lørdag den 25. april 2009

Volvo Lastvagner af Erland Loe (Gitte)


And now for something completely different

Eller sådan da. Nu kan jeg jo ikke undgå at komme ind på slutningen af forgængeren Doppler (http://bogpluk.blogspot.com/2009/03/doppler-af-erland-loe-gitte.html).
Det vil sige, når vi taler Erland Loe er det ikke en selvfølge, at Volvo Lastvager rent faktisk er en fortsættelse af Doppler. Der kan være tale om en selvstændig fortælling om en mand, der deler navn, historie og elg med Doppler.

Hvor Doppler drejede sig om Doppler og livet i skoven (og indimellem i byen) flytter fokus i Volvo Lastvagner væk fra Doppler. Fokus flyttes endda væk fra skoven og over grænsen. Til Sverige og mere præcist Värmland. Her bor undulat-Mai Britt. En ældre enke med en forkærlighed for undulater, som hun ved dom ikke må holde, og hash. Romanens titel referer til den lastbil, som Mai Britt har i laden. Her, altså i Värmland, bor også den med Mai Britt jævnaldrene Von Borring, fugle- og spejderentusiast. De to var barndomsvenner, men adskilt af kår. Mange år senere træder Doppler med søn og elg ind på scenen, og bliver det tilfældige bindeled.

Volvo Lastvagers form er som fokus anderledes end Doppler. Der er ikke tale om en klassisk opbygning af en historie. Godt blandet har vi historien og fodnoteafsnit med uddybning af diverse informationer, og fra tid til anden iblandet forfatterens alvidende indspark. Herved får læseren fx opskriften på drosler i øl.

Formen ville ikke holde til en længere roman, men det er heller ikke Erland Loes stil. Volvo Lastvagner er hurtigt læst og et hyggeligt frikvarter. En lille historie med meget (til tider lidt for meget ) fyld.

Romanen er fra 2005 og oversat til dansk i 2006.

Gitte

Ingen kommentarer: