søndag den 30. marts 2008

Unnatural Fire af Fidelis Morgan (Gitte)

Unnatural Fire tager sin begyndelse i et fængsel i London i 1699, hvor den aldrende Anastasia Ashby de la Zouche, baronesse Penge, grevinde af Clapham befinder sig som følge af trænge kår og ubetalte regninger. Her genfinder hun Alpiew, som grevinden ca. 35 år tidligere tog til sig, da Alpiew var 5, og som grevindens forlorne mand kindnappede 15 år senere sammen med komtessens værdiggenstande. For at tjene til dagen og vejen tager de to kvinder hyre på ugebasis som sladderjournalister. De opsøges hurtigt af en kvinde, som mistænker sin mand for utroskab og derfor vil betale grevinden og Alpiew for at følge efter ham. Dette viser sig dog ikke at være helt lige til, og da manden bliver myrdet og hustruen fængslet for drabet, begynder Alpiew og grevinden at grave dybere. De finder en alkymistisk gåde, som kan være løsningen på, hvem der er den rigtige morder.

Unnatural fire er en meget charmerende krimi. Jeg havde fra starten stor sympati for de to usandsynlige detektiver, der prøver at tjene til dagen og vejen ved at bruge deres kløgt, og som søger sandheden rundt omkring i dekadente og stinkende London. Forfatteren har intet gjort for at forskønne historien; der er ugegammelt lag på lag makeup, manglende tænder, mølædte parykker og hele pibetøjet, hvilket paradoksalt nok er ganske forfriskende. Jeg nød forfatterens skrivestil og karakterernes særheder, og så dukker Isaac Newton op i en gæsterolle.

Jeg hyggede mig vældigt med denne roman fra 2000 (Trolddomsild på dansk), som er den første i en serie af mysterier med grevinden og Alpiew. Efterfølgerne kan desværre ikke fås på biblioteket.

Gitte

Ingen kommentarer: