Efter forfattere i et stykke tid har drejet mysterier over gamle værker af Da Vinci og Dante var det vel et spørgsmål om tid før jeg faldt over en roman spundet over William Shakespeare. The Book of Air and Shadows omdrejningspunkt er fundet af en række breve fra 1600-tallet skrevet af en person, Bracegirdle, tæt på Shakespeare, og hans beretning om et ukendt manuskript fra forfatterens hånd.
Vi følger Albert Crosetti, der for at tjene penge til at forfølge sin drøm om at lave film, har taget arbejde i en forretning med sjældne bøger. Det er i den anledning Crosetti drages ind i historien. Da forretningen brænder, når han at redde en samling bøger ud. I bøgernes indbinding finder Crosetti ved et tilfælde sammen med kollegaen, den mystiske og undvigende men for Crosetti dybt fascinerende Carolyn Rolly, en række dokumenter af briten Bracegirdle, både en række læselige som en række kodede breve. Af de læsbare breve fremgår det, at Shakespeare skulle have udarbejdet et for omverdenen ukendt manuskript. På foranledning af Rolly sælger Crosetti de læsbare breve til en Shakespearekender, og så tager begivenhederne fat i jagten på en afkodning af de øvrige breve, som skulle føre til det ukendte manuskript, med blandt andet den russiske mafia i hælene.
Bogen indledes dog af Jake Mishkin, advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og vægtløfter, og hans førstehåndsberetning om begivenhederne omkring det ukendte manuskript. Mishkin skriver fra sit skjul i et lånt hus, mens han venter på, hvem ved vi ikke endnu. Mishkin havner i jagten på manuskriptet, da han i sin egenskab af advokat opsøges af køberen af Bracegirdles breve. Kort tid efter findes køberen torteret til døde.
Bogen skifter mellem Mishkins selvbiografiske fortælling med tilbageblik, Bracegirdles breve og en fremadrettet fortælling set fra Crosettis perspektiv.
Bogen er lang (561 sider i paperbackformat), og jeg blev lidt træt hver gang jeg kom til Bracegirdles breve, som er skrevet i, hvad der skal forestille at være engelsk fra 1642. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er sådan man skrev og talte på den tid, men det er i alt fald ikke nemt at læse, fx: ”W.S. agen shewes hym as false villein for hee plaies a verie other man in Stratford than in London as here hee is plaien-spoke in the fashion of this contrey lyke a playn burgesse of the towne, saies Zir, saies Chil, not I will, saies mortal not verie & c.:speakes not og the theatre nor hys lyfe in towne, no bawdry though hym bawdie enow in London tap-rooms.”
Derudover er Mishkins beretning meget omfattende med hele familiehistorien før og efter hans undfangelse og op til nutiden inklusiv egne familiemæssige problemer. Det stod aldrig klart for mig, hvorfor alt dette udenomssnak var relevant for historien, da manden tilsyneladende sidder på lånt tid i huset og venter, og det stod mig heller ikke klart, hvorfor han følte trang til at skrive om, i hvilken anledning han var havnet der. Jeg var straks langt mere interesseret, når jeg kom til fortællingen fra Crosettis perspektiv. Her fik jeg tilstrækkelige men ikke for mange informationer om Crosettis baggrund i forhold til historien.
Alt i alt var jeg underholdt men som sagt træt under visse dele af læsningen. Plottet var da interessant med et uopdaget og derfor værdifuldt værk af Shakespeare, som kun kan findes ved at afkode Bracegirdles kodede breve, men det virkede fantastisk på mig, at så mange mennesker i historien havde et så godt kendskab både til computere og til afkodning. Men mysteriet skal jo løses, så det lod til, at nogle mellemregninger måtte udelades til fordel for Mishkins laaange beretning og brevene fra Bracegirdle.
Jeg synes bestemt, at det virkede godt at skifte mellem Mishkins jeg-form, Bracegirdles breve og Crosettis perspektiv, og at lade den førstnævntes bagudrettede fortælling møde den sidstnævntes fremadrettede på midten, men man kunne med fordel have skåret Mishkins del ned til det relevante og oversætte brevene til mere forståeligt engelsk.
Bracegirdle breve tager os fra USA til England og Schweiz. Bogen er fra 2007 og umiddelbart hvad jeg har kunnet finde frem til ikke oversat til dansk.
Gitte
Vi følger Albert Crosetti, der for at tjene penge til at forfølge sin drøm om at lave film, har taget arbejde i en forretning med sjældne bøger. Det er i den anledning Crosetti drages ind i historien. Da forretningen brænder, når han at redde en samling bøger ud. I bøgernes indbinding finder Crosetti ved et tilfælde sammen med kollegaen, den mystiske og undvigende men for Crosetti dybt fascinerende Carolyn Rolly, en række dokumenter af briten Bracegirdle, både en række læselige som en række kodede breve. Af de læsbare breve fremgår det, at Shakespeare skulle have udarbejdet et for omverdenen ukendt manuskript. På foranledning af Rolly sælger Crosetti de læsbare breve til en Shakespearekender, og så tager begivenhederne fat i jagten på en afkodning af de øvrige breve, som skulle føre til det ukendte manuskript, med blandt andet den russiske mafia i hælene.
Bogen indledes dog af Jake Mishkin, advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og vægtløfter, og hans førstehåndsberetning om begivenhederne omkring det ukendte manuskript. Mishkin skriver fra sit skjul i et lånt hus, mens han venter på, hvem ved vi ikke endnu. Mishkin havner i jagten på manuskriptet, da han i sin egenskab af advokat opsøges af køberen af Bracegirdles breve. Kort tid efter findes køberen torteret til døde.
Bogen skifter mellem Mishkins selvbiografiske fortælling med tilbageblik, Bracegirdles breve og en fremadrettet fortælling set fra Crosettis perspektiv.
Bogen er lang (561 sider i paperbackformat), og jeg blev lidt træt hver gang jeg kom til Bracegirdles breve, som er skrevet i, hvad der skal forestille at være engelsk fra 1642. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er sådan man skrev og talte på den tid, men det er i alt fald ikke nemt at læse, fx: ”W.S. agen shewes hym as false villein for hee plaies a verie other man in Stratford than in London as here hee is plaien-spoke in the fashion of this contrey lyke a playn burgesse of the towne, saies Zir, saies Chil, not I will, saies mortal not verie & c.:speakes not og the theatre nor hys lyfe in towne, no bawdry though hym bawdie enow in London tap-rooms.”
Derudover er Mishkins beretning meget omfattende med hele familiehistorien før og efter hans undfangelse og op til nutiden inklusiv egne familiemæssige problemer. Det stod aldrig klart for mig, hvorfor alt dette udenomssnak var relevant for historien, da manden tilsyneladende sidder på lånt tid i huset og venter, og det stod mig heller ikke klart, hvorfor han følte trang til at skrive om, i hvilken anledning han var havnet der. Jeg var straks langt mere interesseret, når jeg kom til fortællingen fra Crosettis perspektiv. Her fik jeg tilstrækkelige men ikke for mange informationer om Crosettis baggrund i forhold til historien.
Alt i alt var jeg underholdt men som sagt træt under visse dele af læsningen. Plottet var da interessant med et uopdaget og derfor værdifuldt værk af Shakespeare, som kun kan findes ved at afkode Bracegirdles kodede breve, men det virkede fantastisk på mig, at så mange mennesker i historien havde et så godt kendskab både til computere og til afkodning. Men mysteriet skal jo løses, så det lod til, at nogle mellemregninger måtte udelades til fordel for Mishkins laaange beretning og brevene fra Bracegirdle.
Jeg synes bestemt, at det virkede godt at skifte mellem Mishkins jeg-form, Bracegirdles breve og Crosettis perspektiv, og at lade den førstnævntes bagudrettede fortælling møde den sidstnævntes fremadrettede på midten, men man kunne med fordel have skåret Mishkins del ned til det relevante og oversætte brevene til mere forståeligt engelsk.
Bracegirdle breve tager os fra USA til England og Schweiz. Bogen er fra 2007 og umiddelbart hvad jeg har kunnet finde frem til ikke oversat til dansk.
Gitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar