Jeg har opgivet en serie. En længe fulgt og elsket serie efter at have grovskimmet og smålæst 11. bog. Serien fortsætter, men jeg er nu officielt stået af.
Er det mon et tegn på, at jeg er ved at blive gammel og fantasiløs af sind? Det er nok fire år siden, jeg læste bog nr. 10, og meget vand er løbet i åen siden. Men hvordan kan denne serie alligevel totalt have mistet min interesse efter at den lagde så stærkt ud og tryllebandt mig til den lyse morgen igen og igen?
Serien ”Wheel of Time” bygger som udgangspunkt solidt på den klassiske fantasy genre med de tre unge venner og ”boys to become men” fra en lille, ukendt flække langt fra verdens knudepunkter, som mod deres vilje må drage ud i det store opgør mellem det gode og det onde, hvor de hver for sig vil komme til at spille en afgørende forskel. Sproget løber let, og historien er spændende og medrivende fra start, da den formår at skabe et spændende persongalleri og et voksende antal magiske fraktioner, magthavere og religiøse sekter. Desuden fornyer den genren ved at lade den magiske kraft være delt op i en kvindelig og en mandlig del, hvor den mandlige er blevet forurenet af det onde og derfor ikke må bruges. Gennem mange år er der derfor udviklet et magisk matriarkat, som dog snart bliver udfordret.
Men efterhånden som vores hovedpersoner gennem de første 7-8 bøger finder sig selv som mænd (og kvinder) og deres plads i det store opgør, er det som om forfatteren mister interessen for dem og i stedet udvider persongalleriet med et uoverskueligt væld af nye folkeslag, magthavere og fraktioner med dertilhørende bipersoner. I de sidste par bøger er det kommet så vidt, at vores hovedpersoner næsten er blevet bipersoner, og det er svært at huske, hvor vi slap dem sidst, når de endelig dukker op igen i et halvt kapitel 200 sider og et væld af andre karakterer længere fremme.
Jeg elsker komplexe bøger med et stort persongalleri, men her er det simpelthen løbet af sporet for forfatteren som den totalt fraværende redaktør. Historien har mistet fokus og selvom det store, afgørende slag angiveligt skulle være lige om hjørnet, er det som om vi ikke er rykket et skridt nærmere gennem de 800 detaljemættede sider.
Tak for denne gang til Wheels of Time. Det var sjovt, men man skal stoppe mens legen er god. Det er den ikke mere.
Britt
Robert Jordan: Knife of Dreams – book eleven of Wheel of Time, London 2005, Orbit.
Er det mon et tegn på, at jeg er ved at blive gammel og fantasiløs af sind? Det er nok fire år siden, jeg læste bog nr. 10, og meget vand er løbet i åen siden. Men hvordan kan denne serie alligevel totalt have mistet min interesse efter at den lagde så stærkt ud og tryllebandt mig til den lyse morgen igen og igen?
Serien ”Wheel of Time” bygger som udgangspunkt solidt på den klassiske fantasy genre med de tre unge venner og ”boys to become men” fra en lille, ukendt flække langt fra verdens knudepunkter, som mod deres vilje må drage ud i det store opgør mellem det gode og det onde, hvor de hver for sig vil komme til at spille en afgørende forskel. Sproget løber let, og historien er spændende og medrivende fra start, da den formår at skabe et spændende persongalleri og et voksende antal magiske fraktioner, magthavere og religiøse sekter. Desuden fornyer den genren ved at lade den magiske kraft være delt op i en kvindelig og en mandlig del, hvor den mandlige er blevet forurenet af det onde og derfor ikke må bruges. Gennem mange år er der derfor udviklet et magisk matriarkat, som dog snart bliver udfordret.Men efterhånden som vores hovedpersoner gennem de første 7-8 bøger finder sig selv som mænd (og kvinder) og deres plads i det store opgør, er det som om forfatteren mister interessen for dem og i stedet udvider persongalleriet med et uoverskueligt væld af nye folkeslag, magthavere og fraktioner med dertilhørende bipersoner. I de sidste par bøger er det kommet så vidt, at vores hovedpersoner næsten er blevet bipersoner, og det er svært at huske, hvor vi slap dem sidst, når de endelig dukker op igen i et halvt kapitel 200 sider og et væld af andre karakterer længere fremme.
Jeg elsker komplexe bøger med et stort persongalleri, men her er det simpelthen løbet af sporet for forfatteren som den totalt fraværende redaktør. Historien har mistet fokus og selvom det store, afgørende slag angiveligt skulle være lige om hjørnet, er det som om vi ikke er rykket et skridt nærmere gennem de 800 detaljemættede sider.
Tak for denne gang til Wheels of Time. Det var sjovt, men man skal stoppe mens legen er god. Det er den ikke mere.
Britt
Robert Jordan: Knife of Dreams – book eleven of Wheel of Time, London 2005, Orbit.
1 kommentar:
Det er altid ærgeligt, når en ellers god serie skuffer, men så har du i det mindste haft fornøjelsen af de første 10. Gitte
Send en kommentar