Mord med en lille fjer på…
Jeg har læst rigtigt mange krimier i mit liv. Det drejer sig nok om lidt spænding i en ellers almindelig tilværelse med fast job. Der er krimier med fantasifulde plot og nogle med mere trivielle. Det var Britt, der første gang gjorde mig opmærksom på Dinosaurens Fjer, som er lidt krimi og lidt noget andet og tredje. Bagsiden lover videnskabelig krimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama. Setup-et er godt, og som akademiker tiltrækkes jeg af nørderiet, hvilket jeg selv dyrker dagligt indenfor mit eget fag, og det akademiske miljø i øvrigt.
Vi befinder os i den akademiske verden på biologisk institut, hvor Anna Bella, enlig mor i slutningen af 20’erne med bagage, står for at skulle forsvare sit speciale om kontroversen mellem to fløje indenfor zoologien; hvorvidt fugle stammer fra dinosauren eller ej. Der bliver imidlertid stukket en kæp i hjulet på Anna Bellas forsvar, da hendes ene vejleder bliver myrdet, og ind på scenen træder den garvede politimand Søren. Endnu en person myrdes undervejs, og mordene skal selvfølgelig opklares, hvilket de naturligvis også bliver. Men vi skal også indgående høre om Anna Bellas og især Sørens traumer siden barndommen. Anna Bella er det naturlige centrum i bogen, det er her vi starter og slutter, ligesom de myrdede personer befandt sig i hendes nære omgangskreds. Det er udmærket, at vi kommer tæt på; hvorfor er hun som hun er, og hvorfor agerer hun som hun gør.
Politimanden Søren, derimod, er den udenforstående, som i min vurdering er tildelt for meget spalteplads. Det samme bemærker jeg i forhold til den canadiske forsker Clive Freeman, som står for den ene fløj af dinosaur vs. fugledebatten. Det står mig ikke klart, hvorfor de to personer er centrale i den forstand, at forfatteren fortæller rigtigt meget om deres fortid, uden at gøre dem centrale i øvrigt.
Og at love kærlighedshistorie er nok at overdrive en lille smule, der opstår forelskelser undervejs bevares, men alligevel. Måske er det bogens problem, den vil for mange ting på en gang, men det kan naturligvis også være mit problem, at jeg har en for konservativ holdning til bøgers temaer. Det er jo netop det, der gør det vanskeligt at kritisere en roman, for forfatteren har givet fået det frem, som hun gerne ville.
Måske fordi jeg har læst mange krimier, synes jeg, at plottet løses lidt for nemt. Meget pludseligt er der tilståelser over hele linjen, eller i alt fald over flere sider, så politimand Søren får ikke engang mulighed for for alvor at gøre brug af sine efterforskningsevner og er således endnu destomindre interessant for historien.
Uagtet ovenstående er det slet ikke en dårlig bog, og forfatteren er godt inde i sit stof, som hun formår at gøre spændende. Dinosaurens Fjer er her fra 2008, og strækker sig over 447 sider.
Gitte
Jeg har læst rigtigt mange krimier i mit liv. Det drejer sig nok om lidt spænding i en ellers almindelig tilværelse med fast job. Der er krimier med fantasifulde plot og nogle med mere trivielle. Det var Britt, der første gang gjorde mig opmærksom på Dinosaurens Fjer, som er lidt krimi og lidt noget andet og tredje. Bagsiden lover videnskabelig krimi, kærlighedshistorie og psykologisk drama. Setup-et er godt, og som akademiker tiltrækkes jeg af nørderiet, hvilket jeg selv dyrker dagligt indenfor mit eget fag, og det akademiske miljø i øvrigt.
Vi befinder os i den akademiske verden på biologisk institut, hvor Anna Bella, enlig mor i slutningen af 20’erne med bagage, står for at skulle forsvare sit speciale om kontroversen mellem to fløje indenfor zoologien; hvorvidt fugle stammer fra dinosauren eller ej. Der bliver imidlertid stukket en kæp i hjulet på Anna Bellas forsvar, da hendes ene vejleder bliver myrdet, og ind på scenen træder den garvede politimand Søren. Endnu en person myrdes undervejs, og mordene skal selvfølgelig opklares, hvilket de naturligvis også bliver. Men vi skal også indgående høre om Anna Bellas og især Sørens traumer siden barndommen. Anna Bella er det naturlige centrum i bogen, det er her vi starter og slutter, ligesom de myrdede personer befandt sig i hendes nære omgangskreds. Det er udmærket, at vi kommer tæt på; hvorfor er hun som hun er, og hvorfor agerer hun som hun gør.
Politimanden Søren, derimod, er den udenforstående, som i min vurdering er tildelt for meget spalteplads. Det samme bemærker jeg i forhold til den canadiske forsker Clive Freeman, som står for den ene fløj af dinosaur vs. fugledebatten. Det står mig ikke klart, hvorfor de to personer er centrale i den forstand, at forfatteren fortæller rigtigt meget om deres fortid, uden at gøre dem centrale i øvrigt.
Og at love kærlighedshistorie er nok at overdrive en lille smule, der opstår forelskelser undervejs bevares, men alligevel. Måske er det bogens problem, den vil for mange ting på en gang, men det kan naturligvis også være mit problem, at jeg har en for konservativ holdning til bøgers temaer. Det er jo netop det, der gør det vanskeligt at kritisere en roman, for forfatteren har givet fået det frem, som hun gerne ville.
Måske fordi jeg har læst mange krimier, synes jeg, at plottet løses lidt for nemt. Meget pludseligt er der tilståelser over hele linjen, eller i alt fald over flere sider, så politimand Søren får ikke engang mulighed for for alvor at gøre brug af sine efterforskningsevner og er således endnu destomindre interessant for historien.
Uagtet ovenstående er det slet ikke en dårlig bog, og forfatteren er godt inde i sit stof, som hun formår at gøre spændende. Dinosaurens Fjer er her fra 2008, og strækker sig over 447 sider.
Gitte
1 kommentar:
Det lyder til, at vi langt hen ad vejen har haft den samme læseoplevelse med denne bog. Særligt de mange traumatiske barndomshistorier havde jeg svært ved at se relevansen af. Måske skulle de fungere som røgslør for, at læseren skulle tro, at de alle havde motiv for at begå professor-mordet. Men i så fald røber hun alt for tidligt, hvem det i hvert fald ikke skal være. Og sammenhængen mellem hendes barndomsven og studiekammerat virker ret søgt og alt for tilfældig.
Jeg ventede også spændt på at vores kriminalkommisær-helt skulle udrede hele miseren på ægte Miss Marple vis. Men vi havde allerede fået serveret morderen til studievennen af forfatteren, inden selve afsløringsscenen, hvor Sørens rolle blev reduceret til at forestå en anholdelse. Flot gennemskuet..!
Den spændende historie for mig var Anna Bellas søgen i sin fortid efter sin tabte identitet. Hvem var hun egentlig som barn? Og det var fint at binde de to nyforelskede sammen ved at også at give Sørens fortid en fortrængt afsløring, der ændrede hans forståelse af ham selv.
Sproget flyder jo ellers let og læsevenligt. Jeg kunne personligt have tænkt mig en roman uden mord, men blot de to menneskers rodede fortid og deres forsøg på endelig at få hold på den. Det ville havde været en anderledes tankevækkende bog uden irritationsmomentet over en krimi, der aldrig rigtig bliver en krimi.
Og så forstår jeg i øvrigt ikke, hvorfor Anna Bella dog ikke bare havde skaffet sig en klapvogn???
Britt
Send en kommentar