Forbandelse af Johanne Hildebrandt (Gitte)

Satan forklædt som same

Som nævnt andet steds, så går jeg ikke af vejen for en god spændingsroman, så jeg tænkte at Forbandelsen ville være noget for mig. Hovedpersonen i bogen er Helene, arkæologstuderende med forskerdrømme, som under en udgravning i Nordsverige finder et lig fra 1100-tallet. Liget tager Helene og hendes kollegaer med til Stockholm. Men det skulle de aldrig have gjort, da de derved sætter et satanligende væsen fri, og så er fanden så at sige løs i Saxogade. Satanvæsnent hvisker og besætter sig igennem bogen, og imens kæmper Helene med indre såvel som ydre dæmoner. Det viser sig nemlig, at Helenes familie har en særlig gave. En forbandet gave…

Rammen i form af et forskermiljø i Stockholm kombineret med hændelser i Nordsverige for 900 år siden var interessant, men besættelse af satan er ikke ligefrem en nytænkning. Bogen kunne efter min vurdering have haft gavn af lidt mere subtilitet, for på en eller anden måde virker en materialisering af satan med klør og gule øjne i røg og damp på et universitetsinstitut i Stockholm bare lidt for meget og lidt for nemt.

Uhyggelig og uforudsigelig blev den aldrig. Men var dog let læst.

Forbandelsen af oversat fra svensk (Fördömd) og er fra 2006.

Gitte

Allerede Bogudsalg igen

Forleden dumpede Arnold Buscks udsalgskatalog ind af døren, og jeg blev som vanligt overrasket over, at det allerede var tid til dene årligt tilbagevendende begivenhed. En begivenhed, hvor jeg som regel åbner katalogerne med stor forventning, og vender sidste side med skuffede miner og suk om ”de gode gamle dage, hvor et udsalg var et udsalg”.

De sidste mange år har der ikke rigtig været nogen rigtige slagtilbud af gode bøger til ingen penge til at trække folk af huse og føle, at de virkelig kom hjem med noget i posen - altså foruden alle de bøger at tvivlsom karakter, som nogen af os kommer til at købe, grebet af stemningen, og det spændende omslag men aldrig får læst. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvilke bøger, jeg egentlig købte på det sidste udsalg…

Men i år synes jeg trods alt, at der er flere spændende emner til stort set ingen penge. Hvad f.eks. med den fremragende forfatter Ida Jessen, hvis ”ABC” kan erhverves for rundt regnet 50 kr.! Eller hvad med Jeffrey Eugenides’ ”Middlesex” for 40,-? Jeg skal også have fat i Katrine Marie Guldagers ”Kilimanjaro” (40,-). Jeg var ret glad for hendes novellesamling ”København” men har aldrig nået denne.

De engelske tilbudsromaner rummer dog ikke noget af videre interesse, ligesom det står desideret dårligt til med faglitteraturen og børnebøgerne. Sidste havde jeg glædet mig til at erhverve nogle flere af til sønnikes samling. Men gode børnebøger kommer aldrig på udsalg, for der kommer jo hele tiden nye poder at sælge dem til. Så kortsigtet er udsalget stadig.

Britt

Biernes hemmelige liv af Sue Monk Kidd (Gitte)

Mmmm honning

Jeg kendte ikke denne roman eller forfatter før jeg fik Biernes hemmelige liv af Britt. Bogens titel henviser til det gennemgående dyr i bogen om Lily Owens, som vokser op i 1960’ernes South Carolina på en ferskenfarm. Hendes liv er præget af, at hun som barn uforvaret kom til at slå sin mor ihjel. Hun vokser op hos sin ubehagelige far og den sorte kvinde Rosaleen.

På Lilys 14-års fødselsdag bliver Rosaleen som følge af en hændelse sat i fængsel. Det lykkes Lily at befri Rosaleen og de flygter til byen Tiboron, et bynavn der er skrevet bag på et lille træbillede af en sort Jomfru Maria, som er et af de eneste efterladenskaber Lily har efter sin mor. I Tiboron havner Lily og Rosaleen hos tre sorte søstre, der producere honning. Og så tror jeg, at jeg stopper her.

Biernes hemmelige liv er en rigtig fin roman om savnet af en mor, søgen efter kærligheden og et sted at høre hjemme samt det at blive voksen. Sproget er flydende og let læseligt. Teksten er glimrende oversat fra The Secret Life of Bies af Svend Ranild. Bogen er en fiktionsdebut fra 2002.

Jeg fik lyst til at spise honning og læse mere af forfatteren. Jeg stødte faktisk for nyligt på en bog af hende (The Mermaid Chair), men det der stod anført om handlingen førte mig nu ikke til at købe bogen. Bøger om kvinder i midtvejskriser går jeg som regel uden om. Men det kan godt være, at jeg er urimelig overfor den pågældende bog, så måske låner jeg den alligevel på biblioteket en dag.

Gitte

The Book of Air and Shadow af Michael Gruber (Gitte)

Efter forfattere i et stykke tid har drejet mysterier over gamle værker af Da Vinci og Dante var det vel et spørgsmål om tid før jeg faldt over en roman spundet over William Shakespeare. The Book of Air and Shadows omdrejningspunkt er fundet af en række breve fra 1600-tallet skrevet af en person, Bracegirdle, tæt på Shakespeare, og hans beretning om et ukendt manuskript fra forfatterens hånd.

Vi følger Albert Crosetti, der for at tjene penge til at forfølge sin drøm om at lave film, har taget arbejde i en forretning med sjældne bøger. Det er i den anledning Crosetti drages ind i historien. Da forretningen brænder, når han at redde en samling bøger ud. I bøgernes indbinding finder Crosetti ved et tilfælde sammen med kollegaen, den mystiske og undvigende men for Crosetti dybt fascinerende Carolyn Rolly, en række dokumenter af briten Bracegirdle, både en række læselige som en række kodede breve. Af de læsbare breve fremgår det, at Shakespeare skulle have udarbejdet et for omverdenen ukendt manuskript. På foranledning af Rolly sælger Crosetti de læsbare breve til en Shakespearekender, og så tager begivenhederne fat i jagten på en afkodning af de øvrige breve, som skulle føre til det ukendte manuskript, med blandt andet den russiske mafia i hælene.

Bogen indledes dog af Jake Mishkin, advokat med speciale i intellektuel ejendomsret og vægtløfter, og hans førstehåndsberetning om begivenhederne omkring det ukendte manuskript. Mishkin skriver fra sit skjul i et lånt hus, mens han venter på, hvem ved vi ikke endnu. Mishkin havner i jagten på manuskriptet, da han i sin egenskab af advokat opsøges af køberen af Bracegirdles breve. Kort tid efter findes køberen torteret til døde.

Bogen skifter mellem Mishkins selvbiografiske fortælling med tilbageblik, Bracegirdles breve og en fremadrettet fortælling set fra Crosettis perspektiv.

Bogen er lang (561 sider i paperbackformat), og jeg blev lidt træt hver gang jeg kom til Bracegirdles breve, som er skrevet i, hvad der skal forestille at være engelsk fra 1642. Jeg ved ikke, om det rent faktisk er sådan man skrev og talte på den tid, men det er i alt fald ikke nemt at læse, fx: ”W.S. agen shewes hym as false villein for hee plaies a verie other man in Stratford than in London as here hee is plaien-spoke in the fashion of this contrey lyke a playn burgesse of the towne, saies Zir, saies Chil, not I will, saies mortal not verie & c.:speakes not og the theatre nor hys lyfe in towne, no bawdry though hym bawdie enow in London tap-rooms.”

Derudover er Mishkins beretning meget omfattende med hele familiehistorien før og efter hans undfangelse og op til nutiden inklusiv egne familiemæssige problemer. Det stod aldrig klart for mig, hvorfor alt dette udenomssnak var relevant for historien, da manden tilsyneladende sidder på lånt tid i huset og venter, og det stod mig heller ikke klart, hvorfor han følte trang til at skrive om, i hvilken anledning han var havnet der. Jeg var straks langt mere interesseret, når jeg kom til fortællingen fra Crosettis perspektiv. Her fik jeg tilstrækkelige men ikke for mange informationer om Crosettis baggrund i forhold til historien.

Alt i alt var jeg underholdt men som sagt træt under visse dele af læsningen. Plottet var da interessant med et uopdaget og derfor værdifuldt værk af Shakespeare, som kun kan findes ved at afkode Bracegirdles kodede breve, men det virkede fantastisk på mig, at så mange mennesker i historien havde et så godt kendskab både til computere og til afkodning. Men mysteriet skal jo løses, så det lod til, at nogle mellemregninger måtte udelades til fordel for Mishkins laaange beretning og brevene fra Bracegirdle.

Jeg synes bestemt, at det virkede godt at skifte mellem Mishkins jeg-form, Bracegirdles breve og Crosettis perspektiv, og at lade den førstnævntes bagudrettede fortælling møde den sidstnævntes fremadrettede på midten, men man kunne med fordel have skåret Mishkins del ned til det relevante og oversætte brevene til mere forståeligt engelsk.

Bracegirdle breve tager os fra USA til England og Schweiz. Bogen er fra 2007 og umiddelbart hvad jeg har kunnet finde frem til ikke oversat til dansk.

Gitte

Robert Jordan: Knife of Dreams (Britt)

Jeg har opgivet en serie. En længe fulgt og elsket serie efter at have grovskimmet og smålæst 11. bog. Serien fortsætter, men jeg er nu officielt stået af.

Er det mon et tegn på, at jeg er ved at blive gammel og fantasiløs af sind? Det er nok fire år siden, jeg læste bog nr. 10, og meget vand er løbet i åen siden. Men hvordan kan denne serie alligevel totalt have mistet min interesse efter at den lagde så stærkt ud og tryllebandt mig til den lyse morgen igen og igen?

Serien ”Wheel of Time” bygger som udgangspunkt solidt på den klassiske fantasy genre med de tre unge venner og ”boys to become men” fra en lille, ukendt flække langt fra verdens knudepunkter, som mod deres vilje må drage ud i det store opgør mellem det gode og det onde, hvor de hver for sig vil komme til at spille en afgørende forskel. Sproget løber let, og historien er spændende og medrivende fra start, da den formår at skabe et spændende persongalleri og et voksende antal magiske fraktioner, magthavere og religiøse sekter. Desuden fornyer den genren ved at lade den magiske kraft være delt op i en kvindelig og en mandlig del, hvor den mandlige er blevet forurenet af det onde og derfor ikke må bruges. Gennem mange år er der derfor udviklet et magisk matriarkat, som dog snart bliver udfordret.

Men efterhånden som vores hovedpersoner gennem de første 7-8 bøger finder sig selv som mænd (og kvinder) og deres plads i det store opgør, er det som om forfatteren mister interessen for dem og i stedet udvider persongalleriet med et uoverskueligt væld af nye folkeslag, magthavere og fraktioner med dertilhørende bipersoner. I de sidste par bøger er det kommet så vidt, at vores hovedpersoner næsten er blevet bipersoner, og det er svært at huske, hvor vi slap dem sidst, når de endelig dukker op igen i et halvt kapitel 200 sider og et væld af andre karakterer længere fremme.

Jeg elsker komplexe bøger med et stort persongalleri, men her er det simpelthen løbet af sporet for forfatteren som den totalt fraværende redaktør. Historien har mistet fokus og selvom det store, afgørende slag angiveligt skulle være lige om hjørnet, er det som om vi ikke er rykket et skridt nærmere gennem de 800 detaljemættede sider.

Tak for denne gang til Wheels of Time. Det var sjovt, men man skal stoppe mens legen er god. Det er den ikke mere.

Britt

Robert Jordan: Knife of Dreams – book eleven of Wheel of Time, London 2005, Orbit.

Afdeling Q, Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen (Gitte)

Ny dansk krimiserie?

Den første bog jeg for snart nogle år siden læste af Jussi Adler-Olsen var debutromanen Alfabethuset (1997), en fortælling om to britiske soldaters overlevelse under dække af to tyskeres identitet på et sindssygehospital reserveret for SS-officere under 2. verdenskrig. Den næste jeg læste var Washington Dekretet (2006), en helt anden historie om magtfordrejning i det Hvide Hus, og hvad det kan føre til af slemme ting. Begge bøger kom jeg let, hurtigt og interesseret igennem. Jeg forsøgte i efteråret med Firmaknuseren (2003), men den måtte jeg opgive. Hvor de førstnævnte romaner var spændende og medrivende, var Firmaknuseren anderledes tung at danse med. Måske fordi personerne i bogen var for usympatiske, og det tog for lang tid før handlingen tog til?

Kvinden i buret (2007) er igen en anden type roman og har form af en mere traditionel krimi.

Hovedpersonen er antihelten Carl Mørck, vicekriminalkommisær, som har sin egen dagsorden og ikke passer ind i politigårdens system. Efter genoptagelse af arbejdet efter en skudepisode, som kostede en god kollegas liv og ødelagde en andens, overflyttes eller rettere nedflyttes han til en nyoprettet afdeling, afdeling Q, politisk foranstaltet på særbevilling med formålet at behandle ’sager under særlig bevågenhed’. Carls første opgave bliver at løse mysteriet om en ung fremadstormende kvindelig politikers forsvinden 5 år tidligere. Carl får ovenfra bevilliget hjælp af Assad, altmuligmand, rengøringsassistent, chauffør med mere.

Plottet er interessant og jeg havde sympati med Carl Mørch og Assad, som udviser talent for andet end rengøring og chaufførarbejde. For så vidt angår Carl Mørck ledes tankerne dog hen mod Jack Frost, R.D. Wingfelds britiske vicekommisær, snu, kvik og ingen teamspiller men som kan sit kram. På trods af de åbenlyse klicheer om den ’ensomme ulv’ indenfor politiet og om politikollegaer, som spiller med musklerne i stedet for at opklare sager, nød jeg bogen. Den havde et fint spil mellem nutidens efterforskning og tiden før og efter kidnapningen set fra offerets synsvinkel.

Mit bud er, at vi ikke har set det sidste til de herre Mørck og Assad.

Gitte

Skyggelandet af Taichi Yamada (Britt)

Puha, sikken en gyser! Det er næsten ikke til at skrive om denne bog uden enten at banalisere den eller afsløre alt for meget. Men da jeg sent sidste aften nåede til historiens klimaks kort før bogens slutning, overvejede jeg, om jeg mon ville blive forfulgt af ånder i nattens drømme.

Egentlig ligger bogen i starten slet ikke op til gys og mærkelige åndefænomener, og længe er der slet ikke noget uhyggeligt ved udviklingen i bogen, fordi det hele virker så tilforladeligt og uvirkeligt. Selv vores ensomme, nyfraskilte midaldrende hovedperson overvejer, om hans oplevelser ikke blot er et resultat af hans egen sindstilstand, et drømmespind, en psykose med vrangforestillinger forårsaget af depression. Som læser – især den skeptiske slags som jeg – må man overveje det samme, og det gik en rum tid, før jeg besluttede mig for, hvad jeg selv ville tro på. Men slutningen tager så sandelig kegler!

Ligesom Murakami skriver Yamada i et ligetil og letlæst sprog. Også hans mandlige hovedperson skiller sig ud ved hverken at have noget familie eller socialt tilhørsforhold. Han bor midt i den japanske storby, men har ikke noget arbejdsfællesskab, da han er freelance manuskriptforfatter til middelmådige japanske soaps, som han ikke selv ligger noget engagement eller følelser i. Han står med andre ord helt udenfor det stramt strukturerede japanske samfund og alle dets sociale regler og stærke tilhørsbånd. Han repræsenterer samtidig en gruppe meget ensomme, japanske mænd uden umiddelbar mening i deres tilværelse. Men hans mangel på handlekraft og stilling til sit eget liv, men også manglen på relationer i hans ungdom, får fatale følger. Så det er bare med at tage sig sammen, nyde livet og tage hensyn til sine medmennesker.

Selvom slutningen er en smule sentimental, er det virkelig en yderst anbefalelsesværdig bog. Jeg vil bestemt læse mere af denne forfatter. Han vil meget og gør det med få, underspillede virkemidler, og han gør det til perfektion.

Det er utroligt spændende, hvad der foregår i japansk litteratur nu, og hvorfor den pludselig appellerer så meget til os vesterlændinge på tværs af vidt forskellige kulturer. Den mørke, hemmelighedsfulde og dystre underverden er meget nærværende her, og Freud ville sikkert elske at læse de nye japanske forfatterskaber…

Britt

Taichi Yamada: Skyggelandet, 1987, oversat (supergodt) til dansk af Mette Holm 2007