Ny dansk krimiserie?
Den første bog jeg for snart nogle år siden læste af Jussi Adler-Olsen var debutromanen Alfabethuset (1997), en fortælling om to britiske soldaters overlevelse under dække af to tyskeres identitet på et sindssygehospital reserveret for SS-officere under 2. verdenskrig. Den næste jeg læste var Washington Dekretet (2006), en helt anden historie om magtfordrejning i det Hvide Hus, og hvad det kan føre til af slemme ting. Begge bøger kom jeg let, hurtigt og interesseret igennem. Jeg forsøgte i efteråret med Firmaknuseren (2003), men den måtte jeg opgive. Hvor de førstnævnte romaner var spændende og medrivende, var Firmaknuseren anderledes tung at danse med. Måske fordi personerne i bogen var for usympatiske, og det tog for lang tid før handlingen tog til?
Kvinden i buret (2007) er igen en anden type roman og har form af en mere traditionel krimi.
Hovedpersonen er antihelten Carl Mørck, vicekriminalkommisær, som har sin egen dagsorden og ikke passer ind i politigårdens system. Efter genoptagelse af arbejdet efter en skudepisode, som kostede en god kollegas liv og ødelagde en andens, overflyttes eller rettere nedflyttes han til en nyoprettet afdeling, afdeling Q, politisk foranstaltet på særbevilling med formålet at behandle ’sager under særlig bevågenhed’. Carls første opgave bliver at løse mysteriet om en ung fremadstormende kvindelig politikers forsvinden 5 år tidligere. Carl får ovenfra bevilliget hjælp af Assad, altmuligmand, rengøringsassistent, chauffør med mere.
Plottet er interessant og jeg havde sympati med Carl Mørch og Assad, som udviser talent for andet end rengøring og chaufførarbejde. For så vidt angår Carl Mørck ledes tankerne dog hen mod Jack Frost, R.D. Wingfelds britiske vicekommisær, snu, kvik og ingen teamspiller men som kan sit kram. På trods af de åbenlyse klicheer om den ’ensomme ulv’ indenfor politiet og om politikollegaer, som spiller med musklerne i stedet for at opklare sager, nød jeg bogen. Den havde et fint spil mellem nutidens efterforskning og tiden før og efter kidnapningen set fra offerets synsvinkel.
Mit bud er, at vi ikke har set det sidste til de herre Mørck og Assad.
Gitte
Den første bog jeg for snart nogle år siden læste af Jussi Adler-Olsen var debutromanen Alfabethuset (1997), en fortælling om to britiske soldaters overlevelse under dække af to tyskeres identitet på et sindssygehospital reserveret for SS-officere under 2. verdenskrig. Den næste jeg læste var Washington Dekretet (2006), en helt anden historie om magtfordrejning i det Hvide Hus, og hvad det kan føre til af slemme ting. Begge bøger kom jeg let, hurtigt og interesseret igennem. Jeg forsøgte i efteråret med Firmaknuseren (2003), men den måtte jeg opgive. Hvor de førstnævnte romaner var spændende og medrivende, var Firmaknuseren anderledes tung at danse med. Måske fordi personerne i bogen var for usympatiske, og det tog for lang tid før handlingen tog til?
Kvinden i buret (2007) er igen en anden type roman og har form af en mere traditionel krimi.
Hovedpersonen er antihelten Carl Mørck, vicekriminalkommisær, som har sin egen dagsorden og ikke passer ind i politigårdens system. Efter genoptagelse af arbejdet efter en skudepisode, som kostede en god kollegas liv og ødelagde en andens, overflyttes eller rettere nedflyttes han til en nyoprettet afdeling, afdeling Q, politisk foranstaltet på særbevilling med formålet at behandle ’sager under særlig bevågenhed’. Carls første opgave bliver at løse mysteriet om en ung fremadstormende kvindelig politikers forsvinden 5 år tidligere. Carl får ovenfra bevilliget hjælp af Assad, altmuligmand, rengøringsassistent, chauffør med mere.
Plottet er interessant og jeg havde sympati med Carl Mørch og Assad, som udviser talent for andet end rengøring og chaufførarbejde. For så vidt angår Carl Mørck ledes tankerne dog hen mod Jack Frost, R.D. Wingfelds britiske vicekommisær, snu, kvik og ingen teamspiller men som kan sit kram. På trods af de åbenlyse klicheer om den ’ensomme ulv’ indenfor politiet og om politikollegaer, som spiller med musklerne i stedet for at opklare sager, nød jeg bogen. Den havde et fint spil mellem nutidens efterforskning og tiden før og efter kidnapningen set fra offerets synsvinkel.
Mit bud er, at vi ikke har set det sidste til de herre Mørck og Assad.
Gitte
3 kommentarer:
En krimi af en kvinde, som undslipper den kedelige mærkat "femikrimi" ved at vælge en mandlig hovedperson! :-)
Som du selv påpeger, smager beskrivelsen af hvor mands situation en del af krimi-kliché. Men det er måske også en del af selve krimigenren, at hovedpersonen skiller sig ud, hvilket giver problemer med de sociale relationer, men samtidig gør personen i stand til at se andre vinkler og løsninger på krimiens gåde. Det er måske én af krimigenrens største klichéer, at man selv skal være anderledes og underkendt for at kunne gennemskue de anderledes og underkendtes misgerninger.
Jeg vil dog hellere læse om en sær kriminalassistent m/k end om en ditto, der lægger jobbet fra sig kl, 16 for at gå hjem og koge pasta, skifte bleer og folde vasketøj. Det kan man jo altid ordne i sit eget liv...
Jussi Adler-Olsen er så vidt jeg kan finde frem til født Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen, så mon ikke det rettere er en masku-krimi?
Men det vil da være en udfordring for en forfatter at skrive en krimi om en politiperson, som kan opklare forbrydelse fra 9.30 til 16. Gitte
Ups, jeg læste Jussi som et kvindenavn... Ja, så er det nok lidt ved siden af med mine femi-krimi-bemærkninger.
Mon ikke kriminalassistenter arbejder sådan i virkeligheden? De kan vel ikke alle sammen arbejde over hele tiden. Men på den anden side er deres sager nok heller ikke altid så tvetydige, gådefulde og morderiske som i krimierne og på film :-)
Britt
Send en kommentar