Måske er det på tide at lægge de historiske romaner på hylden for en tid, og i stedet skifte genre. For måske er det bare mig, der trænger til nye vinkler på min læsning og ikke de historiske romaner, der mangler kvalitet? Min mellemfornøjede oplevelse med mine sidst læste historiske romaner begynder i hvert fald at ligne en tendens.
Fra starten af Havets Katedral bliver jeg hurtigt lidt irriteret over den omstændige forhistorie, hvor vi får malet den melodramatiske ægteskabelige skæbne, som hovedpersonen Arnaus forældre må gennemleve, inklusive herremandens ankomst og voldtægt af hans moder på bryllupsnatten, (retten til den første nat), bortførelse, flere voldtægter, mord og flugt presset sammen på ca. 30 sider. Så er scenen ligesom sat for de stakkels, undertrykte bønder i 1300-tallets Katalonien. Alt det onde og uretfærdige og barske, der kunne overgå den tids mennesker, sker for Arnaus forældre gennem denne roman.
Jeg anerkender de historiske beskrivelser og love fra denne tid, og den megen uretfærdighed disse rummer set med vores tids øjne. Men at det hele skulle ramme denne familie, og i så voldsom en udgave, og at de selv føler uretfærdigheden så bevidst, bliver alt for iscenesat og urealistisk for mig – og det i en roman, der forsøger at give en romantisk, men historisk realistisk fortælling om en by og dens befolkning før og efter Den Sorte Død.
Hvor helt, den fattige Arnau, slider sig op gennem systemet og belønnes for sin godhed og ærlighed med rigdom og efter megen modgang og inkvisitionen i hælene, også med en lykkelig, romantisk udgang. Byen med sin kirke danner den røde tråd i fortællingen og minder på denne måde i uhyggelig grad om Kenn Follets to historiske romaner omkring katedralen i den opdigtede by Knightsbridge, men også bygget på historiske krøniker, love og forordninger. Det er faktisk tankevækkende, at de positive anmeldere i landets aviser ikke har fremhævet denne indlysende sammenhæng og afsmag af kopiering i såvel selve bogens rammefortælling som i mange af de beskrevne scener og karakterer.
Jamen, hvorfor har du dog så læst bogen til ende? Ja ok, den er udmærket skrevet i et ligetil og underholdende sprog, og de steder, hvor historien går lidt i tomgang, kan man jo skimme det lidt. Jeg måtte jo alligevel vide, hvordan det endte for Arnau og hans venner i modgang og kærlighed. Men for alvor bekymret eller for alvor medlidende eller medlevende blev jeg aldrig i bogen. Dertil var historien alt for spækket med melodramatisk lidelse og uretfærdighed, til at jeg helt kunne tage den alvorligt. Og endnu engang kunne en opstrammende redaktør have gjort meget for at skabe en mere læseværdig roman. Historiske romaner behøver ikke absolut at være på over 500 sider og fortabe sig i såvel for- som efterhistorie for at være en succes.
Britt
Ildefonso Falcones: Havets Kadedral, Bazar 2008, 623 sider
Fra starten af Havets Katedral bliver jeg hurtigt lidt irriteret over den omstændige forhistorie, hvor vi får malet den melodramatiske ægteskabelige skæbne, som hovedpersonen Arnaus forældre må gennemleve, inklusive herremandens ankomst og voldtægt af hans moder på bryllupsnatten, (retten til den første nat), bortførelse, flere voldtægter, mord og flugt presset sammen på ca. 30 sider. Så er scenen ligesom sat for de stakkels, undertrykte bønder i 1300-tallets Katalonien. Alt det onde og uretfærdige og barske, der kunne overgå den tids mennesker, sker for Arnaus forældre gennem denne roman.
Jeg anerkender de historiske beskrivelser og love fra denne tid, og den megen uretfærdighed disse rummer set med vores tids øjne. Men at det hele skulle ramme denne familie, og i så voldsom en udgave, og at de selv føler uretfærdigheden så bevidst, bliver alt for iscenesat og urealistisk for mig – og det i en roman, der forsøger at give en romantisk, men historisk realistisk fortælling om en by og dens befolkning før og efter Den Sorte Død.
Hvor helt, den fattige Arnau, slider sig op gennem systemet og belønnes for sin godhed og ærlighed med rigdom og efter megen modgang og inkvisitionen i hælene, også med en lykkelig, romantisk udgang. Byen med sin kirke danner den røde tråd i fortællingen og minder på denne måde i uhyggelig grad om Kenn Follets to historiske romaner omkring katedralen i den opdigtede by Knightsbridge, men også bygget på historiske krøniker, love og forordninger. Det er faktisk tankevækkende, at de positive anmeldere i landets aviser ikke har fremhævet denne indlysende sammenhæng og afsmag af kopiering i såvel selve bogens rammefortælling som i mange af de beskrevne scener og karakterer.
Jamen, hvorfor har du dog så læst bogen til ende? Ja ok, den er udmærket skrevet i et ligetil og underholdende sprog, og de steder, hvor historien går lidt i tomgang, kan man jo skimme det lidt. Jeg måtte jo alligevel vide, hvordan det endte for Arnau og hans venner i modgang og kærlighed. Men for alvor bekymret eller for alvor medlidende eller medlevende blev jeg aldrig i bogen. Dertil var historien alt for spækket med melodramatisk lidelse og uretfærdighed, til at jeg helt kunne tage den alvorligt. Og endnu engang kunne en opstrammende redaktør have gjort meget for at skabe en mere læseværdig roman. Historiske romaner behøver ikke absolut at være på over 500 sider og fortabe sig i såvel for- som efterhistorie for at være en succes.
Britt
Ildefonso Falcones: Havets Kadedral, Bazar 2008, 623 sider
2 kommentarer:
Enig jeg sad tilbage med samme fornemmelse af at have læst en (endnu) længere udgave af Jordens Søjler.. Ikke voldsomt imponerende, men dog noget af det bedre spanske litteratur jeg har prøvet. Hvis du/I trænger til en helt anden boldgade á la Kammerat Napoleon møder Miss Marple kan jeg varmt anbefale Leonie Swanns Mordet i Glenkill. En fascinerende krimi set fra en flok fårs synspunkt! :)
I så fald skal du nok ikke kaste dig over "World without end", Kenn Follets efterfølger til JordenS søjler. Her kan man for alvor tale om en længere udgave af Jordens Søjler. :-)
Men en krimiudgave af Kamerat Napoleon med får lyder absolut fristende!
Britt
Send en kommentar