Denne bog åbnede helt nyt land for mig. Ikke alene er den skrevet af en afrikansk forfatter, den foregår også i Afrika, handler (mest) om afrikanere og er samtidig så universel i sin grusomme skildring af, hvad der sker med mennesker, når etniske stridigheder tager over og bliver til folkedrab og meningsløs krig. Her handler det helt konkret og tiden op til og under Biafrakrigen i Nigeria i 1960’erne. En krig, som jeg nok kendte fjernt af navn, men ikke før af baggrund eller indhold. Dertil er jeg lidt for ung. Men siden har jeg hørt fra ældre bekendte om de grufulde billeder i aviser og fjernsyn af underernærede, udsultede børn, som skabte begrebet Biafra-børn.
Selvom romanens tema således er yderst sort og tung, er den alligevel til at læse uden at man falder i et dybt, eksistentielt hul bagefter. Tonen er som oftest usentimental, og inden gruen sætter ind for alvor, er man som læser allerede dybt involveret i fortællingens hovedpersoner. Chimamanda formår at introducere et væld af mennesker med til dels ukendt klingende navne uden at man nogensinde farer vild i dem. De beskrives så levende og vedkommende på godt og ondt gennem tanker og handling, at man kender dem efter få siders møde. Og som konflikten optrappes og krigen kommer tættere og tættere på, først potentielt, siden fysisk, leves hverdagen stadig på mere og mere absurd vis, mens grænsen for det menneskelige eksistensgrundlag langsomt skubbes til det yderste. Som læser følger man umærkeligt med i denne udvikling gennem hoved- og bipersoners oplevelser og følelser.
Den fulde absurditet af den menneskelige meningsløse ondskab står først helt klart frem til sidst, da krigen er forbi, og folk vender tilbage til deres sønderslåede hjem for at genoptage det ”gamle liv”. Nigeria er igen forenet som nation – i hvert fald på papiret. Hvordan man herefter lever videre som ét folk, som om intet var hændt, står hen i det uvisse. Tilbage står dog en læseoplevelse af stor episk karakter, skrevet i et umiddelbart, glidende sprog. Det skjuler det store arbejde og den store kunst det er, at beskrive en så omvæltende og uforståelig periode af Nigerias historie uden at efterlade forstyrrende huller i det store billede og uden at kvæle sin læser i sort gru. For gennem de værste forhold, lever mennesket videre på trods med en ufattelig tilpasningsevne og vilje til livet. Dette står tilbage, når alt sættes på spidsen: viljen til livet.
Hermed anbefalet!
Oversat til dansk i 2007 fra engelsk ”Half a Yellow Sun”, 2006, med fin bevarelse af igbo-vendinger.
Selvom romanens tema således er yderst sort og tung, er den alligevel til at læse uden at man falder i et dybt, eksistentielt hul bagefter. Tonen er som oftest usentimental, og inden gruen sætter ind for alvor, er man som læser allerede dybt involveret i fortællingens hovedpersoner. Chimamanda formår at introducere et væld af mennesker med til dels ukendt klingende navne uden at man nogensinde farer vild i dem. De beskrives så levende og vedkommende på godt og ondt gennem tanker og handling, at man kender dem efter få siders møde. Og som konflikten optrappes og krigen kommer tættere og tættere på, først potentielt, siden fysisk, leves hverdagen stadig på mere og mere absurd vis, mens grænsen for det menneskelige eksistensgrundlag langsomt skubbes til det yderste. Som læser følger man umærkeligt med i denne udvikling gennem hoved- og bipersoners oplevelser og følelser.
Den fulde absurditet af den menneskelige meningsløse ondskab står først helt klart frem til sidst, da krigen er forbi, og folk vender tilbage til deres sønderslåede hjem for at genoptage det ”gamle liv”. Nigeria er igen forenet som nation – i hvert fald på papiret. Hvordan man herefter lever videre som ét folk, som om intet var hændt, står hen i det uvisse. Tilbage står dog en læseoplevelse af stor episk karakter, skrevet i et umiddelbart, glidende sprog. Det skjuler det store arbejde og den store kunst det er, at beskrive en så omvæltende og uforståelig periode af Nigerias historie uden at efterlade forstyrrende huller i det store billede og uden at kvæle sin læser i sort gru. For gennem de værste forhold, lever mennesket videre på trods med en ufattelig tilpasningsevne og vilje til livet. Dette står tilbage, når alt sættes på spidsen: viljen til livet.
Hermed anbefalet!
Oversat til dansk i 2007 fra engelsk ”Half a Yellow Sun”, 2006, med fin bevarelse af igbo-vendinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar