Uhyrlig ensomhed i Antarktis
Somme tider støder man på en roman, der er noget anderledes end forventet. Sådan havde jeg det med Kold Hud.
En atmosfærisk officer, ”lidt tættere på ungdommen end på alderdommen”, går i land på en lille ø, som ingen skibe kommer forbi, en lille ø så at sige uden for lands lov og ret, tæt på Antarktis. Her skal officeren afløse den atmosfæriske officer, som har været på øen i 1år, og hvis funktion romanens jeg-fortæller skal afløse det næste år. I officerens hus finder han og skibets besætning ingen officer, men i øens fyrtårn en mand i en seng, umælende, uglet og nøgen.
Da skibet sejler af sted, indstiller den atmosfæriske officer sig på et års ensomhed på øen sammen med manden i fyrtårnet. Han bruger dagen på at indrette sig i sin lille hytte, men da natten falder på står uhyrerne op ad havet. Bogstaveligt talt, for i havet omkring øen bor et havfolk, fiskeagtige men også på sin vis menneskelignende. Officeren må forskanse sig i sit hus, og sådan går de første nætter uden søvn og med kampen for at overleve. I et stykke tid indretter officeren og manden i fyrtårnet sig efter omstændighederne; at holde uhyrerne fra livet om natten og forstærke forskansningen om dagen.
Vendepunktet for den atmosfæriske officer bliver dog mødet med søuhyrernes børn, og han indser, at den evige natlige kamp måske alligevel ikke er vejen frem, og at uhyrerne kan være mere menneskelige end først antaget.
Og sådan går tiden, mens isolationen og de natlige opgør sætter sit præg på vores atmosfæriske officer…
Da jeg besluttede mig for at læse denne bog, troede jeg, at den natlige kamp ville have karakter af mere overført betydning, men det viste sig at være ganske bogstaveligt. Det der er interessant ved bogen er dog mere officerens udvikling i gennem romanen, hvilket er fint beskrevet. Der fremgår ikke direkte, hvornår romanen foregår, men det er ikke så længe efter 1. verdens krig, og det viser sig i sproget. En pudsig og anderledes lille bog om overlevelse samt indre og ydre kampe pakket godt ind i en klaustrofobisk atmosfære. Frontfotoet udtrykker ganske udmærket ensomhed.
Kold Hud er fra 2002 og oversat fra katalansk (La Pell Freda) til dansk i 2008. Det er en romandebut for antropologen Piñol.
Gitte
Somme tider støder man på en roman, der er noget anderledes end forventet. Sådan havde jeg det med Kold Hud.
En atmosfærisk officer, ”lidt tættere på ungdommen end på alderdommen”, går i land på en lille ø, som ingen skibe kommer forbi, en lille ø så at sige uden for lands lov og ret, tæt på Antarktis. Her skal officeren afløse den atmosfæriske officer, som har været på øen i 1år, og hvis funktion romanens jeg-fortæller skal afløse det næste år. I officerens hus finder han og skibets besætning ingen officer, men i øens fyrtårn en mand i en seng, umælende, uglet og nøgen.
Da skibet sejler af sted, indstiller den atmosfæriske officer sig på et års ensomhed på øen sammen med manden i fyrtårnet. Han bruger dagen på at indrette sig i sin lille hytte, men da natten falder på står uhyrerne op ad havet. Bogstaveligt talt, for i havet omkring øen bor et havfolk, fiskeagtige men også på sin vis menneskelignende. Officeren må forskanse sig i sit hus, og sådan går de første nætter uden søvn og med kampen for at overleve. I et stykke tid indretter officeren og manden i fyrtårnet sig efter omstændighederne; at holde uhyrerne fra livet om natten og forstærke forskansningen om dagen.
Vendepunktet for den atmosfæriske officer bliver dog mødet med søuhyrernes børn, og han indser, at den evige natlige kamp måske alligevel ikke er vejen frem, og at uhyrerne kan være mere menneskelige end først antaget.
Og sådan går tiden, mens isolationen og de natlige opgør sætter sit præg på vores atmosfæriske officer…
Da jeg besluttede mig for at læse denne bog, troede jeg, at den natlige kamp ville have karakter af mere overført betydning, men det viste sig at være ganske bogstaveligt. Det der er interessant ved bogen er dog mere officerens udvikling i gennem romanen, hvilket er fint beskrevet. Der fremgår ikke direkte, hvornår romanen foregår, men det er ikke så længe efter 1. verdens krig, og det viser sig i sproget. En pudsig og anderledes lille bog om overlevelse samt indre og ydre kampe pakket godt ind i en klaustrofobisk atmosfære. Frontfotoet udtrykker ganske udmærket ensomhed.
Kold Hud er fra 2002 og oversat fra katalansk (La Pell Freda) til dansk i 2008. Det er en romandebut for antropologen Piñol.
Gitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar