torsdag den 30. oktober 2008

Helle Helle: Ned til hundene (Britt)


Da jeg læste Helle Helles forrige roman ”Rødby-Puttgarden” var jeg ikke udelt begejstret. Men denne bog kan jeg til gengæld kun anbefale at læse hurtigst muligt.

En midaldrende kvinde strander ved et tilfælde i en sjællandsk flække med sin kuffert. Hun er brudt op fra sit tidligere liv, men vi ved ikke hvorfor, eller hvor hun nu skal hen. Det ved hun heller ikke selv. Skæbnen vil, at et yngre ægtepar kommer forbi og samler hende op og lukker hende ind i deres hjertevarme liv, der på lige så uforklaret vis er sat på stand by.

De stiller ingen spørgsmål, men det viser sig efterhånden og især til sidst, at der er flere grunde til, at de ikke har brug for at stille spørgsmål, men gerne tager hende til sig uden forklaring og endog næsten med tvang. Selv har de nemlig heller ikke lyst til at grave i fortiden, men genkender sig selv i den ensomme, fortabte skikkelse, der sidder der for enden af verden og venter på en bus, der ikke kommer igen før næste dag, med hele sit ituslåede liv samlet i rullekufferten. Kun deres fælles kærlighed skiller dem fra den fremmede kvindes skæbne.

Det bliver aldrig sagt. Der er meget i denne bog, der ikke bliver sagt. Helle Helle er antydningens mester. Mester i det usagte, der pirrer nysgerrigheden og får spørgsmålene til at stille sig op på række. Og denne gang vækkede hovedpersonerne i den grad min interesse, hvor jeg i forrige roman i højere grad var tilskuer. Denne gang blev jeg en engageret medlever, selvom jeg ellers i hverdagen har det meget svært med provinsen.

Efter endt læsning fyldte den mine tanker i flere dage, skønt jeg egentlig var på en arbejdsrejse og havde hovedet fuld af workshops og nye ansigter. Alle brikkerne skulle lige falde på plads. Alle antydningerne og de sidste siders vel af kortfattede oplysninger stykkes sammen. Jeg har i høj grad brug for en samtalepartner til bearbejdelsen af denne bog. For der gives ikke ved dørene fra forfatterens side. Skønt!

Jeg bliver en større og større fan af de korte, stramme romaner.

Britt

Helle Helle udkom i 2008 og er på 158 sider.

torsdag den 23. oktober 2008

Kold Hud af Albert Sánchez Piñol (Gitte)


Uhyrlig ensomhed i Antarktis

Somme tider støder man på en roman, der er noget anderledes end forventet. Sådan havde jeg det med Kold Hud.

En atmosfærisk officer, ”lidt tættere på ungdommen end på alderdommen”, går i land på en lille ø, som ingen skibe kommer forbi, en lille ø så at sige uden for lands lov og ret, tæt på Antarktis. Her skal officeren afløse den atmosfæriske officer, som har været på øen i 1år, og hvis funktion romanens jeg-fortæller skal afløse det næste år. I officerens hus finder han og skibets besætning ingen officer, men i øens fyrtårn en mand i en seng, umælende, uglet og nøgen.

Da skibet sejler af sted, indstiller den atmosfæriske officer sig på et års ensomhed på øen sammen med manden i fyrtårnet. Han bruger dagen på at indrette sig i sin lille hytte, men da natten falder på står uhyrerne op ad havet. Bogstaveligt talt, for i havet omkring øen bor et havfolk, fiskeagtige men også på sin vis menneskelignende. Officeren må forskanse sig i sit hus, og sådan går de første nætter uden søvn og med kampen for at overleve. I et stykke tid indretter officeren og manden i fyrtårnet sig efter omstændighederne; at holde uhyrerne fra livet om natten og forstærke forskansningen om dagen.

Vendepunktet for den atmosfæriske officer bliver dog mødet med søuhyrernes børn, og han indser, at den evige natlige kamp måske alligevel ikke er vejen frem, og at uhyrerne kan være mere menneskelige end først antaget.

Og sådan går tiden, mens isolationen og de natlige opgør sætter sit præg på vores atmosfæriske officer…

Da jeg besluttede mig for at læse denne bog, troede jeg, at den natlige kamp ville have karakter af mere overført betydning, men det viste sig at være ganske bogstaveligt. Det der er interessant ved bogen er dog mere officerens udvikling i gennem romanen, hvilket er fint beskrevet. Der fremgår ikke direkte, hvornår romanen foregår, men det er ikke så længe efter 1. verdens krig, og det viser sig i sproget. En pudsig og anderledes lille bog om overlevelse samt indre og ydre kampe pakket godt ind i en klaustrofobisk atmosfære. Frontfotoet udtrykker ganske udmærket ensomhed.

Kold Hud er fra 2002 og oversat fra katalansk (La Pell Freda) til dansk i 2008. Det er en romandebut for antropologen Piñol.

Gitte

onsdag den 22. oktober 2008

Remember me af Sophie Kinsella (Gitte)


Chic lit om en studs

Dette er vaske ægte chic lit, som de kommer. Hyggelig men uden overraskelser. Har du læst Shopaholic-serien, Sophie Kinsellas øvrige bøger og andet chic lit, herunder Bridget Jones Diary, har du også læst Remember me. Skabelon: Ung, køn og intelligent kvinde, der er kært klodset og som er nede at bide gruset, hvorefter hun finder på en genial plan, får succes og manden i enden.

I denne roman møder vi Lexi Smart, som vågner op på hospitalet i 2007 efter en bilulykke og ikke kan huske noget fra de sidste 3 år. Det sidste hun kan huske, er en aften i byen med veninderne, da hun havde skæve tænder, uglet hår, et kedeligt job, lidt for meget sul på kroppen og en kæreste, der hed Loser Dave. Da hun vågner op har hun lige tænder, velplejet hår, en tonet krop, et chefjob og en rig mand. I begyndelser lyder det for Lexi som et drømmeliv, men der viser sig at være en bagside af glansbilledet, ligesom hun prøver at finde ud af, hvordan hun er kommet dertil, og hvorfor hun har stødt veninderne fra sig. Og så kommer vi til tidspunktet, hvor hun bider i gruset, får en genial ide, og får manden i enden.

Hyggelig, hvis man er til den slags, hvilket jeg nok lidt er - bare en gang imellem…

Remember Me er fra 2008.

Gitte

onsdag den 15. oktober 2008

Det jeg elskede af Siri Hustvedt (Britt)


Efter adskillige anbefalinger om at læse en bog af Siri Hustvedt, og opildnet af temmelig flotte anmeldelser, har jeg i den forløbne måned bestræbt mig på at komme igennem denne bog. Og den er godt skrevet, og stiller krav til sin læser propfuld med undertoner, symboler og skjulte ledetråde til den erindrede fortælling.

Men ja, det kan nok fornemmes på den tone, jeg allerede har slået an. Jeg blev ikke fan af denne bog eller dens forfatter. Jeg havde det ikke, som en anmelder, der ønskede, at hun ikke havde læst bogen, så hun stadig havde glæden og oplevelsen til gode. Jeg har mere oplevelsen af en intellektuel øvelse. En dannelsesrejse gennem en del af skønlitteraturen og én af dens intellektuelle og fejrede forfattere, som jeg ikke har tænkt mig at læse mere af. Ikke fordi den var dårlig. Men fordi min læsetid er for kort til mere læsning, af en forfatter, der ikke formår at gribe mig, at få mig til at føle med sine hovedkarakterer og bringe mig væk fra min analyserende plads i lænestolen for i stedet at bære mig af sted til nye verdener og oplevelser, så jeg glemmer tid og sted, indtil jeg mentalt jamrende må lægge bogen fra mig på trods, fordi klokken bare er for mange til at fortsætte mere i dag.

Siri Hustvedts forfatterskab har formentlig denne effekt for mange læsere. Jeg er blot ikke én af disse heldige. For jeg kan godt lide tanken om at læse hendes intellektuelle bøger, propfulde af referencer til filosoffer, kunstnere og forfattere en masse. Desværre efterlader læsningen mig i praksis en stor del af vejen uberørt, og jeg får en smule afsmag af intellektuel name-dropping og selv-højtidelighed.

Bogen tager en dramatisk drejning i sidste halvdel, der kunne minde om en psykologisk thriller. Men den bliver alt for langtrukken og fortænkt, og ender i grunden uforløst, og der blev grædt tørre tårer for mit vedkommende.

”Det jeg elskede” er udgivet 2003 og oversat til dansk (rigtig fin oversættelse) samme år.

Britt