”Mrs Daloway” er jo en hyldet, elsket og æret klassiker, som det næsten ville være selvmord at sige noget negativt om i dag. Det er heller ikke, fordi jeg har noget dårligt at sige om selve bogen. Den har øjeblikke af stor litterær klasse idet Woolf følger sin tids koncept ”Stream of conscience” med krydsende tanketråde og menneskeskæbner frem for en handlingsbåret historie.
Tidsligt er fortællingen rammet fint ind af en tilfældig dags forløb i Mrs’ Dalloways midaldrende liv som politikerhustru blandt det højere borgerskab. Især de indledende kapitler følger konceptets gennem en strøm af forskellige personers sindstilstande og tankestrømme gennem Londons formiddagsgader og – stræder. Til gengæld var det også i disse kapitler sværest for mig at bevare koncentrationen og følge bogens rytme frem for at undre mig over, hvorfor jeg skulle vide, hvad alle mulige ligegyldige karakterer tænkte om en royal bils passeren eller en røgskrivende flyvemaskine på himlen.
I løbet af dagen kommer læseren dog langt mere ind under huden på hovedpersonernes fortid, nutid og væsen. Faktisk lærer vi overraskende meget om disse personer; f
or Woolf bryder tankestrømmendes mønstre gennem brug af sine personers erindringer med små, handlingsbetonede og afsluttede forløb. På denne måde kan man efterhånden stykke fortid og historie sammen for såvel Mrs Dalloway som hendes nærmeste, og læseren er derfor ikke udelukkende henstillet til at fornemme og forestille sig.Når denne omtale alligevel bærer et ”men” med hertil, skyldes det først og fremmest min egen læsetilgang. Jeg elsker handling, springer let over naturskillerierne, sukker over omtalt dialog og fryder mig over den flydende, direkte dialog. Særligt nyder jeg psykologiske portrætter, når disse indgår i en udviklingsroman med et udgangspunkt og en finale. Jeg er ikke interesseret i forfatteren som privatperson eller i at indfortolke og genkende dennes livsskæbne, for at forstå forfatterens motivation for sin roman. Jeg vil umiddelbart glædes med, frygte med, le med og sørge med min person. Kort sagt: Jeg vil kunne sætte mig i dennes sted.
Ja, som læser er jeg altså ganske banal. Det er nok derfor, at klassikere, hyldet og kåret af litterære kendere, sjældent bider på mig. De rører ikke ved mig, men lader mig sidde tilbage som den akademiske beskuer. Men jeg vil ikke se mine bøger – jeg vil leve dem.
Hvem sagde virkelighedsflugt…
Britt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar