Da jeg læste Helle Helles forrige roman ”Rødby-Puttgarden” var jeg ikke udelt begejstret. Men denne bog kan jeg til gengæld kun anbefale at læse hurtigst muligt.
En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.
De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.
Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.
Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!
Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.
Britt
Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.
En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.
De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.
Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.
Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!
Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.
Britt
Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar