Endnu en historisk roman med smæk for skillingen. Den ligger sig på mange måder i forlængelse af den skrivestil, som Ken Follett bruger i sine to historiske romaner omtalt her: Fra første side vælter det over læseren med politiske intriger, jalousi, magtbegær, religionsstrid, blodige henrettelser og umulig kærlighed – men dog knap så meget sex..
Det lykkedes at skildre Elisabeth som en unik person i historien på godt og ondt fra hendes første barndomserindringer som tre-årig i forbindelse med hendes mors, Anne Boleyns, henrettelse – En henrettelse beordret af hendes egen far, Henrik d. 8. Omstændighederne omkring denne henrettelse danner i denne roman rammen for hele Elisabets liv, og skal også danne rammen for hendes udfrielse og død. Forfatteren forsøger således at skabe et psykologisk portræt af Elisabeth, der skal forklare alle hendes beslutninger gennem hendes dramatiske, eventyrlige og mytiske liv. Men selv om Susan Kay forsøger at omgærde Elisabeths sande følelser og voksende vanvid med mystik, hentydninger og tågeslør, virker det alt for søgt, og giver en lidt fad smag til en ellers flot beskrivelse af en sjældent intelligent, sjældent humørsyg og sjældent magtfuld og sjældent forførende kvinde.
Elisabeth bliver på trods af sit skrøbelige helbred knapt 70 år. Og med Susan Kays dagsorden om den psykologiske skildring af en voldsom moderbinding, bliver hun nødt til at følge Elisabeth hele vejen. Det bliver desværre også bogens svaghed. Lige så medrivende og velskreven den første halvdel af bogen er, lige så langtrukken og gentagen bliver den sidste halvdel indtil den overdramatiserede finale med en kvalm slutning, der slet ikke svarer til bogens kyniske og hårdkogte udgangspunkt. Det virker på mange måder, som om forfatteren beskriver anden halvdel af Elisabeths regeringstid af ren pligt. Da Elisabeths store kærlighed, Robert Leicester, dør, forsvinder også nerven i bogen. Elisabeths efterfølgende umage forhold til Roberts langt yngre nevø og stedsøn, Essex, bliver aldrig skildret ordentligt og troværdigt. Her er mere tale om tell it, end show it. Susan Kay har ikke rigtig hjertet med i dette forhold, og som læser sidder jeg tilbage uden forståelse af, hvorfor den stærkt kontrollerede Elisabeth ikke kunne sige nej til denne selvglade tøjte af en forvoksen knægt. Susan Kay lader Elisabeth selv tænke sig til forklaringen ved Essex’ endelige, uafvendelige henrettelse, men ordene kommer til at stå til troende. Som det meste af bogens sidste halvdel.
Det er en stor mundfuld at beskrive hele Dronning Elisabeths liv i én roman. Mary Renault brugte tre romaner på at skildre Alexander den Store, og Colleen McCollough tre bøger på at skildre Cæsar. Måske skille Susan Kay også have brugt et par bøger mere – eller have koncentreret sig om Elisabeths kærlighed til sin Robin, set fra Elisabeths dødsseng. Så kunne hun have sprunget alt det over, der ikke interesserede hende som forfatter. Igen ødelægger en redaktør en fremragende historisk roman ved sit fravær.
Jomfrudronningen er fra 1985 med originaltitlen ”Legacy” og udmærket oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen.
Britt
Det lykkedes at skildre Elisabeth som en unik person i historien på godt og ondt fra hendes første barndomserindringer som tre-årig i forbindelse med hendes mors, Anne Boleyns, henrettelse – En henrettelse beordret af hendes egen far, Henrik d. 8. Omstændighederne omkring denne henrettelse danner i denne roman rammen for hele Elisabets liv, og skal også danne rammen for hendes udfrielse og død. Forfatteren forsøger således at skabe et psykologisk portræt af Elisabeth, der skal forklare alle hendes beslutninger gennem hendes dramatiske, eventyrlige og mytiske liv. Men selv om Susan Kay forsøger at omgærde Elisabeths sande følelser og voksende vanvid med mystik, hentydninger og tågeslør, virker det alt for søgt, og giver en lidt fad smag til en ellers flot beskrivelse af en sjældent intelligent, sjældent humørsyg og sjældent magtfuld og sjældent forførende kvinde.
Elisabeth bliver på trods af sit skrøbelige helbred knapt 70 år. Og med Susan Kays dagsorden om den psykologiske skildring af en voldsom moderbinding, bliver hun nødt til at følge Elisabeth hele vejen. Det bliver desværre også bogens svaghed. Lige så medrivende og velskreven den første halvdel af bogen er, lige så langtrukken og gentagen bliver den sidste halvdel indtil den overdramatiserede finale med en kvalm slutning, der slet ikke svarer til bogens kyniske og hårdkogte udgangspunkt. Det virker på mange måder, som om forfatteren beskriver anden halvdel af Elisabeths regeringstid af ren pligt. Da Elisabeths store kærlighed, Robert Leicester, dør, forsvinder også nerven i bogen. Elisabeths efterfølgende umage forhold til Roberts langt yngre nevø og stedsøn, Essex, bliver aldrig skildret ordentligt og troværdigt. Her er mere tale om tell it, end show it. Susan Kay har ikke rigtig hjertet med i dette forhold, og som læser sidder jeg tilbage uden forståelse af, hvorfor den stærkt kontrollerede Elisabeth ikke kunne sige nej til denne selvglade tøjte af en forvoksen knægt. Susan Kay lader Elisabeth selv tænke sig til forklaringen ved Essex’ endelige, uafvendelige henrettelse, men ordene kommer til at stå til troende. Som det meste af bogens sidste halvdel.
Det er en stor mundfuld at beskrive hele Dronning Elisabeths liv i én roman. Mary Renault brugte tre romaner på at skildre Alexander den Store, og Colleen McCollough tre bøger på at skildre Cæsar. Måske skille Susan Kay også have brugt et par bøger mere – eller have koncentreret sig om Elisabeths kærlighed til sin Robin, set fra Elisabeths dødsseng. Så kunne hun have sprunget alt det over, der ikke interesserede hende som forfatter. Igen ødelægger en redaktør en fremragende historisk roman ved sit fravær.
Jomfrudronningen er fra 1985 med originaltitlen ”Legacy” og udmærket oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen.
Britt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar