En hyggelig videoaften med indspilningen af Ved Vejen fra 1988 fik jeg voldsom lyst til at genlæse denne fine, lille roman. Heldigvis havde jeg den stående på hylden fra et bogudsalg og kunne straks næste dag kaste mig over den.
Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.
Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.
Første gang, jeg læste denne bog, tudede jeg ganske og aldeles over slutningen, selvom jeg vel var midt i tyverne. Det var bare ikke ret og rimeligt, at Katinka dog ikke kunne få sin Huus, og at hun skulle dø så bitterligt og meningsløst til sidst. Og alt den følelse væltede ud af mig efter at have læst en roman, der ikke lader sine figurer udtale én eksplicit følelse. Alt udspiller sig i det små, mellem linierne, i alt det, der ikke bliver sagt og koncentreres på en sommerdags udflugt samt i nogle få, intense minutter i et lysthus.
Denne gang havde jeg mere ro til at læse romanen ud i alle hjørner, sammenligne den med filmen og tænke over den fine miljøbeskrivelse af den lille stationsby og dens stille eksistenser. Alligevel pressede tårerne sig da på og mælet blev lidt tykt, da slutningen nærmede sig for både romanen og Katinka. Efterspillet havde jeg helt fortrængt fra første læsning, men det er virkelig sigende. Livet går jo vel videre, når selvmedlidenheden har lagt sig.
Ved Vejen er fra 1886 og stadig lige relevant
Britt
1 kommentar:
Ved Vejen er en fantastisk roman! Jeg har læst den mange gange - og man kan finde nyt i de små detaljer hver gang. Min favorit-Bang er dog nok Stuk, som mere end nogen anden af hans romaner kræver at blive læst flere gange for at få det fulde udbytte.
Send en kommentar