Øv, øv. Sikken en skuffelse. Som begejstret læser af Erlend Loes tidlige bøger havde jeg ellers friske forhåbninger til denne lille sag, der er trykt i en omslag og format, der let kan få bogen til at blive væk mellem de andre Kina-notesbøger i hjemmet. En sjov detalje, der understreger fortællingens opbygning som dagbog for en ung kvinde, der er fuldstændig ligeglad med æstetikken og romantikken omkring dagbogsskriveriet. Hun venter nemlig kun på at tage sig af dage på en passende og uigenkaldelig sikker måde.
Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.
Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)
Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.
Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.
Britt
Jeg skriver friske forhåbninger, fordi jeg i omtalen af denne bog og dens korte, indadvendte stil fandt klare paralleller til Naiv.super, som jeg holder meget af. Fakta om Finland var også en god læseoplevelse for mig. Men da Erlend slog igennem med Doppler, faldt jeg selv fra som læser. Jeg gav mig godt nok glad i kast, men røg skuffet af længe inden side 100. Doppler fangede mig simpelthen ikke, og var alt for fuld af lommefilosofi, som jeg husker den.
Lommefilosofien er også én af mine største anker mod Muleum. Trivielle almindeligheder forklædt som en suicidal ung kvindes tanker om livet og livets mangel på mening. Meningen forsvinder for Julie efter at hele hendes nære familie er styrtet ned med et fly i Afrika og har efterladt hende som arving til et absurd stort hus, masser af penge og larmende ensomhed – samt en polsk fliselægger, der romanen igennem beklæder den norske villa med fliser, og som skal vise sig at være den røde tråd gennem denne fortælling. Julie selv letter nemlig efter et mislykket selvmordsforsøg med fly mod alverdens farlige destinationer for at være fri oppe mellem skyerne, mens hun håber på selv at styrte. Imellem tiden når hun dog lige at gøre sig adskillige nye bekendtskaber, og at opsøge OL-vinderen i kortbane på skøjter og blive hans kæreste, løbe London maraton og få en stribe nye venner på Grand Canaria, hvor romanen også kulminerer. (SPOILER: Uden helt at røbe slutningen kan jeg kun sige, at den skuffede mig fuldstændig i sin mangel på konsekvens og i sit oplæg til en amerikansk sødsuppe-filmatisering, der hænger stærkt sammen med bogens titel.)
Min primære anke er dog, at bogen for mig at se er dybt utroværdigt. Lige meget hvor mange gange Julie i sin dagbog skriver, at hun er sorgramt, deprimeret, har mistet meningen med livet og lysten til ditto, efterlader bogen mig uden indtryk af et virkeligt indblik i en ung, selvmordstruet kvinde og hendes sindstilstand. Jeg tror simpelthen ikke rigtig på det, måske på grund af den ivrige brug af underholdende sarkasme, evige selvransagelse og tanker omkring livet og alt det dér. Hun er for tankevirksom og skrive-ivrig til at være ramt af dyb sorg og depression, og jeg tager det aldrig alvorligt.
Heldigvis er bogen hurtigt læst med sine små sider og lettilgængelige, naivistiske sprog. Så hvis du alligevel er fristet til at læse den, spilder du ikke så meget af din tid.
Britt
2 kommentarer:
Hej Britt.
Dyb sorg betyder ikke nødvendigvis, at ens tankevirksomhed stopper. Snarere tværtimod. Da min datter døde sidste år bestilte jeg ikke andet end at fundere over livets store spørgsmål. Det er netop, når ens verden ramler, at man tager alt op til revision og har brug for at sætte ord på den nye kaotiske virkelighed, man pludselig befinder sig i. Min kæreste og jeg kunne begge nikke genkendende til den sindstilstand, Julie befinder sig i og beskriver.
Efter min mening er det mest utroværdige i bogen, at hun ikke ved, hvordan man staver til "pik":-)
mvh
Signe
Hej Signe
Tak for din kommentar. Jeg har aldrig mistet et så tæt familiemedlem som du, og jeg kan på ingen måde måle dybden af din sorg og dit tab. Som mor selv håber jeg på, at jeg aldrig kommer i din situation.
Du har en langt mere konkret baggrund for din vurdering af bogen, og jeg kan kun være glad, hvis den har hjulpet dig med dine mange kaotiske og modsatrettede tanker. Jeg betvivler ikke, at man er fyldt med tanker, og at de springer i alle retninger. Men at evne at skrive dem ned med så meget sarkasme og overskud virker modsat på mig med min læse-baggrund. Den efterlader ikke noget spor hos mig, og er allerede blegnet i min erindring, da jeg ikke følte mig overbevist gennem min læsning.
Jeg havde ikke min egen smerte at læse med og fik ikke et indblik i den gennem bogen. Derimod kendte jeg engang en selvmordstruet ung kvinde, og jeg føler lidt, at bogen skøjter for let hen over alle disse unge piger og kvinder af i dag i stedet for at tage dette emne seriøst.
Min pointe er nok, at bogen ikke virker troværdig for sådan én som jeg, der ikke har mistet min tætteste familie. Det er ikke i sig selv nok, at sige/skrive, at hun er deprimeret og vil tage sit eget liv x antal gange. Det giver mig ikke indblik i, hvem hun er, og hvad der rører sig inde i hende, når sarkasmen er skrældet fra.
Mange hilsner
Britt
Send en kommentar