Efter et par læseoplevelser, der har skuffet lidt, er jeg åbenbart inde i en god bølge. Denne ”verdens første Sensationsroman” fra 1860 var underholdende og velskrevet fra først til sidst. Og så kan man da tale om en helt bogstavelig form for historisk roman, da den jo har 148 år på bagen.
Det kan man nu ikke mærke i Christiane Rohdes nye, friske oversættelse fra i år. Sproget flyder let og plottet er fuld af gådefulde skikkelser, uventede drejninger, had, kærlighed og klassiske krimi-elementer. Historien er bygget op som en fortælling, hvor fortælleren, tegnelæreren Walter, vil rette op på den uretfærdige række af begivenheder, der aldrig kan komme for en retsal ved at lade en række fortællere på skift give deres skriftlige vidneudsagn, korte som lange, om begivenhedernes gang. Denne konstruktion holder fint og troværdigt hele vejen igennem og selvom det aldrig bliver rigtigt uhyggeligt, er fortællingen ganske nervepirrende midtvejs, hvor person-galleriet brogede skare for alvor viser deres sande naturer og fremtiden er ganske uvis for de fleste.
Fortællingen blev ifølge Joachim Rohdes efterskrift oprindeligt udgivet i Charles Dickens ugemagasin ”All Year Round” over 40 uger og vakte stor begejstring fra start. Der blev solgt ”Kvinden i Hvidt tøj” og andet merchandize og man kunne vædde om Kvinden i Hvidts mystiske fortid og om sir Percival Glydes dystre hemmelighed. Siden samlede Wilkie Collins afsnittene til en samlet bog, der i sin engelske udgave aldrig har været ude af tryk siden.
Siden da gik Wilkie Collins popularitet ned ad bakke og han døde som 65-årig af et massivt misbrug af tidens foretrukne narkotika, opium. Men mon ikke Kvinden i Hvidt lever videre mange år endnu. Den er i hvert fald anbefalet herfra, hvis man kan lide at læse krimier fra 1800-tallet.
Britt
Det kan man nu ikke mærke i Christiane Rohdes nye, friske oversættelse fra i år. Sproget flyder let og plottet er fuld af gådefulde skikkelser, uventede drejninger, had, kærlighed og klassiske krimi-elementer. Historien er bygget op som en fortælling, hvor fortælleren, tegnelæreren Walter, vil rette op på den uretfærdige række af begivenheder, der aldrig kan komme for en retsal ved at lade en række fortællere på skift give deres skriftlige vidneudsagn, korte som lange, om begivenhedernes gang. Denne konstruktion holder fint og troværdigt hele vejen igennem og selvom det aldrig bliver rigtigt uhyggeligt, er fortællingen ganske nervepirrende midtvejs, hvor person-galleriet brogede skare for alvor viser deres sande naturer og fremtiden er ganske uvis for de fleste.
Fortællingen blev ifølge Joachim Rohdes efterskrift oprindeligt udgivet i Charles Dickens ugemagasin ”All Year Round” over 40 uger og vakte stor begejstring fra start. Der blev solgt ”Kvinden i Hvidt tøj” og andet merchandize og man kunne vædde om Kvinden i Hvidts mystiske fortid og om sir Percival Glydes dystre hemmelighed. Siden samlede Wilkie Collins afsnittene til en samlet bog, der i sin engelske udgave aldrig har været ude af tryk siden.
Siden da gik Wilkie Collins popularitet ned ad bakke og han døde som 65-årig af et massivt misbrug af tidens foretrukne narkotika, opium. Men mon ikke Kvinden i Hvidt lever videre mange år endnu. Den er i hvert fald anbefalet herfra, hvis man kan lide at læse krimier fra 1800-tallet.
Britt
3 kommentarer:
Jeg anede ikke, den var kommet i en ny oversættelse. Interessant. Jeg skrev speciale om den (og et par andre ting) for et par år siden, men det var den gode, gamle engelske version. Og lige samtidig fejrede den sine første triumfer som Broadway-musical (hvor der vistnok behændigt var smidt en incesthistorie oveni - som om der ikke var gru nok). Så det lyder, som om den gamle traver holder endnu. Jeg synes i hvert fald, den er skøn. Bare beskrivelsen af Marian: "The woman was dark, the woman was ugly."
Ja beskrivelsen af hans første møde med Marian er fantastisk i sit skifte fra poetisk romantik til forundret ligefremhed. :-) Faktisk ville det nok være mere realistisk, at han faldt for Marian, da hun er et langt bedre match for ham, og han jo egentlig ikke har brug for en lille, beskyttelseskrævende pige for at opretholde sit ego. Men måske svarede Marian ikke så godt til tidens ideal for den kvindelige genstand for beundring og kærlighed (med mindre man er en charmerende skurk som Grev Fosco...)
Britt
Det lyder som en bog, er skal paa ventehylden :o)
Gitte
Send en kommentar