Når døden tager sagen i egen hånd
”Dagen efter døde ingen”. Sådan begynder José Saramagos nyeste roman. I den første halvdel af romanen følger læseren et samfund, der forsøger at indrette sig på det forhold, at befolkningen pludseligt fra den ene dag til den anden holder op med at dø. Hvad gør begravelsesvirksomhederne, hvad med hele sundhedsvæsnet, forsikringsselskaberne mv.? Herefter møder vi døden selv, og en cellist, der af en eller anden grund uvist for døden selv ikke vil dø på trods af, at det er forudbestemt. Døden Udebliver Indimellem er en moderne fabel, og en noget udtraditionel kærlighedshistorie.
José Saramagos romaner har jeg aldrig rigtigt fundet lette at læse. Ofte har det taget mig nogle sider, før jeg er kommet rigtigt i gang, men alligevel holder de en eller anden fascination. Han tager en idé, fx, som i Døden Udebliver Indimellem, om, hvad sker der hvis, og udforsker det. Døden Udebliver Indimellem havde jeg endnu større vanskeligheder ved at komme igennem på trods af, at jeg synes, at romanen bygger på en god ide. Jeg gik tit i stå i de lange passager, hvor forfatteren beskriver samfundstilpasningen, men ´vågnede op’, når han zoomer ind på individets historie, hvor romanen efter min opfattelse først blev rigtigt vedkommende. Det der især vanskeliggør læsningen af José Saramagos romaner, er hans mangel på pauser i teksten. Der er utroligt få afsnit, og samtaler foregår ud i en køre, ofte med flere replikker i en enkelt sætning. Hvor jeg i hans tidligere romaner (fx En fortælling Om Blindhed og Den Duplikerede Mand, som jeg kan anbefale) hen ad vejen har kunnet abstrahere herfra, gjorde de manglende pauser sammenholdt med førnævnte lange passager blot, at det tog en overordentlig kraftanstrengelse for at fortsætte læsningen. Sidste halvdel af bogen, hvor vi følger døden, gik lidt nemmere. Men en spændende forfatter, der er José Saramago i alt fald.
Romanen udkom på dansk i år og er oversat fra portugisisk (Intermitências da morte fra 2005).
Gitte
”Dagen efter døde ingen”. Sådan begynder José Saramagos nyeste roman. I den første halvdel af romanen følger læseren et samfund, der forsøger at indrette sig på det forhold, at befolkningen pludseligt fra den ene dag til den anden holder op med at dø. Hvad gør begravelsesvirksomhederne, hvad med hele sundhedsvæsnet, forsikringsselskaberne mv.? Herefter møder vi døden selv, og en cellist, der af en eller anden grund uvist for døden selv ikke vil dø på trods af, at det er forudbestemt. Døden Udebliver Indimellem er en moderne fabel, og en noget udtraditionel kærlighedshistorie.
José Saramagos romaner har jeg aldrig rigtigt fundet lette at læse. Ofte har det taget mig nogle sider, før jeg er kommet rigtigt i gang, men alligevel holder de en eller anden fascination. Han tager en idé, fx, som i Døden Udebliver Indimellem, om, hvad sker der hvis, og udforsker det. Døden Udebliver Indimellem havde jeg endnu større vanskeligheder ved at komme igennem på trods af, at jeg synes, at romanen bygger på en god ide. Jeg gik tit i stå i de lange passager, hvor forfatteren beskriver samfundstilpasningen, men ´vågnede op’, når han zoomer ind på individets historie, hvor romanen efter min opfattelse først blev rigtigt vedkommende. Det der især vanskeliggør læsningen af José Saramagos romaner, er hans mangel på pauser i teksten. Der er utroligt få afsnit, og samtaler foregår ud i en køre, ofte med flere replikker i en enkelt sætning. Hvor jeg i hans tidligere romaner (fx En fortælling Om Blindhed og Den Duplikerede Mand, som jeg kan anbefale) hen ad vejen har kunnet abstrahere herfra, gjorde de manglende pauser sammenholdt med førnævnte lange passager blot, at det tog en overordentlig kraftanstrengelse for at fortsætte læsningen. Sidste halvdel af bogen, hvor vi følger døden, gik lidt nemmere. Men en spændende forfatter, der er José Saramago i alt fald.
Romanen udkom på dansk i år og er oversat fra portugisisk (Intermitências da morte fra 2005).
Gitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar