener fra den småborgerlige ulighed.

Bitterfissen er oversat fra svensk (2007) i et ligetil sprog af Christina W. Bojlén, så man tror, den er dansk, og udgivet af Modtryk 2008.

The Lollipop Shoes af Joanne Harris (Gitte)

Den bittersøde smag af chokolade…

Allerede fra starten lover romanens titel om slikkepindskoene magi og drømme. Skoene sidder på fødderne af den smukke og farverige heks og tyv af identiteter Zozie de l’Alba, forførende som din ynglingschokolade, der på de dødes dag den 31. oktober med efterårsvinden blæser forbi Montmartre og en chokoladeforretning. Her bor og arbejder Vianne Rocher med sine to døtre, 11-årige Anouk og 4-årige Rosette. Vianne Rocher, som med forårsvinden blæste ind i landsbyen Lansquenet-sous-Tannes i forgængeren Chocolat, har boet i Paris i knapt 4 år. Hvor hun var sprudlende, selvsikker og farverig i Chocolat, er hun nu anderledes afdæmpet, anonym og sortklædt. Og chokoladen laver hun ikke længere selv.

Zozie begynder med bagtanker at hjælpe til i forretningen, som hun efterhånden får omdannet til et chocolaterie, der er så farvestrålende og indbydende som hende selv, og hvor lokalfolket begynder at samles (med lidt hjælp af hekserier). Selv Vianne og hendes døtre liver op. Anouk er på vej til at blive teenager med de problemer det afstedkommer. Hun finder tilsyneladende en ven i Zozie, der dog har sine helt egne planer med pigen. Men Zozie har også planer med vandsigøjneren Roux (der i filmatiseringen af Chocolat blev forvandlet til en mørkhåret Johnny Depp, men som i bøgerne nu er ganske rødhåret). Roux dukker uventet op efter 5 års adskillelse fra Vianne, netop som Vianne har accepteret at gifte sig med den regelrette Thierry.

Som vinteren og julen nærmer sig, nærmer sig ligeledes den finale, som Zozie har bygget op til i løbet af de cirka 2 måneder hun har været tæt på den lille familie…

Romanen fortælles i jeg-person gennem Zozie, Vianne og Anouk. På trods af den 11-årige Anouks sommetider lidt for voksne stemme, er romanen bygget godt op mod den endelige kulmination. The Lollipop Shoes er ikke en kort roman (ca. 450 sider), og første halvdel af bogen tenderede det langtrukne, men forfatteren fik halet ind og intensiveret i sidste halvdel. Fin fortsættelse til Chocolat

Det er længe siden jeg læste Chocolat, og når jeg forsøger at huske bogen, ser jeg filmatiseringen for mit indre blik i stedet. Jeg mindes dog Chocolat som mindre alvorlig, ligesom magien er meget mere eksplicit og central i The Lollipop Shoes. Joanne Harris har selv beskrevet Chocolat som lys chokolade mod The Lollipop Shoes mørke 70 %’s.

Der er ingen tvivl om, at Joanne Harris kender sin chokolade lige så indgående, som hun kender sit Paris, og hun formår at beskrive miljøet, så man har lyst til at slå sig ned på Montmartre, og håndværket, så man har lyst til at spise og drikke chokolade til man sprækker.

Romanen er fra 2007 og hedder Chokoladeheksen på dansk (endnu en kedelig fordanskning af en ellers appetitlig originaltitel).

Gitte

In the night room af Peter Straub (Gitte)

Fortsættelsen til Lost Boy Lost Girl

Hvor forgængeren var en ganske fin roman, er denne en ganske besynderlig affære. Forfatteren Tim Underhill, som i Lost Boy Lost Girl mistede sin nevø til det måske hinsides måske overjordiske, har nu skrevet en roman over massemorderen Joseph Kalandars forhold til og mord på sin egen for omverdenen ukendte datter. Tim er nu i færd med at skrive en ny roman om en fortvivlet kvinde. Han begynder pludseligt at modtage mærkelige e-mails med kryptiske beskeder uden afsenderadresse. Beskeder som prøver at fortælle ham noget.

Samtidigt befinder en anden forfatter, kvinden Willy sig udenfor en varehal, hvor hun har en følelse af, at hendes afdøde datter er. Willy mistede sin datter og sin mand få år tidligere og ved, at følelsen er irrationel men ikke desto mindre tvingende. Hun står overfor at gifte sig med en hemmelighedsfuld rigmand, men kort tid efter er hun på flugt fra sin kommende mands håndlangere, hvilket fører hende sammen med Tim Underhill og flugten fortsætter mod Millhaven, hvor tidligere begåede fejl skal rettes op…

Tja, hvad skal jeg sige. Romanen var lidt for spacy selv for mig. Visse elementer var interessante herunder forholdet mellem Willy og Tim, men resten var altså for syret, især de mystiske beskeder.

In the night room er fra 2004.

Gitte