tirsdag den 10. marts 2009

The Graveyard Book af Neil Gaiman (Gitte)


Den levende blandt de døde og dem midt i mellem

En lille dreng, ikke mere end 1½ år gammel, begiver sig hjemmefra, mens hans familie myrdes af manden Jack. Drengen går fra sit hus op ad bakken til kirkegården. Her møder han et samfund af spøgelser, og det hedengangne ægtepar Owens tager drengen til sig, da genfærdet af drengens moder for et øjeblik manifesterer sig og beder kirkegårdens beboere passe på hendes søn. Trods spøgelsernes i sagens naturlig flygtige væsen vokser drengen, der får navnet Bod (Nobody) Owens, op på kirkegården med hjælp fra Silas, som er en slags værge for Bod, et væsen mellem de levende og de døde, og som i modsætning til de rigtigt døde kan forlade kirkegården og skaffe mad. Da manden Jack stadig er på jagt efter Bod, må Bod ikke forlade kirkegården. Men som Bod vokser op, er kirkegåden ikke nok for ham, og så er han ikke længere i sikkerhed…

Bod mindede mig om en eller anden; en dreng med en form for magiske evner, der mister sine forældre i en tidlig alder til en ond person, som stadig er ude efter ham, og der er også en profeti involveret… Men bortset fra visse ligheder med en bestemt romanfigur, så har The Graveyard Book sin egen charme. Det meste at bogen foregår på og under kirkegården med enkelte afstikkere til den anden side af stakittet, men på trods af den begrænsede ramme for historien, er den ikke kedelig. Det er derudover en humoristisk tanke at lade en levende person opdrage og oplære af en samling spøgelser fra forskellige tidsaldre.

The Graveyard Book er vel hovedsagligt en bog for større børn, men kan nu sagtens læses af andre, ligesom hans andre bøger, hvoraf jeg har læst Stardust, der har et mere omfattende univers. The Graveyard Book er en ganske udmærket letlæselig roman, og dejlig poetisk i sit sprog; genren er goth fantasy. Og så er det vist den første bog jeg har skrevet om på bloggen, som er illustreret. Der er ikke mange, men nogle få stemningsfulde sort/grå/hvide streger.

Romanen er fra 2008.

Gitte

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hæhæ, hvis man snakker om Gaiman og en vis anden romanfigur, bør man nok tænke på Books of Magic :)
The Graveyard Book skulle vist forresten være en moderne/magisk realistisk udgave af Kiplings "Junglebogen" - og tager udgangspunkt i en novelle i "Fragile Things" (som jeg tilfældigvis lige har læst - den kan også anbefales).

Bogplukkerne sagde ...

Den får jeg da helt lyst til at læse. Får læst alt for lidt magisk realisme og fantasy i disse dage!

Godt gået af en dreng på 1½, i øvrigt! ;-)

Britt

Bogplukkerne sagde ...

Det er vel de færreste der kan undlade at blive inspireret af dette og hint :o)

Gitte