Hvad gør du, når din kæreste forsvinder sporløst i ørknen?
En anden bog der kom med hjem fra biblioteket på regnvejrslørdagen (http://bogpluk.blogspot.com/2008/08/hourglass-af-julie-parsons-gitte.html) var Nattog til Innsbruck. Som lejlighedsvis backpacker stopper jeg lige op engang, når jeg støder på en roman, der foregår på farten.
I denne står en kvinde på nattoget i Firenze på vej til Innsbruck. Undervejs lægger hun øre til genforeningen af to irer, der blev væk fra hinanden 4 år tidligere i Sudan. De to var kærester dengang. Hun levede på farten, han havde fast arbejde i London og rejste med hende i sine ferier. På deres sidste fælles rejse var hun endeligt blevet overtalt til at slå sig ro sammen med ham, men ikke uden protester, og efter et skænderi forsvandt han fra toget på vej tilbage til Egypten. I første del af romanen følger vi Francis, der vågner op i togvognen, og opdager, at både Richard og rygsæk er væk. I anden del følger vi Richard. Men stemmer de to historier overens?
Kvinden i nattoget følger de to fortællinger, hvilket er en god måde at komme ind i og ud af historien på. Som hun bemærker i sit stille sind; den der måske havde løjet, viste hvad der skete, og den der fortalte sandheden viste også, hvor løgnene lå begravet, mens hun som iagttager og lytter ingen anelse havde.
Jeg ville dog have nydt bogen betydeligt mere, hvis sproget havde været troværdigt. Jeg læser normalt bøger, der er skrevet på engelsk, på engelsk, for at få den autentiske version, men nu fik jeg fat i den danske oversættelse, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde. Jeg fik hele vejen igennem følelsen af, at bogen var oversat af en gammel dame (det er dog en mand, alder vides ikke), for jeg tror ikke, at originalversionen har samme ’antikverede’ udtryk. Ikke alting kan man selvfølgelig føre hen på oversættelsen, men i en sætning som: ”Jeg har det ikke godt med anklagerne for desertation og bedrag” ville en bedre oversættelse måske være …”svigt og bedrag”? Hvilket ungt menneske i 20’erne ville dog sige ’desertation’ eller for den sags skyld ord som ’knarvorn’ og ’forsurer’. Især virkede det komisk med en kombination af dette ’opstyltede’ sprog og mere ’hippe’ udtryk, om man vil, som ’bossy’ og ’poppe op’. Det forstyrrede den gode historie, som det trods alt er.
Jeg vil således anbefale originalversionen. Det kan kun være bedre, og man skulle jo nødigt blive knarvorn og forsuret.
Nattog til Innsbruck er fra 2002, og den danske oversættelse fra 2006.
Gitte
En anden bog der kom med hjem fra biblioteket på regnvejrslørdagen (http://bogpluk.blogspot.com/2008/08/hourglass-af-julie-parsons-gitte.html) var Nattog til Innsbruck. Som lejlighedsvis backpacker stopper jeg lige op engang, når jeg støder på en roman, der foregår på farten.
I denne står en kvinde på nattoget i Firenze på vej til Innsbruck. Undervejs lægger hun øre til genforeningen af to irer, der blev væk fra hinanden 4 år tidligere i Sudan. De to var kærester dengang. Hun levede på farten, han havde fast arbejde i London og rejste med hende i sine ferier. På deres sidste fælles rejse var hun endeligt blevet overtalt til at slå sig ro sammen med ham, men ikke uden protester, og efter et skænderi forsvandt han fra toget på vej tilbage til Egypten. I første del af romanen følger vi Francis, der vågner op i togvognen, og opdager, at både Richard og rygsæk er væk. I anden del følger vi Richard. Men stemmer de to historier overens?
Kvinden i nattoget følger de to fortællinger, hvilket er en god måde at komme ind i og ud af historien på. Som hun bemærker i sit stille sind; den der måske havde løjet, viste hvad der skete, og den der fortalte sandheden viste også, hvor løgnene lå begravet, mens hun som iagttager og lytter ingen anelse havde.
Jeg ville dog have nydt bogen betydeligt mere, hvis sproget havde været troværdigt. Jeg læser normalt bøger, der er skrevet på engelsk, på engelsk, for at få den autentiske version, men nu fik jeg fat i den danske oversættelse, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde. Jeg fik hele vejen igennem følelsen af, at bogen var oversat af en gammel dame (det er dog en mand, alder vides ikke), for jeg tror ikke, at originalversionen har samme ’antikverede’ udtryk. Ikke alting kan man selvfølgelig føre hen på oversættelsen, men i en sætning som: ”Jeg har det ikke godt med anklagerne for desertation og bedrag” ville en bedre oversættelse måske være …”svigt og bedrag”? Hvilket ungt menneske i 20’erne ville dog sige ’desertation’ eller for den sags skyld ord som ’knarvorn’ og ’forsurer’. Især virkede det komisk med en kombination af dette ’opstyltede’ sprog og mere ’hippe’ udtryk, om man vil, som ’bossy’ og ’poppe op’. Det forstyrrede den gode historie, som det trods alt er.
Jeg vil således anbefale originalversionen. Det kan kun være bedre, og man skulle jo nødigt blive knarvorn og forsuret.
Nattog til Innsbruck er fra 2002, og den danske oversættelse fra 2006.
Gitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar