Lige så fascinerende og begejstret jeg selv er for denne foruroligende historie, ligeså fulde af afsky og væmmelse var halvdelen af min læseklub, da vi mødtes i mandags.
Jeg blev ret overrasket over deres reaktion, som næsten var fysisk i den vrede og næsten hadefulde tone, bogen blev sablet ned med. ”Den gav mig kvalve” ”jeg havde lyst til at lægge den fra mig efter 3 sider” og ”jeg har ikke brug for at vide, hvad jeg får at vide af uhyrligheder i denne bog”.
Og indrømmet, det er ikke skønsang og happy ending, der bliver serveret af forfatteren Gaetan soucy. Vi møder de to sønner, da deres far har hængt sig, og de bliver nødt til at opsøge omverdenen for at få en kiste til hans begravelse. Indtil da har de to teenagebørn kun mødt tre andre mennesker på den forfaldne landejendom, hvor deres enevældige fader har holdt dem og sig selv isoleret. Gennem et døgn følger vi den ene af de to navnløse børn, der kun kender sine ”medmennesker” som far og Bror. Af andre levende væsener af betydning er der Hest og Frø. Men da vores navnløse hovedperson drager mod landsbyen efter ”en fyrretræshabit”, bliver lagene skrællet af ét for ét, både om den dunkle fortid fra de to søskendes spæde barndom og om ”Den retfærdige Straf”, der bor i ”Krypten”, hvor Far og hovedperson har passet den i adskillige år og om faderens religiøse vrangforestillinger og deraf affødte, afskyvækkende regime og antydninger af, hvor de dog er opstået fra.
Men selv om svigt og uhyrligheder står i kø for at blive afsløret, forstår man dem kun antydningsvis som læser, da hovedpersonen selv langt hen ad vejen tager dem for givet som livets kendsgerninger og i øvrigt bruger et så finurligt sprog af profane udtryk og gamle, højtidelige vendinger og filosofiske fejlcitater fundet i gamle bøger, at man næsten må le højt undervejs. For vores hovedperson er også formet af en anden verden på godt og ondt, nemlig gennem de mange, gamle, halvt forrådnede bøger, der findes på ejendommen. Flugten ind i bøgernes verden bliver både en redning og en vrangforestilling, og er derfor på én gang en hyldest til læsningen og en udstilling af læsningens begrænsninger. Væk er den romantiske tanke om, at bøgerne kan danne og redde dig som menneske, selvom omgivelserne er dig imod. De kan kun læses gennem den virkelighed, du allerede befinder dig i.
At Gaetan Soucy er universitetslærer i filosofi skinner klart igennem hele fortællingen, og er efter min mening dens store styrke sammen med tekstens finurlige og usentimentale sprog. Uden disse ville dette blot være endnu en bog om svigt og menneskelig forfald. Men denne bog er absolut én blivende oplevelse af de store – på godt og ondt!
Hermed stærkt anbefalet.
Britt
”Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker” er fra 1998 og oversat til dansk i flydende, smuk og ubesværede stil i 2004
Jeg blev ret overrasket over deres reaktion, som næsten var fysisk i den vrede og næsten hadefulde tone, bogen blev sablet ned med. ”Den gav mig kvalve” ”jeg havde lyst til at lægge den fra mig efter 3 sider” og ”jeg har ikke brug for at vide, hvad jeg får at vide af uhyrligheder i denne bog”.
Og indrømmet, det er ikke skønsang og happy ending, der bliver serveret af forfatteren Gaetan soucy. Vi møder de to sønner, da deres far har hængt sig, og de bliver nødt til at opsøge omverdenen for at få en kiste til hans begravelse. Indtil da har de to teenagebørn kun mødt tre andre mennesker på den forfaldne landejendom, hvor deres enevældige fader har holdt dem og sig selv isoleret. Gennem et døgn følger vi den ene af de to navnløse børn, der kun kender sine ”medmennesker” som far og Bror. Af andre levende væsener af betydning er der Hest og Frø. Men da vores navnløse hovedperson drager mod landsbyen efter ”en fyrretræshabit”, bliver lagene skrællet af ét for ét, både om den dunkle fortid fra de to søskendes spæde barndom og om ”Den retfærdige Straf”, der bor i ”Krypten”, hvor Far og hovedperson har passet den i adskillige år og om faderens religiøse vrangforestillinger og deraf affødte, afskyvækkende regime og antydninger af, hvor de dog er opstået fra.
Men selv om svigt og uhyrligheder står i kø for at blive afsløret, forstår man dem kun antydningsvis som læser, da hovedpersonen selv langt hen ad vejen tager dem for givet som livets kendsgerninger og i øvrigt bruger et så finurligt sprog af profane udtryk og gamle, højtidelige vendinger og filosofiske fejlcitater fundet i gamle bøger, at man næsten må le højt undervejs. For vores hovedperson er også formet af en anden verden på godt og ondt, nemlig gennem de mange, gamle, halvt forrådnede bøger, der findes på ejendommen. Flugten ind i bøgernes verden bliver både en redning og en vrangforestilling, og er derfor på én gang en hyldest til læsningen og en udstilling af læsningens begrænsninger. Væk er den romantiske tanke om, at bøgerne kan danne og redde dig som menneske, selvom omgivelserne er dig imod. De kan kun læses gennem den virkelighed, du allerede befinder dig i.
At Gaetan Soucy er universitetslærer i filosofi skinner klart igennem hele fortællingen, og er efter min mening dens store styrke sammen med tekstens finurlige og usentimentale sprog. Uden disse ville dette blot være endnu en bog om svigt og menneskelig forfald. Men denne bog er absolut én blivende oplevelse af de store – på godt og ondt!
Hermed stærkt anbefalet.
Britt
”Den lille pige, der holdt for meget af tændstikker” er fra 1998 og oversat til dansk i flydende, smuk og ubesværede stil i 2004
1 kommentar:
Historien er barsk, men som du skriver usentimental. Jeg må sige, at jeg er på din side, når det kommer til denne roman. Men bøger er jo heldigvis ikke til for at stryge alle med hårene.
Gitte
Send en kommentar