Bogen lægger ellers godt ud med en rask præsentation af fire præ-teenagere og en dramatisk mordscene i skoven. Udfaldet af denne scene løber de næste 34 år som en hemmelighedsfuld rød tråd gennem historien som en ildevarslende, begravet skandale, der truer med at vælte hele samfundsmagten. Men desværre fiser hemmeligheden ud i sandet, inden den åbenbares, bogen endelig finder sin lykkelige ende og man samtidig forstår den kedelige betydning af bogens vidtskuende titel.
Titlen gav mig ellers associationer om rejser ud af det lille middelaldersamfund til i Europa og måske endnu videre til de arabiske lande, der ofte berøres i bogen for deres medicinske "vanlære" og derved også det lurende religiøse had mod islam. Men forfatteren tør ikke forfølge dette betændte emne, men holder sig til lokale hekseprocesser og den katolske kirkes dobbeltmoral forfald foruden adelens blodige, selvoptagede krige og udbyttelse. I stedet viser titlen sig desværre at være kortsynet og imod alle de visioner og drømme, han ellers tillægger sine to primære hovedpersoner.Men jeg foregriber begivenhedernes gang. Langt hen ad vejen var jeg nemlig rigtig godt underholdt og nød at have sådan en knaldroman at vende mig til ved aftenstid. Fuld fart over feltet, utrolige politiske intriger og kringlede skæbner, der ubarmhjertigt vikler sig ud og ind af hinanden gennem sygdom, sex, voldtægt, store dramatiske ulykker, kærlighed, liderlighed, mord, sved og tårer. Historien rummer så mange bifigurer og bihistorier, at man skulle tro, at man mistede overblikket. Men det gør man ikke. I stedet mister man efterhånden pusten og det evige drama tager pudsigt nok energien af historien.
Vores fire hovedpersoner formår at overleve gennem hungersnød, krige, mordintriger og dramatiske katastrofer foruden Den sorte Død i 1448, der ellers tog halvdelen af befolkningen. I øvrigt formår forfatteren ikke rigtig at give mig fornemmelsen af denne kæmpe katastrofe. Vi får alle de kendte facts fra Den sorte død, inklusiv stimevis af døde, flagellanter og moralsk fordærv, men føler det alligevel ikke, hvilket ellers netop er romanens styrke frem for den historiske fremstilling.
Først til sidst skal retfærdigheden ske fyldest, og vores hovedpersoner skal sørme meget igennem, inden de kan nå denne afgørelsens time – alt, alt for unødvendigt og utroværdigt meget.
Har man allerede læst Jorden Søjler af samme forfatter, er der ikke noget nyt at komme efter. Bogen er skrevet efter nøjagtig samme læst. Desværre bare med den forskel, at forfatteren i mellemtiden er blevet så berømt, at redaktøren ikke turde skære ind til benet. Synd, for uden maratonlængden var der ellers materiale til en rigtigt underholdende knaldroman.
Britt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar