Starten på denne bog var så uvedkommende for mig, at jeg tror, jeg ville have lagt den fra mig igen, hvis jeg ikke i forvejen havde læst Ekstremt højt og utroligt tæt på af samme forfatter med stor begejstring. Efter endt læsning er jeg glad for, at jeg holdt ved, men på samme tid splittet omkring min holdning til bogen.Romanen følger tre sideløbende fortællinger: En udslettet by og dens tidligere indbyggere, en ung amerikansk forfatter, der drager til Ukraine for at lede efter byen og sine jødiske rødder og en forvildet ung ukrainer, der sammen med sin depressive farfar optræder som guide for samme forfatter. Den amerikanske forfatter bærer samme navn som bogens forfatter, og det er uvist i hvor høj grad, bogen er selvbiografisk og i hvor høj grad, den er fiktion.
De tre historier fortælles gennem breve og udkast til bøger. Den amerikanske forfatter skriver kapitler til en bog om den udslettede by, og sender dem fra USA til den unge ukrainer i bidder, efter deres fælles tur gennem Ukraine. Ukraineren sender sin kritik tilbage i breve skrevet på højst ubehjælpsomt engelsk, der er præget af, at han har lært engelsk gennem ordbøger og ofte vælger den forkerte betydning eller vending herfra. (originalt og morsomt oversat til dansk af Jan Hansen). Selv skriver ukraineren på en bog om deres fælles tur på jagt efter den udslettede by og sender disse kapitler tilbage med sine breve til kritik fra den unge amerikanske forfatter, som han i store dele af bogen ser op til. Til sidst finder han dog på befriende vis sit eget ståsted og berettigelse i tilværelsen, indirekte beskrevet gennem et brev fra farfaren.
Fortælleformen er altså original og litterært velgennemført. Den ville dog have fået mere rosende ord med på vejen herfra, hvis selve hovedhistorien om den udslettede by kunne gribe mig. Men den er alt for utrolig og svævende og fuld af sidehistorier og små, mærkelige drømme og anekdoter til at fange mig. Den kræver givetvis adskillige genlæsninger og analyser for at falde på plads, og det blev jeg ikke fanget nok til af hverken stemning eller handling.
Til gengæld læste jeg med stor underholdning de ukrainske breve og rejseskildringen. Jo længere ind i bogen, jeg kom, jo mere ligegyldig forekom byens forhistorie og mærkelige persongalleri mig, og des mere interesseret blev jeg i den lille, ukrainske familie og traumerne, der ligger gemt mellem linierne. Kun selve oplysningen til sidst var foruroligende i sin beskrivelse af nazisternes brutale og umenneskelige udslettelse af byen (og af alle jøder i omegnen) på mest sadistisk vis. Desværre er grusomhederne jo allerede alt for velkendt fra de utallige skildringer, fortællinger og dokumentarer fra 2. verdenskrig, og de mennesker, der blev berørt at udslettelsen skildret alt for løst og uvedkommende til at gribe følelsesmæssigt om mig som læser med andet end vemod over denne mørke side af menneskeheden. Langt mere berørt blev jeg af den uventede forbindelse til nutidens hovedpersoner, denne oplysning viser sig at føre med sig.
Alt i alt en ok læseoplevelse, men der er mange bøger, jeg hellere vil anbefale som førstevalg.
Alt bliver oplyst er udgivet på dansk i 2003, glimrende oversat af Jan Hansen.
Britt
2 kommentarer:
Jeg har netop læset Alt bliver oplyst og jeg må indrømme at jeg er dybt uenig i din skildring af bogen - jeg finder netop den udslettede bys indbyggere utrolig spændende og de fortæller langt mere om 2. verdenskrigs uhyggelige omstændigheder end turen til Ukraine.
De skal ikke læses som enkeltpersoner, men som en del af en enhed, hvor man kender dens skæbne.
Samtidig er turen til Ukraine højst nødvendig, da den skrives på absurd sjov måde - og netop giver en helt ny måde at skrive om de forfærdelige omstændigheder.
En læseoplevelse udover det sædvanlige. En bog som beskriver antisemitisme på en måde, som jeg aldrig har læst før! Klart et førstvalg fra min side !
Jeg har netop afsluttet læsningen af Jonathan Safran Foers Alt bliver oplyst, og ville ligesom Britt ikke have holdt ved, hvis det ikke var fordi, jeg havde læst hans næste roman.
Historierne fra de nu forsvundne shetl'er er ganske rigtigt mærkelige og rablende i ordets egentlige forstand. Og jeg foretrækker normalt realistisk litteratur. Men pludselig klikkede Chagalls billeder ind på nethinden, og mon ikke forfatteren har haft det på samme måde? I hvertfald gav det pludselig mening for mig. Og jeg forstod, hvilken mental arv selv sekulære jøder i USA bærer rundt på. Slutningen indicerede, at både Alexander og Jonathan vil se fremad og lægge fortiden bag sig. Vil Jonathan også kæmpe sig fri af hele den jødiske historie. Han skriver jo netop om, hvordan beboerne i Trachimbrod kun tænker i fortid og bruger deres kræfter på den. Og venter på deres skæbne som slagtekvæg. Uhyggeligt gribende.
Og dog vil jeg ikke anbefale den som et første valg. Dertil er den for mærkelig og knugende.
Send en kommentar